Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-21-99 om institution - døgnophold - forvaring - udslusning - socialpædagogisk behandling

Resume:

Den omstændighed, at en 28-årig mand var idømt forvaring efter straffelovens § 70, var ikke til hinder for at pålægge kommunen en betalingsforpligtelse for et (længerevarende) døgnophold, hvis de materielle betingelser herfor var opfyldt.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 135, stk. 6 og § 68a, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 107

Sagsfremstilling:

En 28-årig mand blev i 1988 idømt forvaring efter straffelovens § 70 efter en voldtægtsforbrydelse. Indtil 1994 afsonede han i Anstalten ved Herstedvester. Kommunen besluttede i 1994 på foranledning af Kriminalforsorgen at iværksætte hjælpeforanstaltninger i form af midlertidig anbringelse på en institution i henhold til bistandslovens § 68 a, stk. 1. Der blev fastlagt et tidsbegrænset socialpædagoisk behandlingsforløb. Da de fastsatte tidsrammer for behandlingsforløbet ikke kunne overholdes, afslog kommunen at betale for opholdet længere end til december 1995.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse om afslag på fortsat finansiering af mandens ophold på institutionen ud over den 1. december 1995. Nævnet lagde vægt på det oplyste om det oprindelige sigte med den i marts måned 1994 lagte behandlingsplan, forløbet heraf og det forhold, at der i efteråret 1995 ikke var udsigt til, at institutionsfasen kunne ophøre i løbet af kortere tid. Nævnet fandtherefter ikke grundlag for at pålægge kommunen at iværksætte hjæl peforanstaltninger udover den 1. december 1995.

Anstalten ved Herstedvester anførte i sin anke til Ankestyrelsen på mandens vegne, at klienter, der afsoner en tidsubestemt straf, på et givet tidspunkt under afsoningen skal forsøges etableret uden for anstalten bl.a. med henblik på at opnå erfaring for, at den farlighed, som i sin tid bevirkede, at de fik den tidsubestemte straf, ikke længere er til stede. En sådan afprøvning kan ikke foregå i et lukket fængsel, der ikke har mulighed for at tilvejebringe de udfordringer og situationer, på hvilke den dømte kan vurderes, og som er forudsætningen for, at en prøveudskrivningssag overhovedet vil kunne indbringes for retten.

Anstalten redegjorde nærmere for de særlige omstændigheder med hensyn til mandens psykiske tilstand og udviklingstrin, som gjorde at der blev tale om et særligt langvarigt ophold i institutionen.

Ankestyrelsen anmodede om vejledende udtalelser fra Justitsministeriet og Socialministeriet. Justitsministeriet udtalte bl.a., at ministeriets regelsæt åbner mulighed for at placere en forvaringsdømt uden for anstaltsystemet, og at man herefter ud fra en vurdering af de materielle betingelser i forhold til bistandslovens § 68 a, måtte tage stilling til om kommunen havde pligt til at betale for opholdet.

Socialministeriet udtalte bl.a., at bistandslovens § 68a, stk. 1, som udgangspunkt omfatter enhver, der opfylder bestemmelsens materielle betingelser, jf. herved bistandslovens § 1. Efter bestemmelsens indhold er målgruppen således alene afgrænset til personer, der er fyldt 18 år, med svære psykiske eller sociale vanskeligheder.

I Socialministeriets "Vejledende retningslinier for samarbejdet mellem de sociale myndigheder og kriminalforsorgens institutioner og afdelinger", som blev udgivet i 1998, er det på side 36 bl.a. anført, at det er "de kommunale og/eller amtskommunale myndigheder, der finansierer ophold i f.eks. socialpædagoiske opholdssteder eller misbrugs-behandlingsinstitutioner efter bistandsloven/serviceloven (også hvor opholdet foregår i henhold til straffelovens § 49, stk. 2, eller som udstationering/udslusning i sidste del af en fængselsafsoning). "

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt der er hjemmel til at pålægge kommunen at yde støtte efter bistandslovens § 68 a, stk. 1, til personer, som er idømt forvaring efter straffelovens § 70.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at manden også efter den 1. december 1995 var berettiget til støtte i form af ophold efter bistandslovens § 68 a, stk. 1.

Som følge heraf påhvilede der også kommunen en betalingsforpligtelse for opholdet efter den 1. december 1995, da bistandslovens almindelige regler om visitation og finansiering af udgifter ved opholdet fandt anvendelse, jf. bistandslovens § 135, stk. 6.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at manden efter det oplyste om sit psykiske handicap og hidtidige udviklingsforløb havde et særligt behov for et længerevarende ophold med omfattende socialpædagogisk støtte uden for Kriminalforsorgens institutioner. Den omstændighed, at en person var idømt forvaring efter straffelovens § 70, var således ikke til hinder for at iværksætte foranstaltninger efter bistandsloven, hvis de materielle betingelser herfor var opfyldt.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at det fortsat var kommunens ansvar at tilbyde foranstaltninger, som svarede til mandens udviklingstrin og særlige behov for støtte indtil behandlingen, efter en løbende vurdering af hans personlige udvikling, kunne anses for afsluttet.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale ankenævns afgørelse.