Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse P-17-01 om pension - fastsættelse af tidspunkt for påbegyndelse af sag - helbredsforhold - muligheder for bedring af funktionsniveauet

Resume:

Der var først grundlag for at rejse sag om forhøjelse af tidligere tilkendt førtidspension på det tidspunkt, hvor det var endelig afklaret, at der ikke var mulighed for bedring af funktionsniveauet.

Ankestyrelsen fandt således ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens og nævnets afgørelse, hvorefter en ansøger først var berettiget til højeste førtidspension med virkning fra et tidspunkt, der lå ca. 1 år efter indgivelse af anmodning til kommunen om at rejse sag om forhøjelse af den tidligere tilkendte mellemste pension.

Ankestyrelsen fandt dog, at kommunen burde have truffet en selvstændig afgørelse om påbegyndelse af sag om forhøjelse, også selvom der samtidig blev truffet afgørelse om selve pensionsberettigelsen.

Love:

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 - § 33, stk. 2 og § 20a, stk. 2

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lovbekendtgørelse nr. 485 af 29. maj 2007 - § 24, stk. 2 og § 31, stk. 2

Sagsfremstilling:

En ansøger fik i 1995 tilkendt mellemste førtidspension på grund af epilepsi og demens. I marts 1999 forværredes hans funktionsniveau efter påkørsel, og ansøgerens læge anmodede om, at pensionssagen blev genoptaget med henblik på tilkendelse af højeste førtidspension. Kommunen indhentede efterfølgende lægelig dokumentation og oplysninger om funktionsniveauet til belysning af, om tilstanden kunne anses for stationær, og sagen blev efter seneste udtalelse fra kommunens lægekonsulent den 6. marts 2000 anset for påbegyndt.

Kommunen traf afgørelse den 7. marts 2000 og tilkendte højeste førtidspension efter § 14, stk 1. med virkning fra 1. april 2000, idet det blev lagt til grund, at datoen for sag om forhøjelse var den 6. marts 2000.

Nævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens afgørelse.

Nævnet fandt, at kommunens behandling af henvendelsen om påbegyndelse af sag om forhøjelse af pension havde været langvarig, men fandt ikke, at kommunens konkrete vurdering af, hvornår beslutningsgrundlaget for sagens påbegyndelse forelå, kunne tilsidesættes.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af fastsættelse af tidspunkt for påbegyndelse af pensionssag efter pensionslovens § 20a, stk. 2, når der ikke er truffet selvstændig afgørelse om påbegyndelse af sag om forhøjelse.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at tilsidesætte kommunens og det sociale nævns afgørelse, hvorefter ansøger først var berettiget til højeste førtidspension efter § 14, stk. 1 med virkning fra den 1. april 2000, jf. pensionslovens § 20a, stk. 2 og § 33, stk. 2, idet pensionssagen først kunne anses for påbegyndt den 6. marts 2000.

Ankestyrelsen henviste til bestemmelsen i pensionslovens § 20a, stk. 2, hvorefter behandlingen af en sag om førtidspension først kan påbegyndes på det tidspunkt, hvor alle behandlingsmæssige samt andre foranstaltninger har været afprøvet og tilstanden ikke kan forbedres. Dette gælder dog ikke, hvor det vurderes, at erhvervsevnen er ubetydelig og ikke kan forbedres.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at spørgsmålet om, hvorvidt forværringen i helbredstilstanden var varig først var endelig afklaret i marts 2000, idet det først på dette tidspunkt syntes endelig afklaret, at der ikke var mulighed for bedring af funktionsniveauet, herunder optræning.

Ankestyrelsen fandt dog, at kommunen burde have truffet en selvstændig afgørelse om påbegyndelse af sag om forhøjelse, også selvom der samtidig blev truffet afgørelse om selve pensionsberettigelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale nævns afgørelse.