Senere ændringer til forskriften
Den fulde tekst

Lov om ændring af lov om udlevering af lovovertrædere og lov
om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island,
Norge og Sverige

(Gennemførelse af EU-rammeafgørelse om den europæiske arrestordre m.v.)

 

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I lov om udlevering af lovovertrædere, jf. lovbekendtgørelse nr. 110 af 18. februar 1998, som ændret ved § 4 i lov nr. 280 af 25. april 2001 og § 5 i lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændringer:

1. § 1, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Island og Norge. Loven omfatter endvidere ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem de nordiske lande er mere vidtgående end reglerne i denne lov.«

2. Overskriften til kapitel 2 affattes således:

»Betingelser for udlevering til stater uden for Den Europæiske Union«.

3. § 2 affattes således:

»§ 2. Justitsministeren kan på grundlag af en overenskomst med en stat uden for Den Europæiske Union fastsætte, at danske statsborgere kan udleveres til strafforfølgning i den pågældende stat,

1)   hvis den pågældende i de sidste 2 år forud for den strafbare handling har haft bopæl i den stat, hvortil udlevering ønskes, og en handling, der svarer til den lovovertrædelse, for hvilken der søges udlevering, efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år, eller

2)   hvis handlingen efter dansk ret kan medføre højere straf end fængsel i 4 år.

Stk. 2. Gælder der i forhold til en stat uden for Den Europæiske Union ikke en af de i stk. 1 nævnte overenskomster, kan justitsministeren træffe beslutning om udlevering af en dansk statsborger til strafforfølgning, hvis betingelserne i stk. 1 i øvrigt er opfyldt og særlige hensyn til retshåndhævelsen taler derfor.«

4. § 2 a affattes således:

»§ 2 a. Udlevering af en udlænding til strafforfølgning eller til fuldbyrdelse af en dom i en stat uden for Den Europæiske Union kan ske, hvis handlingen efter dansk ret kan straffes med fængsel i mindst 1 år. Kan handlingen efter dansk ret medføre kortere fængselsstraf, kan udlevering dog ske, hvis der er overenskomst herom med den pågældende stat.«

5. I § 6 indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.«

6. § 8 affattes således:

»§ 8 . Udl Udlevering kan ikke ske, når den, der søges udleveret, her i landet er dømt, frifundet eller benådet for den pågældende strafbare handling. Er tiltale mod den pågældende frafaldet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.«

7. § 9, stk. 2, ophæves.

8. I § 10, nr. 1, litra a, udgår »jf. dog § 10 a,«.

9. § 10 a ophæves, og i stedet indsættes:

»Kapitel 2 a

Betingelser for udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

§ 10 a. Udlevering af personer til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse i en medlemsstat i Den Europæiske Union for en lovovertrædelse, der efter lovgivningen i den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, kan straffes med fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning i mindst 3 år, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, selv om en tilsvarende handling ikke er strafbar efter dansk ret, for følgende handlinger:

1)   Deltagelse i en kriminel organisation.

2)   Terrorisme.

3)   Menneskehandel.

4)   Seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.

5)   Ulovlig handel med narkotika og psykotrope stoffer.

6)   Ulovlig handel med våben, ammunition og eksplosive stoffer.

7)   Bestikkelse.

8)   Svig, herunder svig, der skader De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser.

9)   Hvidvaskning af udbyttet fra strafbart forhold.

10) Falskmøntneri, herunder forfalskning af euroen.

11) Internetkriminalitet.

12) Miljøkriminalitet, herunder ulovlig handel med truede dyrearter og ulovlig handel med truede plantearter og træsorter.

13) Menneskesmugling.

14) Forsætligt manddrab og grov legemsbeskadigelse.

15) Ulovlig handel med menneskevæv og -organer.

16) Bortførelse, frihedsberøvelse og gidseltagning.

17) Racisme og fremmedhad.

18) Organiseret eller væbnet tyveri.

19) Ulovlig handel med kulturgoder, herunder antikviteter og kunstgenstande.

20) Bedrageri.

21) Afkrævning af beskyttelsespenge og pengeafpresning.

22) Efterligninger og fremstillinger af piratudgaver af produkter.

23) Forfalskning af officielle dokumenter og ulovlig handel med falske dokumenter.

24) Forfalskning af betalingsmidler.

25) Ulovlig handel med hormonpræparater og andre vækstfremmende stoffer.

26) Ulovlig handel med nukleare og radioaktive materialer.

27) Handel med stjålne motorkøretøjer.

28) Voldtægt.

29) Forsætlig brandstiftelse.

30) Strafbare handlinger omfattet af Den Internationale Straffedomstols straffemyndighed.

31) Skibs- eller flykapring.

32) Sabotage.

Stk. 2. Udlevering af personer til strafforfølgning i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den strafbare handling i den pågældende stat kan medføre fængsel i mindst 1 år og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Stk. 3. Udlevering af personer til fuldbyrdelse af en dom i en medlemsstat i Den Europæiske Union for handlinger, der ikke er omfattet af stk. 1, kan ske på grundlag af en europæisk arrestordre, hvis den pågældende ved dommen er idømt fængsel eller en anden frihedsberøvende foranstaltning af mindst 4 måneders varighed og en tilsvarende handling er strafbar efter dansk ret.

Stk. 4. Udlevering til strafforfølgning eller straffuldbyrdelse for flere strafbare forhold kan finde sted, selv om betingelserne i stk. 1-3 kun er opfyldt med hensyn til et af forholdene.

§ 10 b. Ved udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til strafforfølgning kan der stilles vilkår om, at den pågældende overføres til Danmark med henblik på fuldbyrdelse af en eventuel fængselsstraf eller anden frihedsberøvende foranstaltning.

Stk. 2. Udlevering af en person, der er dansk statsborger eller har fast bopæl her i landet, til straffuldbyrdelse kan afslås, hvis straffen i stedet fuldbyrdes her i landet.

§ 10 c. Udlevering kan ikke finde sted, hvis den pågældende på gerningstidspunktet var under den kriminelle lavalder, jf. straffelovens § 15.

§ 10 d. Udlevering kan ikke finde sted, når den, der søges udleveret, her i landet eller i en anden medlemsstat i Den Europæiske Union end den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, er dømt eller frifundet for den samme strafbare handling. Tilsvarende gælder, hvis den, der søges udleveret, her i landet er benådet for handlingen. Udlevering kan endvidere afslås, hvis den, der søges udleveret, er dømt eller frifundet for handlingen i en stat uden for Den Europæiske Union. Uanset at den pågældende er dømt for den samme strafbare handling i en anden stat end den, der har anmodet om udlevering, kan udlevering dog kun afslås efter bestemmelserne i 1. og 3. pkt., hvis dommen er blevet fuldbyrdet, er ved at blive fuldbyrdet eller ikke længere kan fuldbyrdes efter lovgivningen i denne stat.

Stk. 2. Er tiltale mod den pågældende frafaldet her i landet, kan udlevering kun finde sted, hvis retsplejelovens betingelser for omgørelse af beslutningen om tiltalefrafald er opfyldt. Udlevering kan endvidere afslås, hvis påtale er opgivet og betingelserne for at omgøre beslutningen om påtaleopgivelse ikke er opfyldt.

Stk. 3. Udlevering til strafforfølgning kan afslås, hvis der her i landet er indledt retsforfølgning mod den pågældende for den handling, for hvilken der søges udlevering, og retsforfølgning på grund af handlingens karakter, den pågældendes tilknytning til Danmark og omstændighederne i øvrigt findes at skulle gennemføres her i landet.

§ 10 e. Udlevering for en strafbar handling, der er omfattet af dansk straffemyndighed, kan afslås, hvis strafansvaret eller adgangen til at fuldbyrde straf for den pågældende handling ville være forældet efter dansk ret.

§ 10 f. Udlevering kan ikke finde sted, hvis den pågældende handling helt eller delvis er foretaget her i landet og handlingen ikke er strafbar efter dansk ret.

Stk. 2. Udlevering kan afslås, hvis den pågældende handling er foretaget uden for territoriet for den medlemsstat, der har anmodet om udlevering, og en tilsvarende handling foretaget uden for dansk territorium ikke ville være omfattet af dansk straffemyndighed.

§ 10 g. Udlevering med henblik på fuldbyrdelse af en udeblivelsesdom, hvorved den pågældende er idømt fængsel eller anden frihedsberøvende foranstaltning, kan kun finde sted, hvis indkaldelsen til domsforhandlingen har været forkyndt for den pågældende personlig eller den pågældende på anden måde har fået underretning om tid og sted for domsforhandlingen.

Stk. 2. Udlevering kan dog ske uanset betingelserne i stk. 1, hvis den, der er dømt uden at have været til stede under domsforhandlingen i den pågældende medlemsstat, kan kræve sagen genoptaget og under den fornyede domsforhandling har adgang til at være til stede.

§ 10 h. Udlevering må ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen på grund af sin afstamning, sit tilhørsforhold til en bestemt befolkningsgruppe, sin religiøse eller politiske opfattelse eller i øvrigt på grund af politiske forhold vil blive udsat for forfølgelse, som retter sig mod hans liv eller frihed eller i øvrigt er af alvorlig karakter.

Stk. 2. Udlevering må endvidere ikke finde sted, hvis der er fare for, at den pågældende efter udleveringen vil blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf.

§ 10 i. Hvis det i særlige tilfælde, navnlig under hensyn til den pågældendes alder, helbredstilstand eller andre personlige forhold, må antages, at udlevering ville være uforenelig med humanitære hensyn, skal udlevering udsættes, indtil de særlige forhold, der forhindrer udlevering, ikke længere er til stede.

§ 10 j. Bestemmelsen i § 10 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den udleverede kan dog uden justitsministerens tilladelse drages til ansvar for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, hvis strafforfølgningen eller straffuldbyrdelsen ikke indebærer, at den udleverede skal frihedsberøves. Den udleverede kan endvidere drages til ansvar uden justitsministerens tilladelse, hvis den pågældende har meddelt samtykke hertil i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.

Stk. 3. Den udleverede kan uden justitsministerens tilladelse videreudleveres til en tredje medlemsstat, hvis den pågældende i forbindelse med samtykke til udlevering til den medlemsstat, hvortil udlevering er sket, har meddelt samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der er sket udlevering for, jf. § 18 c, 2. pkt. Videreudlevering kan også ske uden justitsministerens tilladelse, hvis den udleverede har meddelt samtykke til videreudlevering i et retsmøde i den medlemsstat, hvortil udlevering er sket.«

10. Overskriften til kapitel 3 affattes således:

»Behandlingen af sager om udlevering til stater uden for Den Europæiske Union«.

11. I § 11, stk. 1, udgår », jf. dog kapitel 3 a,«.

12. Kapitel 3 a affattes således:

»Kapitel 3 a

Behandling af sager om udlevering til medlemsstater i Den Europæiske Union

§ 18 a. En europæisk arrestordre skal for at kunne danne grundlag for anholdelse og udlevering til en medlemsstat i Den Europæiske Union indeholde oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er truffet beslutning om anholdelse eller fængsling, eller om der er afsagt dom.

Stk. 2. En europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til strafforfølgning, skal tillige indeholde oplysning om, hvilken straf den pågældende handling efter lovgivningen i den medlemsstat, hvortil udlevering ønskes, kan medføre.

Stk. 3. En europæisk arrestordre, der er udstedt med henblik på udlevering til straffuldbyrdelse, skal tillige indeholde oplysning om den idømte straf eller anden retsfølge.

§ 18 b. Medmindre justitsministeren allerede på grundlag af oplysningerne i den europæiske arrestordre finder at burde nægte udlevering, sendes den europæiske arrestordre til politiet på det sted, hvor den, som søges udleveret, har ophold. Politiet iværksætter derefter uden ophold den undersøgelse, der er nødvendig for at afgøre, om betingelserne for udlevering er opfyldt. For denne undersøgelse gælder bestemmelserne i retsplejelovens 4. bog med de fornødne lempelser.

Stk. 2. Til fremme af undersøgelsen og for at sikre udleveringen kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling, anvendes, i det omfang den europæiske arrestordre er udstedt for en lovovertrædelse, der efter reglerne i kapitel 2 a kan medføre udlevering. Herudover kan de retsmidler, der er omtalt i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb, kapitel 73 om ransagning og kapitel 74 om beslaglæggelse og edition samt kapitel 75 a om andre efterforskningsskridt anvendes i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges her i landet.

Stk. 3. Bestemmelsen om forsvarerbeskikkelse i § 14 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Efter afslutningen af politiets undersøgelse i medfør af stk. 1 forelægges spørgsmålet om udlevering justitsministeren til afgørelse. Bestemmelserne i § 15, stk. 2, og § 16 finder tilsvarende anvendelse.

§ 18 c. Den, der på grundlag af en europæisk arrestordre begæres udleveret, kan i et retsmøde meddele samtykke til udlevering. Den pågældende kan endvidere i et retsmøde meddele samtykke til at blive draget til ansvar og blive udleveret videre til en tredje medlemsstat for andre strafbare handlinger begået før udleveringen end den, der sker udlevering for. Retten vejleder den pågældende om følgerne af samtykke efter denne bestemmelse.

§ 18 d. Justitsministerens afgørelse efter § 18 b, stk. 4, skal træffes snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter, at den, der begæres udleveret, er anholdt her i landet eller har meddelt samtykke til udleveringen.

Stk. 2. Træffer ministeren afgørelse om udlevering, og indbringes sagen i medfør af § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt., for retten, skal rettens endelige afgørelse så vidt muligt afsiges inden 60 dage efter anholdelsen af den pågældende her i landet.

§ 18 e. Medmindre den pågældende giver afkald på at indbringe beslutningen om udlevering for retten, kan han ikke udleveres før udløbet af den frist på 3 dage, som er nævnt i § 16, jf. § 18 b, stk. 4, 2. pkt. Indbringes beslutningen for retten, kan udlevering ikke ske, før beslutningen er fundet lovlig ved endelig retskendelse.

Stk. 2. Udlevering skal gennemføres snarest og så vidt muligt inden 10 dage efter de i stk. 1 nævnte tidspunkter, jf. dog § 10 i.

Stk. 3. For at sikre gennemførelsen af en udlevering kan de i retsplejelovens kapitel 69 om anholdelse og kapitel 70 om varetægtsfængsling omtalte retsmidler anvendes. Fængsling, som er sket efter denne bestemmelse, skal ophæves, hvis udlevering ikke har fundet sted inden udløbet af fristen i stk. 2. I særlige tilfælde kan retten dog forlænge denne frist.

§ 18 f. Genstande, som er beslaglagt eller taget i bevaring under sagen, skal med forbehold for tredjemands eventuelle rettigheder overgives til den myndighed, som har anmodet om udlevering, hvis denne myndighed anmoder herom og genstanden skal tjene som bevis eller hidrører fra lovovertrædelsen.«

13. I § 19, stk. 1, ændres »fremmed stat« til: »stat uden for Den Europæiske Union«.

14. § 20, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en stat uden for Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der omtales i § 11, stk. 1, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene. Anmodning om tilladelse efter stk. 1 fra en medlemsstat i Den Europæiske Union skal indeholde de oplysninger, der omtales i § 18 a, stk. 1-3, samt oplysning om, hvorvidt den pågældende forlanger lovligheden af en eventuel tilladelse prøvet ved domstolene.«

15. I § 21, stk. 1, indsættes efter »§ 2«: »og § 2 a«.

16. I § 21 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Sker udleveringen til en anden medlemsstat i Den Europæiske Union, kan tilladelse dog meddeles, såfremt der er modtaget oplysning om den eftersøgtes identitet og nationalitet, tid og sted for den strafbare handling, dennes beskaffenhed og de anvendelige straffebestemmelser samt oplysning om, hvorvidt der er udstedt en europæisk arrestordre. Hvis udleveringen til en anden medlemsstat sker fra en stat uden for Den Europæiske Union, skal der ud over de i 1. pkt. nævnte oplysninger endvidere gives oplysning om, hvorvidt der foreligger en anmodning om udlevering.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

17. Efter § 21 indsættes:

»§ 21 a. En person, der er frihedsberøvet i udlandet, og som midlertidigt er udleveret til Danmark med henblik på retsforfølgning her i landet, skal, når retsforfølgningen er afsluttet, tilbageføres til den fremmede stat, hvorfra den pågældende er udleveret. Den pågældende skal være frihedsberøvet under udleveringen, medmindre andet er aftalt med den stat, hvorfra udleveringen er sket.

Stk. 2. Afgørelse om frihedsberøvelse træffes af retten efter anmodning fra politiet. For frihedsberøvelsen fastsættes en frist, der kan forlænges. Rettens afgørelse træffes ved kendelse.

Stk. 3. Under frihedsberøvelsen er den pågældende alene undergivet de indskrænkninger, som er nødvendige til sikring af frihedsberøvelsens øjemed og opretholdelse af orden og sikkerhed på anbringelsesstedet. Anbringelse kan ske i arresthus, jf. retsplejelovens § 770, stk. 2.«

§ 2

I lov nr. 27 af 3. februar 1960 om udlevering af lovovertrædere til Finland, Island, Norge og Sverige, som ændret ved lov nr. 251 af 12. juni 1975, § 5 i lov nr. 433 af 31. maj 2000 og § 6 i lov nr. 378 af 6. juni 2002, foretages følgende ændring:

1. I § 1 indsættes som stk. 2 :

»Stk. 2. Loven omfatter dog ikke udlevering fra Danmark til Finland og Sverige, i det omfang de særlige regler om udlevering mellem medlemsstater i Den Europæiske Union er mere vidtgående end reglerne i denne lov.«

§ 3

Loven træder i kraft den 1. januar 2004. Loven finder anvendelse på anmodninger om udlevering, der fremsættes efter lovens ikrafttræden.

§ 4

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan dog ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Christiansborg Slot, den 10. juni 2003

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/Lene Espersen