Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-7-06 om klage - kompetence - serviceniveau - frist for genoptagelse - servicebetaling - vask - plejehjem

Resume:

En kommunes afgørelse om afslag på tilbagebetaling af for meget betalt servicebetaling kunne påklages til det sociale nævn. Kommunens afgørelse beroede således ikke på forhold, som vedrørte serviceniveauet.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fulgte af retssikkerhedsloven, at de afgørelser, som kommunen traf efter den sociale lovgivning, kunne indbringes for det sociale nævn.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling vedrørte anvendelsen af beregningsprincipperne og den frist, kommunen havde fastsat for anmodning om tilbagebetaling. Beregningsprincipperne fremgik af Socialministeriets bekendtgørelser om betaling for ophold på plejehjem mv., som ikke indeholdt begrænsninger i klageadgangen.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 60, stk. 1 og § 60, stk. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 1187 af 7. december 2005 - § 82, stk. 1 og § 140

Sagsfremstilling:

Sagen drejede sig om en kvinde, som boede på et plejehjem. Kvinden betalte for opholdet efter de dagældende regler i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 82 af 5. februar 1998 om plejehjem og beskyttede boliger (nu Socialministeriets bekendtgørelse nr. 512 af 24. juni 2002 om plejehjem og beskyttede boliger, § 16, stk. 2) samt Socialministeriets bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for generelle tilbud og for tilbud om personlig og praktisk hjælp mv.

Tilsynsrådet havde i en konkret sag om fastsættelse af servicebetaling for ophold på plejehjem mv. udtalt, at det fulgte af Socialministeriets bekendtgørelser om betaling for ophold på plejehjem mv., at udgiften til vask ikke måtte overstige de faktiske udgifter. Udgiften skulle således fastsættes på grundlag af oplysninger om nutidsværdien af en vask.

Kvindens opholdskommune, som tidligere havde beregnet udgiften til vask ved at lave en automatisk fremskrivning hvert år, konstaterede på den baggrund, at de hidtil havde fastsat vaskudgiften på et forkert grundlag.

Kommunen lavede herefter en ny beregning af servicebetalingen og indrykkede annoncer i lokalavis og Statstidende, hvori beboere på plejehjem og plejeboliger blev orienteret om, at ansøgning om tilbagebetaling af for meget opkrævet servicebetaling kunne ske inden for en frist på ca. 2 måneder.

Efter udløbet af 2 månedersfristen blev der på kvindens vegne indgivet ansøgning til kommunen om at få tilbagebetalt det beløb, som kommunen havde opkrævet for meget i servicebetaling.

Kommunen gav afslag på anmodningen. Kommunen lagde vægt på, at ansøgningen var indgivet efter fristens udløb.

Kommunens afgørelse blev påklaget til det sociale nævn.

Nævnet afviste at behandle sagen. Nævnet lagde vægt på, at der var tale om en afgørelse efter retssikkerhedslovens § 60, stk. 2, som ikke kunne påklages til nævnet.

Nævnets afgørelse blev påklaget til Ankestyrelsen.

Nævnet uddybede afgørelsen med den begrundelse, at plejehjemmet på det tidspunkt, da kvinden havde ophold der, blev drevet efter servicelovens § 140. Betaling for valgfri ydelser som f.eks. vask blev på daværende tidspunkt fastsat i henhold til bekendtgørelse nr. 26 af 14. januar 1998 om betaling for generelle tilbud om personlig og praktisk bistand mv. § 1, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 82 af 5. februar 1998 om plejehjem og beskyttede boliger § 11, stk. 2. Det fremgik heraf, at betalingen højest kunne fastsættes ud fra kommunens samlede udgifter, der var forbundet med tilbudet.

Fastsættelsen af betalingen skete således som en generel fastsættelse af en takst og ikke en konkret afgørelse i forhold til den enkelte bruger. Nævnet fandt derfor ikke, at der var tale om en takstfastsættelse, der i henhold til servicelovens § 60, stk. 2 var omfattet af nævnets kompetence. Da selve fastsættelsen/beregningen af det for meget opkrævede således ikke var omfattet af nævnets kompetence fandtes heller ikke spørgsmålet om tilbagebetaling af for meget opkrævet betaling at være omfattet af nævnets kompetence, idet overvejelser om tilbagebetaling havde sammenhæng med en vurdering af, i hvilket omfang der var tale om uklare fortolkningsspørgsmål vedrørende takstfastsættelsen.

På samme måde fandtes heller ikke eventuel efterfølgende bortfald af kravet på grund af overskridelse af en af kommunen fastsat frist omfattet af nævnets kompetence, idet et forudgående spørgsmål ville være, hvorvidt reglerne havde givet anledning til genoptagelse af sagen ex. officio.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvorvidt det sociale nævn havde kompetence til at behandle spørgsmålet om tilbagebetaling af for meget opkrævet servicepakkebetaling for vask og i bekræftende fald, om nævnet herunder kunne tage stilling til lovligheden af fastsættelse af frist indenfor hvilken tilbagebetaling alene kunne ske.

Afgørelse:

Ankestyrelsen hjemviste sagen til nævnet til ny behandling og afgørelse af lovligheden af den af kommunen fastsatte frist for anmodninger om tilbagebetaling af for meget opkrævet servicebetaling.

Begrundelsen for afgørelsen var, at kommunens afgørelse om afslag på tilbagebetaling af for meget betalt servicebetaling var omfattet af den almindelige lovbestemte adgang til at klage over ydelser efter loven. Nævnet havde således kompetence til at tage stilling til beregningsprincipperne for fastsættelse af servicebetaling og den af kommunen fastsatte frist for anmodning om tilbagebetaling. Kommunens afgørelse om tilbagebetaling beroede ikke på forhold, som vedrørte kommunens serviceniveau.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at kommunen på baggrund af en udtalelse fra tilsynsrådet havde konstateret, at kommunens beregning af en borgers servicebetaling ikke var lovmedholdelig. Servicebetalingen var ikke fastsat i overensstemmelse med reglerne i Socialministeriets bekendtgørelser om betaling for ophold på plejehjem.

Ankestyrelsen lagde videre til grund, at kommunen efterfølgende efter ansøgning havde valgt, at korrigere fejlen med tilbagevirkende kraft. Borgerens tilgodehavende var beregnet til 1.776 kr., hvilket ikke var bestridt af sagens parter.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at det fulgte af retssikkerhedsloven, at de afgørelser, som kommunen traf efter den sociale lovgivning, kunne indbringes for det sociale nævn.

Ankestyrelsen lagde videre vægt på, at kommunens afgørelse om tilbagebetaling alene vedrørte anvendelsen af beregningsprincipperne for fastsættelse af servicebetaling og den frist, kommunen havde fastsat for anmodning om tilbagebetaling. Beregningsprincipperne fremgik af Socialministeriets bekendtgørelse om plejehjem og beskyttede boliger sammenholdt med Socialministeriets bekendtgørelse om betaling for generelle tilbud og tilbud om praktisk hjælp mv.

Ankestyrelsen lagde endelig vægt på, at der ikke i bekendtgørelserne om betaling for ophold på plejehjem var fastsat begrænsninger i klageadgangen.