Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-123-97 om kontanthjælp - udland - åbenbart urimelig - bohave - rimelig begrundet enkeltudgift - flytning - skøn

Resume:

En udgift på ca. 51.000 kr. til flytning af bohave fra udlandet til Danmark kunne ikke anses for en rimeligt begrundet enkeltudgift.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at kommunens skøn ikke havde været ulovligt eller åbenbart urimeligt.

Der blev endvidere lagt vægt på oplysningerne om ansøgers indtægter sammenholdt med de faste udgifter, der kunne godkendes som rimelige faste udgifter.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at ansøger selv havde haft mulighed for opsparing af et beløb af en rimelig passende størrelse til anvendelse enten til flytning eller til genetablering.

Der blev endelig lagt vægt på, at der først blev ansøgt om hjælp, efter at flytningen var foretaget, og at store udgifter i forbindelse med flytning fra udlandet til Danmark burde begrænses.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 15, stk. 5 og § 46

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 81 og § 98

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 19 ff.

Sagsfremstilling:

Ansøger, der i oktober 1995 pludselig havde forladt udlandet, efterlod sit bohave dér. Ansøger fik efterfølgende transporteret sit bohave - 40 m3 - til Danmark til opbevaring. Flytningen kostede ca. 51.000 kr. Han ansøgte i begyndelsen af 1996 kommunen om hjælp.

Kommunen gav afslag på hjælp til flytning.

Kommunen begrundede afgørelsen med, at ansøger ikke var i økonomisk trang, da han og hans hustru i alt havde modtaget 12.372 kr. netto pr. måned i kontanthjælp. Ansøger havde derfor selv haft mulighed for at afholde udgifterne, idet han i de seneste måneder ikke havde haft faste udgifter til husleje m.v. Endvidere henviste kommunen til, at der på det fremsendte budget forekom udgifter, der ikke kunne godkendes som rimelige faste udgifter, samt at ansøger og hans ægtefælle havde haft mulighed for opsparing. Ankenævnet fandt, at en udgift af den anførte størrelse ikke kunne anses for at være en rimeligt begrundet enkeltudgift.

Nævnet lagde i denne forbindelse vægt på, at der kunne have fundet en rimelig etablering sted efter flytningen for et mindre beløb, og at det måtte have været muligt for ansøger at medbringe en del af de mere personlige ejendele ved sine rejser, hvorved der kunne have været en begrænsning i flyttelæsset, og således at større indbogenstande kunne have været solgt i udlandet.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at udgiften lå væsentlig over, hvad en lavindkomstfamilie kunne forvente at betale for en sådan ydelse.

I klagen henviste ansøger til SM O-16-94. Det fremgik af afgørelsen, at Ankestyrelsen ikke fandt anledning til at efterprøve, om betingelserne for at yde hjælp efter BL § 46 var opfyldt, hvorfor ansøger formodede, at Ankestyrelsen havde skønnet, at disse var opfyldt. Ansøger konkluderede således, at der kunne ydes hjælp til flytning af bohave fra udlandet til Danmark, det blev blot et spørgsmål om omfanget af hjælpen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang, der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 46 til flytning fra udlandet til Danmark.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at udgiften til flytningen af bohave fra udlandet til Danmark ikke kunne anses for at være en rimeligt begrundet enkeltudgift.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at kommunens afgørelse ikke kunne anses for at være ulovlig eller åbenbart urimelig.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøgningen først skete efter, at flytningen var foretaget, og at store flytteudgifter i forbindelse med flytning fra udlandet til Danmark burde begrænses.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på oplysningerne om ansøgers månedlige indtægter på ansøgningstidspunktet sammenholdt med den del af de faste udgifter, der kunne godkendes som rimelige faste udgifter.

Det bemærkedes i denne forbindelse, at afdrag på diverse lån, bilforsikring, benzinudgifter, Falck-abonnement og udgifter til oprettelse af telefon ikke betragtedes som rimelige faste udgifter.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at ansøger selv havde haft mulighed for opsparing af et beløb af en rimelig passende størrelse til anvendelse enten til flytning eller til genetablering.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.