Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-156-97 om kontanthjælp - tilbagebetaling - vejledning - mod bedre vidende - oplysningspligt - passivitet - risikoafvejning - opfølgning - administrativ fejl

Resume:

Ankestyrelsen har behandlet to sager om tilbagebetaling af kontanthjælp i tilfælde, hvor kommunen ved en administrativ fejlhavde fortsat udbetalingen, selvom kommunen var i besiddelse af op lysninger, der skulle bevirke ophør.

I sag nr. 1 fandt Ankestyrelsen det ikke godtgjort, at ansøger mod bedre vidende havde modtaget kontanthjælp, da kommunen i forbindelse med ansøgning om kontanthjælp var gjort bekendt med, at ansøgers ægtefælle var i arbejde. Ankestyrelsen fandt endvidere, at kommunen ved ikke at indhente lønoplysninger eller i øvrigt foretage opfølgning i en periode på mere end 1½ år, hvor der blev udbetalt kontanthjælp, var den nærmeste til at bære risikoen for den administrative fejl.

I sag nr. 2 var ansøger kommet til Danmark i begyndelsen af 1980'erne. Hun talte og forstod ikke dansk. Hun fik pr. 1. december 1993 tilkendt førtidspension. Ved en fejl fra kommunens side blev udbetalingen af kontanthjælp ikke standset.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger uberettiget og mod bedre vidende havde modtaget kontanthjælp.

Der blev herved lagt vægt på, at ansøger var orienteret om, at hun fra den 1. december 1993 var berettiget til førtidspension, samt athun var rådet til sammen med sin datter i tilfælde af forståelses problemer at kontakte kommunen med henblik på yderligere forklaring, og at hun i øvrigt havde modtaget en meget udførlig vejledning fra kommunen i forbindelse med pensionstilkendelsen.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 18, § 25, stk. 1, nr. 1 og § 41, stk. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 91

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr.: 200327-97

En ægtepar ansøgte i december 1991 om kontanthjælp på grund af hustruens arbejdsløshed/manglende børnepasning til det yngste barn. Det fremgik videre, at manden siden juni 1988 havde været i arbejde. Hjælpen blev beregnet efter mandens skattekort for 1992, og den 31. december 1991 blev der bevilget hjælp for januar 1992 samt for perioden 1. februar til 30. april 1992.

I april 1992 blev der bevilget hjælp for perioden 1. maj til 30. september 1992. Hustruen mødte efter aftale på kommunen den 17. september 1992, og der blev opstillet beregning med nye takster, hvorefter ægteparret var berettiget til supplerende kontanthjælp.

Den 26. maj 1993 modtog kommunen meddelelse om, at manden havde fået udbetalt 12.198 kr. i overskydende skat. Kommunen meddelte samme dag, at retten til supplerende hjælp bortfaldt for perioden 1. juli til 30. september 1993.

Under et møde den 5. oktober 1993 hos kommunen oplyste manden, at parret havde levet af den overskydendende skat. Det fremgik videre,at han fortsat var i arbejde, og at hustruen stadig var hjem mearbejdende på grund af manglende institutionsplads. Ny behovsvurdering blev opstillet, og kontanthjælp iværksattes påny fra 1. oktober 1993. Sandheds- og anmeldelsespligt blev indskærpet.

Af kommunens journalark fra 18. december 1993 fremgik, at kontanthjælp blev iværksat fra 1. januar 1994. (Det fremgik videre, at manden modtog arbejdsløshedsdagpenge).

Den 18. april 1994 modtog kommunen oplysning om, at hustruen havde fået udbetalt 15.862 kr. i overskydende skat for 1993. Kommunen meddelte ved brev samme dag, at ægteparret skulle klare sig for dette beløb indtil 1. juli 1994, hvor parret ville få udbetalt 1.682 kr. Fra den 1. august 1994 ville udbetalingen være normal igen.

Den 8. august 1995 ringede hustruen til kommunen med henblik på at få fremsendt et tandlægekort. I forbindelse med kommunens gennemgang af sagen fremgik det, at manden havde en indtægt på brutto ca. 18.000 kr. om måneden. Samme dag standsede kommunen udbetalingen af kontanthjælp med virkning fra 1. september 1995.

Kommunen meddelte herefter, at manden i perioden 1. januar 1994 til 31. august 1995 uretmæssigt havde modtaget kontanthjælp efter bistandsloven, idet han mod bedre vidende havde modtaget kontanthjælp i ovennævnte periode.

I forbindelse med bruttoficeringen af kontanthjælpen pr. 1. januar 1994 havde kommunen udsendt en bevillingsskrivelse til alle kontanthjælpsmodtagere. Af denne bevillingsskrivelse fremgik, hvor meget ansøger ville modtage i kontanthjælp, samt hvilke indtægter der var lagt til grund for beregningen. Det var ansøgers pligt at gennemgå denne bevillingsskrivelse, og såfremt der var anført ukorrekte oplysninger underrette kommunen herom.

Ankenævnet var enig i kommunens afgørelse om tilbagebetaling af kontanthjælp.

Nævnet lagde vægt på, at ansøger, uanset at der var begået en administrativ fejl fra kommunens side ved beregningen af kontanthjælpen til ægteparret, måtte antages at have modtaget hjælpen mod bedre vidende under henvisning til størrelsen af den udbetalte hjælp og størrelsen af mandens lønudbetaling.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at risikoen for kommunens fortsatte udbetaling af kontanthjælp til hustruen efter den 1. januar 1994 og frem til den 31. august 1995 alene burde bæres af kommunen. Det anførtes endvidere, at kommunen fortsatte med kontanthjælpsudbetalingen uagtet kommunen tidligere var underrettetom mandens bruttoindtægt, og således under hele forløbet havde til strækkelige oplysninger til at beregne kontanthjælpen - eller bortfaldet heraf - og havde sagen til behandling flere gange efter den 1. januar 1994, da kontanthjælpen i en periode i foråret 1994 bortfaldt på grund af modtaget tilbagebetalt skat. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvem der er nærmest til at bære risikoen ved fejludbetaling af kontanthjælp i en situation, hvor kommunen forud for bruttoficering af kontanthjælpen den 1. januar 1994 var bekendt med, at ansøger havde lønindtægt.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt det ikke godtgjort, at ansøger mod bedre vidende havde modtaget kontanthjælp.

Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at det fremgik af kommunens journal, at manden havde givet oplysninger om, at han var i arbejde med en indtægt på ca. 18.000 kr. pr. måned.

Ankestyrelsen tillagde det endvidere vægt, at kommunen i perioden 5. oktober 1993 til 8. august 1995 ikke havde indhentet lønoplysninger eller i øvrigt foretaget opfølgning efter bistandslovens § 41, stk. 1, jf. § 41, stk. 2.

På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at kommunen måtte bære risikoen for den skete fejludbetaling.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.

___________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr.: 200397-97

Ansøger var født i udlandet, men havde boet i Danmark i en årrække. Hun fik i november 1993 fra kommunen meddelelse om, at hun pr. 1. december 1993 var berettiget til almindelig førtidspension. Kommunen oplyste samtidig, at da tidspunktet lå så tæt på den 1. december 1993 kunne pensionen ikke nå at komme igang fra den 1. december 1993, hvorfor ansøger ville modtage sin sædvanlige kontanthjælp for december 1993 - det ville så blive regnet ud, hvor meget hun skulle have i pension for december 1993, når kontanthjælpen var trukket fra. Af brevet fremgik videre, at i tilfælde af forståelsesproblemer skulle ansøger eller hendes datter kontakte kommunen med henblik på yderligere forklaring eller aftale et møde.

Af kommunens journalark fremgik, at ansøger og datteren den 29. november 1993 mødte til samtale. Efter aftale med datteren ville kommunen rette henvendelse til skattevæsenet og anmode om skattekort for 1993 og ændring for 1994. Ansøger ville selv aflevere kortet for 1993, så snart det var modtaget.

Under mødet blev ansøger generelt informeret om pensionstillæg og aktiviteter for pensionister.

Sidst i december 1993 meddelte kommunen, at ansøger pr. 1. januar 1994 ville få tilsendt pension svarende til ialt 4.629 kr.

Den 8. juni 1995 henvendte datteren sig til kommunen og oplyste, at hun var bange for, at ansøger havde fået udbetalt kontanthjælp hver måned samtidig med, at hun havde modtaget pension. Kommunen opgjorde kontanthjælpsbeløbet, der uberettiget var udbetalt, til 106.464 kr.

Senere i juni måned mødte ansøger op på kommunen sammen med datteren, der fungerede som tolk. Datteren oplyste, at hun i forbindelse med en restskat havde opdaget, at ansøger fik udbetalt både pension og kontanthjælp. Det oplystes videre, at ansøger ikke havde været klar over, at hun havde fået udbetalt kontanthjælp i samme tidsrum som udbetalingen af pensionen. På mødet oplyste ansøger, at hun nu godt i dag vidste, at beløbet ikke skulle have været modtaget, men troede, at pensionen var så stor. Datteren oplyste, at ansøger ikke talte og forstod dansk, og at hun ikke kunne forstå, hvad der stod i de breve hun modtog. Brevene blev lagt hen i en skuffe, og så blev der ikke gjort mere ved det.

Nævnet var enig med kommunen i, at ansøger uberettiget havde modtaget kontanthjælp mod bedre vidende.

Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger flere gange, såvel skriftligt som mundtligt, var blevet orienteret om, at hun ville overgå fra at modtage kontanthjælp til at modtage førtidspension samt ca. hvilke beløb, der fremover ville komme til udbetaling.

Nævnet lagde endvidere vægt på, at hvis ansøger ikke selv forstod dansk efter mere end 10 års ophold i landet, havde hun dansktalende familie, der kunne hjælpe hende.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af om der i en situation, hvor ansøger modtog førtidspension og samtidig hver måned fik udbetalt kontanthjælp på grund af en fejl fra kommunen, kunne kræves tilbagebetaling af den fejludbetalte kontanthjælp.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger måtte anses for uberettiget og mod bedre vidende at have modtaget kontanthjælp i perioden 1. januar 1994 til 30. juni 1995.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger den 12. november 1993 fra kommunen havde modtaget meddelelse om, at hun fra den 1. december 1993 ville være berettiget til førtidspension, samt at ansøger var blevet rådgivet om, at hun eller datteren i tilfælde af forståelsesproblemer kunne kontakte kommunen med henblik på yderligere forklaring.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at ansøger den 29. november 1993 sammen med datteren havde været til samtale hos kommunen, hvor hun bl.a. var blevet orienteret om adgangen til pensionstillæg og aktiviteter for pensionister.

Ankestyrelsen lagde yderligere vægt på, at ansøger den 23. december 1993 fra kommunen havde modtaget meddelelse om, at hun fra den 1. januar 1994 ville få tilsendt førtidspension med 4.629 kr. pr. måned.

Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, at kommunen i fornødent omfang havde ydet ansøger vejledning om den tilkendte førtidspension og om, at ansøger herefter ikke længere var berettiget til at modtage kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt derfor, at ansøger efter bistandslovens § 25, stk. 1, skulle tilbagebetale den kontanthjælp, hun havde modtaget fra den 1. januar 1994 til den 30. juni 1995.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 9. april 2019, da den er erstattet af principafgørelse 22-19.