Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-151-97 om behandlingsredskab - hjælpemiddel - behandlingsudgift - helbensortoser - rygmarvsbrok

Resume:

Særlige bandager (Helbensortoser) til en pige med medfødt rygmarvsbrok skulle bevilges som hjælpemiddel, og var således ikke at betragte som en behandlingsudgift, der skulle afholdes af sygehuset.

Begrundelsen var, at de ordinerede bandager (helbensortoser) var at sammenligne med benproteser efter amputation, og dermed var et hjælpemiddel, der i væsentlig grad kunne afhjælpe pigens lidelse

Ankestyrelsen lagde vægt på, at pigen led af en varig lidelse, rygmarvsbrok, og var invalideret på grund af denne lidelse.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 58, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en pige, der var født i 1993 med et medfødt rygmarvsbrok (myelomeningocele).

Der blev ansøgt om hjælp efter bistandslovens § 58 til helbensortoser. Kommunen gav afslag på det ansøgte med den begrundelse at der efter kommunens opfattelse var tale om en behandlingsudgift, der skulle afholdes af sygehuset.

Ved ankenævnets afgørelse blev kommunens afgørelse tiltrådt med den af kommunen givne begrundelse.

Nævnet havde efter en konkret vurdering af de oplysninger, der forelå, herunder udtalelsen fra nævnets lægelige rådgiver, ikke skønnet, at det ansøgte for tiden var omfattet af bestemmelserne i bistandslovens § 58.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det var nødvendigt med helbensortoser, for at pigen kunne opnå selvstændig gangfunktion. Man så undertiden, at man på et senere tidspunkt kunne klare sig med kapsler, som udelukkende omfattede fod og underben, men pigen ville dog vedvarende have behov for bandagering resten af tilværelsen. Det var endvidere anført, atpraksis vedrørende betaling af ortoser til patienter med myelome ningocele var, at kommunen betalte for bandageringen. Endelig var det anført, at der forelå en afgørelse, som var i klar strid med andre kommuners praksis. Ankestyrelsen fandt ved sin første afgørelse, at nævnets afgørelse var truffet efter en konkret lægelig vurdering, der ikke på det foreliggende grundlag stred imod Ankestyrelsens praksis.

Herefter modtog Ankestyrelsen et brev fra den overlæge, der havde behandlet pigen. Heri var bl.a. anført følgende:

Pigen er født med rygmarvsbrok med lammelser omkring fod-, knæ- og hofteled. Disse lammelser vil være til stede resten af tilværelsen. Hun er umiddelbart efter fødslen opereret af neurokirurgisk afd. Formålet med denne operation er at lukke rygmarvshinder og hud, således at der ikke opstår infektion, hvad børnene normalt vil dø af. I bedste fald vil man ved denne operation ikke forværre det bestående handicap. Handicap i form af lammelser vil følge barnet resten af tilværelsen og er således fuldstændigt stationært. Man kan ikke ved behandling bedre disse lammelser.

Det aktuelle er, at der er søgt om helbensortoser til pigen, idet hendes lammelser er så udtalte, at hun ikke er i stand til at stabilisere knæ- og hofteled i stående stilling, men synker sammen. Man kan ikke ved behandling bedre disse lammelser. Ved at udstyre hende med ortoser, er der mulighed for, at hun ved egen hjælp kan komme omkring indendørs. Det er således et ganghjælpemiddel, som må sammenlignes med en underbensprotese hos et barn, som har en medfødt mangel af et ben.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt helbensortoser, til et barn, der er født med rygmarvsbrok, er en behandlingsudgift eller et hjælpemiddel omfattet af § 58.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at helbensortoserne skulle bevilges som hjælpemiddel efter bistandslovens § 58.

Begrundelsen var, at de ordinerede bandager (helbensortoser) var at sammenligne med benproteser efter amputation, og dermed var et hjælpemiddel der i væsentlig grad kunne afhjælpe pigens lidelse jf. § 58, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at pigen led af en varig lidelse, rygmarvsbrok, og var invalideret på grund af denne lidelse.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.