Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-52-98 om hjælpeforanstaltninger - underretning

Resume:

Ankestyrelsen behandlede på baggrund af en anonym underretning en sag, hvor Børn og unge-udvalget havde afvist at følge forvaltningens indstilling om anbringelse uden for hjemmet uden samtykke af to børn, der havde været anbragt med samtykke i to år. Sagen blev behandlet i Ankestyrelsen med henblik på at vurdere, om der var grundlag for at iværksætte tvangsforanstaltninger efter bistandslovens § 36 a, stk. 3 (nu servicelovens § 47, stk. 3) eller om der var grundlag for at iværksætte konkrete hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 2, jf. § 36 a, stk. 3, jf. stk. 2 ( nu servicelovens § 40, stk.2, jf. § 47, stk. 3, jf. stk. 2). Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at iværksætte foranstaltninger.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 1, § 2, § 33, stk. 2, § 35 og § 36a, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 65, stk. 3 og § 52, stk. 3

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 61

Sagsfremstilling:

Ankestyrelsen modtog en anonym underretning om at optage en sag til behandling fra en kommune, hvor Børn og unge-udvalget havde truffet afgørelse om ikke at tvangsanbringe to børn, der havde været frivilligt anbragt i to år.

Ankestyrelsen indhentede sagens akter fra kommunen og besluttede, efter forelæggelse af sagen for Ankestyrelsens børnepsykiatriske lægekonsulent, at behandle sagen på et møde i Ankestyrelsen med henblik på at vurdere, om der var grundlag for at iværksætte tvangsforanstaltninger efter bistandslovens § 36 a, stk. 3, eller om der var grundlag for at iværksætte konkrete hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 2, jf. § 36 a, stk. 3, jf. stk. 2.

Sagen vedrørte en enlig mor med 5 børn. Den biologiske far til de 2 yngste børn, som sagen drejede sig om, havde fælles forældremyndighed over dem sammen med moderen.

Der havde, igennem et langt forløb, været iværksat forskelligehjælpeforanstaltninger overfor familien, herunder hjemmehos pædagoger, dagsinstitutionspladser og fælles ophold på familiecentret. I den afsluttende rapport fra familiebehandlingsstedet blev det bl.a. konkluderet, at det ikke var muligt at udvikle moderens forældreevne tilstrækkeligt. Børnene blev herefter anbragt uden for hjemmet med moderens samtykke. Moderen modtog herefter ikke nogen form for behandling eller rådgivning. Efter to års frivillig anbringelse af børnene anmodede moderen om, at de to yngste børn blev hjemgivet.

Forvaltningen indstillede herefter til Børn og unge-udvalget, at de to børn fortsat skulle være anbragt, jf. bistandslovens § 35, stk. 1, nr. 1 og nr. 4.

Børn og unge-udvalget afviste at følge forvaltningens indstilling, og børnene blev herefter hjemgivet.

Efterfølgende havde kommunen ikke megen kontakt til familien. Begge børn gik i specialklasse, men moderen havde ikke derudover ønsket at modtage yderligere hjælp eller støtte.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at iværksætte tvangsforan staltninger efter bistandslovens § 36 a, stk. 3.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke grundlag for, at pålægge kommunen at iværksætte konkrete hjælpeforanstaltninger efter bistandslovens § 33, stk. 2, jf. § 36 a, stk. 3, jf. stk. 2.

Ankestyrelsen henstillede imidlertid samtidig til kommunen, at kommunen løbende indgik i en konkret vurdering af familiens behov for hjælpeforanstaltninger. Ankestyrelsen henviste herved til de under fremmødet i Ankestyrelsen fremkomne bemærkninger navnlig fra moderen om, at hun var indstillet på at modtage hjælp og støtte fra forvaltningen.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 7. maj 2019, da den ikke længere har vejledningsværdi.