Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-9-00 om klageadgang - retskrav på realitetsbehandling - hjemmehjælp - ulovlig afvisning

Resume:

En borger havde indgivet en klage over, at kommunen havde standset hendes hjemmehjælp.

Ankestyrelsen fandt, at det sociale nævn ikke kunne afvise at realitetsbehandle klagen med den begrundelse, at kommunen på et senere tidspunkt, på baggrund af nye forhold, havde genoptaget hjemmehjælpen. Sagen blev derfor hjemvist til nævnet til realitetsbehandling.

Ved afgørelsen blev der bl.a. lagt vægt på, at borgeren havde været uden hjemmehjælp i en periode på ca. 8 måneder som følge af den indankede afgørelse, og at der også var gjort indsigelser med hensyn til formelle mangler ved kommunens afgørelse. Borgeren havde et retskrav på at få sin sag behandlet.

Nævnets meddelelse om, at man ikke ville realitetsbehandle sagen, var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, som derfor skulle have indeholdt en klagevejledning.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 44, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 71 og § 75, stk. 3

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at en kvinde havde modtaget kommunal hjemmehjælp siden 1997, hvor der blev truffet afgørelse om, at hun skulle modtage hjemmehjælp indtil videre. Ved et tilsynsbesøg den 11. januar 1999 traf kommunen afgørelse om, at hendes hjemmehjælp skulle standses den 15. januar 1999. Afgørelsen blev meddelt under tilsynsbesøget på en standardblanket, som var underskrevet af formanden for det sociale udvalg samt områdelederen. Afgørelsen indeholdt en generel begrundelse, hvoraf det fremgik, at der skulle ske budgetmæssige besparelser i kommunen.

Sagen blev efterfølgende forelagt for kommunens klageråd, som erklærede sig uenig i kommunens afgørelse. I brev af 12. maj 1999 fastholdt kommunen sin tidligere afgørelse.

Nævnet fik efterfølgende oplyst, at kvinden igen havde fået hjemmehjælp fra den 9. august 1999 til grovere rengøring, tøjvask og indkøb, efter at hendes helbredstilstand var blevet betydeligt forværret.

Nævnet meddelte i en skrivelse af 15. september 1999, at man betragtede grundlaget for klagen som bortfaldet, og at nævnet ikke foretog sig videre i sagen. Der blev ikke givet klagevejledning i forbindelse med meddelelsen.

Af klagen til Ankestyrelsen fremgik bl.a., at ansøgerens datter fra nævnet havde fået oplyst, at en prøvelse af fratagelsen af hjemmehjælpen i januar 1999 nu måtte anses for teoretisk, og at nævnet ikke anså sig for kompetent til at foretage en sådan prøvelse. Ankestyrelsen blev bl.a. spurgt om, hvorvidt det var korrekt, at der ikke i det administrative system kunne foretages prøvelse af en sagsbehandling/

mangel på samme, der medførte fratagelse af hjemmehjælp i 9 måneder.

Nævnet kom efterfølgende med bemærkninger til sagen i anledning af klagen. Nævnet henviste bl.a. til, at såfremt nævnet skulle træffe realitetsafgørelse i sagen, ville denne i bedste fald set fra ansøgers synspunkt gå ud på en ændring af den oprindelige afgørelse om ophør af hjemmehjælp og tildeling af hjemmehjælp igen fra tidspunktet for modtagelsen af nævnets afgørelse. Nævnet fandt derfor ikke grundlag for at ændre den trufne afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om et nævn kunne afvise at behandle en klage over en kommunal afgørelse om standsning af praktisk bistand i form af hjemmehjælp alene med den begrundelse, at kommunen på et senere tidspunkt, på baggrund af nye forhold, havde genoptaget hjemmehjælpen.

Afgørelse:

Sagen blev hjemvist til det sociale nævn med henblik på realitetsbehandling.

Begrundelsen for afgørelsen var, at det sociale nævn, jf. retssikkerhedslovens § 44, behandler klager over afgørelser, der er truffet af kommunen og amtskommunen i det omfang det er fastsat i loven.

Der var indgivet en rettidig klage over kommunens afgørelse. Borgeren havde derfor et retskrav på at få sin sag behandlet af det sociale nævn.

Et retskrav, som ikke kunne anses for bortfaldet, selvom kommunen senere, på et nyt oplysningsgrundlag, traf afgørelse om, at borgeren kunne modtage hjemmehjælp på ny til grovere rengøring etc. fra den 9. august 1999. Ved denne vurdering blev der bl.a. lagt vægt på, at borgeren i en periode på ca. 8 måneder havde været uden hjemmehjælp som følge af den indankede afgørelse.

Ankestyrelsen bemærkede i øvrigt, at der var klaget over såvel det materielle indehold af kommunens afgørelse som over formelle fejl ved afgørelsen, herunder en manglende begrundelse for afgørelsen. Nævnet anmodedes derfor om at tage stilling til samtlige disse spørgsmål.

I forhold til det af nævnet anførte bemærkede Ankestyrelsen, at nævnet skulle vurdere sagen i sin helhed, det vil sige om kommunen havde truffet en afgørelse som materielt og formelt opfylde lovens krav. Der kunne således ikke lægges vægt på det forhold, at en eventuel ændring af kommunens afgørelse til fordel for borgeren, ikke ville kunne reparere på det forhold, at hun i perioden januar til august 1999 ikke modtog hjemmehjælp fra kommunen.

Det blev yderligere bemærket, at nævnets skrivelse af 15. september 1999, om at man ikke ville realitetsbehandle sagen, var en afgørelse i forvaltningsretlig forstand, hvorfor nævnet skulle have givet en klagevejledning jf. forvaltningslovens § 25.