Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Lov om indgåelse af protokol til ændring af den dansk-
pakistanske dobbeltbeskatningsoverenskomst

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1. Protokol 2 af 2. maj 2002 til overenskomsten mellem Kongeriget Danmark og Den Islamiske Republik Pakistan til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, kan tiltrædes. Protokollen er optaget som bilag til denne lov.

    Stk. 2. Protokollen træder i kraft og finder anvendelse efter bestemmelserne i protokollens artikel 4.

§ 2. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

§ 3. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Givet på Christiansborg Slot, den 4. december 2002

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

I Dronningens Navn
Frederik, Kronprins

/Svend Erik Hovmand


Bilag

Oversættelse

PROTOKOL 2
TIL OVERENSKOMSTEN MELLEM
KONGERIGET DANMARK
OG DEN ISLAMISKE REPUBLIK PAKISTAN
TIL UNDGÅELSE AF DOBBELTBESKATNING
OG FORHINDRING AF SKATTEUNDDRAGELSE
FOR SÅ VIDT ANGÅR INDKOMSTSKATTER.

Kongeriget Danmarks regering og Den Islamiske Republik Pakistans regering, der ønsker at indgå en protokol (Protokol 2) om ændring af overenskomsten mellem Kongeriget Danmark og Den Islamiske Republik Pakistan til undgåelse af dobbeltbeskatning og forhindring af skatteunddragelse, for så vidt angår indkomstskatter, undertegnet i København den 22. oktober 1987 (herefter omtalt som »overenskomsten«),

er blevet enige om følgende:

Artikel 1

Artikel 2, stykke 3, litra b, i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende:

»b) I Danmark:

(i) indkomstskatten til staten;

(ii) den kommunale indkomstskat;

(iii) den amtskommunale indkomstskat;

(iv) skatter i henhold til kulbrinteskatteloven;«

Artikel 2

Artikel 8 i overenskomsten ophæves og erstattes af følgende:

»Artikel 8

Fortjeneste ved international trafik

1. Fortjeneste ved luftfartsvirksomhed i international trafik kan kun beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde.

2. Med hensyn til fortjeneste, som erhverves af det danske, norske og svenske luftfartskonsortium Scandinavian Airlines System (SAS), skal bestemmelserne i stykke 1finde anvendelse, men kun på den del af fortjenesten, som svarer til den andel i konsortiet, der ejes af SAS Danmark A/S, den danske partner i Scandinavian Airlines System.

3. Fortjeneste ved skibsfartsvirksomhed i international trafik kan beskattes i den kontraherende stat, hvori foretagendets virkelige ledelse har sit sæde. Sådan fortjeneste, som erhverves fra kilder i den anden kontraherende stat, kan imidlertid også beskattes i denne anden stat i henhold til denne stats lovgivning, dog således, at den skat, som på denne måde pålignes i denne anden stat, nedsættes med 50 pct.

4. Bestemmelserne i stykke 1 og 3 skal også finde anvendelse på fortjeneste ved deltagelse i en pool, i et konsortium eller i en international driftsorganisation.«

Artikel 3

Artikel 24, stykke 3, i denne overenskomst skal slettes og erstattes med følgende:

»3. (a) Hvor der i medfør af lovgivningen i Pakistan er indrømmet fritagelse for eller nedsættelse af pakistansk skat, der i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 7 skal betales af fortjeneste, som et dansk foretagende har erhvervet fra et fast driftssted i Pakistan, skal der ved anvendelsen af stykke 2 indrømmes fradrag i dansk skat for pakistansk skat, som om en sådan fritagelse eller nedsættelse ikke var blevet indrømmet, forudsat at det faste driftssted driver erhvervsvirksomhed (bortset fra virksomhed inden for den finansielle sektor), og at ikke over 25 pct. af sådan fortjeneste består af renter og fortjeneste ved afhændelse af aktier og obligationer eller består af fortjeneste, der hidrører fra tredjelande.

(b) Hvor udbytte er betalt af et selskab, der er hjemmehørende i Pakistan, til en person (som er et selskab), der er hjemmehørende i Danmark, og som direkte eller indirekte ejer 25 pct. eller mere af aktiekapitalen i det førstnævnte selskab, skal sådant udbytte være fritaget for beskatning i Danmark, forudsat at det udbyttebetalende selskab driver erhvervsmæssig virksomhed (bortset fra virksomhed inden for den finansielle sektor), og at ikke over 25 pct. af selskabets fortjeneste består af renter og fortjeneste fra afhændelse af aktier og obligationer eller består af fortjeneste, der hidrører fra tredjelande.

(c) Ved anvendelsen af stykke 2 skal pakistansk skat på royalties, som betales som vederlag for anvendelsen af eller retten til at anvende ethvert patent, varemærke eller mønster eller enhver model, tegning, hemmelig formel eller fremstillingsmetode eller for oplysninger om industriel eller videnskabelig erfaring, anses for at være betalt med den sats, der gælder efter artikel 12, stykke 2, når de aktiver, for hvilke der er betalt royalties, er anvendt i forbindelse med virksomhed (bortset fra virksomhed inden for den finansielle sektor), som er udøvet i Pakistan. Pakistansk skat skal dog i intet tilfælde anses for at være betalt med en sats, der er højere end den skattesats, der gælder for royalties under pakistansk lovgivning. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse, når royalties betales mellem forbundne foretagender som omhandlet i artikel 9, eller når royalties betales i forbindelse med aktiver, som sælges og leases tilbage af den, som betaler royalties.

(d) Ved anvendelsen af stykke 2 skal udtrykket »skat, som er betalt i Pakistan«, for så vidt angår skat, der skal betales i Pakistan af en person hjemmehørende i Danmark, af indkomst, der er omfattet af artikel 13, anses for at omfatte ethvert beløb, der skulle have været betalt som pakistansk skat i medfør af Pakistans lovgivning og i overensstemmelse med denne overenskomst for noget år, såfremt der ikke havde været indrømmet fritagelse for eller nedsættelse af skatten for det pågældende år i medfør af en skattebegunstigende ordning. Pakistansk skat skal dog i intet tilfælde anses for at være betalt med en sats, der er højere end den skattesats, der gælder for honorarer for teknisk bistand under pakistansk lovgivning.«

Artikel 4

1. Denne protokol skal træde i kraft på den seneste af de datoer, på hvilken de respektive regeringer har givet hinanden skriftlig underretning om, at de formkrav, som i henhold til deres respektive staters forfatning skal opfyldes, er opfyldt, og dens bestemmelser skal have virkning:

(a) for så vidt angår skatter indeholdt ved kilden af beløb, som betales eller overføres til ikkehjemmehørende personer den 1. januar eller senere i det kalenderår, som følger umiddelbart efter det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, eller senere; og

(b) for så vidt angår andre skatter for det skatteår, som begynder den 1. januar eller senere i det kalenderår, der følger umiddelbart efter det år, i hvilket overenskomsten træder i kraft, og følgende år.

2. Denne protokol skal forblive i kraft, så længe overenskomsten forbliver i kraft.

TIL BEKRÆFTELSE HERAF har de undertegnede, dertil behørigt befuldmægtigede af deres respektive regeringer, underskrevet denne protokol.

Udfærdiget i to eksemplarer i Islamabad den 2. maj 2002 på engelsk.

For Kongeriget Danmarks

regering

For Den Islamiske Republik

Pakistans regering:

   

Sven B. Bjerregaard

Riaz Ahmad Malik