Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-42-99 om kontanthjælp - tilbagebetaling - betalingsevne - betalingsordning - faktiske boligudgifter - fiktive boligudgifter

Resume:

Det var de faktiske boligudgifter, der skulle lægges til grund ved vurderingen af om en fastsat betalingsordning kunne opretholdes.

Der blev herved lagt vægt på, at det krævede hjemmel at lægge en fiktiv huslejeudgift til grund ved opretholdelse af en tilbagebetalingsordning, hvorved afdragene blev forfaldne og kunne inddrives efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 27, stk. 1

Sagsfremstilling:

Ansøger havde modtaget hjælp til terminsudgifter med et samlet beløb på ialt 280.328 kr. Hjælpen blev ydet til en ejerbolig over 3 perioder.

I januar 1997 blev budgettet gennemgået, og der blev fundet en betalingsevne på mindst 1.000 kr. pr. måned. Kommunen fastsatte, at terminsgælden skulle afvikles med 400 kr. pr. måned og ansøgerens skattegæld med 600 kr. pr. måned.

Den 1. oktober 1997 blev ansøgerens budget på ny gennemgået. I første omgang var udgifter til en privatbil accepteret på grund af hustruens arbejdssøgning, men kun til januar 1998, hvor der skulle indsendes et nyt budget.

Kommunen fandt, at der var en betalingsevne på 2.500 kr., og at der kunne indgås en betalingsaftale lydende på 2.000 kr. pr. måned. Kommunen meddelte samtidig, at man ikke ville acceptere en boligudgift på 15.474 kr. om måneden for 2 voksne og 1 barn. Ansøger skulle snarest og senest til 1. juni 1998 have nedbragt sin boligudgift til et rimeligt beløb.

Kommunen besvarede ansøgers indsigelse den 29. oktober 1997 med, at da ansøgeren ønskede skatterestancen betalt først, blandt andet på grund af renteberegning, kunne kommunen herefter kun anerkende billigste offentlig transportmiddel i forbindelse med arbejdsforhold. Da det var oplyst, at ansøger havde firmabil stillet til rådighed, anerkendtes udgifter til privatbil ikke mere, uagtet at hustruen benyttede bilen.

Samtidig henledte kommunen opmærksomheden på størrelsen af boligudgifterne. Der anerkendtes generelt kun udgifter, der svarede til den gennemsnitlige leje i almennyttigt boligbyggeri. Denne var for tiden sat til ca. 7.500 kr. incl. lys og varme for en hustand af ansøgers størrelse. Kommunen fandt, at selv når der var taget hensyn til skattefordelen i egen bolig var ansøgers boligudgift for høj. Han skulle derfor snarest og inden 6måneder have nedbragt sin boligudgift med en størrelse af ca. 4.000 5.000 kr. pr. måned.

Efter ændringer i budgettet på udgiftssiden fandt kommunen, at der nu var et beløb til afvikling på 5.593 kr.

Det blev herefter fastholdt, at der skulle betales 2.000 kr. i oktober 1997 som oprindeligt fastsat tilbud, herefter skulle der den 15. november og 15. december 1997 betales 5.500 kr. Senest den 15. januar 1998 skulle der fremsendes nyt budget til vurdering af betalingsevnen, herunder hvilke tiltag der var gjort for at få nedsat boligudgiften.

Kommunen accepterede en betalingsordning på terminshjælpen med 3.000 kr. pr. måned, hvis ansøger betalte skatterestancen inden den 31. december 1997.

Kommunen fandt det kritisabelt, at ansøger havde stiftet ny gæld, da han købte nyt hus og en ny bil. Familien burde have satset på en så lav boligudgift som mulig indtil gælden var betalt og klaret sig med den bil, som ansøger havde fået stillet til rådighed af sin arbejdsgiver.

Den 6. januar 1998 modtog kommunen meddelelse fra ansøger om, at familiens økonomiske forhold var ændret, således at husstandens rådighedsbeløb var gået ned med 4.351 kr. om måneden på grund af ændringer i skatteansættelsen. Der var således ikke basis for at fortsætte med tilbagebetalingen.

Ved brev af 22. januar 1998 fastholdt kommunen betalingsordningen.

Ansøger klagede til det sociale nævn. I klagen blev der bl.a. henvist til ændringerne i udregningen af betalingsevnen fra 600 kr. til 5.000 kr. pr. måned på basis af uændret talmateriale samt til, at der ikke blev taget hensyn til den aktuelle økonomiske situation.

Ved oversendelse til nævnet anførte kommunen, at det aldrig har været hensigten med bistandsloven, at den skulle medvirke til finansiering af unødvendigt forbrug.

Ansøger oplyste til nævnet, at ved årsskiftet og udstedelsen af de nye skattekort blev familiens nettoindtægt forringet med ca. 4.300 kr. pr. måned, udelukkende som følge af øget skattebetaling.

Nævnet fandt ikke, at der var hjemmel til at fastholde en tilbagebetalingsordning med henvisning til, at der ved opgørelsen af boligudgifterne anvendtes en fiktiv boligudgift.

Nævnet lagde ved sin afgørelse til grund, at ansøger i december 1997 orienterede kommunens incassokontor om, at hans og hans ægtefælles nettoindtægter for skatteåret 1998 tilsammen ville være nedsat med 4.351 kr. pr. måned på grund af ændret skatteansættelse.

Nævnet fandt på denne baggrund ikke, at kommunen kunne fastholde den i november 1997 indgåede aftale om en tilbagebetalingsordning, hvorefter ansøger skulle betale 3.000 kr. om måneden til afvikling af hans gæld vedrørende tilbagebetalingspligtig terminshjælp.

Nævnet lagde vægt på oplysningerne om ægtefællernes økonomiske forhold efter nettoindtægtsnedgangen og fandt på denne baggrund, at ansøger for tiden ikke havde mulighed for at afvikle sin gæld til det offentlige.

Ved opgørelsen af familiens boligudgifter lagde nævnet de faktiske boligudgifter til grund. Nævnet ophævede således kommunens afgørelse med virkning fra 1. februar 1998.

I klagen til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at det principielle i denne sag for kommunen var, om det skal accepteres, at en borger, der har modtaget terminshjælp mod tilbagebetaling, skal have godkendt så betydelige boligudgifter- og leveomkostninger, som tilfældet er i denne sag.

Kommunen var af den opfattelse, at boligudgifter i den foreliggende størrelsesorden til 3 personer, dvs. 2 voksne og 1 barn, var langt over et rimeligt niveau, når der samtidig burde være plads til afvikling af gæld til det offentlige. Det anførtes, at det var fuldstændig ude af trit med det udgiftsniveau, der accepteredes i forbindelse med inddrivelse af skatterestancer, og det niveau skifteretterne accepterede i forbindelse med gældssaneringer og Told - og Skatteregionerne accepterede i forbindelse med eftergivelse af personlige skatter.

Det sociale nævns begrundelse om, at der var lagt en fiktiv (opdigtet) boligudgift til grund i betalingsevneberegningen, kunne kommunen ikke anerkende. Der var henvist til de sædvanlige beregningsmetoder, som bl.a. går ud på at lægge udgifterne i den almennyttige boligmasse til grund, fuldstændig som det bliver gjort ved gældssanering, eftergivelse af skat, og når der inddrives restancer af enhver art.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af i hvilket omfang, der ved fastsættelse af en betalingsordning i henhold til bistandslovens § 27 kan tages hensyn til, at en skyldner har en relativ høj husleje til ejerbolig uden at afvikle gælden til det offentlige.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at ansøger på baggrund af de økonomiske oplysninger, som forelå i januar 1998, og som var lagt til grund ved nævnets afgørelse, herunder den ændrede skatteansættelse, ikke havde haft en betalingsevne, som havde kunnet give grundlag for opretholdelse af nogen betalingsordning fra februar 1998.

Ankestyrelsen lagde herved de faktiske boligudgifter til grund.

Ankestyrelsen fandt, at det krævede hjemmel at lægge en fiktiv huslejeudgift til grund for opretholdelse af en betalingsordning, hvorved afdragene blev forfaldne og kunne inddrives efter reglerne om inddrivelse af personlige skatter.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse, hvorefter der med virkning fra 1. februar 1998 for tiden ikke var mulighed for at afvikle tilbagebetalingspligtig terminshjælp til det offentlige.

Ankestyrelsen havde herved ikke taget stilling til, om der efter 1. februar 1998 på grund af ændrede økonomiske forhold har været grundlag for fastsættelse af en betalingsordning.

Ankestyrelsen havde endvidere ikke taget stilling til om nogen del af gælden på nuværende tidspunkt måtte anses for bortfaldet efter bortfaldsreglen i dagældende bistandslovs § 27, stk. 4 (nu aktivlovens 95, stk. 4).