Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-15-00 om retsvirkning - hjemvisning - hjemmehjælp

Resume:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen som følge af det sociale nævns afgørelse om hjemvisning skulle have genoptaget en mands hjemmehjælp i perioden frem til, at kommunen havde vurderet sagen på ny og truffet en lovlig afgørelse.

Begrundelsen var, at nævnets hjemvisning af kommunens afgørelse medførte en annullation af den indankede, ulovlige afgørelse. Retsvirkningen af en annullation af en afgørelse om standsning af en ydelse er som hovedregel, at den tilkendte ydelse skal fortsætte, med mindre ankeinstansen har tillagt afgørelsen en anden retsvirkning.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hovedreglen kunne fraviges og lagde bl.a. vægt på, at kommunens afgørelse led af alvorlige sagsbehandlingsmangler, samt at det var kommunen som havde ansvaret for at sagen var tilstrækkeligt oplyst.

Love:

Forvaltningsloven - lov nr. 571 af 19. december 1985 - § 19, § 21 og § 24

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 4

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 26 af 17. januar 2000 - § 71 og § 75

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at kommunen den 5. september 1997 havde bevilget ansøgeren hjemmehjælp indtil videre. Manden havde fået foretaget en by-pass operation, led af diabetes, dårligt kredsløb og havde en smertefuld nervebetændelse.

Det fremgik yderligere af sagen, at hjælpen blev standset fra udgangen af december måned 1998. Afgørelsen blev meddelt i forbindelse med et besøg af hjemmehjælperen hos manden. Der forelå ikke kopi af afgørelsen i sagen, men af sagens akter fremgik, at der var tale om en i forvejen underskrevet standardskrivelse, som blev afleveret i forbindelse med besøget i hjemmet. Manden blev vurderet at tilhøre gruppen som var "rask og ressourcestærk".

Kommunen genvurderede sagen den 12. marts 1999 og fastholdt sin tidligere afgørelse.

Der blev lagt vægt på, at manden var mobil og aktiv og færdedes dagligt udenfor hjemmet. Han vurderedes at være i stand til at anvende offentlige transportmidler og foretage egenhændige indkøb. Dertil vurderedes det, at han psykisk og socialt var velfungerende, og at han kunne tage vare på sig selv, idet han kunne overkomme og tage initiativ til alle daglige fornødenheder. Endvidere var der hos manden, i forbindelse med udførelsen af praktisk bistand, ikke samtidig behov for støtte, tilsyn, motivering, vejledning eller undervisning. Det vurderedes, at hans fysiske lidelse ikke i sig selv berettigede til praktisk bistand.

Af efterfølgende lægelige oplysninger fremgik bl.a., at manden havde en svær smertefuld nervebetændelse som følge af svær insulinkrævende sukkersyge, og at han var i antidepressiv behandling. Det blev vurderet, at hans nervebetændelse hindrede ham i praktiske gøremål, herunder gulvvask, støvsugning og renholdelse af badeværelse.

Det sociale nævn hjemviste sagen til kommunen til ny behandling og afgørelse efter indhentelse af nærmere lægelige oplysninger om helbredstilstanden med henblik på en konkret individuel vurdering af ansøgerens evne til selv at klare de nødvendige praktiske opgaver i hjemmet.

Ældresagen ankede for manden over denne afgørelse i forhold til hvilken konsekvens nævnets afgørelse skulle have. Man fandt, at konsekvensen måtte være, at kommunens afgørelse var en nullitet, idet afgørelsen som forvaltningsakt var truffet i strid med gældende ret. Borgeren måtte således have en ret til at modtage den hjælp, kommunen tidligere havde bevilget, indtil der måtte blive truffet en ny lovlig afgørelse. En begunstigende forvaltningsakt, som en afgørelse om at modtage praktisk bistand måtte betegnes som, burde således ikke kunne tilbagekaldes af en ulovlig "afgørelse". Det måtte anses som en naturlig og væsentlig retsgaranti, at en begunstigende afgørelse ikke kunne tilbagekaldes på anden måde end ved en ny lovlig afgørelse.

Der henvistes bl.a. til, at retstilstanden i modsat fald betød, at kommunen støttede ret på ulovlige afgørelser i hele den periode, hvor klagesagen verserede, og at kommunen selv bestemte, hvornår den ville foretage den nye vurdering, som det sociale nævn havde hjemvist sagen til. Resultatet blev, at kommunen sparede penge på ulovlige afgørelser og at hjemmehjælpsmodtageren kunne sidde måned efter måned uden hjælp til de nødvendige opgaver.

Det sociale nævn genvurderede den 24. september 1999 sin afgørelse. Nævnet fandt ikke, at det kunne pålægge kommunen at genoptage hjemmehjælp for manden, før der var truffet en ny afgørelse i kommunen om mandens eventuelle berettigelse til hjemmehjælp.

Nævnet oplyste senere, at manden havde fået tildelt hjemmehjælp igen, efter at han var blevet besøgt, og hans sag var genvurderet i kommunen.

Ældresagen bemærkede hertil, at sagen blev hjemvist fra nævnet i august 1999, og hjemmebesøget fandt sted den 4. november 1999. Det blev gjort gældende, at i afgørelser om hjemvisning fra det sociale nævn har kommunens genvurdering trukket ud i månedsvis, og at der var tale om en omfattende praksis, der ramte mange borgere landet over. Fratagelsen i første omgang havde oftest været båret af rene kommunale besparelseshensyn, hvorfor kommunen ved at vente med en revurdering opnåede en økonomisk besparelse.

Der blev i forbindelse med klagen vedlagt en skrivelse fra Indenrigsministeriet vedrørende nedskæringer af hjemmehjælp og en tilkendegivelse fra Københavns Byret af 25. oktober 1999 vedrørende 3 sager om fratagelse af hjemmehjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnets afgørelse om at hjemvise sagen til kommunen medfører, at hjemmehjælpen skal genoptages i det omfang den var

tilkendt før kommunen traf den nu hjemviste afgørelse om at frakende hjemmehjælp.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at kommunen som følge af det sociale nævns afgørelse om hjemvisning skulle have genoptaget hjemmehjælpen i perioden frem til, at kommunen havde vurderet sagen på ny og truffet en lovlig afgørelse.

Ved afgørelsen blev det lagt til grund, at manden i september 1997 fik bevilget hjemmehjælp indtil videre, og at kommunens afgørelse således medførte en standsning af den ydede hjemmehjælp.

Grundbetingelsen for, at en sådan ydelse kan standses - det vil sige, at der kan ske en tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt - er, at der skal foreligge en klar begrundelse herfor f.eks. i form af ny lovgivning, ny udmeldt praksis eller væsentlige nye oplysninger i sagen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at hjemvisningen medførte en annullation af den indankede, ulovlige afgørelse, og at retsvirkningen af en annullation af en afgørelse om standsning af en ydelse som hovedregel er, at den tilkendte ydelse skal fortsætte, hvis ankeinstansen ikke har tillagt afgørelsen en anden retsvirkning.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hovedreglen kunne fraviges i dette tilfælde.

Ved denne vurdering blev der lagt vægt på, at der forelå alvorlige sagsbehandlingsmangler i forbindelse med frakendelsen af ydelsen. Manden havde ikke haft mulighed for at medvirke ved behandlingen af sin sag, jf. retssikkerhedslovens § 4. Han var ikke blevet partshørt i overensstemmelse med forvaltningslovens § 19, stk. 1, om de faktiske omstændigheder til ugunst for ham, som kommunen havde fundet af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Han havde derfor ikke haft mulighed for at gøre sig bekendt med grundlaget for afgørelsen og komme med bemærkninger hertil eller i forbindelse hermed begære sagens afgørelse udsat, jf. forvaltningslovens § 21. Endelig var kommunens afgørelse ikke begrundet i overensstemmelse med forvaltningslovens § 24.

Der blev herudover lagt vægt på, at det er kommunens ansvar, at en sag er tilstrækkeligt oplyst til, at der kan træffes en forsvarlig afgørelse. I sagen fandt nævnet ikke, at sagen var tilstrækkeligt lægeligt oplyst og fandt derfor ikke, at kommunen havde foretaget en konkret individuel vurdering.

Der blev vedrørende praksis henvist til Sociale Meddelelser SM C-17-99.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse i forhold til, at kommunen som følge af nævnets afgørelse om hjemvisning skulle have genoptaget hjemmehjælpen.