Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
31998L0034
 
31998L0048
 
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om dykkermateriel1)

I medfør af § 14, stk. 2, § 15, § 16, stk. 2, § 19, § 24, stk. 6, og § 25, stk. 6, i lov om dykkerarbejde og dykkermateriel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 936 af 20. juli 2010, fastsættes:

Anvendelsesområde

§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter regler for dykkermateriel, herunder hjælpemateriel, der anvendes ved dykning indtil 50 meters dybde med atmosfærisk luft eller blandingsgas som åndemiddel.

Stk. 2. Undtaget fra bestemmelserne i bekendtgørelsen er materiel, der anvendes i forbindelse med offshoredykning, samt materiel, der tilhører forsvaret, for så vidt det anvendes i tjenesten.

Stk. 3. Bestemmelserne i denne bekendtgørelse medfører ingen begrænsninger i anvendelsen af de regler i arbejdsmiljølovgivningen og – ved dykning fra skib – i lovgivningen vedrørende sikkerhed til søs, der efter deres indhold finder anvendelse i relation til dykkermateriel.

Definitioner

§ 2. Følgende definitioner finder anvendelse i denne bekendtgørelse:

1) Afbalanceringsvest: En anordning, der giver brugeren mulighed for at kontrollere opdriften, men som ikke sikrer, at en bevidstløs dykker kan ånde frit i overfladen.

2) A-ramme: Stativ, der sammen med spil anvendes til at transportere åben klokke eller kurv til og fra dykkerdybden.

3) Atmosfærisk luft: Åndemiddel sammensat i henhold til DS/EN 12021.

4) Behandlingskammer: Et behørigt udstyret trykkammer beregnet for planlagt overfladedekompression og for behandling af dykkersyge.

5) Beholderanlæg: En eller flere beholdere, hvor åndemiddel er lagret. Definitionen omfatter ikke udskiftelige højtryksbeholdere, der frembæres af dykkeren.

6) Blandingsgasdykning: Dykning, hvor blandingsgas og udstyr til blandingsgas anvendes.

7) Blandingsgas: Åndemiddel, bortset fra nitrox, der er sammensat på anden måde end af atmosfærisk luft.

8) Dekompressionskammer: Et behørigt udstyret trykkammer placeret på dykkerstedet og beregnet til planlagt overfladedekompression.

9) Dykkerarbejde: En arbejdsopgave, der udføres under vand, til hvis udførelse der kræves anvendelse af åndedrætsudstyr, og som normalt udføres mod vederlag. Udførelse af særlige dykkeropgaver såsom redningsopgaver eller lignende, herunder opgaver, som løses af kommunale redningsberedskaber, betragtes som dykkerarbejde, uanset om arbejdet udføres uden vederlag. Dykkerarbejde omfatter ikke opgaver, der udføres i forbindelse med rekreativ dykning. Dykkerarbejde omfatter al klargøring på dykkerstedet, fra før første dykker går i vandet, indtil sidste dykker har forladt vandet, kammeret eller andet miljø og ikke længere er omgivet af tryk større end atmosfærens tryk.

10) Dykkermateriel: Alt materiel og udstyr, herunder hjælpeudstyr, der anvendes i forbindelse med dykning.

11) Dykkerudrustning: En sammensætning af dykkermateriel, der gør det muligt at opretholde åndedrættet ved ophold i vand 0,4 meter eller mere under overfladen.

12) Egenkontrol: Kontrol af dykkermateriel udført af ejeren selv eller af andre på dennes ansvar samt procedurer herfor.

13) Egenkontrolsystem: Kontrolsystem udarbejdet for løbende kontrol med dykkermateriel foretaget af ejeren selv eller af andre på dennes ansvar samt procedurer herfor.

14) Førstehjælps- og genoplivningsudstyr: Forbindingskasse samt iltapparat med masker, sug m.v. beregnet for dykning.

15) Godkendte dykkertabeller: Dykke-, dekompressions- og behandlingstabeller godkendt af Søfartsstyrelsen.

16) Havvindmølleparker: En eller flere havvindmøller placeret til søs uden for havnes søområder samt tilhørende transformerstationer, kabelforbindelser inkl. kabelforbindelse til land m.v. Andre anlæg til produktion af vedvarende energi til søs som f.eks. bølgeenergianlæg og lignende betragtes i denne bekendtgørelse ligeledes som havvindmølleparker,

17) Højtrykskompressor: Åndemiddelkompressor med arbejdstryk på 30 bar eller derover.

18) IMO-certifikat: Certifikat for dykkerudstyr udstedt i henhold til den internationale søfartsorganisation IMO’s »Code of Safety for Diving Systems«.

19) Kompressoranlæg: Et kompressoranlæg er enten

a) en åndemiddelkompressor til påfyldning af beholdere med åndemiddel eller

b) en åndemiddelkompressor med beholder til forsyning af en overfladeforsynet dykkerudrustning, kammer m.v. med åndemiddel.

20) Kurv: Transportplatform uden luftlomme.

21) Lavtrykskompressor: Åndemiddelkompressor med arbejdstryk under 30 bar.

22) Nitrox: Åndemiddel bestående af ilt og nitrogen, hvor indholdet af ilt er højere end 22% af det totale indhold.

23) Nitroxdykning: Dykning, hvor nitrox og udstyr til nitroxdykning anvendes.

24) Offshoredykkeroperation: Ved offshoredykkeroperationer forstås dykkerarbejde

a) ved anlæg, idet anlæg forstås som offshoreanlæg som defineret i den til enhver tid gældende lov om sikkerhed m.v. for offshoreanlæg til efterforskning, produktion og transport af kulbrinter (offshoresikkerhedsloven) samt øvrige enheder, der befinder sig inden for de omgivende sikkerheds-, beskyttelses- og arbejdszoner,

b) ved rørledninger uden for havnes søområder, der anvendes i forbindelse med rørbunden transport af kulbrinter,

c) på dybder over 50 meter,

d) fra dynamisk positionerede skibe,

e) ved havvindmølleparker,

f) hvor en risikoanalyse viser, at det er nødvendigt at stille tilsvarende skærpede krav, eller

g) hvor det af hensyn til dykkeropgavens art, omfang og de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold er nødvendigt at stille tilsvarende, skærpede krav.

25) Overfladeforsynet dykkerudrustning: Dykkerudrustning, jf. DS/EN 15333-1.

26) Redningsdragt velegnet til dykning: En anordning, der giver brugeren mulighed for at kontrollere opdriften, og som sikrer, at en bevidstløs dykker kan ånde frit i overfladen.

27) Rekreativ dykning: Dykning for sportens og fornøjelsens skyld samt undervisning i forbindelse dermed.

28) SCUBA: Forkortelse for Self Contained Underwater Breathing Apparatus.

29) Værnemiddeldirektivet: Forkortelse for Rådets Direktiv 89/686/EØF af 21. december 1989 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivninger om personlige værnemidler med senere ændringer, jf. Rådets direktiver nr. 93/95 af 29. oktober 1993 og 93/68 af 22. juli 1993 samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 96/58 af 3. september 1996.

30) Åben klokke: Klokke med luftlomme uden mulighed for at etablere større tryk i luftlommen end i det omgivende medie.

Godkendelse og ækvivalens

§ 3. Hvor det i denne bekendtgørelse foreskrives, at et bestemt tilbehør, materiale, anordning eller apparat, eller type heraf, skal anbringes eller forefindes ved dykning, eller at der skal træffes en bestemt foranstaltning, kan Søfartsstyrelsen tillade, at der anbringes eller forefindes et andet tilbehør, materiale, anordning eller apparat, eller type heraf, eller at der træffes en anden foranstaltning ved dykning, hvis det ved afprøvning heraf eller på anden måde findes godtgjort, at et sådant tilbehør, materiale, anordning eller apparat, eller type heraf, eller foranstaltning, er mindst lige så effektiv som det, der kræves efter denne bekendtgørelse.

Stk. 2. Udstyr, som ikke er krævet i henhold til denne bekendtgørelse, men for hvilket der foreligger anerkendte standarder, skal opfylde disse.

§ 4. Søfartsstyrelsens direkte løn-, rejse- og opholdsudgifter samt omkostninger ved afholdelse af prøver og undersøgelser som led i en godkendelse eller et syn afholdes af rekvirenten.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen accepterer afprøvninger, der udføres af anerkendte prøveinstitutter, herunder af prøveinstitutter i andre EU-medlemslande samt i lande, der er omfattet af EØS-aftalen, som giver passende, tilfredsstillende og uafhængige garantier af teknisk og fagmæssig art.

§ 5. Til en SCUBA-udrustning, der anvendes med atmosfærisk luft eller nitrox som åndemiddel, og som anvendes, markedsføres, udlånes eller udlejes til rekreativ dykning, skal følgende udstyr være CE-mærket efter regler fastsat af Arbejdstilsynet eller af en EU- eller EØS-medlemsstat i henhold til værnemiddeldirektivet:

1) Åndemiddelkilde med tilhørende sikkerhedsfunktion,

2) bæresele med fastgørelsesarrangement,

3) reduktions- og doseringsventiler,

4) hjelm, helmaske eller halvmaske, dersom bidemundstykke anvendes,

5) slangeforbindelser med nødvendigt armatur,

6) redningsdragt velegnet til dykning,

7) afbalanceringsvest,

8) dragt, og

9) instruktion om anvendelse og vedligeholdelse med dansk tekst.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, skal trykflasker anvendt som åndemiddelkilde dog kun opfylde de for trykflasker i almindelighed gældende regler.

Stk. 3. En SCUBA-udrustning, der anvendes, markedsføres, udlånes eller udlejes til dykkerarbejde, skal opfylde bestemmelsen i stk. 1, og der skal endvidere indgå et telefonanlæg.

Stk. 4. I forbindelse med markedsføring, udlån eller udlejning af dykkermateriel til udenlandske dykkere kan den i stk. 1, nr. 9, nævnte instruks i stedet affattes på et for de pågældende forståeligt sprog.

§ 6. Til en overfladeforsynet udrustning, der anvendes med atmosfærisk luft eller nitrox som åndemiddel, og som anvendes, markedsføres, udlånes eller udlejes til rekreativ dykning, skal følgende udstyr være CE-mærket efter regler fastsat af Arbejdstilsynet eller af en EU- eller EØS-medlemsstat i henhold til værnemiddeldirektivet:

1) Bæresele med fastgørelsesarrangement,

2) reduktions- og doseringsventiler,

3) hjelm eller helmaske,

4) slangeforbindelser med nødvendigt armatur,

5) nødåndemiddelkilde med tilhørende trykmåler,

6) slange for tilførsel fra åndemiddelkilde, som ikke frembæres af dykkeren,

7) redningsdragt velegnet til dykning,

8) dragt, og

9) instruktion om anvendelse og vedligeholdelse med dansk tekst.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 5, skal trykflasker anvendt som nødåndemiddelkilde dog kun opfylde de for trykflasker i almindelighed gældende regler.

Stk. 3. En overfladeforsynet udrustning, der anvendes, markedsføres, udlånes eller udlejes til dykkerarbejde, skal opfylde bestemmelsen i stk. 1, og der skal endvidere indgå et telefonanlæg.

Stk. 4. I forbindelse med markedsføring, udlån eller udlejning til udenlandske dykkere af dykkermateriel kan den i stk. 1, nr. 9, nævnte instruks i stedet affattes på et for de pågældende forståeligt sprog.

§ 7. Til en dykkerudrustning, der anvendes med blandingsgas som åndemiddel, og som anvendes, markedsføres, udlånes eller udlejes til dykkerarbejde eller rekreativ dykning, skal følgende udstyr være CE-mærket efter regler fastsat af Arbejdstilsynet eller af en EU- eller EØS-medlemsstat i henhold til værnemiddeldirektivet:

1) Åndemiddelkilde med tilhørende sikkerhedsfunktion eller nødåndemiddelkilde med tilhørende trykmåler,

2) bæresele med fastgørelsesarrangement,

3) reduktions- og doseringsventiler,

4) hjelm, helmaske eller halvmaske, dersom bidemundstykke anvendes,

5) slangeforbindelser med nødvendigt armatur,

6) redningsdragt velegnet til dykning,

7) afbalanceringsvest,

8) dragt, og

9) instruktion om anvendelse og vedligeholdelse med dansk tekst.

Stk. 2. Uanset bestemmelsen i stk. 1, nr. 1, skal trykflasker anvendt som åndemiddelkilde eller nødåndemiddelkilde dog kun opfylde de for trykflasker i almindelighed gældende regler.

Stk. 3. En dykkerudrustning af den i stk. 1 nævnte type, som anvendes, markedsføres, udlånes eller udlejes til dykkerarbejde, skal opfylde bestemmelsen i stk. 1, og der skal endvidere indgå et telefonanlæg.

Stk. 4. I forbindelse med markedsføring, udlån eller udlejning af dykkermateriel til udenlandske dykkere kan den i stk. 1, nr. 9, nævnte instruks i stedet affattes på et for de pågældende forståeligt sprog.

§ 8. Kompressoranlæg, der anvendes i forbindelse med dykkerarbejde og rekreativ dykning, skal opfylde de for kompressorer i almindelighed gældende regler samt være godkendt. Nye kompressoranlæg skal være højtrykskompressoranlæg.

§ 9. Trykbeholderanlæg, der anvendes i forbindelse med dykkerarbejde og rekreativ dykning, skal opfylde de for trykbeholdere i almindelighed gældende regler.

§ 10. Dekompressions- og behandlingskamre, der anvendes i forbindelse med dykkerarbejde og rekreativ dykning, skal være godkendt af Søfartsstyrelsen. Dekompressions- og behandlingskamre, hvor personer skal forblive under tryk i en samlet periode på over 12 timer, skal have en indvendig diameter på mindst 2000 mm. Andre dekompressions- og behandlingskamre skal have en indvendig diameter på mindst 1800 mm.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen fastsætter personkapaciteten for dekompressions- og behandlingskamre.

§ 11. Andre kamre, der anvendes i forbindelse med dykkerarbejde og rekreativ dykning, såsom trykkamre for personophold eller persontransport og lignende særlige formål, skal være godkendt af Søfartsstyrelsen.

§ 12. Førstehjælps- og genoplivningsudstyr, der anvendes i forbindelse med dykning, og som markedsføres, anvendes eller udlejes, skal opfylde de for sådant udstyr i almindelighed gældende regler, være godkendt i henhold til anerkendte standarder samt være egnet til brug under tryk.

Personligt udstyr, der anvendes ved eller udlejes til dykkerarbejde

§ 13. En SCUBA-udrustning, der anvendes til dykkerarbejde med atmosfærisk luft eller nitrox som åndemiddel, skal bestå af følgende udstyr:

1) Åndemiddelkilde med tilhørende sikkerhedsfunktion,

2) bæresele med fastgørelsesarrangement,

3) reduktions- og doseringsventiler,

4) hjelm eller helmaske,

5) slangeforbindelser med nødvendigt armatur,

6) instruktion om anvendelse og vedligeholdelse med dansk tekst,

7) afvejningslodder med særskilt fastgørelsesarrangement,

8) redningsdragt velegnet til dykning,

9) telefonanlæg,

10) livline med fastgørelsesarrangement,

11) dragt,

12) svømmefinner, støvler eller sko samt handsker,

13) dykkerkniv,

14) ur og midler til måling af dykkedybde og

15) bidetang, dersom telefonlivline har stålarmering.

Stk. 2. Såfremt en SCUBA-udrustning anvendes af udenlandske dykkere til dykkerarbejde, kan den i stk. 1, nr. 6, nævnte instruktion i stedet affattes på et for de pågældende forståeligt sprog.

§ 14. En overfladeforsynet udrustning, der anvendes til dykkerarbejde med atmosfærisk luft eller nitrox som åndemiddel, skal bestå af følgende udstyr:

1) Bæresele med fastgørelsesarrangement,

2) reduktions- og doseringsventiler,

3) hjelm eller helmaske,

4) slangeforbindelser med nødvendigt armatur,

5) nødåndemiddelkilde med tilhørende trykmåler,

6) slange for tilførsel fra åndemiddelkilde, som ikke frembæres af dykkeren,

7) instruktion i anvendelse og vedligeholdelse med dansk tekst,

8) afvejningslodder med særskilt fastgørelsesarrangement,

9) telefonanlæg,

10) livline med fastgørelsesarrangement,

11) dragt,

12) redningsdragt velegnet til dykning, såfremt der ikke anvendes tørdragt,

13) svømmefinner, støvler eller sko samt handsker,

14) dykkerkniv,

15) ur og midler til måling af dykkedybde og

16) bidetang, dersom slange/telefonlivline har stålarmering.

Stk. 2. Såfremt en overfladeforsynet udrustning anvendes af udenlandske dykkere til dykkerarbejde, kan den i stk. 1, nr. 7, nævnte instruktion i stedet affattes på et for de pågældende forståeligt sprog.

§ 15. Sammensætning af en dykkerudrustning, hvor der anvendes blandingsgas som åndemiddel, fastsættes ud fra dens anvendelse af Søfartsstyrelsen, jf. §§ 13 og 14.

Dykkersystemer og -hjælpemateriel

§ 16. En dykkerlejder skal være hensigtsmæssigt udformet og af tilstrækkelig længde og styrke og skal under brug være solidt fastgjort.

Stk. 2. Åbne klokker og kurve skal opfylde de gældende bestemmelser, der er fastsat af Søfartsstyrelsen.

Stk. 3. Udstyr til bjærgning af en bevidstløs dykker skal godkendes af Søfartsstyrelsen i forbindelse med de krævede syn.

§ 17. Elektriske anlæg, maskiner og installationer, der benyttes i forbindelse med dykkerarbejde eller er installeret i dykkermateriel, skal opfylde de i almindelighed gældende regler for sådant udstyr.

§ 18. Ethvert mekanisk værktøj, der anvendes i forbindelse med dykkerarbejde, skal ud over det i bekendtgørelse om dykkerarbejdets sikre udførelse anførte opfylde de for sådant materiel i almindelighed gældende regler.

Åndemidler

§ 19. Åndemidler må ikke indeholde skadelige stoffer af en sådan art og i sådanne mængder, at dykkerens helbred kan skades, ligesom åndemidler ikke må indeholde generende lugt- eller smagsstoffer eller vanddamp i mængder, der kan give anledning til skadelig kondensation eller isdannelse i materiellet.

§ 20. Kvaliteten af åndemiddelluft, der anvendes til dykkerarbejde og rekreativ dykning på dybder indtil 50 meter eller ved et overtryk på indtil 5 bar, skal overholde Søfartsstyrelsens retningslinjer for krav til åndemiddelluftens kvalitet.

Stk. 2. Kompressoranlæg godkendt i henhold til § 8 skal kontrolleres mindst hver 12. måned eller oftere, hvis forholdene kræver dette.

Stk. 3. Åndemiddelluft produceret på kompressoranlæg, der ikke er omfattet af § 8, skal overholde grænseværdierne og udstyres med en attest for luftens renhed. Målingerne skal være tilgængelige for køberne/brugerne af åndemidlet.

Stk. 4. Åndemidlets sammensætning skal fremgå af attesten.

§ 21. Enhver sammensætning af nitrox og blandingsgas skal være i henhold til godkendte dykketabeller og udstyret med en attest. Denne attest med eventuelle bilag skal opbevares i forbindelse med materiellet, således at den til enhver tid på forlangende kan forevises Søfartsstyrelsen, og således at den er til rådighed for dykkerne.

§ 22. Anvendes nitrox eller blandingsgas til dykning, dekompression eller behandling m.v., skal denne være af tilsvarende renhed som foreskrevet under § 20. Nitrox og blandingsgas skal forefindes og kunne tilføres i tilstrækkelige mængder og tryk, ligesom åndemodstand i åndemateriel for sådanne luftblandinger ikke må overstige godkendte værdier.

Egenkontrol

§ 23. Ejere af dykkermateriel, der udlejes eller anvendes til dykkerarbejde, skal etablere et system for egenkontrol til drift og vedligehold af dykkermateriellet. Systemet skal være godkendt af Søfartsstyrelsen.

Stk. 2. Systemet skal som minimum omfatte:

1) Oversigt over alt materiel.

2) Procedurer for vedligehold med vedligeholdelsesprogram og instruktioner.

3) Fortegnelse over udførte eftersyn, kontroller og vedligehold m.v.

4) Oversigt over, hvem der er bemyndiget af ejeren til at foretage vedligeholdelse og eftersyn.

5) Oversigt over konstaterede fejl og mangler.

Syn af dykkermateriel

§ 24. Søfartsstyrelsen skal syne de af §§ 13-16 omfattede dykkerudrustninger, inden disse tages i anvendelse i forbindelse med dykkerarbejde eller udlejes hertil.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen skal syne nedennævnte kategorier af dykkermateriel, inden dette tages i anvendelse:

1) Kompressorer- og trykbeholderanlæg, jf. §§ 8 og 9.

2) Dekompressionskamre, jf. § 10.

3) Behandlingskamre, jf. § 10.

4) Trykkamre for personophold eller -transport, jf. § 11.

5) Åben klokke, kurv og andet materiel til transport af dykkere i og ud af vandet, jf. § 16.

Stk. 3. Ved synet kontrolleres det,

1) at materiel omfattet af §§ 5-12 er CE-mærket eller godkendt,

2) at materiellet er sikkerhedsmæssig forsvarligt vedligeholdt,

3) at materiellet er i en funktionsduelig stand, og

4) om det åndemiddel, der produceres af kompressoranlæg, opfylder de i § 20 anførte krav til renhed.

§ 25. Konstateres det ved første syn, at det materiel, der er nævnt under § 24, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, opfylder bestemmelserne i denne bekendtgørelse, udfærdiger Søfartsstyrelsen en attest herom. Attesten er gyldig i 3 år regnet fra synsmåneden, jf. dog stk. 3. Søfartsstyrelsen kan under særlige omstændigheder forlænge gyldigheden med indtil 3 måneder.

Stk. 2. Konstateres det ved første syn, at det materiel, der er nævnt under § 24, stk. 2, nr. 2, 3, 4 og 5, opfylder bestemmelserne i denne bekendtgørelse, udfærdiger Søfartsstyrelsen en attest herom. Attesten er gyldig i 3 år regnet fra synsmåneden på betingelse af, at årlige syn udføres af Søfartsstyrelsen med tilfredsstillende resultat, jf. dog stk. 4. Søfartsstyrelsen kan under særlige omstændigheder forlænge gyldigheden med indtil 3 måneder. For materiel, for hvilket der er udstedt et IMO-certifikat, udstedes attesten med 5 års gyldighed.

Stk. 3. Inden attestens gyldighed udløber, skal det materiel, der er omfattet af denne, underkastes et fornyet syn af Søfartsstyrelsen. Attesten påtegnes om opretholdelse af gyldigheden for en ny 3-årig periode, jf. dog stk. 4, hvis det er konstateret, at materiellet opfylder bekendtgørelsens bestemmelser.

Stk. 4. Hvis det ved et syn konstateres, at dykkermateriellet ikke lever op til forskrifterne i denne bekendtgørelse eller i øvrigt ikke er i sikkerhedsmæssig forsvarlig stand, kan Søfartsstyrelsen ved påtegning af attesten nedlægge forbud mod benyttelse af materiellet. Mangelfuld dokumentation og/eller fejlagtig udførelse af egenkontrollen, jf. § 23, kan resultere i forbud mod at anvende alt udstyr, indtil det over for Søfartsstyrelsen er godtgjort, at udstyret og egenkontrolsystemet lever op til bestemmelserne. Findes der mangler af mindre væsentlig betydning, kan attesten påtegnes herom med angivelse af en dato, inden hvilken manglerne skal være afhjulpet. Udstyr nævnt i § 23, stk. 2, nr. 1, skal kunne identificeres med identifikationsmærker.

Stk. 5. Attesten med eventuelle bilag skal opbevares i forbindelse med materiellet, således at den til enhver tid på forlangende kan forevises Søfartsstyrelsen, og således at den er til rådighed for dykkerne.

Stk. 6. Uanset de terminer, der er anført under stk. 1, 2 og 3, kan Søfartsstyrelsen fastsætte samme synsmåned for materiel, der har samme ejer.

§ 26. Det påhviler ejeren af dykkermateriel, uanset om dette anvendes, at anmelde til Søfartsstyrelsen, hvor de 3-årlige syn ønskes foretaget, samt at yde fornøden bistand i forbindelse med synet. Det påhviler endvidere ejeren ved salg af materiel, der er synet, at anmelde salget til Søfartsstyrelsen med angivelse af købers navn og adresse.

§ 27. Hvor der for dykkermateriel og hjælpemateriel er udstedt EU-direktiver, skal der foreligge overensstemmelseserklæringer for dette materiel.

§ 28. Uanset bestemmelserne i denne bekendtgørelse kan personer bosat i et andet land i forbindelse med rekreativ dykning her i landet selv anvende deres eget medbragte dykkermateriel, såfremt dette er i overensstemmelse med gældende national lovgivning i det pågældende land. Såfremt Søfartsstyrelsen bliver opmærksom på, at anvendelse af sådant materiel er forbundet med åbenbar fare, kan Søfartsstyrelsen dog forbyde dette.

Stk. 2. Søfartsstyrelsen kan for dykkerarbejde, der foretages af dykkere bosat i andre EU- eller EØS-lande, fravige kravene i §§ 5-15 om godkendelse af udstyr, som den pågældende lovligt kan anvende til dykkerarbejde i det pågældende EU- eller EØS-land.

Straffebestemmelser

§ 29. Overtrædelse af bekendtgørelsens §§ 5-14, §§ 16-24, § 25, stk. 2, § 25, stk. 4-5, § 26 eller § 28, straffes med bøde eller fængsel i indtil 1 år. Den, der anvender den i § 15 anførte dykkerudrustning i en sammensætning, som ikke er fastsat af Søfartsstyrelsen, eller som strider mod den af Søfartsstyrelsen fastsatte sammensætning, kan ligeledes straffes med bøde, hæfte eller fængsel i indtil 1 år.

Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er

1) voldt skade på unge mennesker under 18 år eller fremkaldt fare herfor eller

2) opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelse.

Stk. 3. Sker der ikke konfiskation af udbytte, som er opnået ved overtrædelsen, skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages særligt hensyn til størrelsen af opnået eller tilsigtet økonomisk fordel, jf. stk. 2, nr. 2.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Ikrafttræden

§ 30. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. april 2014.

Stk. 2. Samtidig ophæves bekendtgørelse nr. 823 af 5. november 1999 om dykkermateriel.

Stk. 3. Bekendtgørelsen gælder ikke for Grønland.

Stk. 4. Attester udstedt i medfør af den i stk. 2 nævnte bekendtgørelse bevarer deres gyldighed indtil den udløbsdato, som er anført på attesten, ligesom udstyr m.v., der er godkendt til erhvervsdykning i medfør af den i stk. 2. nævnte bekendtgørelse, bevarer sin godkendelse indtil udløbsdatoen.

Søfartsstyrelsen, den 12. december 2013

Anne Skov Strüver

/ Palle Kristensen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europaparlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF (informationsproceduredirektivet), som ændret senest ved direktiv 98/48 EF.