Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-80-97 om kontanthjælp - formue - mod bedre vidende - samme tidsrum og samme formål - driftstabserstatning

Resume:

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse om, at en udbetalt driftstabserstatning dækkede samme periode og samme formål som den kontanthjælp, der var udbetalt til ansøger i perioden 1. september 1992 til 28. februar 1993.

Nævnet tiltrådte ligeledes, at den kontanthjælp, der var udbetalt fra den 1. marts 1993 til den 30. september 1993, skulle tilbagebetales, da ansøger uberettiget og mod bedre vidende havde modtaget kontanthjælp for samme periode. Ansøger havde trods forespørgsler fra kommunen benægtet, at der var sket udbetaling af driftstabserstatning til trods for, at første udbetaling var sket den 5. februar 1993.

Ankestyrelsen fandt, at driftstabserstatning ikke i sig selv kunne sidestilles med en erstatning eller lignende, der dækker samme tidsrum og samme formål som den udbetalte kontanthjælp, da formålet med en sådan erstatning ifølge forsikringsvilkårene var at dække forsikringstagerens tab ved nedgang i omsætning af varer og tjenesteydelser (driftstab) som følge af forsikringsbegivenheden. Endvidere skulle en virksomheds omsætning anvendes til dækning af såvel faste som løbende omkostninger i forbindelse med virksomheden, inden der kunne beregnes overskud til dækning af ejerens leveomkostninger.

Der ville derfor ikke i alle tilfælde være det nødvendige sammenfald mellem formålet med en udbetalt driftstabserstatning og en evt. tidligere udbetalt kontanthjælp.

Ved udbetaling af driftstabserstatning kunne familien imidlertid være kommet i besiddelse af en formue, hvoraf det økonomiske behov i en periode fremover kunne dækkes.

Ved vurderingen heraf skulle der dog ses bort fra den del af formuen, som burde bevares af hensyn til familiens erhvervsmuligheder, d.v.s. den del af erstatningen, som var beregnet til at skulle dække udgifter vedrørende virksomheden, som forfaldt, mens virksomheden var ude af drift. Endvidere burde der tages hensyn til udgifter, som ville være forbundet med virksomhedens fornyede opstart, såfremt der ikke senere ville blive udbetalt erstatning til dækning heraf, og såfremt udgiften var forårsaget af forsikringsbegivenheden.

Det var således alene den del af erstatningen, som svarede til virksomhedens forventede overskud, der ville kunne betragtes som formue og indgå i den økonomiske beregning.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 25, stk. 1, nr. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 91, § 94, stk. 1 og § 14, stk. 2

Sagsfremstilling:

Et ægtepar, hvor hustruen var studerende og modtog SU, og hvor manden modtog kontanthjælp på grund af arbejdsløshed, startede pr. 1. juli 1992 selvstændig virksomhed i form af café og spiserestaurant. Virksomheden blev drevet fra lejede lokaler. Ifølge registreringsforholdene var der tale om et enkeltmandsfirma med hustruen som ene-indehaver.

Til trods herfor bevilgede kommunen fuld kontanthjælp til manden for en 3 måneders periode fra 1. juli 1992 med fradrag for hustruens indtægter fra SU.

På grund af brand i ejendommen 10. august 1992 måtte virksomheden midlertidigt indstilles, og manden fortsatte med at modtage kontanthjælp, indtil restauranten kunne genåbnes pr. 1. september 1993. Sidste udbetaling af kontanthjælp fandt sted pr. 1. september 1993.

Familien oplyste overfor kommunen i september 1992, at man havde forsikring, men at denne kun dækkede inventaret og ikke mistet indtægt. I december 1993 fastholdtes det, at man ikke havde fået udbetalt erstatning for mistet omsætning.

I januar 1994 modtog kommunen imidlertid oplysninger fra ægteparrets forsikringsselskab om, at der for en 12 måneders periode var udbetalt erstatning med 310.000 kr. for driftstab, samt 78.000 kr. for beskadigede varer og inventar. Erstatningen for driftstab var afregnet med 125.000 kr. den 5. februar 1993 og resten den 7. september 1993.

Kommunen meddelte ved tilbagebetalingsresolution af 9. maj 1994 til begge ægtefæller, at der for perioden 1. september 1992 til 28. februar 1993 var ydet parret hjælp med 34.564 kr. efter bistandslovens § 37 samt § 46a. Beløbet krævedes tilbagebetalt i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, da ægtefællerne den 15. februar 1993 havde modtaget driftstabserstatning, der dækkede samme periode og samme formål som den ydede hjælp.

Ved tilbagebetalingsresolution af samme dato meddelte kommunen endvidere, at der for perioden 1. marts til 30. september 1993 var ydet parret hjælp med 39.130 kr. i henhold til bistandslovens § 37 og § 46a. Beløbet krævedes tilbagebetalt i henhold til bistandslovens § 25, nr. 1, da ægtefællerne i denne periode havde modtaget hjælp på grund af urigtige/manglende oplysninger samtidig med, at der var udbetalt driftstabserstatning.

Af forsikringspolicen fremgik, at der var tale om driftstabsforsikring for løsøre. Forsikringsvilkårene dækkede forsikringen på forsikringsstedet inden for de første 12 måneder efter, at forsikringsbegivenheden var konstateret, forsikringstagers tab ved nedgang i omsætning af varer og tjenesteydelser (driftstab) som følge af, at de forsikrede ting eller de bygninger, hvori de forsikrede ting befandt sig, var blevet ramt af en skade. Herudover dækkede forsikringen nødvendige og dokumenterede meromkostninger, der direkte skyldtes, at virksomhedens lokaler helt eller delvist var uanvendelige som følge af, at de forsikrede ting eller de bygninger, hvori de forsikrede ting befandt sig, blev ramt af skade.

I skadestilfælde skulle skaden opgøres som den forårsagede forskel mellem 1) den forventede omsætning med fradrag af forventet forbrug af indkøbte handelsvarer/råvarer og 2) den konstaterede omsætning med fradrag af konstateret forbrug af indkøbte handelsvarer/råvarer.

Det beregnede beløb skulle reduceres med sparede omkostninger, som forsikringstager kunne frigøre sig for, men med tillæg af sådanne omkostninger, der efter samråd med forsikringsselskabet afholdtes til begrænsning af tabet inden for policens dækningsperiode. Herudover afholdtes rimelige revisionsomkostninger i forbindelse med opgørelse af skaden. Den udbetalte driftstabserstatning var skattepligtig og medtaget på hustruens selvangivelse for 1993.

Ankenævnet tiltrådte kommunens krav om tilbagebetaling i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, af den kontanthjælp, som manden havde modtaget for perioden 1. september 1992 til 28. februar 1993 med 34.564 kr., samt for perioden 1. marts til 30. september 1993 med 39.130 kr. i henhold til bistandslovens § 25, nr. 1.

Nævnet begrundede afgørelsen med, at det vedrørende førstnævnte krav var ubestridt, at manden for samme periode, som han havde oppebåret bistandshjælp, efterfølgende havde modtaget erstatning for driftstab pr. 5. februar 1993. Nævnet fandt, at udbetalingen dækkede samme formål og tidsrum som den udbetalte kontanthjælp.

Nævnet fandt det endvidere korrekt at kræve hjælpen for perioden 1. marts til 30. september tilbagebetalt i henhold til bistandslovens § 25, jf. § 18, idet manden uberettiget og mod bedre vidende havde oppebåret kontanthjælp for samme periode. Trods forespørgsler fra forvaltningen vedrørende driftstabserstatning havde han benægtet udbetaling heraf til trods for, at første udbetaling skete 5. februar 1993.

I klagen til Ankestyrelsen anførtes bl.a., at der ikke var taget hensyn til, at det udbetalte beløb var en driftstabserstatning, og at driftstabserstatningen var skattepligtig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt en udbetalt driftstabserstatning - helt eller delvis - kunne anses for at være en erstatning eller lignende, der dækkede samme tidsrum og samme formål som den tidligere udbetalte kontanthjælp, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, samt hvorvidt udbetaling af driftstabserstatning - helt eller delvis - var at sidestille med formue, hvoraf det økonomiske behov kunne dækkes, jf. bistandslovens § 39.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at den sociale begivenhed for mandens vedkommende (arbejdsledighed) måtte anses for ophørt, da han begyndte at arbejde i familiens restaurant. Manden havde derfor ikke været berettiget til kontanthjælp i perioden fra han påbegyndte arbejde og indtil branden. Hjælpen kunne dog ikke kræves tilbagebetalt, da den fejlagtige udbetaling beroede på forvaltningens forhold.

Vedrørende de i forbindelse med branden udbetalte erstatninger fandt Ankestyrelsen, at disse måtte anses for udbetalt til hustruen, da det var hende, der ejede restauranten.

Den udbetalte driftstabserstatning i februar 1993 kunne alene derfor ikke anses for at opfylde betingelserne i bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4, om at skulle dække samme tidsrum og samme formål, som den hjælp, der var udbetalt til manden.

Kommunen havde således ikke med henvisning til § 26, stk. 1, nr. 4, været berettiget til at kræve den hjælp, der er udbetalt i perioden 1. september 1992 til 28. februar 1993 til manden, tilbagebetalt.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at driftstabserstatning i sig selv ville kunne sidestilles med en erstatning eller lignende, der dækkede samme tidsrum og samme formål som den udbetalte kontanthjælp, jf. bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 4.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at formålet med en sådan erstatning ifølge forsikringsvilkårene var at dække forsikringstagerens tab ved nedgang i omsætning af varer og tjenesteydelser (driftstab) som følge af forsikringsbegivenheden. Endvidere skulle en virksomheds omsætning anvendes til dækning af såvel faste som løbende omkostninger i forbindelse med virksomheden, inden der kunne beregnes overskud til dækning af ejerens leveomkostninger.

Ankestyrelsen fandt derfor, at der ikke i alle tilfælde ville være det nødvendige sammenfald mellem formålet med en udbetalt driftstabserstatning og en evt. tidligere udbetalt kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt derimod, at hustruen ved udbetaling af a'conto driftstabserstatning kunne være kommet i besiddelse af en vis formue, hvoraf ægtefællens behov i en periode havde kunnet dækkes.

Den nærmere vurdering heraf beroede dog på en konkret beregning, idet der i forbindelse hermed skulle ses bort fra den del af formuen, som burde bevares af hensyn til familiens erhvervsmuligheder.

I en situation som denne skulle der derfor ses bort fra den del af erstatningen, som var beregnet til at skulle dække udgifter vedrørende virksomheden, som forfaldt, mens virksomheden var ude af drift. Endvidere burde der tages hensyn til udgifter, som ville være forbundet med virksomhedens fornyede opstart, såfremt der ikke senere blev udbetalt erstatning til dækning heraf, og såfremt udgiften var forårsaget af forsikringsbegivenheden.

Ankestyrelsen fandt således, at det alene var den del af erstatningen, som svarede til virksomhedens forventede overskud, der ville kunne betragtes som formue og indgå i den økonomiske beregning.

Ved opgørelsen af virksomhedens overskud, henvistes der til de angivne principper i SM O-106-93.

Det ovennævnte gjaldt for den del af driftstabserstatningen, der var kommet til udbetaling i hjælpsperioden. Derimod kunne den del af driftstabserstatningen, der først var kommet til udbetaling i september 1993 (d.v.s. efter hjælpsperiodens ophør) ikke indgå i beregningen, idet familien ikke havde haft formue herfra til rådighed i hjælpsperioden.

Vedrørende den udbetalte erstatning for ødelagt og beskadiget inventar m.v. fandt Ankestyrelsen, at der var tale om formue, som burde bevares af hensyn til familiens erhvervsmuligheder.

Ankestyrelsen fandt herefter, at ægteparret burde have givet socialforvaltningen meddelelse om, at man havde fået udbetalt driftstabserstatning, således at den ovennævnte beregning kunne være foretaget.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at familien havde været bekendt hermed, idet man i september 1992 havde oplyst, at man ikke havde forsikring, der dækkede mistet indtægt. Endvidere havde parret senere erkendt at have givet urigtige oplysninger.

Ankestyrelsen fandt derfor, at den hjælp, der var blevet udbetalt til manden efter, at der var kommet driftstabserstatning til udbetaling, helt eller delvis måtte anses for modtaget mod bedre vidende, og derfor var tilbagebetalingspligtig i henhold til bistandslovens § 25, nr. 1.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fornyet beregning og afgørelse i henhold til ovennævnte retningslinier.