Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Personer, der erhvervede anparter i et kommanditselskab, der ejer en afskrivningsberettiget udlejningsejendom ville ikke blive omfattet af anpartsreglerne, når antallet af ejere af virksomheden ikke oversteg 10, og ejendomsadministrationen blev varetaget af en administrator, der ikke formidler eller administrerer udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri for flere end 10 personer. Endvidere er det en betingelse for, at indkomst fra virksomheden ikke skal blive omfattet af anpartsreglerne, at selskabsadministrationen (af kommanditselskabet) og ejendomsadministrationen såvel formelt som reelt er adskilt.
Den fulde tekst

Anpartsreglerne - fast ejendom - administration

 

 

Spørgsmål

1. Kan Ligningsrådet bekræfte, at personer, der i 2002 eller senere erhverver kommanditanparter i K/S K med overtagelse 31. december 2002 eller senere, ikke bliver omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 og 12 i indkomståret 2002 eller senere?

Svar

Ja. Der henvises til de i svaret angivne forudsætninger.

Beskrivelse af de faktiske forhold

A Administration anmoder om bindende forhåndsbesked vedrørende beskatning af købere af kommanditanparter i K/S K.

A Administration administrerer en række kommanditselskaber og interessentskaber med erhvervsejendomme.

A Administration foretager selskabsadministration i en række kommanditselskaber "10-mandsprojekter", som efter det oplyste vil have til formål at eje og udleje afskrivningsberettigede erhvervsejendomme mv. Administrationen sker i henhold til administrationsaftaler indgået med komplementarselskabet, jf. herom senere.

B, der tidligere har udbudt 10-mands ejendomsprojekter i K/S regi, har nu etableret kommanditselskabet K/S K og på vegne heraf forestået køb af en afskrivningsberettiget udlejningsejendom med overtagelse d.1.oktober 2002.

B planlagde med virkning fra d.31.december 2002 at sælge kommanditanparter i K/S K til et antal kommanditister, dog maksimalt 10 deltagere, der samtidig skulle købe en forholdsmæssig andel af anparterne i komplementarselskabet.

Ejendommen

K/S K overtager ejendommen med bestående lejekontrakter.

Herudover overtages et lejemål, som p.t. er ledigt. Udlejningen af dette lokale forestås ifølge det oplyste af en person, der ikke formidler eller administrerer udlejning for mere end 10 personer.

Administration

Administration af K/S K og kommanditselskabets ejendom vil efter det oplyste ske på følgende måde:

Komplementarselskabet indgår en samlet aftale om administration af kommanditselskabet . Komplementaren vil i henhold til denne aftale overdrage følgende administrationsopgaver:

Selskabsadministrationen af kommanditselskabet varetages af A Administration A/S.

Ejendomsadministrationen (udlejning og løbende administration af lejekontrakter mv.) varetages af C. C varetager for tiden job i en økonomiafdeling. C formidler eller administrerer efter det oplyste ikke udlejning for flere end 10 personer.

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 omfattes indkomst ved selvstændig erhvervsvirksomhed af anpartsreglerne, når antallet af ejere af virksomheden er større end 10, og skatteyderen ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang

Ved opgørelsen af antallet af ejere af virksomheden efter denne regel medregnes alle ejere, herunder selskaber mv.

Hvis komplementaren ikke har ejerandel i virksomheden, medregnes komplementaren ikke ved opgørelsen af, om virksomheden har flere end 10 ejere.

Det er oplyst, at B planlagde at sælge kommanditanparterne i K/S K med virkning fra d.1.december 2002 til et antal kommanditister, dog maksimalt 10 deltagere, der samtidig skal købe en forholdsmæssig andel af anparterne i komplementarselskabet.

Kommanditisternes indkomst fra virksomheden vil herefter ikke blive omfattet af anpartsreglen i personskattelovens § 4, stk.1, nr. 10, hvis komplementaren ikke har ejerandel i virksomheden, og antallet af kommanditister ikke overstiger 10.

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr.12, 1.pkt. omfattes indkomst ved udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri, uanset antallet af ejere, af anpartsreglerne, når formidling eller administration af udlejning varetages af en anden virksomhed for flere end 10 personer, og den enkelte person ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.

Det er oplyst, at selskabsadministrationen af kommanditselskabet varetages af A Administration ifølge aftale herom.

Ejendomsadministrationen varetages af C, der ikke formidler eller administrerer udlejning for flere end 10 personer.

Kommanditisternes indkomst ved udlejning af ejendommen vil herefter ikke være omfattet af anpartsreglerne i indkomståret 2002 og senere, idet det forudsættes:

at selskabsadministrationen og ejendomsadministrationen såvel formelt som reelt er adskilt

at formidling eller administration af udlejning af kommanditisternes ejendomme ikke faktisk foretages af eller videregives til en anden virksomhed, der varetager formidling eller administration af udlejning af afskrivningsberettiget fast ejendom og inventar heri, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 12, således at formidlingen eller administrationen af udlejningen vil blive foretaget for flere end 10 personer.

Spørgsmål 1 besvares med ja under henvisning til de oven for anførte forudsætninger vedrørende personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 10 og nr. 12.

Ligningsrådet tiltrådte indstillingen.