Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-35-98 om udlandsophold - Folketingets Ombudsmand - kortere varighed - bifagseksamen

Resume:

Ansøger, der var alvorligt synshandicappet og som derfor modtog bruttorevalideringsydelse til uddannelsen som cand.mag. , havde ikke ret til at få udbetalt bruttorevalideringsydelse under en 2-årig bifagsuddannelse i udlandet.

Ankestyrelsen fandt, at 2 år ikke kunne anses for at være et kortere ophold, hverken umiddelbart eller i forhold til et revalideringsforløb, da der normalt højst kan udbetales bruttorevalideringsydelse for en periode på 5 år. Ankestyrelsen lagde vægt på, at hjælp efter bistandslovens § 1 som overvejende hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af behov i Danmark, men at revalideringshjælp kan beholdes under ophold i udlandet, forudsat der er tale om et kortere ophold.

Ankestyrelsen fandt iøvrigt, at det ansøgte uddannelsesforløb i udlandet ikke kunne anses for at være påkrævet af hensyn til ansøgers muligheder for fremtidigt at kunne klare sig selv.

Ansøger ville derfor heller ikke af den grund kunne bevare bruttorevalideringsydelsen under sin uddannelse i udlandet.

Uanset om der ved det udenlandske universitet måtte være bedre muligheder for at gennemføre en uddannelse for studerende med ansøgers handicap, ville det være muligt at gennemføre en passende uddannelse her i landet i overensstemmelse med den oprindeligt fastlagte uddannelsesplan.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 1 og § 43, stk. 2

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 3, stk. 1 og § 51, stk. 1, nr. 1

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 22

Sagsfremstilling:

Ansøger, der var alvorligt synshandicappet, havde af kommunen fået bevilget bruttorevalideringsydelse til uddannelsen som cand.mag. ved et universitet her i landet.

Efter at have bestået hovedfagseksamen anmodede ansøger kommunen om at få bevillingen ændret, således at han kunne læse bifag ved et universitet i udlandet, hvor uddannelsen efter hans opfattelse var bedre end i Danmark. Endvidere lå kursuslitteraturen fast, således at han havde mulighed for at få den indtalt til tiden.

Kommunen gav afslag på udbetaling af uddannelseshjælp under det 2 årige bifagsstudium med begrundelsen, at et 2-årigt ophold i udlandet ikke opfyldte betingelsen i Socialministeriets vejledning, hvorefter udlandsopholdet skulle være af kortere varighed og et planlagt led i en uddannelse, som indgik i den fastlagte erhvervsplan.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag, idet man ikke fandt det påkrævet, at ansøger læste bifag i udlandet af hensyn til sine fremtidige beskæftigelsesmuligheder.

Nævnet henviste til, at en erhvervsplan skulle gennemføres på så kort tid som muligt, og nævnet fandt det ikke godtgjort, at ansøger på grund af sit synshandicap nødvendigvis skulle have ekstra kvalifikationer i forhold til et sædvanligt uddannelsesforløb for at kvalificere sig til en erhvervsmæssig placering.

Nævnet fandt endvidere, at et uddannelsesophold på to år i udlandet ikke kunne betegnes som et ophold af kortere varighed.

Efter henstilling fra Folketingets Ombudsmand genoptog nævnet sagen.

Ombudsmanden havde i sin henstilling til nævnet bemærket, at det efter Ombudsmandens opfattelse var betænkeligt på grundlag alene af § 1 og § 43 i bistandsloven samt ministeriets vejledning pkt. 22 at konkludere, at hjælp til et ophold som det ansøgte, ikke havde fornøden hjemmel.

Vedrørende bistandslovens § 1 henviste Ombudsmanden til en tidligere udtalelse, offentliggjort i Folketingets Ombudsmands beretning for året 1990, side 232, hvor han havde fundet det mest nærliggende at forstå kravet om "ophold her i landet" således, at ansøgeren på det tidspunkt, hvor behovet for hjælp opstod og ansøgning herom indgivet til de sociale myndigheder, skulle opholde sig her i landet. Om hjælpen eventuelt skulle bruges i forbindelse med et kortere ophold i udlandet, var efter denne forståelse af bestemmelsen uden betydning.

Ombudsmanden mente at have støtte for sin fortolkning af de gældende regler i bemærkningerne til lov om aktiv socialpolitik § 5. I følge disse bemærkninger havde man ved lovændringen ønsket at tydeliggøre betingelserne om ophold her i landet og betingelserne for, hvornår modtageren kunne bevare hjælpen under ophold i udlandet.

Efter Ombudsmandens opfattelse måtte bemærkningerne til lovforslaget forstås således, at lovforslaget indeholdt en tydeliggørelse af den retstilstand, der gjaldt for øjeblikket, at den nugældende retstilstand efter ministeriets opfattelse gik ud på, at revalideringshjælp kunne beholdes under ophold i udlandet, at det var forudsat, at der var tale om kortvarigt ophold, men at der ikke gjaldt en fast tidsgrænse for, hvor længe udlandsopholdet kunne vare. Ankenævnet fastholdt sin tidligere afgørelse med begrundelsen, at hjælp efter bistandsloven som udgangspunkt forudsatte ophold her i landet, jf. bistandslovens § 1, men at det var antaget, at hjælpen kunne bevares under udlandsophold af kortere varighed.

Nævnet fandt imidlertid, at to års udlandsophold set i forhold til den samlede uddannelses længde ikke kunne betegnes som et udlandsophold af kortere varighed.

Sagen blev behandlet i principielt møde som supplement til SM O-164 97 med henblik på afklaring af, hvorvidt den hidtidige bruttorevalideringsydelse kunne bevares under en 2-årig uddannelse i udlandet, herunder hvad der skulle forstås ved kortere ophold i udlandet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger ikke havde ret til at få udbetalt bruttorevalideringsydelse i henhold til bistandslovens § 43 under sin 2-årige bifagsuddannelse i udlandet.

I henhold til bistandslovens § 1 forudsatte ydelse af hjælp ophold her i landet. Efter praksis var det dog antaget, at hjælpen kunne bevares under et kortere ophold i udlandet.

Efter Ankestyrelsens opfattelse kunne 2 år ikke anses for at være et kortere ophold, hverken umiddelbart eller i forhold til et revalideringsforløb, da der i medfør af bistandslovens § 43, stk. 4 normalt højst kan udbetales bruttorevalideringsydelse for en periode af 5 år.

Hvor der var tale om en løbende ydelse, var det en forudsætning, at lovens betingelser for at modtage ydelser ikke alene var opfyldt på ansøgningstidspunktet, men vedblev at være det under hele hjælpsforløbet.

Af bemærkningerne til bistandslovens § 1 fremgik, at loven skulle dække samme område som bl.a. forsorgsloven, samt at forpligtelsen omfattede enhver, der opholdt sig her i landet.

Det fremgik ikke af lov om offentlig forsorg, om man i henhold til denne lovgivning skulle kunne bevare en løbende offentlig forsørgelsesydelse under ophold i udlandet.

I bemærkningerne til bistandsloven vedrørende lovændringen af 23. december 1986 var vedrørende § 46b bl.a. anført, at bistandslovens §1 hidtil havde udelukket, at der kunne ydes hjælp til for ældremyndighedsindehaverens rejseudgifter i forbindelse med kontakt til sit bortførte barn i udlandet.

Disse bemærkninger bestyrkede, at ydelser efter bistandsloven ikke ville kunne opretholdes under længere ophold i udlandet, da lovændringen i modsat fald ville have været unødvendig.

Det var endvidere Ankestyrelsens vurdering, at bemærkningerne til § 5 i lov om aktiv socialpolitik måtte forstås således, at lovforslaget indeholdt en tydeliggørelse af den retstilstand, der for øjeblikket gjaldt på området.

Det var således lovgivers opfattelse, at revalideringshjælp efter den nugældende retstilstand kunne beholdes under ophold i udlandet under forudsætning af, at der var tale om kortere ophold.

Af samme bemærkninger fremgik, at der ved kortere ophold i udlandet skulle forstås 1-2 semestre. Ankestyrelsen fandt iøvrigt, at det ansøgte uddannelsesforløb i udlandet ikke kunne anses for at være påkrævet af hensyn til ansøgers muligheder for fremtidigt at kunne klare sig selv.

Ansøger ville derfor heller ikke af den grund kunne bevare bruttorevalideringsydelsen under sin uddannelse i udlandet.

Uanset om der ved det udenlandske universitet måtte være bedre muligheder for at gennemføre en uddannelse for studerende med ansøgers handicap, ville det være muligt at gennemføre en passende uddannelse her i landet i overensstemmelse med den oprindeligt fastlagte udddannelsesplan.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 4. juni 2019, da der er kommet nye regler på området den 1.7.1998.