Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-76-98 om særlige behov - udgifter i forbindelse med besøg i hjemmet - kontakt under anbringelse uden for hjemmet - autistisk barn - amtskommunal institution.

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at der var hjemmel i bistandslovens § 33 stk. 2, nr. 9 (nu servicelovens § 40, stk 2, nr. 10) til at yde hjælp til udgifter, der var en følge af et autistisk barns særlige behov i forbindelse med besøg i hjemmet under anbringelse på en amtskommunal døgninstitution.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 33, stk. 2, nr. 9

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 52

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992 om bistandslovens bestemmelser om særlig støtte til børn og unge - pkt. 49

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en autistisk pige, der var hjemme fra en amtskommunal døgninstitution ca. 40 % af året. Pigen kunne ikke klare sig selv på nogen måde. Det havde derfor været nødvendigt at låse hende inde eller tage hende i hånden, da hun ellers stak af. Det var nødvendigt for forældrene, at hun fik nogle oplevelser, da hun ellers blev umulig at styre. Som følge af hendes særlige behov havde forældrene derfor søgt om støtte til transportudgifter, udgifter i forbindelse med ferier, entrebilletter m.v. og havehegn.

Kommunen fandt ikke, at der var hjemmel i bistandslovens § 33 stk. 2, nr. 9, idet kommunen lagde vægt på, at der skulle være en klar sammenhæng mellem ydelsen af hjælp og muligheden for enten at undgå anbringelse eller fremskynde en hjemgivelse.

Muligheden for at yde hjælp til udgiften i forbindelse med forældrenes samvær med pigen under anbringelsen skønnede kommunen heller ikke var tilstede, da de ansøgte udgifter ikke skønnedes at være nødvendige for at opretholde samværet.

Sagen blev anket til ankenævnet, der stadfæstede kommunens afgørelse med henvisning til, at datteren, der på klagetidspunktet var under 18 år, var anbragt på en amtskommunal institution efter bistandslovens § 96. Ankenævnet fandt, at det var amtskommunens social- og sundhedsforvaltning, der traf afgørelse om, i hvilket omfang der skulle ydes hjælp til betaling af særlige udgifter i forbindelse med barnets besøg i hjemmet. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9, kunne finde anvendelse ved vurdering af ansøgning om hjælp til udgifter, der var en følge af en autistisk piges særlige behov i forbindelse med besøg i hjemmet. Pigen, der var under 18 år, var anbragt på en amtskommunal institution.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9 kunne anvendes til dækning af udgifter i forbindelse med besøg i hjemmet af et barn med særlige behov, der var anbragt på en amtskommunal døgninstitution.

Ankestyrelsen lagde udover bestemmelsens ordlyd vægt på socialministeriets vejledning nr. 218 af 15. december 1992, pkt. 49, hvoraf det bl.a. fremgår, at bestemmelsen giver mulighed for at yde hjælp til udgifter i forbindelse med forældrenes samvær med barnet eller den unge under anbringelsen. Udgifterne skal være formålsbestemte.

Det var herefter Ankestyrelsens vurdering, at de særlige udgifter, fx i form af dækning af udgifter til hegn og til entrebilletter under hjemmebesøget, faldt ind under bestemmelsens anvendelsesområde med adgang for kommunen til at yde støtte til udgiften.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse for så vidt angår hjemlen for adgang til at yde støtte til afholdelse af udgifterne i forbindelse med samvær i hjemmet.