Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 81-13 om kontanthjælp - social begivenhed - ansøgningstidspunkt - enkeltudgifter

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Det er en betingelse for hjælp efter aktivlovens § 81, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (en social begivenhed). Kravet om en social begivenhed svarer til kravet for at modtage kontanthjælp efter aktivlovens § 11, stk. 2, nr. 1.

En person, der modtager kontanthjælp, og som således har været ude for en social begivenhed, opfylder kravet om en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

Der er hverken i forarbejderne eller vejledningen til § 81 støtte for at pålægge en person, der modtager kontanthjælp, et krav om en supplerende social begivenhed som betingelse for hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

Lov:

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 190 af 24. februar 2012 - § 81

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagen

Ankestyrelsen har behandlet sagen for at afklare, om modtagelse af kontanthjælp i sig selv kan anses for en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

2. Reglerne

Det fremgår af § 81 i lov om aktiv socialpolitik, at kommunen kan yde hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter til en person, som har været ude for ændringer i sine forhold, hvis den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller familiens livsførelse.

Det fremgår endvidere af lovens § 11, stk. 2, nr. 1, at det er en betingelse for at få kontanthjælp, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør.

3. Andre Principafgørelser

Gældende

Følgende Principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

73-12: Førtidspensionister, der er tilkendt pension efter førtidspensionsreformen i 2003, har mulighed for at søge om hjælp til enkeltudgifter efter aktivloven. Det at være førtidspensionist giver dog ikke i sig selv ret til hjælp til enkeltudgifter. Hvis førtidspensionisten har været ude for ændringer i sine forhold, tager kommunen konkret stilling til, om der er grundlag for at yde hjælp til den ansøgte enkeltudgift.

4. Den konkrete afgørelse

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i NNs sag om, hvorvidt modtagelse af kontanthjælp i sig selv kan anses for en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

Resultatet er

• En person, der modtager kontanthjælp, og som således har været ude for en social begivenhed, opfylder kravet om en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81

Det betyder, at sagen hjemvises til A Kommune, som skal behandle sagen igen og træffe en ny afgørelse.

Vi er således kommet til samme resultat som Det Sociale Nævn i Statsforvaltningen YY.

Begrundelsen for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at en person, der modtager kontanthjælp, og som således har været ude for en social begivenhed, opfylder kravet om en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81

Vi har lagt vægt på, at det er en betingelse for hjælp efter aktivlovens § 81, at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold (en social begivenhed).

Vi har endvidere lagt vægt på, at kravet om en social begivenhed svarer til kravet for at modtage kontanthjælp efter aktivlovens § 11, stk. 2, nr. 1.

Hertil kommer, at der er en mangeårig praksis for, at en kontanthjælpsmodtager i kraft af at være kontanthjælpsmodtager opfylder kravet om en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

Bemærkninger til klagen

Kommunen har i klagen henvist til Principafgørelse 73-12.

Vi bemærker, at Principafgørelse 73-12 omhandler førtidspensionisters ret til hjælp efter aktivlovens § 81. Principafgørelsen fastslår, at det at være førtidspensionist ikke i sig selv giver ret til hjælp til enkeltudgifter. Principafgørelsen kan ikke tages til indtægt for, at det at være kontanthjælpsmodtager ikke i sig selv kan anses for en social begivenhed i forbindelse med ansøgning om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81.

Kommunen har endvidere henvist til brev af 11. januar 2012 fra Social- og Integrationsministeriet vedrørende hjælp efter aktivlovens § 81 til førtidspensionister efter den nye ordning og Socialministeriets notat af 3. oktober 2003 om hjælp til enkeltudgifter efter aktivlovens § 81 for personer, der modtager førtidspension efter de nye regler.

Vi bemærker, at både brevet af 11. januar 2012 og notatet af 3. oktober 2003 omhandler førtidspensionisters ret til hjælp efter aktivlovens § 81 og har ikke til formål at tage stilling til kontanthjælpsmodtageres ret til hjælp efter § 81.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da Det Sociale Nævn traf afgørelse i sagen

• Det Sociale Nævns afgørelse af 18. juli 2012

• Klagen til Ankestyrelsen af 19. juli 2012

• Det Sociale Nævns genvurdering