Senere ændringer til afgørelsen
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse O-57-99 om kontanthjælp - tilbagebetaling - mod bedre vidende - oplysningspligt - passivitet - administrativ fejl

Resume:

Ved ikke at reagere på en oplysning om, at hustruen havde påtaget sig ekstra arbejde, begik kommunen en administrativ fejl, som forvaltningen var nærmest til at bære konsekvensen af.

Ansøger burde dog selv senest ved underskrivelsen af den efterfølgende oplysningserklæring have gjort forvaltningen opmærksom på, at hustruen vedvarende havde ændret sin arbejdstid fra 24 til 32 timer om ugen. Ansøger havde derfor tilsidesat oplysningspligten i et sådant omfang, at en del af den herefter modtagne hjælp kunne anses for at være modtaget mod bedre vidende og derfor kunne kræves tilbagebetalt.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at indtægtsstigningen ikke alene skyldtes almindelig regulering samt betaling for overarbejde og ekstra vagter, men i vidt omfang en fast og vedvarende ændring af den ugentlige arbejdstid.

Love:

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 110 af 26. februar 1996 - § 25, stk. 1, nr. 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 91

Sagsfremstilling:

Ansøger anmodede forvaltningen om kontanthjælp i september 1996 på grund af arbejdsløshed. Hustruen havde i august 1996 haft en bruttoindtægt på ca. 13.000 kr.

Ansøger og dennes hustru underskrev i forbindelse med ansøgningen et ansøgningsskema, hvor de bl.a. erklærede, at de var bekendt med, at de havde pligt til straks at underrette forvaltningen om enhver forandring, der måtte ske i de personlige og økonomiske forhold. Oplysningspligten var nærmere beskrevet på skemaets sidste side, hvor det bl.a. var nævnt, at der var pligt til at underrette forvaltningen om ændringer i de økonomiske forhold, som kunne medføre, at hjælpen skulle nedsættes eller ophøre, herunder om indtægter af enhver art.

I brev af 21. januar 1997 til socialforvaltningen beskrev hustruen familiens økonomi og anmodede om, at der blev set bort fra tilbagebetalt skat. Hun oplyste endvidere, at hun havde taget ekstra arbejde.

I kommunens journalnotat var imidlertid alene anført, at man havde modtaget brev fra hustruen, der søgte om, at der kunne ses bort fra tilbagebetalt skat. Under sagens forløb havde såvel ansøger som hustruen underskrevet erklæringer i henhold til bistandslovens § 18, i henholdsvis juni, september og december 1997 om, at der ikke var sket ændringer i de arbejdsmæssige, personlige eller økonomiske forhold. Der var i erklæringerne givet en række eksempler på, hvad der forstås ved indtægter.

I februar 1998 oplyste ansøger i forbindelse med en opfølgningssamtale, at hustruen havde en fast månedsløn på ca. 18.000 kr. brutto. Forvaltningen blev samtidig opmærksom på, at hustruens indtægt varierede, hvorfor ansøger blev bedt om at fremsende samtlige lønsedler for hjælpsperioden.

Af lønsedlen for juli 1996 fremgik, at beskæftigelsesgraden var 24 timer pr. uge, og at hustruen modtog en fast løn herfor på ca. 13.000 kr.

Af de følgende lønsedler fremgik, at hustruen fra september 1996 vedvarende havde modtaget forskellige tillæg samt betaling for overarbejde i varierende omfang.

Af lønsedlerne fra november 1996 og fremefter fremgik, at beskæftigelsesgraden nu var 32 timer pr. uge. Den faste løn var samtidig steget til ca. 17.600 kr. pr. måned.

I januar 1999 traf kommunen afgørelse om, at ansøger i perioden 1. oktober 1996 til 28. februar 1998 uretmæssigt havde modtaget kontanthjælp efter bistandslovens § 37 samt særlig støtte i henhold til § 37a, idet han havde undladt at meddele, at hustruens indtægt var steget. Ansøger skulle derfor tilbagebetale det uretmæssigt modtagne beløb, der var opgjort til ca. 38.000 kr.

Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse. Nævnet fandt, at den manglende underretning af kommunen om hustruens indtægtsstigning var en tilsidesættelse af oplysningspligten, som kunne begrunde tilbagebetalingspligt.

Under hensyn til den orientering, som ansøger havde modtaget om oplysningspligten i form af ansøgningsskemaet og de underskrevne § 18-erklæringer, fandt nævnet, at ansøger burde vide, at hjælpen til dels var uberettiget.

I klagen til Ankestyrelsen blev det bl.a. anført, at ansøger ikke fandt det klart, hvad der lå i begrebet "ændringer" i de indsendte oplysningsskemaer. Det havde stedse været klart for sagsbehandleren, at hustruens arbejde betød vagter og pålagt overarbejde m.v., der gav anledning til små ændringer i den månedlig optjente og udbetalte løn.

Man havde forstået oplysningsskemaet således, at egentlige ændringer i ansættelsen skulle anmeldes, men ikke udsving i udbetalingen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på en vurdering af konsekvensen af forvaltningens passivitet sammenholdt med, om ansøger kunne anses for at have opfyldt sin oplysningspligt i tilstrækkeligt omfang.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ikke kunne kræve tilbagebetaling af for meget modtaget kontanthjælp samt særlig støtte for perioden indtil 1. juli 1997.

Ankestyrelsen fandt endvidere, at for meget modtaget kontanthjælp og særlig støtte kunne kræves tilbagebetalt for perioden efter 1. juli 1997.

Begrundelsen for afgørelsen var, at ansøger og dennes hustru i et vist omfang havde opfyldt deres oplysningspligt, da hustruen i brev af 21. januar 1997 oplyste kommunen om, at hun havde påtaget sig ekstra arbejde.

Ved ikke at reagere på denne oplysning havde kommunen begået en administrativ fejl, som forvaltningen var nærmest til at bære konsekvensen af.

Ankestyrelsen fandt imidlertid samtidig, at ansøger selv senest ved underskrivelsen af oplysningserklæringen i juni 1997 burde have gjort forvaltningen opmærksom på, at hustruen vedvarende havde ændret sin arbejdstid fra 24 til 32 timer om ugen.

Uanset, at forvaltningen ikke reagerede på meddelelsen af 21. januar 1997, havde ansøger og dennes hustru ved underskrivelsen af oplysningserklæringerne tilsidesat oplysningspligten i et sådant omfang, at en del af den herefter modtagne hjælp kunne anses for at være modtaget mod bedre vidende.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hustruens indtægtsstigning ikke alene skyldtes almindelig regulering samt betaling for overarbejde og ekstra vagter, men i vidt omfang en fast og vedvarende ændring af den ugentlige arbejdstid.

Ankestyrelsen ændrede således delvis det sociale nævns afgørelse og hjemviste sagen til kommunen til fornyet behandling på ovennævnte grundlag.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 9. april 2019, da den er erstattet af principafgørelse 22-19.