Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-14-03 om mellemkommunal refusion - stofmisbruger - mor - barn institution - anbringelse - underretningspligt - underretning efter persondataloven

Resume:

A kommune kunne, som tidligere opholdskommune for en gravid stofmisbruger, pålægges refusionspligt for barnets ophold på mor-barn institution og efterfølgende anbringelse i familiepleje.

Begrundelsen for afgørelsen var at formålet med opholdet bl.a. var at behandle kvindens stofmisbrug og forberede hende på opgaven som mor samt at tage vare på morens og barnets problemer i nogen tid efter fødslen. Begrundelsen var endvidere, at anbringelsen i familiepleje var et ubrudt behandlingsforløb og at A kommune havde medvirket.

Ankestyrelsen lagde vægt på underretningspligten vedrørende gravide kvinder med alvorlige misbrugsproblemer. *)

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 807 af 26. september 2002 - § 9a

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 877 af 3. september 2008 - § 9c, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 764 af 26. august 2003 - § 35, stk. 3

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 153

Note:

*) Ankestyrelsen underrettede kvinden efter lov nr. 429 af 31. maj 2000 om behandling af personoplysninger, § 29, efter afgørelsen var truffet.

* * * * *

Sagsfremstilling:

Det fremgik af A kommunes journalakter, at Socialafdelingen i kommunen den 7. september 2001 internt blev underrettet om, at en ung gravid misbruger i en uge havde opholdt sig i kommunen. Hun havde forladt et behandlingssted for misbrugere, da behandlingsstedet krævede, at hun undergik antabusbehandling. Hun boede nu hos sin mor i kommunen. Den unge gravide kvinde var endvidere heroinmisbruger og prostitueret. Få dage efter henvendte kvindens mor, som frygtede, at kvinden igen var aktiv heroin-misbruger, sig til kommunen. Kvinden var gravid i 7. uge. A kommune fandt det på denne baggrund nødvendigt at gøre det klart overfor den unge gravide kvinde, at hendes misbrug kunne have alvorlige følger for fostret. Sagsbehandleren gav endvidere udtryk for betænkeligheder i forhold til kvindens forældreevne. Hun blev endvidere bedt om at overveje abort. Kvinden ønskede ikke umiddelbart at indgå i et behandlingsforløb, da hun gennem sin opvækst havde været institutionsanbragt en række steder.

I forbindelse med kommunens sagsbehandling blev en udtalelse indhentet fra det seneste behandlingssted, som kvinden havde opholdt sig på. Behandlingsstedet vurderede bl.a., at det ikke kunne anbefales, at hun fik ansvaret for et barn. Det blev desuden anbefalet, at der blev etableret en døgnbehandling af det lille barn (også i fostertilstanden) sammen med moren.

De mange råd og advarsler indvirkede ikke umiddelbart på kvindens livsførelse. Da kvinden var ca. 4 måneder henne, indvilgede hun i at lade sig indskrive på et center for familiebehandling i B kommune. Behandlingsstedet stillede som betingelse for at modtage kvinden, at A kommune gav tilsagn om at bevilge et langtidsophold på stedet. Uanset at A kommune ikke fandt at kunne tage stilling til hjælp efter barnets fødsel blev kvinden alligevel indskrevet 7. januar 2002. Hun var da ca. 5 måneder henne. Det viste sig meget vanskeligt for behandlingsstedet at fastholde kvinden i behandling de første måneder af opholdet. Der måtte næres dyb betænkelighed ved hendes evne til at varetage forældrerollen. Kvinden fødte en dreng den 3. maj 2002. Herefter opholdt mor og barn sig på behandlingsstedet indtil 15. oktober 2002, hvor moren måtte udskrives på grund af fortsat misbrug. Barnet blev den 14. oktober 2002 anbragt i familiepleje efter servicelovens § 40.

Nævnet fandt, at A kommune ikke var refusionspligtig for barnets ophold på behandlingsstedet og senere anbringelse i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11.

Afgørelsen var truffet i henhold til lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, § 9, stk. 3.

Begrundelsen for afgørelsen var, at barnet først kunne betragtes som en person i forhold til hvem, der kunne træffes foranstaltninger, efter det blev født.

Nævnet var opmærksom på, at B kommune havde anført, at A kommune havde medvirket til kvindens misbrugsbehandling på behandlingsstedet vel vidende, at hun under opholdet ville føde det barn hun ventede, ligesom kommunen havde påpeget, at kvindens misbrugsbehandling overgik til at være såvel misbrugs- som familiebehandling ved barnets fødsel som en naturlig følge af, at barnet efter fødslen opholdt sig hos moderen. Disse forhold medførte dog ikke efter nævnets opfattelse, at A kommune kunne antages at have medvirket til barnets ophold på behandlingsstedet.

Nævnet lagde herved afgørende vægt på, at barnet havde ophold i B kommune fra fødslen samt at A kommune ikke havde mulighed for at træffe foranstaltninger i forhold til barnet, før det var født, uanset at kommunen må antages at have været bekendt med behovet for iværksættelse af eventuelle foranstaltninger efter servicelovens kap. 8 og 9 efter fødslen.

Nævnet fandt samtidig, at når A kommune ikke var refusionspligtig for barnets ophold på behandlingsstedet, fulgte det naturligt heraf, at kommunen heller ikke var refusionspligtig for barnets senere anbringelse i henhold til servicelovens § 40, stk. 2, nr. 11.

I klagen fra B Kommune til Ankestyrelsen var det bl.a. anført, at barnet var anbragt ved A kommunes hjælp, idet barnet blev født i forbindelse med at moren var anbragt til behandling.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af hvorvidt en kommune, der anbringer en gravid kvinde, er refusionspligtig for udgifter vedrørende barnets ophold sammen med moderen i boform og efterfølgende anbringelse i familiepleje.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at B Kommune havde ret til refusion efter (dagældende) retssikkerhedslovs § 9a, stk. 1, nr. 1 og 2 for udgifter vedrørende barnets ophold på behandlingsstedet og senere anbringelse i familiepleje.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at A kommune var opholdskommune for kvinden, da X amt besluttede at bevilge et ophold på behandlingsstedet for hende. Det blev endvidere lagt til grund, at behandlingsstedet var en institution, der var omfattet af § 9a, stk. 1, nr. 1.

Begrundelsen for afgørelsen var, at X amt, som kvindens amtsopholdskommune, havde medvirket til opholdet på behandlingsstedet. Begrundelsen var endvidere, at X amt måtte anses for at have medvirket til barnets ophold på behandlingsstedet, idet formålene med opholdet bl.a. var at behandle morens stofmisbrug og at forberede hende på opgaven som mor samt at tage vare på morens og barnets problemer i nogen tid efter fødslen. Begrundelsen var endeligt, at anbringelsen i familiepleje var et ubrudt behandlingsforløb.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at amtskommuner og primær kommuner er forpligtede til at inddrage hensynet til det kommende barn, når der tages stilling til behandlingen af gravide med et alvorligt stofmisbrug, jf. servicelovens § 35, stk. 3 og §§ 3 og 4 i Socialministeriets bekendtgørelse om underretningspligt over for kommunen efter lov om social service. Det fremgår således af lovbemærkningerne til § 35, stk. 3 bl.a., at bestemmelsen har til formål at bedre mulighederne for at sætte ind med relevant hjælp på et tidligt tidspunkt og derved mindske risikoen for, at børn fødes med skader som følge af misbruget. Den udvidede underretningspligt skal endvidere skabe bedre forudsætninger for at sætte tidligt ind med en indsats, når barnet er født.

Disse hensyn syntes også i det konkrete tilfælde at have spillet en betydelig rolle for A kommune og X amt.

Ankestyrelsen ændrede således det sociale nævns afgørelse for så vidt angik refusion for barnets ophold på behandlingsstedet og i familiepleje.