Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-5-06 om klageadgang - tværkommunal underretning - afgørelse - videregivelse af oplysninger

Resume:

En tværkommunal underretning i henhold til servicelovens regler om særlig støtte til børn og unge var ikke en afgørelse, der kunne indbringes for det sociale nævn eller Ankestyrelsen. Klage over videregivelse af oplysninger kunne derfor heller ikke behandles af nævnet eller Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at den tværkommunale underretning ikke kunne karakteriseres som en afgørelse truffet af fraflytningskommunen med direkte retsvirkning i forhold til forældrene i forbindelse med familiens flytning til anden kommune.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at videregivelse af oplysninger i forbindelse med den tværkommunale underretning ikke skete i forbindelse med en sag, hvori fraflytningskommunen kunne træffe afgørelse i forhold til forældrene.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 60, stk. 1

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 121 og § 33a

Sagsfremstilling:

Et ægtepar samt deres to mindreårige drenge havde tidligere boet i A-kommune og havde her haft kontakt til familieafdelingen, idet kommunen vurderede, at der var grund til opmærksomhed på børnenes trivsel og udvikling.

I forbindelse med familiens flytning til B-kommune vurderede A-kommune, at det var berettiget at anvende reglen om tværkommunal underretning i servicelovens § 33 a i forbindelse med familiens flytning fra A-kommune.

Kommunen vurderede, at drengene på mange måder var i god trivsel, men der var også bekymrende træk, som kaldte på særlig opmærksomhed. Drengene vurderedes at have brug for regelmæssigt at frekventere et dagtilbud for at lære at begå sig socialt og for generelt at sikre en positiv udvikling, og der var brug for, at forældrene samarbejdede omkring dette.

Ægteparret blev af A-kommune orienteret herom.

Ægteparret klagede til nævnet over A-kommunes beslutning, idet de fandt, at der var tale om personlig forfølgelse.

De oplyste, at de også klagede over, at man underrettede en anden kommune om noget, der ikke eksisterede.

Det sociale nævn afviste ved afgørelse af 31. oktober 2005 at tage stilling til klagen over A-kommunes beslutning om i forbindelse med familiens flytning at underrette B-kommune om, at det vurderedes at drengene havde særlig behov for støtte, jf. servicelovens § 33 a.

Nævnet afviste endvidere at behandle ægteparrets klage over A-kommunes videresendelse af oplysninger til B-kommune i forbindelse med underretningen.

Nævnet lagde herved til grund, at A-kommunes beslutning om tværkommunal underretning efter servicelovens § 33 a ikke kunne betragtes som en afgørelse, der kunne påklages til det sociale nævn efter servicelovens § 121, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

En klageinstans behandler klager over afgørelser om enkeltpersoners rettigheder og pligter efter den sociale lovgivning Ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og /eller myndighed tilsigter at have en retsvirkning efter sit indhold, jf. ankestyrelsens klagevejledning på det sociale område.

Nævnet mente ikke, at den tværkommunale underretning i forhold til sit indhold kunne anses for at have en direkte retsvirkning i forhold til ægteparret.

Begrundelsen for nævnets afvisning af at behandle A-kommunes videregivelse af oplysninger i forbindelse med den tværkommunale underretning var, at videregivelsen af oplysningerne ikke var sket i forbindelse med en sag, hvori A-kommune kunne træffe en afgørelse i forhold til ægteparret.

Efter servicelovens § 33 a skal en fraflytningskommune underrette en tilflytningskommune om en flytning, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte.

Underretningspligten omfatter alene oplysninger om de forhold, der giver en formodning om behov for særlige støtte, jf. pkt. 26 i vejledning om særlig støtte til børn og unge.

Ægteparret havde oplyst, at hele journalen var havnet hos B-kommune.

A-kommunes beslutning om tværkommunal underretning efter servicelovens § 33 a, herunder beslutning om, hvilke oplysninger, der blev videregivet til B-kommune i forbindelse hermed, faldt ind under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed.

Klage over kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed kunne rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Ægteparret klagede over, at nævnet ikke havde villet tage stilling til deres klage.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om nævnet var kompetent til at tage stilling til en kommunes videregivelse af oplysninger efter servicelovens § 33 a.

Afgørelse:

Ankestyrelsen og det sociale nævn havde ikke kompetence til at tage stilling til ægteparrets klage over A-kommunes underretning og videregivelse af oplysninger i forbindelse hermed i henhold til servicelovens § 33 a i forbindelse med familiens flytning til B-kommune.

Det betød, at spørgsmålet om A-kommunes tværkommunale underretning ikke kunne behandles af nævnet eller Ankestyrelsen.

Begrundelsen for afgørelsen var, at en tværkommunal underretning efter serviceloven ikke kunne betragtes som en afgørelse, der kunne påklages efter servicelovens § 121, jf. retssikkerhedslovens § 60, stk. 1.

Det fremgår af servicelovens § 121, at kommunen og amtskommunens afgørelser efter denne lov kan, medmindre andet er fastsat i denne lov eller lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, indbringes for det sociale nævn efter reglerne i kapitel 10 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 60, stk. 1, at de afgørelser, som kommunen og amtskommunen træffer efter den sociale lovgivning, kan indbringes for det sociale nævn. Det er kun den person, som afgørelsen vedrører, der kan klage over afgørelsen.

Ankestyrelsen lagde til grund, at ved en afgørelse forstås en beslutning, der træffes af en forvaltningsmyndighed i en konkret sag, og som i forhold til den enkelte borger og/eller myndighed tilsigter at have en retsvirkning efter sit indhold.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at A-kommunes tværkommunale underretning ikke kunne karakteriseres som en afgørelse med direkte retsvirkning i forhold til ægteparret i forbindelse med deres flytning til B-kommune.

Vurderingen af, om der var behov for særlig støtte til drengene efter flytningen til B-kommune, var en afgørelse som B-kommune selvstændigt traf overfor parret, herunder om grundlaget herfor var til stede.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at kommunens videregivelse af oplysninger i en tværkommunal underretning ikke var sket i forbindelse med en sag, hvor A-kommune kunne træffe afgørelse i forhold til ægteparret.

Efter servicelovens § 33 a skal en fraflytningskommune underrette en tilflytningskommune om en flytning, hvis en familie med et eller flere børn under 18 år flytter fra en kommune til en anden, og fraflytningskommunen finder, at et eller flere af børnene har behov for særlig støtte.

Underretningen omfatter alle oplysninger om de forhold, der giver en formodning om behov for særlig støtte, jf. Socialministeriets vejledning om særlig støtte til børn og unge, pkt. 26.

Ankestyrelsen har i SM R-2-04 tidligere taget stilling til spørgsmålet om videregivelse af oplysninger.

Det fremgår heraf, at der kun kan klages over en (amts-)kommunal afgørelse om videregivelse eller indhentelse af oplysninger, hvis videregivelse eller indhentelsen sker i forbindelse med en sag, hvori der kan træffes en afgørelse i forhold til den berørte borger.

Da A-kommune ikke havde truffet en afgørelse i forhold til ægteparret i forbindelse med flytningen til B-kommune kunne Ankestyrelsen og nævnet således ikke tage stilling til A-kommunes beslutning om, hvilke oplysninger, der var videregivet i forbindelse med den tværkommunale underretning.

Ankestyrelsen var enig med nævnet i, at A-kommunes tværkommunale underretning efter servicelovens § 33 a, herunder beslutning om hvilke oplysninger der blev videregivet i forbindelse hermed, faldt ind under kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed.

Klage over kommunens faktiske forvaltningsvirksomhed skulle rettes til borgmesteren eller kommunalbestyrelsen.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.