Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-3-02 om mellemkommunal refusion - undersøgelse uden samtykke - ophold i døgninstitution for børn og unge

Resume:

A kommunes beslutning om tvangsmæssig undersøgelse af to drenge på en institution, der var omfattet af servicelovens § 51, kunne ikke begrunde refusion overfor B kommune, som moderen var flyttet til, imens undersøgelsen pågik. Undersøgelsen skulle afklare, hvilke foranstaltninger der måtte være nødvendige og tilstrækkelige, herunder om der var behov for anbringelse uden for hjemmet.

Ankestyrelsen fandt, at refusion forudsætter, at den tidligere opholdskommune har eller åbenbart burde have truffet en afgørelse om anbringelse.

Det kunne ikke lægges til grund, at A kommune burde have truffet en afgørelse om tvangsmæssig anbringelse. A kommune var derfor heller ikke forpligtet ved passivitet.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 267 af 12. april 2000 - § 9a, stk. 1, nr. 2

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 944 af 16. oktober 2000 - § 39

Vejledninger:

Socialministeriets vejledning nr. 4 af 16. januar 2002 om særlig støtte til børn og unge - pkt. 93

Sagsfremstilling:

Moderen flyttede fra C kommune til A kommune i september 1998 med drengene, der var tvillinger født i december 1991 og en datter født i august 1996. Flytningen skete som følge af moderens frygt for voldelig ex-samlever.

I perioden fra 18. januar 1999 til 25. oktober 2000 modtog kommunen flere underretninger fra drengenes skole om alt for stort fravær og om, at begge drenge havde sociale problemer.

Kommunen aflagde flere hjemmebesøg og konstaterede blandt andet, at boligen var usund og uhensigtsmæssig. Den 6. maj 1999 blev familien genhuset i en husvildebolig i A kommune.

Den 8. november 1999 blev der aftalt aflastning til drengene, således at de ikke fik så meget fravær, når moderen var på Sjælland, hvor hun ønskede at søge bolig.

Den 11. februar 2000 accepterede moderen en bolig i A-kommune, som hun tidligere havde afvist, og aflastningen til drengene blev udvidet.

På baggrund af underretninger af 9. og 15. marts 2000 vedrørende forsømmelse, indlæring, adfærd og social kontakt blev der tilknyttet familiekonsulent.

Den 26. juni 2000 oplyste aflastningsmoderen, at drengene ikke ville hjem efter aflastning. Om samarbejdet med moderen oplyste hun, at moderen var svær at blive klog på og altid snakkede efter munden.

Den 6. oktober 2000 modtog kommunen underretning om, at moderen i den forløbne uge havde ladet en bekendt tage sig af drengene, mens hun var på Sjælland, og at drengene havde haft det svært i ugens løb og var tydeligt omsorgssvigtede.

Den 11. oktober 2000 udeblev moderen fra samtale. Det tjekkedes om drengene var i skole, hvilket var tilfældet.

Den 18. oktober 2000 tager kommunen på hjemmebesøg. Moderen meddelte, at hun ikke ville tale med sagsbehandleren. Kommunen sendte brev til moderen og indkaldte til samtale den 20. oktober. Det meddeltes, at udeblivelse ville blive tolket som afslag på samtykke til undersøgelse af drengenes støttebehov på X institution.

Kommunen vurderede, at det ikke ville være muligt at foretage undersøgelse af behovet for foranstaltninger i hjemmet p.g.a. moderens psykiske forsvarsmekanismer og med baggrund i det hidtidige forløb.

Den 22. november 2000 traf Børn- og ungeudvalget i A kommune afgørelse om, at drengene skulle undersøges på X institution af en forventet varighed på to måneder, og at børnene uændret kunne komme i aflastning i samme periode.

Ifølge handleplanerne for drengene var formålet med undersøgelsen at få nærmere rede på drengenes problemer og ressourcer med henblik på fremtidig handlingsplan om hvad, der skulle til for at sikre deres opvækst, - herunder undersøge om der var decideret behov for en anbringelse uden for hjemmet og i givet fald i hvilken anbringelsesform.

Den 4. januar 2001 flyttede moderen til B kommune.

På baggrund af resultatet af undersøgelsen traf B kommune den 15. januar 2001 afgørelse om anbringelse udenfor hjemmet på X institution.

B kommune anmodede herefter A kommune om refusion, hvilket A kommune afslog i brev af 14. februar 2001 under henvisning til, at kommunen ikke havde anbragt børnene, men alene havde truffet afgørelse om tvangsmæssig undersøgelse.

Ved brev af 8. marts 2001 klagede B kommune over afslaget og anførte, at det afgørende måtte være, at A kommune havde medvirket til, at drengene havde fået ophold i et anbringelsessted for børn og unge efter servicelovens § 49 og 51.

Den 19. april 2001 fastholdt A kommune afslaget og henviste blandt andet til pkt. 31 (nu pkt. 93) i Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge, hvorefter undersøgelse efter servicelovens § 39 ikke er en anbringelse udenfor hjemmet.

Den 9. maj 2001 havde B kommune anført, at A kommune allerede da opholdet på X institution blev etableret havde et tilstrækkeligt kendskab til børnenes behov for anbringelse.

A kommune havde den 6. juni 2001 på nævnets forespørgsel oplyst, at X institution er en institution efter servicelovens § 51.

Den 8. august 2001 traf nævnet afgørelse om, at B kommune havde ret til refusion fra A kommune for udgifter til drengenes ophold på X institution.

Nævnet lagde vægt på, at A kommune havde medvirket til, at drengene havde fået ophold i et anbringelsessted for børn og unge efter §§ 49 og 51 i serviceloven.

Nævnet lagde særlig vægt på, at der ikke i retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2 er noget krav om, at der er tale om anbringelse efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11, men at der alene skal være tale om medvirken til, at en person får ophold i et anbringelsessted for børn og unge efter §§ 49 og 51 i serviceloven.

A kommune klagede over afgørelsen og anførte blandt andet, at nævnet havde ladet institutionens lovmæssige tilknytning være afgørende istedet for institutionens konkrete opgave. Kommunen havde ingen indflydelse på, at amtet valgte at lade en § 39 opgave løse i en § 51 institution.

Nævnet genvurderede den 30. august 2001 afgørelsen, men fandt ikke grund til at ændre den.

Nævnet henviste til, at der ikke var kommet nye oplysninger frem, som kunne begrunde en ændret vurdering. Nævnet fandt samtidig anledning til at bemærke, at det efter nævnets opfattelse var afgørende for retten til refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2, at der er tale om, at en person med medvirken fra en offentlig myndighed får ophold i et anbringelsessted for børn og unge efter §§ 49 eller 51 i serviceloven. Spørgsmålet om, hvorvidt der er tale om en egentlig anbringelse, fandt nævnet var uden betydning for retten til refusion.

Sagen blev behandlet i Ankestyrelsen i principielt møde med henblik på afklaring af, om ophold på en institution kan begrunde refusion efter retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2, når opholdet har afklarende formål jf. servicelovens §§ 38 og 39 med henblik på, om der skal iværksættes foranstaltninger og i givet fald hvilke.

Afgørelse:

A kommune var ikke refusionspligtig jf. retssikkerhedslovens § 9a, stk. 1, nr. 2.

Ankestyrelsen fandt, at refusion i medfør af § 9a, stk. 1, nr. 2 forudsætter, at den tidligere opholdskommune har eller åbenbart burde have truffet en afgørelse om anbringelse.

Bestemmelsen giver ret til refusion, når den tidligere opholdskommune har medvirket til ophold på anbringelsessteder efter servicelovens § 49 og 51.

I medfør heraf kunne det ikke lægges til grund, at det alene er en betingelse, at der er tale om medvirken til et ophold i en institution, der er omfattet af en af disse bestemmelser. Det må tillige være en betingelse, at der konkret er tale om et anbringelsessted, hvilket forudsætter, at der er truffet en beslutning om anbringelse. Ifølge pkt. 31 (nu pkt. 93) i Socialministeriets vejledning om servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge er en beslutning om tvangsmæssig undersøgelse ikke en anbringelse.

I dette tilfælde havde A kommune truffet afgørelse om tvangsmæssige undersøgelse jf. servicelovens § 39 med henblik på at afdække, hvilke foranstaltninger drengene havde behov for, herunder om der var grundlag for at træffe afgørelse om anbringelse udenfor hjemmet.

Undersøgelsen pågik fortsat, da moderen den 4. januar 2001 flyttede til B kommune.

Det forhold, at B kommune på baggrund af undersøgelsens resultat den 15. januar 2001 traf afgørelse om, at der var grundlag for anbringelse udenfor hjemmet, og at anbringelsesstedet skulle være samme institution, som havde forestået undersøgelsen, var ikke tilstrækkeligt til at udløse refusion.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune ikke havde medvirket til, at børnene fik ophold på institutionen som anbringelsessted.

Der forelå ikke oplysninger i sagen, som pegede på, at det var åbenbart, at A kommune i stedet for at iværksætte undersøgelse efter servicelovens § 39 burde have truffet afgørelse om tvangsmæssig anbringelse. Der var således heller ikke grundlag for at statuere refusionspligt som følge af passivitet. Der blev herved henvist til retningslinier udmeldt i SM O-109-96.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at moderen modsatte sig foranstaltninger, og at der var behov for afklaring af, hvilke foranstaltninger der måtte være nødvendige og tilstrækkelige.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse.