Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse R-8-06 om støtteforanstaltninger - tidligere anbringelse - sammenhængende forløb - mellemkommunal refusion - barn født efter anbringelsens ophør

Resume:

En kvinde havde af A kommune været anbragt uden for hjemmet i B kommune. Efter anbringelsens ophør modtog hun massiv støtte til personlig hjælp, omsorg og pleje i B kommune. A kommune refunderede den ydede hjælp. Kvinden fødte i den periode et barn, som B kommune ydede støtte til.

Ankestyrelsen fandt, at den støtte, som blev ydet til barnet efter servicelovens regler om foranstaltninger i form af praktisk, pædagogisk eller anden støtte i hjemmet, måtte betragtes som hjælp til kvinden.

Ankestyrelsen fandt, at A kommune havde pligt til at refundere B kommune for hjælp ydet til barnet, så længe A kommune var refusionspligtig for den hjælp, som B kommune ydede kvinden.

Love:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 847 af 8. september 2005 - § 9c, stk. 2, nr. 5

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr.1187 af 7. december 2005 - § 40, stk 3, nr. 2

Lov om social service - lovbekendtgørelse nr. 979 af 1. oktober 2008 - § 52

Sagsfremstilling:

Moderen var som 16-årig af A kommune blevet anbragt på et socialpædagogisk kollektiv i B kommune. Hun havde herefter forsøgsvis boet alene i en bolig under et projekt i C kommune.

I februar 2004 fyldte hun 23 år. Hun flyttede i samme måned sammen med faderen til det barn, hun ventede. Boligen var i B kommune. Der havde været tale om et uafbrudt støtteforløb.

Inden barnets fødsel modtog moderen 37 timers pædagogisk støtte, jf. servicelovens § 73. A kommune havde refunderet udgifterne i henhold til § 9 c, i retssikkerhedsloven.

Efter fødslen blev støtten fordelt med 15 timer som støtte/kontaktperson og 15 timer til problemer omkring barnet samt 7 timer ugentlig til familiekonsulent.

Støtten blev senere ændret, således at støtte til kvinden blev ydet med et vist antal timer efter servicelovens § 73 og 15 timer til barnet, senere nedsat til 12 timer, efter servicelovens § 40, stk. 3, nr. 2 (tidligere § 40, stk. 2, nr. 2).

A kommune havde givet afslag på betaling af støtteforanstaltninger,som var ydet ud fra barnets behov efter servicelovens § 40.

Nævnet fandt ved sin afgørelse, at A kommunes refusionspligt, jf. retssikkerhedslovens § 9 c, også omfattede udgifter til støtte til det barn, som moderen havde født.

Nævnet lagde vægt på, at behovet for støtte til barnet efter det oplyste havde sin baggrund i problemer hos moderen og hendes manglende evne til at varetage egne forhold med deraf følgende refusionspligt for A kommune. Nævnet fandt derfor, at A kommune var nærmest til at afholde de udvidede udgifter, som var en følge af moderens manglende evner til også at klare forpligtelserne over for barnet.

Sagen blev behandlet i principielt møde for at afklare, om refusion for en kvinde også omfattede udgifter efter servicelovens § 40, stk. 2, til barnet, når kvinden efter ophold på et bosted var flyttet til egen bolig med massiv støtte, både før og efter at barnet var født.

Afgørelse:

Ankestyrelsen fandt, at B kommune havde ret til refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, fra A kommune for udgifter til hjælp afholdt efter servicelovens § 40, stk. 2, nr. 2.

Begrundelsen var, at der blev ydet støtte til moderen, som A kommune var refusionspligtig for efter retssikkerhedslovens § 9 c.

Ankestyrelsen fandt, at så længe der blev ydet refusionspligtig hjælp til moderen, betragtedes den hjælp, der ydedes til barnet efter § 40, stk. 2, nr. 2, også som hjælp til moderen.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at hjælp efter Kapitel 8 til et barn, der ikke var anbragt uden for hjemmet, efter mangeårig praksis betragtedes som givet til forældremyndighedsindehaveren.

Det tilføjedes, at det fulgte af servicelovens § 40, stk. 1, at det var en betingelse for at træffe afgørelse om foranstaltningerne efter stk. 3, at det måtte anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til barnets særlige behov for støtte.

Ankestyrelsen fandt, at dette dog ikke i sig selv medførte, at hjælpen efter § 40, stk. 2, nr. 2 måtte anses for at være ydet til barnet.

Ankestyrelsen kom med denne begrundelse til samme resultat som det sociale nævn.