Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-3-01 om opholdskommune - handlekommune - flyttesituation - hjælp til indretning af bolig

Resume:

En handicappet mand, der boede i A kommune, købte fast ejendom i B kommune med henblik på indflytning. Som følge af handicappet var særlig indretning af boligen nødvendig før indflytning kunne ske. Mens manden fortsat boede i A kommune, indgav han ansøgning om hjælp til indretning af den nye bolig til B kommune. B kommune afviste at behandle ansøgningen under henvisning til, at A kommune fandtes at være opholdskommune. A kommune afviste ligeledes at behandle ansøgningen. B kommune behandlede herefter ansøgningen, men indgav samtidig klage til nævnet.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var opholdskommune, idet manden på ansøgningstidspunktet havde faktisk ophold i A kommune, hvor han endnu ikke havde opgivet sin bolig. A kommune var derfor forpligtet til at behandle ansøgningen.

Ankestyrelsen bemærkede vejledende, at der i en sådan situation ikke vil være hjemmel til at aftale at tilflytningskommunen skal være handlekommune, idet tilflytningskommunen ikke er "tidligere opholdskommune", men at kommunerne vil have mulighed for at samarbejde om behandlingen af ansøgningen.

Ankestyrelsen bemærkede endvidere vejledende, at hvis borgeren, efter ansøgningen er indgivet, men inden afgørelse er truffet, opgiver sin bopæl og tager varigt ophold i den nye kommune, vil sagen skulle overgives til behandling i den nye kommune, som pligten til at yde hjælp nu påhviler. Ankestyrelsen påpegede samtidig, at det følger af retssikkerhedsloven, at kommunen har pligt til at behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 3, stk. 1 og § 9, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 102, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 116

Sagsfremstilling:

Det fremgår af sagen, at manden, der var ugift, som følge af trafikulykke var tetraplegiker siden 1993. I 1994 flyttede han i lejlighed i A kommune, som kommunen indrettede til ham. Han havde siden haft en hjælpeordning i henhold til bistandslovens § 48, stk. 4 (nu servicelovens § 77). Hjælpen havde i hele perioden været udmålt til 40 timer ugentligt svarende til 5,71 timer dagligt.

Manden købte en ejendom i B kommune til indflytning den 1. maj 1999. I den anledning søgte han B kommune om hjælp til indretning af boligen, jf. servicelovens § 102, stk. 1, idet han på grund af handicappet ikke kunne flytte ind i boligen uden ændringer. Han skulle være ude af lejligheden i A kommune den 30. april 1999.

B kommune meddelte, at man ikke kunne behandle ansøgningen, idet manden fortsat boede i A kommune, som derfor fandtes at være opholds- og handlekommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

A kommune meddelte på baggrund af rådgivning fra nævnssekretariatet, at B kommune måtte anses for at være forpligtet til at behandle ansøgningen. Nævnet havde ved rådgivningen henvist til en generel vejledning fra Socialstyrelsen af 1. november 1984, hvoraf fremgår, at "Efter bistandslovens § 10, stk. 1-3 påhviler pligten til at yde bistand, herunder hjælp til nødvendig boligændring, det sociale udvalg i opholdskommunen. Efter socialstyrelsens opfattelse må en klients indgåelse af bindende aftale om leje eller køb af ny bolig, forpligte den kommune, hvori boligen er beliggende, til at behandle henvendelsen om boligændring i henhold til § 59, når klienten har til hensigt at tilflytte den pågældende nye bopæl. Den nye bopælskommune må herefter kunne betragtes som opholdskommune, selvom klienten under indretningen/istandsættelsen "midlertidig" har ophold andetsteds".

B kommune indbragte sagen for nævnet og behandlede herefter ansøgningen og bevilgede hjælp til ændring af den nye bolig, der omfattede bredere døre, forhøjet toilet, eleverbart køkkenbord og bedring af adgangsforholdene til boligen.

A kommune gav overfor nævnet udtryk for, at kommunen var bekendt med, at ændringerne var blevet udført.

Nævnet fandt, at B kommune, som den kommune, hvori mandens nye bopæl, som han agtede at tilflytte, var beliggende, var forpligtet til at behandle mandens henvendelse om boligændring i henhold til servicelovens § 102, uanset at manden på henvendelsestidspunktet havde faktisk ophold i sin hidtidige lejlighed i A kommune.

B kommune fandtes ikke at være berettiget til refusion efter lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a i forbindelse med mandens tilflytning, da det ikke sås godtgjort, at A kommune havde medvirket til, at manden fik ophold i B kommune.

Nævnet henviste til, at ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9, stk. 1, har opholdskommunen pligt til at yde hjælp. Nævnet henviste endvidere til, at det fremgår af vejledning til loven pkt. 84, at lovreglen om opholdskommune ikke er udformet således, at den i alle tænkelige tilfælde kan give et umiddelbart svar på, hvilken kommune, der i et hvilket som helst konkret tilfælde, er den "rigtige" opholds- eller handlekommune. Der må i en række tilfælde foretages en vurdering af de konkrete omstændigheder i sagen for at afgøre, hvilken kommune, der i forhold til den konkret søgte hjælp, er opholds- eller handlekommune.

Nævnet henviste til, at det fremgår af samme vejledningspunkt, at der bl.a. kan hentes vejledning i Ankestyrelsens praksis og i administrativ praksis. Nævnet henviste til (nævnets egen) hidtidig(e) praksis vedrørende handlekommuneforpligtelsen i sager om boligændringer, hvorefter tilflytningskommunen ansås som handlekommune, selvom der allerede inden flytningen var ansøgt om støtte til ændringer af en bolig, der var beliggende i tilflytningskommunen.

Det var således nævnets opfattelse, at B kommune skulle behandle mandens ansøgning om boligændringer.

For så vidt angik refusionsspørgsmålet anførte nævnet, at ifølge lov om retssikkerhed og administration på det sociale område § 9a, har opholdskommunen ret til at få sin andel af udgifterne til hjælp efter lov om social service, lov om aktiv socialpolitik og lov om social pension refunderet af en tidligere opholdskommune, når den tidligere kommune eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at en person får ophold i en af de boformer eller et af de anbringelsessteder, institutioner eller boliger, som er opregnet i § 9a, stk. 1, nr. 1-7.

Nævnet henviste her til, at det fremgik af sagens oplysninger, at mandens første henvendelse til A kommune omkring tilflytningen til B kommune skete efter, at en terapeut fra B kommune den 8. februar 1999 havde aflagt besøg i den nye bolig, og B kommune efterfølgende havde besluttet, at man ikke ville behandle mandens ansøgning om boligændringer. På dette tidspunkt havde manden ifølge det oplyste allerede købt boligen.

Nævnet fandt det herefter ikke godtgjort, at A kommune havde medvirket til, at manden fik ophold i B kommune. A kommune fandtes derfor ikke forpligtet til at yde B kommune refusion for kommunens udgifter, jf. retssikkerhedslovens § 9a.

I klagen til Ankestyrelsen henviste B kommune til, at det følger af af retssikkerhedslovens § 9, at opholdskommunens har pligt til at yde hjælp, hvorfor A kommune var handlekommune for manden på ansøgningstidspunktet.

B kommune var af den opfattelse, at den skitserede løsning i vejledende udtalelse fra Socialstyrelsen dateret 1. november 1984 var i strid med principperne i retssikkerhedslovens § 9.

Subsidiært anførte B kommune, at såfremt det blev fastholdt, at B kommune var handlekommune, måtte A kommune være forpligtet til at yde B kommune refusion af udgifterne til boligændring, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7. Kommunen pegede på, at A kommune havde iværksat en hjælperordning for manden jf. servicelovens § 77. Dette fandtes af B kommune at måtte ligestilles med en situation, hvor en familie flytter på eget initiativ, men hvor der er iværksat foranstaltninger for børnene, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2. Principielt fandt B kommune, at der må være ligestilling mellem lovens § 9a, stk. 1, nr. 2 og nr. 7. B kommune anførte, at ingen af disse situationer forudsætter en medvirken.

Nævnet genvurderede afgørelsen og fandt ikke fundet grundlag for at ændre den trufne afgørelse. Nævnet fandt ikke, at der var fremkommet sådanne nye oplysninger, at der var grundlag for at træffe en anden afgørelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken kommune der er handlekommune i relation til at behandle en ansøgning om boligændringer i en situation, hvor en handicappet borger har erhvervet fast ejendom i en ny kommune med henblik på at bosætte sig dér, men fortsat havde ophold i den hidtidige kommune, da ansøgningen blev indgivet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at A kommune var forpligtet til at behandle mandens ansøgning om hjælp til indretning af ny bolig i B kommune, jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at manden på ansøgningstidspunktet fortsat havde ophold i og boede i A kommune, som derfor måtte anses for mandens opholdskommune. Ifølge retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, har opholdskommunen pligt til at yde hjælp.

Ifølge forarbejderne til retssikkerhedslovens § 9, stk. 1, (lovforslag nr. L. 228, Folketingsåret 1996-97), er det afgørende for, om en kommune må betragtes som opholdskommune, om borgeren faktisk har ophold i kommunen.

Ankestyrelsen henviste til, at det i flere Sociale Meddelelser er udmeldt, at en forudsætning for handlekommuneforpligtelsens overgang til en ny kommune er, at borgeren definitivt har opgivet sin tilknytning til den tidligere kommune herunder opgivet den tidligere bolig, jf. for eksempel SM O-82-89 og SM O-59-94.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det fremgår af lovbemærkningerne til retssikkerhedslovens § 9 stk. 1, at der er tale om en videreførsel af reglen i bistandslovens § 10, stk. 1, og at det fremgår af lovbemærkningerne hertil, at der med bestemmelsen i § 10, stk. 1 fastslås den hovedregel, at det er den kommune, hvor ansøgeren opholder sig på ansøgningstidspunktet, der er forpligtet til at yde hjælp, (jf. forslag til lov om social bistand, Folketingsåret 1972-73).

Afgørende efter forarbejderne var altså, hvor borgeren har faktisk ophold på tidspunktet for ansøgningen.

Vejledende blev bemærket, at fraflytnings- og tilflytningskommune vil kunne samarbejde i forbindelse med behandlingen af ansøgningen. Derimod er der ikke hjemmel til at aftale, at tilflytningskommunen skal være handlekommune, idet denne kommune ikke er "tidligere opholdskommune", jf. retssikkerhedslovens § 9, stk. 7.

Vejledende blev endvidere bemærket, at hvis borgeren, efter ansøgningen er indgivet, men inden afgørelse er truffet, opgiver sin bopæl og tager varigt ophold i den nye kommune, vil sagen skulle overgives til behandling i den nye kommune, som pligten til at yde hjælp nu påhviler, jf. § 9, stk. 1. Der blev her peget på, at det følger at retssikkerhedslovens § 3, stk. 1, at kommunen har pligt til at behandle spørgsmål om hjælp så hurtigt som muligt.

Det blev bemærket, at da A kommune burde have behandlet ansøgningen, jf. retssikkerhedslovens § 9, nr. 1, var det subsidiære spørgsmål om refusion, jf. retssikkerhedslovens § 9a ikke relevant. Spørgsmålet om, hvorvidt B kommune, der havde behandlet ansøgningen og afholdt udgifterne til boligændringer, jf. servicelovens § 102, stk. 1, havde et krav mod A kommune måtte afgøres efter de ulovbestemte formueretlige principper om condictio indebiti (afholdelse af udgifter i urigtig formening om skyld). Ankestyrelsen vurderede ikke dette spørgsmål, der lå udenfor det tema, som sagen var antaget på.

Det blev endvidere bemærket, at sagen alene vedrørte udgifter til boligændringer. Om B kommune generelt havde krav på refusion for udgifter efter serviceloven, jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 7, i medfør af den af A kommune etablerede ordning efter servicelovens § 77, måtte behandles af kommunerne som første instans.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.