Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-71-98 om blinde - hjælpemiddel - fritidsaktivitet - punktskriftprinter

Resume:

En 38-årig blind kvinde fandtes efter en konkret vurdering ikke berettiget til hjælp til en punktskriftprinter.

Ankestyrelsen fandt, at hendes behov for kommunikation i forbindelse med klubarbejde og andre fritidsinteresser ikke havde et omfang, der gav grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til printeren. Hendes behov måtte anses for dækket gennem de allerede bevilgede hjælpemidler i form af scanner, talesyntese og skærmlæser.

Ankestyrelsen bemærkede, at der i visse tilfælde kunne ydes hjælp til punktskriftprinter som hjælpemiddel. Vurderingen af, om hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, bør foretages i takt med samfundsudviklingen, herunder også den teknologiske udvikling. Vurderingen må foretages ud fra enbeskrivelse af den enkelte ansøgers individuelle behov og ak tivitetsniveau. *)

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 58, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 112, stk. 1

Note:

*) Se også SM O-9- 94.

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 38-årig blind kvinde, som søgte om hjælp til en punktskriftprinter. Ansøgeren, der modtog højeste førtidspension, oplyste som begrundelse for sin ansøgning, at hun ville kunne læse en scannet tekst med større udbytte, at hun ville kunne læse korrektur på eget materiale, samt at hun ville kunne læse en kompliceret tekst på punktskrift i stedet for syntetisk tale.

Det var oplyst, at ansøgeren selv havde anskaffet sig en computer. Kommunen havde tidligere bevilget kompenserende udstyr i form af scanner, program med skærmlæser og talesyntese.

Kommunen gav afslag med den begrundelse, at punktskriftprinteren ikke i væsentlig grad skønnedes at kunne afhjælpe de varige følger af funktionsnedsættelsen, idet det skønnedes, at ansøgeren var i stand til at læse/indlæse tekster med det allerede bevilgede udstyr.

Sagen blev indbragt for ankenævnet, som tiltrådte kommunens afslag.

Dansk Blindesamfund indankede ankenævnets afgørelse og henviste bl.a. til, at foreningen gennem en række år havde kunnet registrere et stigende antal ansøgninger til kommunerne om punktskriftprintere til blinde i erhverv, under uddannelse samt til blinde, som skulle benytte printeren til privat brug, herunder fritidsaktiviteter. I modsætning til ansøgninger om computere havde Dansk Blindesamfund kunnet registrere en udtalt forståelse i kommunerne for bevilling af disse printere.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på, i hvilket omfang punktskriftprintere til fritidsbrug kan antages at være et hjælpemiddel, som der kan ydes støtte til efter bistandslovens § 58.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 58 til en punktskriftprinter.

Der kan efter bistandslovens § 58 ydes hjælp til kommunikationsudstyr, herunder punktskriftprintere til personer med forskellige former for kommunikationshandicap.

Det er en betingelse for at yde hjælp efter bistandslovens § 58, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan afhjælpe en funktionsnedsættelse. Det er tillige en betingelse, at hjælpemidlet i en konkret situation afhjælper eller kompenserer for et specifikt handicap.

Vurderingen af, om hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, bør foretages i takt med udviklingen i samfundet, herunder også den teknologiske udvikling. Desuden må vurderingen foretages ud fra en beskrivelse af den enkelte ansøgers individuelle behov og aktivitetsniveau.

Ankestyrelsen fandt ikke, at en punktskriftprinter i ansøgerens tilfælde ville medføre en væsentlig yderligere lettelse af den daglige tilværelse i hjemmet, således at betingelserne for at yde støtte hertil efter bistandslovens § 58 skønnedes opfyldt.

Ankestyrelsen lagde ved sin vurdering til grund, at ansøgeren som følge af blindhed havde en funktionsnedsættelse, der nødvendiggjorde kommunikationsudstyr, men at den ansøgte punktskriftprinter kun kompenserede for en begrænset del af handicappet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens behov for kommunikation i forbindelse med aktiviteter i form af klubarbejde og andre fritidsinteresser ud fra en isoleret bedømmelse af de foreliggende oplysninger ikke havde et omfang, der gav tilstrækkeligt grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til en punktskriftprinter.

Ankestyrelsen fandt således, at ansøgerens behov for kommunikationsudstyr til disse aktiviteter måtte anses for dækket ved de allerede bevilgede hjælpemidler i form af scanner, skærmlæser og talesyntese.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.