Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Ved beregningen af ejendomsværdiskat for en ejendom, der bestod af såvel et enfamilieshus som et sommerhus, men som var vurderet som en ejendom med en selvstændig lejlighed, godkendtes kun et nedslag efter ejendomsværdiskattelovens § 7.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse af 12. juni 2002 vedr. ejendomsværdiskat

 

 

A klager for indkomståret 2000 over, at skatteankenævnet har ansat ejendomsværdiskat til 1.455,20 kr.

 

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren ejer en ejendom, der pr. 1. januar 2000 er vurderet som en beboelsesejendom med 1 lejlighed. Ejendommens værdi pr. 1. januar 2000 er vurderet til 350.000 kr.

 

Det fremgår af BBR, at den omhandlede ejendom består af en grund på 27.490 m², bebygget med et fritliggende enfamiliehus, et udhus, et sommerhus og en garage. Enfamiliehuset er vurderet med et beboelsesareal på 173 m², fordelt på 5 værelser, et køkken, et bad og et toilet. Sommerhuset er vurderet med et beboelsesareal på 73 m², fordelt på 3 værelser og et køkken, men uden bad og toilet.

 

Skatteankenævnet har ved den påklagede beregning af ejendomsværdiskatten alene godkendt ét nedslag efter ejendomsværdiskattelovens § 7. Ankenævnet har herved bl.a. henset til, at den omhandlede ejendom er vurderet som en ejendom med én selvstændig lejlighed, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1. Ankenævnet har endvidere henset til, at klagerens ejendom efter de tidligere regler kun var berettiget til ét standardfradrag, jf. ligningslovens § 15 J. Ankenævnet har yderligere henset til sin kendelse af 24. oktober 1990 vedrørende den omhandlede ejendom, hvorved der blev godkendt 2 standardfradrag for den omhandlede ejendom ved beregningen af lejeværdi af bolig i egen ejendom efter ligningslovens regler for indkomstårene 1989 og 1990, mens den omhandlede ejendom for så vidt angår indkomståret 1991 anses for at være én ejendom med ret til ét standardfradrag.

 

Klageren har overfor Landsskatteretten nedlagt påstand om godkendelse af 2 nedslag efter ejendomsværdiskattelovens § 7 ved beregningen af ejendomsværdiskatten for det omhandlede indkomstår. Klageren har til støtte herfor bl.a. anført, at der ifølge BBR er en helårsbolig og et sommerhus på ejendommen, at disse 2 boliger hver berettiger til et nedslag på max. 1.200 kr., hvilket bl.a. må følge af, at der ikke er tvivl om, at en ejendom med 2 helårsboliger berettiger til 2 nedslag á max. 1.200 kr. ved beregningen af ejendomsværdiskatten, og at tilsvarende gælder for en ejendom med 2 sommerhuse. Klageren har endvidere anført, at han savner oplysning om hjemlen for at nægte fradrag for hver af de 2 boliger, og at ankenævnets henvisning til lovændring som hjemmel for, at der ikke længere kan gives mere end ét standardfradrag til en ejendom, ikke er tilstrækkelig dokumenteret. Klageren har yderligere anført, at ankenævnets henvisning til afgørelsen fra 1990 som grundlag for den påklagede afgørelse ikke kan være korrekt, såfremt den påklagede afgørelse begrundes med en lovændring. Klageren har også anført, at den bygning, som anvendes som sommerhus har kemisk toilet, og at det er muligt at tage brusebad i forbindelse med toilettet, idet der er et flisebelagt rum med afløb, samt at der er installeret centralvarme og der er pejs i bygningen. Klageren har desuden anført, at han har udgifter til sommerhuset, som er sædvanlige for et fritidshus, og som et standardfradrag forventes at skulle dække: ud over sædvanlige vedligeholdelsesudgifter er der f.eks. ekstra udgifter ril forsikring som fritidshus, og til separat elmåler. Klageren har herefter anført, at ejendommen indtil slutningen af 70’erne var vurderet som et 2-familieshus, hvor vurderingen blev ændret til den nuværende, en helårsbolig og et sommerhus, og at ændringen skete dels på grund af den faktiske anvendelse, dels på grund af, at faciliteterne ikke længere var tidssvarende for helårsbeboelse, men at sommerhuset blev anvendt til helårsbeboelse til ca. 1972. Klageren har tilmed anført, at de stedlige skattemyndigheder i slutningen af 70’erne ændrede hans skatteansættelse, således at han fik 2 standardfradrag i stedet for det ene, som han havde selvangivet, og at der i forbindelse med starten på de fortrykte selvangivelser i slutningen af 80’erne blev problemer med begrebet overskud af ejendom, da ejendomsskattesystemet ikke har en ejendomstype, der svarer til den omhandlede ejendom.

 

Landsskatteretten bemærker indledningsvis, at det fremgår af bestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens § 7, at såfremt den skattepligtige har erhvervet en ejendom omfattet af § 4, stk. 1, nr. 1, 3-5, 9 og 10, senest den 1. juli 1998, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat med et beløb svarende til 4 promille af beregningsgrundlaget efter § 4, stk. 2 og 3. Såfremt ejendommen er omfattet af § 4, stk. 1, nr. 2, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat med 4 promille af den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar i indkomståret. Det fremgår endvidere af bestemmelsen i § 7, at nedslaget maksimalt kan udgøre 1.200 kr. pr. selvstændig lejlighed.

 

Retten finder herefter, at klageren alene er berettiget til et fradrag efter bestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens § 7. Retten har herved henset til den omhandlede ejendoms vurderingsmæssige status, at ejendommen alene er vurderet med én lejlighed, og at der ikke er grundlag for at antage, at fortolkningen af begrebet ”pr. selvstændig lejlighed” har et andet indhold i bestemmelsen i ejendomsværdiskattelovens § 7, end i bestemmelsen i ligningslovens § 15 J, stk. 4.

 

Den påklagede ansættelse stadfæstes derfor. Det af klageren anførte findes ikke at kunne føre til et andet resultat.