Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med assisteret reproduktion af en person, som har bopæl her i landet
Kapitel 2 Vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med assisteret reproduktion af en person, som ikke har bopæl her i landet
Kapitel 3 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med assisteret reproduktion

I medfør af § 6 a, stk. 4, i lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 923 af 4. september 2006, som ændret ved lov nr. 1546 af 21. december 2010, lov nr. 602 af 18. juni 2012 og lov nr. 1313 af 27. november 2013, fastsættes:

Kapitel 1

Vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med assisteret reproduktion af en person, som har bopæl her i landet

§ 1. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse, jf. dog kapitel 2, gælder for den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandling med assisteret reproduktion af en person, som har bopæl her i landet og for statsforvaltningen.

Stk. 2. Den sundhedsperson, der henviser til behandling med assisteret reproduktion, kan efter samtykke ved henvisningen gøre opmærksom på, at der kan være tvivl om kvindens eller parrets evner til at drage omsorg for et barn efter fødslen.

§ 2. I forbindelse med den sundhedsfaglige udredning og stillingtagen til behandling med assisteret reproduktion skal den behandlende sundhedsperson overveje, hvorvidt der er tvivl om en enlig kvindes eller et pars evne til at drage omsorg for et barn efter fødslen.

Stk. 2. Hvis den ansvarlige sundhedsperson vurderer, at der er tvivl om en enlig kvindes eller et pars evne til at drage omsorg for et barn efter fødslen, skal sundhedspersonen med den enlige kvindes eller parrets samtykke indsende oplysninger til statsforvaltningen med anmodning om, at statsforvaltningen træffer afgørelse om, hvorvidt der kan iværksættes behandling med assisteret reproduktion.

Stk. 3. Til brug for statsforvaltningens sagsbehandling skal den behandlende sundhedsperson indsende en redegørelse for sundhedspersonens tvivl om den enlige kvindes eller parrets forældreegnethed.

Stk. 4. Ved manglende samtykke fra den enlige kvinde eller parret til videregivelse af oplysninger til statsforvaltningen skal sundhedspersonen afvise at indlede behandling med assisteret reproduktion.

§ 3. Statsforvaltningen træffer afgørelse om, hvorvidt behandling med assisteret reproduktion kan iværksættes. Statsforvaltningen kan med den enlige kvindes eller parrets samtykke inddrage anden sagkundskab i vurderingen af forældreegnethed, inden der træffes afgørelse. Anden sagkundskab kan være den praktiserende læge, de sociale myndigheder eller andre.

Stk. 2. Inddragelse af anden sagkundskab efter stk. 1 kan kun finde sted med samtykke fra kvinden eller parret.

Stk. 3. Hvis kvinden eller parret ikke giver samtykke til at inddrage anden sagkundskab, skal statsforvaltningen afvise, at der må indledes behandling med assisteret reproduktion.

Forhold af betydning for vurdering af forældreuegnethed

§ 4. Ved vurdering af, om der er tvivl om en kvindes eller et pars forældreuegnethed, kan indgå:

1) eventuelle misbrugsproblemer hos kvinden eller parret,

2) kvindens eller parrets mentale tilstand, der kan få betydning for omsorgsevnen for et kommende barn,

3) forhold der kan bevirke anbringelse af barnet uden for hjemmet, eller

4) at den ene eller begge kommende forældre allerede har et barn, der er anbragt uden for hjemmet på grund af familiens forhold.

Forhold der ikke må tages med i vurderingen af forældreuegnethed

§ 5. Der må ikke meddeles afslag på behandling med assisteret reproduktion på grund af kvindens eller parrets seksuelle orientering, eller racemæssige, religiøse, etniske samt lignende forhold.

Klageadgang

§ 6. Statsforvaltningens afgørelse kan indbringes for Ankestyrelsen inden 4 uger efter afgørelsen.

Stk. 2. Statsforvaltningen skal oplyse kvinden eller parret om ankeadgangen.

Stk. 3. Ankestyrelsen har den endelige administrative afgørelse.

§ 7. Ved Ankestyrelsens afgørelse finder bestemmelsen i § 53 i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område, jf. lovbekendtgørelse nr. 983 af 8. august 2013.

Kapitel 2

Vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med assisteret reproduktion af en person, som ikke har bopæl her i landet

§ 8. Efter § 6 b i lov nr. 602 af 18. juni 2012 om ændring af lov om kunstig befrugtning i forbindelse med lægelig behandling, diagnostik og forskning m.v., børneloven og lov om adoption, skal en sundhedsperson afvise behandling med assisteret reproduktion, hvis den sundhedsperson, der er ansvarlig for behandling med assisteret reproduktion af en enlig kvinde eller et par, som ikke har bopæl her i landet, vurderer, at der er åbenbar tvivl om den enlige kvindes eller parrets evne til at drage fornøden omsorg for et barn efter fødslen.

Kapitel 3

Ikrafttræden

§ 9. Bekendtgørelsen træder i kraft den 4. december 2013.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 1026 af 31. oktober 2012 om vurdering af forældreuegnethed i forbindelse med behandling med kunstig befrugtning.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse, den 27. november 2013

Astrid Krag

/ Lene Brøndum Jensen