Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-15-01 om flytning - stiftelse - beslutning - iværksættelse - refusion - medvirken

Resume:

En kommune kunne kun anses for at have medvirket til en anbringelse uden for hjemmet, når kommunen havde truffet en endelig og bindende afgørelse om anbringelse.

Ankestyrelsen fandt således i to tilfælde at B kommune, der foretog anbringelse af børn uden for hjemmet, ikke havde ret til refusion fra A kommune, selvom A kommune havde truffet beslutning om at børnene skulle frivilligt anbringes uden for hjemmet, og i det ene tilfælde var indstillet på at anbringelsen skulle ske tvangsmæssig hvis forældrene ikke gav samtykke til anbringelsen. Der var ikke givet samtykke før flytningen og der var derfor ikke truffet en endelig og bindende afgørelse om anbringelse. *)

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 1

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 40, stk. 1 og § 40, stk. 2, nr. 11

Note:

*) Se også SM O-83-95

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1- j.nr. 350592-00

Sagen drejede sig om en kvinde der boede i A kommune. Hun havde forskellige psykiske problemer. I forbindelse med at hun fødte et barn i februar 2000 iværksatte kommunen forskellige foranstaltninger overfor hende og barnet. I juni 2000 besluttede A kommune at barnet skulle anbringes uden for hjemmet da hverken moren eller faren kunne varetage omsorgen for barnet. Kommunen havde den 22. juni 2000 et møde med faren og moren, hvor kommunen fortalte at de mente at barnet burde anbringes i familiepleje. Hvis forældrene ikke gav deres samtykke til en frivillig anbringelse ville kommunen forelægge sagen for Børn og unge-udvalget med henblik på en tvangsmæssig anbringelse. Forældrene oplyste at de ikke kunne træffe beslutning om hvorvidt de kunne acceptere en anbringelse før de havde rådført sig med deres advokat. Det blev aftalt på mødet at forældrene skulle rådføre sig med deres advokat, og derefter melde tilbage til kommunen.

Den 30. juni 2000 fik A kommunen besked om at moren var flyttet til B kommune, hvor faren boede. Samme dag blev sagen oversendt til B kommune.

Den 6. juli 2000 gav forældrene samtykke til anbringelse af barnet, idet de underskrev handleplan og samtykkeerklæring.

Ved afgørelse af 6. juli 2000 gav A kommune afslag på refusion. Kommunen anførte at den ikke havde truffet afgørelse om anbringelse efter lov om social service § 40, stk. 2, nr. 11. Kommunen havde anbefalet en døgnplacering, men ikke truffet den endelige beslutning før moren flyttede til B kommune.

Det sociale nævn fandt at A kommune skulle yde refusion til B kommune for B kommunes udgifter til anbringelsen af barnet. Nævnet lagde vægt på at A kommune den 19. juni 2000 traf beslutning om at barnet skulle anbringes i familiepleje. Det forhold at effektueringen af beslutningen afventede forældrenes overvejelse om de ville acceptere en frivillig anbringelse var efter nævnets opfattelse uden betydning for refusionsspørgsmålet, fordi refusionsforpligtelsen blev stiftet ved kommunens beslutning om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvornår der kan siges at have foreligget medvirken fra en tidligere opholdskommune til anbringelse af et barn uden for hjemmet.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt at A kommune ikke skulle refundere B kommunes udgifter til anbringelse af barnet uden for hjemmet.

Begrundelsen for afgørelsen var at A kommune ikke havde medvirket til den anbringelse af barnet uden for hjemmet, der var sket efter at moren var flyttet til B kommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fulgte af A kommunes journalnotat af 22. juni 2000, at kommunen denne dato havde et møde med forældrene. På mødet blev forældrene orienteret om at kommunen mente, at barnet burde anbringes uden for hjemmet i en familiepleje. Hvis de ikke gav deres samtykke til en frivillig anbringelse ville kommunen forelægge sagen for Børn og unge-udvalget med henblik på en tvangsanbringelse. Forældrene oplyste, at de ikke kunne træffe beslutning om hvorvidt de kunne acceptere en anbringelse af barnet før de havde rådført sig med deres advokat. Det blev aftalt på mødet, at forældrene skulle tale med deres advokat, og herefter melde tilbage til kommunen.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at det var oplyst i A kommunes journalnotat af 30. juni 2000, at kommunen denne dato fik oplysning om, at moren var flyttet ind hos faren i B kommune. Sagen blev samme dato oversendt til B kommune. På møde den 6. juli 2000 med B kommune gav forældrene samtykke til anbringelse af barnet i familiepleje, idet de underskrev handleplan og samtykkeerklæring.

På denne baggrund var det Ankestyrelsens vurdering, at A kommune ikke havde truffet en endelig og bindende afgørelse om anbringelse, idet en frivillig anbringelse forudsætter et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. lov om social service, § 40, stk. 1, 3. pkt. Dette samtykke blev først givet på mødet med B kommune den 6. juli 2000.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 350608-00

Sagen drejede sig om en mor med 4 børn. Moren boede i A kommune. Ét af børnene var en pige som havde betydelige følelsesmæssige og sociale problemer i sin omgang med andre, men fagligt var hun godt med i skolen.

A kommune besluttede den 15. juni 1998 at pigen skulle anbringes uden for hjemmet, primært på grund af hendes store sociale og følelsesmæssige problemer.

A kommune havde i oktober 1998 fundet et anbringelsessted til pigen, men moren var ikke særligt tilfreds med dette. Moren håbede at pigen kunne klare sig med skolegang på X-skolen og støtte i hjemmet. Ifølge A kommunes journalnotat af 5. november 1998 var pigen startet på X-skolen. A kommune bevilgede kontaktperson 10 timer ugentligt indtil familien den 1. december 1998 flyttede til B kommune.

Den 11. januar 1999 blev der holdt et møde med deltagelse af bl.a. moren og repræsentanter for A og B kommuner. Resultatet blev at B kommune ville arbejde videre med at finde et opholdssted til pigen.

B kommune undersøgte herefter en række muligheder, men moren syntes ikke at nogen af dem var det rigtige for datteren.

I marts 2000 fik B kommune besked om at der pr. 1. april 2000 ville blive plads på et opholdssted i C kommune, og pigen flyttede ind den 2. april 2000.

Den 27. marts 2000 anmodede B kommune A kommune om at give refusionstilsagn.

Ved afgørelse af 7. juli 2000 gav A kommune afslag på refusion. Kommunen anførte bl.a. at moren ikke havde ønsket at tage imod det tilbud som A kommune havde foreslået. Kommunen anførte også at der var gået 1 år og 9 måneder fra A kommunes beslutning om anbringelse til anbringelsen rent faktisk fandt sted.

Nævnet fandt at A kommune skulle refundere B kommunes udgifter ved anbringelsen. Begrundelsen var at A kommune havde medvirket til at pigen fik ophold uden for hjemmet på opholdsstedet i C kommune.

Nævnet lagde ved afgørelsen til grund at A kommune den 15. juni 1998 besluttede at pigen skulle anbringes på et opholdssted uden for hjemmet idet hun havde behov for et behandlingstilbud, og at A kommune derefter arbejdede på at finde et egnet opholdssted til hende. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på at det i praksis er fastslået at refusionsforpligtelsen stiftes på tidspunktet for beslutningen om iværksættelse af hjælpeforanstaltninger, selvom selve hjælpeforanstaltningen først iværksættes senere af en anden kommune. Nævnet henviste i den forbindelse til SM O-83-95.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt at A kommune ikke skulle refundere B kommunes udgifter til anbringelse uden for hjemmet af pigen.

Begrundelsen for afgørelsen var at A kommune ikke havde medvirket til den anbringelse af pigen, der var sket efter at moren var flyttet til B kommune.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fremgik af A kommunes journalnotat af 25. juni 1998 at kommunen den 15. juni 1998 havde besluttet, at pigen som en frivillig foranstaltning skulle anbringes uden for hjemmet primært på grund af hendes store sociale og følelsesmæssige problemer. I A kommunes journalnotat af 22. oktober 1998 var det oplyst, at kommunen havde fundet et anbringelsessted til pigen, men at moren ikke var særligt tilfreds med dette tilbud. Moren håbede at datteren kunne klare sig med skolegang på X-skolen og støtte i hjemmet. Ifølge journalnotat af 5. november 1998 var pigen startet på X-skolen, og der blev bevilget kontaktperson 10 timer ugentligt indtil familien den 1. december 1998 flyttede til B kommune.

Ankestyrelsen lagde også vægt på at det fremgik af B kommunes journalnotat af 11. januar 1999, at kommunen ville arbejde videre med at finde et anbringelsessted til pigen. B kommune undersøgte herefter en række forskellige muligheder. Ifølge journalnotat af 7. november 2000, havde kommunen i marts 2000 fået besked om at der den 1. april 2000 ville være plads til pigen på et opholdssted i C kommune. Pigen flyttede ind på opholdsstedet den 2. april 2000.

På denne baggrund var det Ankestyrelsens vurdering, at A kommune ikke havde truffet en endelig og bindende afgørelse om anbringelse, idet en frivillig anbringelse forudsætter et samtykke fra forældremyndighedens indehaver, jf. lov om social service § 40, stk. 1, 3. pkt, jf. § 40, stk. 2, nr. 11. Dette samtykke blev først givet i forbindelse med anbringelsen på opholdsstedet i C kommune, hvilket skete efter flytningen til B kommune.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.