Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-125-97 om kontanthjælp - rådighed - administration - udbetalingsperiodens længde

Resume:

En kommune var ikke berettiget til at udbetale kontanthjælp til en ansøger med kortere intervaller end en måned, da der ikke i sagen var oplysninger om, at ansøger ikke selv var i stand til at administrere udbetalingen af kontante beløb.

Kommunen havde heller ikke været berettiget til at gøre fortsat udbetaling af ansøgers kontanthjælp betinget af, at hun fulgte et intensivt rygprogram og samtidig reducerede sin vægt.

Begrundelsen herfor var, at ansøgers behov for kontanthjælp ikke var en følge af egentlig sygdom hos hende.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 41, stk. 3 og § 49, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 89

Sagsfremstilling:

Ansøger havde gennem en længere årrække haft en løsere tilknytning til arbejdsmarkedet. Hun havde deltaget i adskillige arbejdsprøvninger, der alle havde måttet afbrydes som følge af sygemelding på grund af gener fra bevægeapparatet. Kommunen havde i 1995 bevilget danskundervisning på VUC, samt 10 timers ugentlig aktivering. I november 1995 fik hun bevilget hjælp til at gennemføre psykologi på HF i perioden 1. januar til 30. juni 1996.

I april 1995 havde ansøger modtaget afslag på mellemste førtidspension. Denne afgørelse blev tiltrådt af Ankestyrelsen i marts 1996. Ankestyrelsen fandt, at ansøger ville kunne påtage sig arbejde eventuelt efter fornyet revalidering, genoptræning eller lignende.

I maj 1996 besluttede kommunen at give afslag på fortsat deltagelse på VUC, da kommunen ikke anså handlingsplan og fremtidsplan for realistisk.

Det besluttedes samtidig, at ansøger skulle deltage i intensiv rygtræning samtidig med kontrolleret vægttab hos egen læge. Ifølge aftale med ansøgers læge skønnedes et ugentligt vægttab på 1/2 kg acceptabelt.

Det var ansøgers opgave at dokumentere, at hun fortsat var berettiget til kontanthjælp. Dette skulle godtgøres ved, at hun hver 14. dag afleverede dokumentation for, at hun havde deltaget i rygtræningen, og der var sket et vægttab. Skete dette ikke, skønnede kommunen, at ansøger ikke ville medvirke til sagens oplysning, og der ville derfor ikke kunne udbetales kontanthjælp. Det meddeltes endvidere, at kommunen havde besluttet at udbetale kontanthjælp 14-dagesvis, idet kommunen skønnede, at der havde været konkrete problemer med at få ansøger til at følge de iværksatte beskæftigelsesmæssige foranstaltninger.

Nævnet fandt, at kommunen ikke havde haft hjemmel til at træffeafgørelse om, dels at ansø gers kontanthjælp alene kunne udbetales for 14 dage ad gangen, dels at udbetalingen blev gjort betinget af, at ansøger gennemførte et kontrolleret vægttab.

For så vidt angik udbetaling hver 14. dag lagde nævnet vægt på, at kontanthjælp alene kan udbetales på anden måde end månedsvis, såfremt modtageren ikke skønnes i stand til selv at administrere kontante beløb.

For så vidt angik betingelsen om vægttab lagde nævnet vægt på, at kommunens krav var et krav af så personlig indgribende karakter, at det ikke kunne stilles som betingelse for at modtage kontanthjælp, men alene kunne være en del af en aftale i en (for)revalideringssituation.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen bl.a., at når en klient siden 1985, kun afbrudt af ca. 7 måneders arbejde i 1988-89, havde modtaget overførselsindkomst og var forsøgt arbejdsprøvet uden resultat, og der var givet afslag på førtidspension, måtte kommunen nødvendigvis have handlefrihed til at iværksætte alternative foranstaltninger, også hvor der var tale om indgriben af personlig karakter.

Kommunens beslutning om udbetaling med kortere intervaller end 1 måned var således truffet på grundlag af SM O-103-94, idet kommunen skønnede, at der forelå begrundet tvivl om, at ansøger reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Dette var bl.a. begrundet i ansøgers mange udeblivelser fra tidligere arbejdsprøvninger, manglende eksamenstagen, manglende oplysning om, at der var givet afslag på pension samt manglende vilje til at følge speciallægens henvisning om vægtreduktion.

Kommunen ligestillede denne form for behandling med anden behandling, som blev anbefalet af en læge. Det var denne anvisning, kommunen havde fulgt og lagt bistandslovens § 41, stk 3, til grund.

At kommunens fremgangsmåde havde været brugbar kunne ses af, at anvisningerne var fulgt, og at vægtreduktionen var lykkedes over al forventning. Kun ved at inddrage økonomien kunne kommunen i visse tilfælde få klienten til at ændre indstilling. At dette var tilfældet i den foreliggende sag sås bl.a. af, at ansøger efter nævnets afgørelse straks forøgede sin vægt.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en kommune kan beslutte, at kontanthjælpen til en ansøger kun udbetales for 14 dage ad gangen, når der ikke er oplysning om, at ansøger ikke kan administrere sin hjælp, og at udbetalingen gøres betinget af, at ansøger gennemfører et kontrolleret vægttab.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel til at foretage udbetaling af kontanthjælp til ansøger med kortere intervaller end en måned.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke i sagen var oplyst om forhold, der viste, at ansøger ikke selv var i stand til at administrere udbetalingen af kontante beløb. Såfremt der imidlertid forelå begrundet tvivl om, hvorvidt ansøger reelt stod til rådighed for arbejdsmarkedet, f.eks fordi hun afslog et anvist arbejdstilbud eller tilbud om aktivering, var socialforvaltningen berettiget til at foretage kontanthjælpsudbetaling til hende for en kortere periode end 1 måned, jf. SM O-103-94.

Ankestyrelsen fandt videre, at der ikke var hjemmel til at gøre fortsat udbetaling af kontanthjælp til ansøger betinget af, at hun fulgte et intensivt rygprogram og samtidig reducere sin vægt.

Begrundelsen herfor var, at ansøgers behov for kontanthjælp ikke var en følge af egentlig sygdom hos hende.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.