Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse P-15-05 om førtidspension - plejetillæg - andre hjælpeordninger - naturalhjælp

Resume:

Et tilkendt plejetillæg kunne ikke reduceres med henvisning til, at kommunen nu på grund af ændrede forhold hos pensionisten varetog den fulde pleje og ydede denne som naturalhjælp.

Kommunen måtte i stedet træffe afgørelse om, hvorvidt der fortsat var ret til plejetillæg.

Love:

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. - lov nr. 1164 af 19. december 2003 - § 16, stk. 2

Sagsfremstilling:

En gift kvinde var tilkendt højeste førtidspension og plejetillæg. I en periode deltog hendes mand i plejen, men efter jobskifte og uforudsigelige arbejdstider påtog kommunen sig den fulde pleje. På grund af pensionistens forhold blev hjælpen ydet som naturalhjælp.

Kommunen traf afgørelse om at reducere plejetillægget med 80% med henvisning til, at kommunen ydede døgndækning men at pensionisten havde merudgifter ved at have hjælpere i huset.

Pensionisten klagede og anførte, at der var større udgifter ved at have plejere i huset.

Nævnet ophævede kommunens afgørelse. Afgørelsen var begrundet med, at betingelserne for frakendelse af plejetillægget ikke var opfyldt, og at kommunen ikke kunne modregne i tillægget, da dette ville svare til en hel eller delvis frakendelse af plejetillægget. Nævnet henviste kommunen til efter en konkret vurdering evt. at tage hensyn til det tilkendte plejetillæg ved udmåling af plejebehovet efter serviceloven, således at det samme behov ikke blev dækket af to ydelsesarter.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen og anførte, at det ville være omsorgssvigt at skære i antallet af timer, og at der ikke var mulighed for at pålægge pensionisten at bidrage med en del af plejetillægget til betaling af ydelsen, idet varig hjemmehjælp var en gratis naturalydelse. Endelig anførte kommunen, at en tilsvarende situation opstod, når en pensionist med plejetillæg flyttede til en plejebolig opført efter lov om almennyttigt boligbyggeri.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af forholdet mellem plejetillæg i pensionslovens § 16, stk. 2 og personlig hjælpeordning i serviceloven.

Afgørelse:

Der var ikke ret til at reducere i plejetillægget, idet det var et fast tillæg, hvis størrelse var fastsat i lovens § 48 stk. 1, nr. 12.

Plejetillæg tilkendtes når pensionistens invaliditet krævede vedvarende pleje eller tilsyn, der gjorde det nødvendigt, at der stadig var en anden person til stede.

Når et plejetillæg var tilkendt, udbetaltes det indtil der evt. var truffet afgørelse om frakendelse efter § 44, nr. 3 eller stop af udbetaling efter § 45.

Ankestyrelsen tilbagesendte sagen til kommunen til vurdering af, om betingelserne for at modtage plejetillæg fortsat var opfyldt, eller om der på grund af den aktuelle hjælpeordning skulle ske frakendelse.

Ankestyrelsen henviste til SM P-17-94, sag nr. 2.