Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-19-99 om handicappet barn - institutionsophold - forsørgelse i hjemmet - merudgifter ved forsørgelsen

Resume:

Der var ikke hjemmel til at yde støtte i et tilfælde, hvor et barn havde ophold på en døgninstitution oprettet med hjemmel i bistandslovens § 96. Ankestyrelsen lagde vægt på, at der i denne situation ikke var tale om forsørgelse i hjemmet.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 48, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 41

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 104 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48 - pkt. 10, pkt. 36

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en 16-årig dreng med Downs Syndrom, der hidtil havde boet hjemme, men fra skoleåret 1997/98 fik han ophold på en kostskole, der bestod af en skoledel og en bodel. Bodelen var oprettet med hjemmel i bistandslovens § 96.

Under opholdet på institutionen modtog eleverne tøj- og lommepenge og kostpenge i ferier og week-ender. Der blev udbetalt kostpenge for 165 dage om året.

Kommunen traf herefter afgørelse om inddragelse af børnefamilieydelse, ligesom kommunen indtrådte i retten til faderens bidrag. Kommunen stoppede tillige med at udbetale et beløb efter bistandslovens § 48.

Moderen klagede over dette og anførte bl.a. i sin anke, at sønnen var hjemme 207 dage om året, og på skolen 158. Moderen anførte også, at hun havde alle udgifter til tøj, sko, toiletsager, briller, cykel, transport, fritidsinteresser, gaver, ferie osv.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse vedrørende børnefamilieydelse og børnebidrag, idet nævnet fandt, at drengen overvejende blev forsørget af offentlige midler. Nævnet pålagde samtidig kommunen at fortsætte med at udbetale tilskud efter bistandslovens § 48. Nævnet lagde herved vægt på, at drengen led af Downs Syndrom, og at der var ekstra vask og omsorg begrundet i hans handicap.

Kommunen klagede over denne afgørelse, og anførte bl.a., at det efter kommunens opfattelse ikke var muligt at bruge bistandslovens § 48, idet en af forudsætningerne herfor er, at barnet forsørges i hjemmet. Barnet blev forsørget af det offentlige, og det påhvilede således institutionen at afholde udgifter i forbindelse med besøg i hjemmet, der ellers blev dækket af bistandslovens § 48.

Moderen anførte i et brev til Ankestyrelsen, at hun havde mange ekstra udgifter i forbindelse med sønnens hjemmebesøg, bl.a. mange udgifter til vask, da sønnen ikke var renlig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kan ydes hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 1, til forældre hvis børn har ophold på døgninstitution, herunder om det har betydning, at børnene opholder sig hos forældrene en stor del af tiden.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at der ikke var hjemmel i bistandslovens § 48, stk 1, til at yde støtte efter denne bestemmelse i en situation hvor barnet har permanent ophold på en institution oprettet efter bistandslovens § 96.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at det fremgår af ordlyden af § 48, stk. 1, at bestemmelsen omfatter personer, der i hjemmet forsørger et barn under 18 år med et fysisk eller psykisk handicap.

Ankestyrelsen lagde også vægt på pkt. 36 i Socialministeriets vejledning nr. 43 af 3. juli 1987 om hjælp efter bistandslovens § 48, hvorefter alle udgifter normalt afholdes af institutionen, når børn er optaget på døgninstitution til fuld forsørgelse. Som en undtagelse kan der dog ydes udgifter efter § 48 i en situation, hvor der arbejdes på at barnet skal hjemtages fra institutionen.

Ankestyrelsen lagde endeligt vægt på, at ansøgerens søn siden starten af skoleåret 1997/98 havde haft ophold på institutionen XX, hvor bodelen er oprettet efter bistandslovens § 96, hvilket indebar, at der under opholdet blev betalt kost, tøj og lommepenge, samt kostpenge under ophold hos moderen, samt transport til og fra skolen. Barnet forsørgedes således ikke i hjemmet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Afgørelsen medførte ikke, at ansøgeren skulle tilbagebetale de ydelser, hun måtte have modtaget på baggrund af nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede, at hvis ansøgeren havde spørgsmål til de ydelser hun modtog fra institutionen, kunne hun rette henvendelse dertil.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 29. marts 2019, da den er erstattet af principafgørelse nr. C-31-03.