Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til øvrige EU dokumenter
32004R0261
 
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om bestemmelser for anvendelse af EU-forordning nr. 261/2004 om passagerrettigheder på luftfartsområdet1)

I medfør af § 1 a og § 149, stk. 10, i lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 1036 af 28. august 2013, fastsættes efter bemyndigelse i henhold til § 152 følgende:

§ 1. Denne bekendtgørelse fastsætter bestemmelser, der er nødvendige for at anvende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysninger eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91.

§ 2. Trafikstyrelsen har som udpeget kompetent myndighed i Danmark ansvar for håndhævelse af forordningen, for så vidt angår luftfartsselskaber, der udfører flyvninger fra lufthavne beliggende i Danmark, og for EU-luftfartsselskaber, der udfører flyvninger fra tredjelande til lufthavne i Danmark, jf. forordningens artikel 16, stk. 1, jf. artikel 3, stk. 1, litra b.

§ 3. Trafikstyrelsen træffer afgørelse i sager, som styrelsen behandler som kompetent myndighed, jf. § 2.

Stk. 2. Trafikstyrelsen kan i den forbindelse pålægge vedkommende luftfartsselskab inden en nærmere angiven frist at opfylde de forpligtelser, der fremgår af forordningen, herunder at betale kompensation mv. til berørte passagerer, jf. forordningens artikel 7 og 8.

§ 4. Et luftfartselskab, som overtræder bestemmelserne i forordningens artikel 4-11 eller 14-15, straffes med bøde.

Stk. 2. Et luftfartsselskab, som undlader at efterkomme Trafikstyrelsens påbud som angivet i § 3, stk. 2, straffes efter luftfartslovens § 149, stk. 7.

Stk. 3. For overtrædelser begået af selskaber mv. (juridiske personer) kan der pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. luftfartslovens § 149, stk. 14.

§ 5. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 2014.

§ 6. Bekendtgørelsen gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Trafikstyrelsen, den 16. december 2013

Carsten Falk Hansen

/ Niels Remmer

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen fastsætter sådanne forskrifter, der er nødvendige for at anvende Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 261/2004 af 11. februar 2004 om fælles bestemmelser om kompensation og bistand til luftfartspassagerer ved boardingafvisning og ved aflysning eller lange forsinkelser og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 295/91, EU-Tidende 2004, nr. L 46, side 1. Ifølge artikel 288 i EUF-Traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Bestemmelserne i bekendtgørelsen er således udelukkende nødvendige for at anvende forordningen og berører ikke forordningens umiddelbare gyldighed i Danmark.