Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse U-2-03 om tab af erhvervsevne - lønnedgang - dykkerinstruktør - udenlandsk lønniveau - årsagssammenhæng - arbejdsskade

Resume:

Ankestyrelsen fastslog, at en lønnedgang på mere end 15 % hos en dykkerinstruktør ikke skyldtes arbejdsskadens følger. Ankestyrelsen vurderede, at den konstaterede lønnedgang skyldtes lønniveauet i det land, hvor sikrede var rejst til, efter at han var blevet revalideret til dykkerinstruktør i Danmark. Ankestyrelsen fandt derfor ikke grundlag for at vurdere tabet af erhvervsevne på grundlag af den faktiske lønnedgang efter arbejdsskaden.

Ankestyrelsen lagde til grund, at sikrede forud for arbejdsskadens indtræden havde haft en lønindkomst på ca. 300.000 kr. årligt i Danmark under ansættelse som stilladsarbejder og dørmand. Efter revalideringen flyttede sikrede til udlandet, hvor han arbejdede på fuld tid som dykkerinstruktør. Sikredes aktuelle lønindtægt i udlandet var væsentlig lavere end før arbejdsskadens indtræden på grund af forskel i lønniveau.

Ankestyrelsen anmodede samtidig Arbejdsskadestyrelsen om at tage stilling til, om der eventuelt var grundlag for efter et konkret skøn at tilkende sikrede en erstatning for erhvervsevnetab på grund af de konkret beskrevne funktionsbegrænsninger.

Love:

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober 2000 - § 32, stk. 1 og § 32, stk. 2

Sagsfremstilling:

Det fremgik af sagen, at en stilladsarbejder i 1995 kom til skade med højre fodled Sikrede var sideløbende hermed beskæftiget som dørmand. Hans årsløn forud for skaden udgjorde i alt ca. 300.000 kr. Ankestyrelsen vurderede méngraden som følge af arbejdsskaden til 15 %.

Sikrede blev efter arbejdsskaden revalideret til dykkerinstruktør. Under revalideringen modtog sikrede en midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne. Sikrede fik ikke tilkendt erstatning for erhvervsevnetab, efter revalidering var afsluttet i 1999.

I 1999 rejste sikrede til udlandet, hvor han fik ansættelse som dykkerinstruktør i et land, hvor lønniveauet er væsentligt lavere end i Danmark.

Sikrede anmodede i 2001 Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage spørgsmålet om tab af erhvervsevne.

Sikrede oplyste, at han var beskæftiget som dykkerinstruktør på fuld tid, 37 timer ugentligt. Månedslønnen udgjorde omregnet til danske kroner mellem 5.000 - 7. 000 kr. Sikrede ønskede ny uddannelse, der belastede højre ben og ryg mindre. Ansættelsesforholdet og oplysningerne om lønforholdene ved den udenlandske arbejdsgiver var dokumenteret ved en fax fra arbejdsgiveren.

Arbejdsskadestyrelsens traf i 2002 afgørelse om, at der ikke var grundlag for at genoptage spørgsmålet om tab af erhvervsevne.

Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at sikredes erhvervsevne ikke kunne anses for nedsat med 15 % eller derover som følge af skaden, da han havde været ansat i fuldtidsbeskæftigelse som dykkerinstruktør i Fjernøsten igennem længere tid, efter at han havde afbrudt revalideringen. Arbejdsskadestyrelsen vurderede, at erhvervsevnen nu var fuldt ud genetableret efter skaden, samt at sikrede ved fuldtidsarbejde i Danmark ville være i stand til at skaffe sig indtægt ved arbejde, som dykker/dykkerinstruktør, der ikke ville ligge 15 % eller mere under den tidligere lønindkomst. At sikrede oplevede en lønnedgang som følge af de fjernøstlige lønforhold kunne ikke henføres til arbejdsskaden, men alene til det forhold, at sikrede havde taget ophold i udlandet.

Sikrede klagede over Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

Sikrede var flyttet til et fjernøstligt land, hvor lønnen ikke var særlig høj, og lønnen var påvirket af høj- og lavsæson. Lønnen kunne man ikke leve for i landet, og mange instruktører arbejder i en periode, hvorefter de rejser hjem for at tjene penge og så vender de tilbage til landet for at genoptage arbejdet som dykkerinstruktør. De fleste arbejder som "free lancere", og lønnen er kun et supplement til anden indkomst. Sikrede kunne klare sig i begyndelsen fordi han havde fået erstatning udbetalt som midlertidig løbende ydelse. Sikredes arbejde var lidt mere omfattende end et almindeligt arbejde som dykkerinstruktør og han fik derfor en større løn end almindeligt. Sikredes udgifter var pr. måned ca. 8.000 kr. Sikredes udstyr var nedslidt og han havde ikke råd til at anskaffe nyt udstyr.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den betydelige lønnedgang kunne henføres til arbejdsskadens følger - jf. § lovens 32, stk. 1, og 2, - når sikrede efter endt revalidering kunne have fået arbejde i Danmark, men selv valgte at finde ansættelse på fuld tid i et land, hvor lønniveauet og leveomkostningerne er væsentlig anderledes end i Danmark.

Afgørelse:

Ankestyrelsen tiltrådte Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om, at sikrede ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne, jf. lovens § 32, stk. 1, og 2.

Det blev ud fra sagens oplysninger lagt til grund, at sikrede blev revalideret til dykkerinstruktør, og at han efter uddannelsens afslutning rejste til Fjernøsten, hvor han siden har arbejdet som dykkerinstruktør på fuld tid, svarende til 37 timer pr. uge. Månedslønnen udgjorde i en periode på 3 måneder ud af en 13 måneders periode ca. 7.200 kr. og ca. 5.000 kr. i de resterende 10 måneder, der lå i lavsæsonen.

Der udbetales erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden har medført nedsat evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Der gives ikke erstatning, hvis erhvervsevnen er nedsat med mindre end 15 %.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at sikrede var i arbejde på fuld tid som dykkerinstruktør i Fjernøsten, og at han derfor kunne arbejde på fuld tid i Danmark, og at han kunne påtage sig arbejde til en væsentlig højere løn, end den han tjente på afgørelsens tidspunkt. Den konstaterede lønnedgang, der var større end 15 %, skyldtes andre forhold end følgerne af arbejdsskaden. Ankestyrelsen vurderede, at den konstaterede lønnedgang skyldtes løn- og ansættelsesforholdene for dykkerinstruktører i Fjernøsten.

Ankestyrelsen vurderede samtidig, at der i sikredes sag skulle foretages en konkret skønsmæssig vurdering af hans tab af erhvervsevne. Ved denne vurdering skulle der tages udgangspunkt i den forringelse af funktionsevnen, som arbejdsskaden havde medført sammenholdt med funktionsevnen forud for ulykkestilfældets indtræden. Ankestyrelsen vurderede således, at der ikke var grundlag for at fastsætte et erhvervsevnetab på grundlag af en matematisk opgørelse af indtægtsnedgangen, når sikredes aktuelle lønforhold ikke var direkte sammenlignelige med lønforholdene på skadetidspunktet.