Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-6-05 om kontanthjælp - udbetalingstidspunkt - flytning - opholdskommune - optjeningsprincip - udnyttelse af arbejdsmuligheder.

Resume:

En kvinde, der flyttede til en anden kommune den 15. maj 2004, havde krav på at få udbetalt kontanthjælpen for maj måned af den kommune, som hun boede i på udbetalingstidspunktet.

Love:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 - § 13, § 25, stk. 12, § 25, stk. 13, § 89, § 90 og § 13b

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 9, stk. 1 og § 9, stk. 2

Sagsfremstilling:

En kvinde flyttede til A kommune fra B kommune den 15. maj 2004.

B kommune havde udbetalt kvinden starthjælp for april 2004. B kommune havde ikke vurderet, at der var grundlag for at udbetale ydelsen med kortere intervaller end en måned.

B kommune henviste kvinden til at søge om hjælp til forsørgelse i A kommune for maj måned 2004, da A kommune var retlig opholdskommune på udbetalingstidspunktet.

Da A kommune ikke ville udbetale hjælp til kvinden for tidspunktet før flytningen til A kommune, udbetalte B kommune kvinden starthjælpen for tiden 1. - 14. maj 2004.

A kommune revurderede den tidligere afgørelse. Kommunen fastholdt, at der kun kunne bevilges hjælp efter aktivlovens § 25 fra den 15. maj 2005. Begrundelsen herfor var, at kvinden fra dette tidspunkt var tilflyttet A kommune.

A kommune fandt, at det var B kommune, der skulle udbetale kontanthjælpen fra 1. - 14. maj 2004, hvor pågældende havde haft ophold i B kommune.

Det sociale nævn ændrede A kommunens afgørelse. A kommune havde pligt til at udbetale hjælpen til kvinden for tiden 1. - 14. maj 2004.

Begrundelsen for afgørelsen var, at A kommune ved udbetaling af starthjælpen den 1. juni 2004 var opholdskommune for kvinden jf. retsikkerhedslovens § 9, stk. 2. A kommune kunne fra B kommune have fået oplyst, om kvinden havde opfyldt sin rådighedsforpligtelse i tiden 1. - 14. maj 2004.

I klagen til Ankestyrelsen var det anført, at det var A kommunes opfattelse, at det var opholdskommunen på optjeningstidspunktet, som skulle udbetale hjælpen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvilken kommune, der havde

pligt til at udbetale kontanthjælpen for maj 2004, når pågældende den 15. maj 2004 flyttede til en

anden kommune.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at A kommune havde pligt til at udbetale kvinden starthjælp for perioden 1. - 14. maj 2004

Ankestyrelsen bemærkede, at kvinden ikke havde ret til efterregulering, idet B kommune tidligere havde udbetalt hende starthjælpen for perioden 1. - 14. maj 2004.

Begrundelsen for Ankestyrelsens afgørelse var, at A kommune var opholdskommune for kvinden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune og B kommune var enige om, at kvinden den 15. maj 2004 flyttede til A kommune.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at kvinden fik udbetalt hjælp til forsørgelsen som et månedligt beløb.

Ankestyrelsen lagde ligeledes vægt på, at A kommune som opholdskommune havde pligt som handlekommune til at behandle kvindens ansøgning om hjælp for maj måned 2004.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at A kommune skulle have vurderet om kvinden opfyldte betingelserne for at få udbetalt starthjælp for maj 2004, herunder have undersøgt om kvinden opfyldte betingelserne i aktivlovens § 13 om udnyttelse af arbejdsmuligheder. Dette kunne bl.a. have foregået ved at få oplysninger herom fra den tidligere opholdskommune.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at spørgsmålet om hvorvidt A kommune havde pligt til at refundere B Kommunes udlæg af starthjælp til kvinden ikke kunne indbringes for de sociale myndigheder.

Ankestyrelsen var ikke enig i A kommunes opfattelse af, at intentionen med bagud betaling af kontanthjælpen bl.a. havde været at ligestille udbetaling af kontanthjælp med f.eks. lønindtægt og det vil sige, at den instans/arbejdsgiver, der havde viden omkring de konkrete forhold i optjeningsperioder, udbetalte ydelsen.

Ankestyrelsen fremhævede i den forbindelse, at der med hensyn til kontanthjælp/starthjælp ikke var tale om en optjeningsperiode. Det der blev lagt vægt på vedrørende udbetaling af kontanthjælp/starthjælp var bl.a., om ansøgeren opfyldte betingelserne i aktivlovens § 13 om udnyttelse af arbejdsmulighederne.

Ankestyrelsen stadfæstede således det sociale nævns afgørelse.