Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Indholdsfortegnelse
Bilag 1
Bilag 2
Bilag 3
Bilag 4
Bilag 5
Bilag 6
Den fulde tekst

Meddelelse om behandlingen af sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, herunder spørgsmål om tilhold, opholdsforbud og bortvisning (RM 3/2008 – rettet februar 2013)

1. Indledning

I denne meddelelse fastsættes retningslinjerne for behandlingen af sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, herunder spørgsmål om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Afsnit 2 i meddelelsen indeholder retningslinjer for politiets iværksættelse af efterforskning i sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser. Det fremgår af afsnittet, at politiet i høj grad selv bør være opmærksom på, om der skal iværksættes efterforskning i disse sager, da det kan være vanskeligt for den forurettede at indgive en politianmeldelse.

Afsnit 3 vedrører den vejledning, som forurettede skal have, når der er indledt efterforskning, herunder vejledning om fremadrettede, forebyggende tiltag.

I afsnit 4 i meddelelsen er der fastsat retningslinjer for efterforskningen i sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser. Det påpeges i afsnittet, at politiet skal udvise særlig omhu for ikke yderligere at forværre forurettedes situation.

Afsnit 5 vedrører retningslinjer for afgørelse af spørgsmålet om tiltalerejsning, herunder overvejelser om forurettedes medvirken til sagens gennemførelse, sagsbehandlingstid samt strafpåstande i sager om samlivsrelateret straffelovskriminalitet.

I afsnit 6 er der fastsat retningslinjer for behandling af sager om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Ikrafttræden omtales i afsnit 7.

2. Iværksættelse af efterforskning i sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser

2.1. Indledning

Ifølge retsplejelovens § 742, stk. 2, påhviler det politiet efter anmeldelse eller af egen drift at iværksætte en efterforskning, når der er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold, som forfølges af det offentlige, er begået.

I sager om samlivsrelateret vold mv. kan det være vanskeligt for den forurettede at indgive politianmeldelse mod en person, som forurettede har eller har haft en tættere følelsesmæssig relation til. Den forurettede kan også være underkuet, bange eller afhængig af den anden part med den virkning, at den pågældende ikke tør indgive en anmeldelse, ligesom f.eks. hensynet til fælles børn kan medføre, at forurettede tøver med at anmelde vold eller lignende begået af den anden forælder.

Det bør på den baggrund ikke alene bero på den forurettede, om der fra samfundets side skal gribes ind over for personfarlig kriminalitet, og politiet skal derfor være særlig opmærksom på undersøgelse af tilfælde, hvor der kan være udøvet personfarlig kriminalitet i samlivsrelationer, jf. nedenfor.

2.2. Forhold, som kommer til politiets kendskab ved anmeldelse om voldsomme stridigheder i hjemmet o.lign.

Når politiet bliver tilkaldt i anledning af voldsomme stridigheder mellem parterne i et parforhold, er den første opgave at standse eventuelle håndgribeligheder og yde hjælp, hvis nogen er skadet. Først derefter kan politiet søge at skabe et overblik over, hvad der er sket på stedet.

Politiet optræder i disse situationer både som mægler mellem parterne og som retshåndhævende myndighed. Selv om der foreligger en formodning om strafbart forhold, må der således ved politiets indgriben også tages hensyn til, at politiet ikke optræder på en måde, der er egnet til at optrappe en konflikt mellem parterne.

Hvis det er åbenbart, at den ene af parterne har været udsat for et overgreb begået af den anden – f.eks. fordi denne har friske skader – skal sagen fra starten behandles som en straffesag.

Det indebærer, at politiet på stedet bør begynde en efterforskning i sagen, herunder ved en indledende afhøring af forurettede og sigtede. Parterne bør ikke kunne overhøre hinandens forklaringer.

Hvis det i øvrigt må formodes, at der er begået strafbart overgreb i forbindelse med stridighederne, bør dette søges nærmere belyst ved samtale i enerum med hver af parterne. Hvis disse samtaler giver et sikkert grundlag for at antage, at der er begået f.eks. vold, bør der ligeledes tages skridt til at indlede en efterforskning i sagen, herunder ved afhøring af sigtede og forurettede.

Reglerne om vidnefritagelse skal iagttages, jf. nedenfor afsnit 3.2.

2.3. Forhold, som anmeldes til politiet

Som nævnt ovenfor har politiet pligt til at indlede efterforskning, hvis der indgives en anmeldelse, når der er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold er begået.

Det gælder også anmeldelser om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, uanset om anmeldelsen indgives af den forurettede part eller af andre.

Ved anmeldelser om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser skal der derfor iværksættes en nærmere undersøgelse, herunder ved at der snarest foretages afhøring af anmelderen.

Det bør således ikke forekomme, at den forurettede, hvis denne er anmelder, henvises til at tænke over anmeldelsen og vende tilbage senere, selv om den forurettede i sådanne sager i nogle tilfælde kan fortryde anmeldelsen.

Hvis anmeldelsen indgives af andre – f.eks. familiemedlemmer – skal anmeldelsen ligeledes føre til yderligere undersøgelser, selv om den forurettede ved tidligere lejligheder har vist uvilje med hensyn til at bidrage til oplysning af sagen.

Efterforskning bør dog naturligvis ikke iværksættes, når der ikke er en rimelig formodning om, at et strafbart forhold er begået. Herunder falder bl.a. tilfælde, hvor der er tale om helt bagatelagtige forhold, der ikke er omfattet af straffelovens bestemmelser om vold, eller hvor omstændighederne klart viser, at anmeldelsen må anses for grundløs.

3. Vejledning af forurettede

3.1. Støtte og bistand til forurettede

Forurettede skal hurtigst muligt, når der er indledt efterforskning, vejledes om reglerne om beskikkelse af bistandsadvokat, om adgangen til at få påkendt erstatningskrav mv. under straffesagen, om muligheden for at få erstatning og godtgørelse fra staten efter lov om erstatning til ofre for forbrydelser og om muligheden for at få støtte ved en offerrådgivning. Der henvises til retningslinjerne for denne vejledning i Rigsadvokatmeddelelse nr. 8/2007, afsnit 2.1., hvorefter pjecen ”Råd og vejledning – Til dig, der har været udsat for et seksuelt overgreb, vold eller anden personfarlig kriminalitet” kan udleveres i forbindelse med vejledningen af forurettede. Herudover skal der udpeges en kontaktperson for forurettede, jf. Rigsadvokatmeddelelse nr. 8/2007 afsnit 2.2.

Ved kontakten med forurettede bør politiet være opmærksom på, at forurettede befinder sig i en sårbar situation, og at det kan være svært for forurettede at handle aktivt for at ændre på den. Samtidig kan forurettede have en tendens til at bagatellisere problemerne, da vold kan flytte personlige grænser og dermed gøre det svært for den forurettede at vurdere, om der er tale om vold. Det er i disse situationer særligt vigtigt, at politiet viser forståelse for situationen, understreger alvoren i det passerede og optræder som en støtte for forurettede.

Politiet kan endvidere yde praktisk hjælp til forurettede ved f.eks. at tilbyde at køre forurettede til familie/venner, et krisecenter eller lignende.

Politiet skal endvidere vejlede forurettede om reglerne om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, når der er anledning til det, jf. afsnit 6.2. I den forbindelse kan pjecen ”Råd og vejledning – Til dig, der er udsat for forfølgelse, chikane eller stalking” udleveres. Herudover skal politiet overveje, om forurettede skal tilbydes særlige beskyttelsesforanstaltninger, herunder om der skal udleveres en overfaldsalarm til forurettede. Der henvises i den forbindelse til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. februar 2003 om en landsdækkende ordning vedrørende tilbud om overfaldsalarmer til voldramte kvinder mv.

Hvis forurettede ikke umiddelbart ønsker at tage imod hjælp, bør forurettede vejledes om muligheden for senere at få hjælp. Herunder skal forurettede vejledes om muligheden for at rette henvendelse til offerrådgivningen eller til en navngiven person hos politiet.

Henvender forurettede sig ikke efterfølgende af sig selv, kan politiet tage kontakt til forurettede og vejlede pågældende yderligere, hvis der er behov herfor, ligesom politiet kan forklare forurettede, hvilken støtte politiet kan yde under sagens behandling.

3.2. Vidnefritagelse

Forurettede skal orienteres om sine pligter og rettigheder som vidne i sagen. Politiet skal i disse sager vejlede forurettede om reglen i retsplejelovens § 171, hvorefter man som udgangspunkt ikke har pligt til at afgive forklaring om sine nærmeste, jf. retsplejelovens § 753, jf. § 173, stk. 1, jf. § 171, stk. 1.

Vejledningen skal ske forud for afhøringen, idet en forudgående vejledning har afgørende betydning for, om forurettedes forklaring kan benyttes under en eventuel retssag. Der henvises i den forbindelse til afsnit 5.2. nedenfor om bl.a. vidnepålæg og adgangen til at afhøre rapportoptagende polititjenestemænd.

Ved politiets optagelse af en anmeldelse fra en forurettet, der er omfattet af vidnefritagelsesreglerne, skal der ikke vejledes herom, jf. U1985.347H. Ved efterfølgende afhøringer skal der ske vejledning, jf. U1993.512V, hvor landsretten udtalte, at det var en fejl fra politiets side, at forurettede, der var blevet skudt i halsen af sin ægtefælle, og som ca. 5 timer senere blev afhørt på intensivafdelingen på hospitalet, ikke forud for afhøringen blev gjort bekendt med vidnefritagelsesreglerne.

Udtrykket ”nærmeste” omfatter som udgangspunkt altid ægtefælle og samlever, jf. U1979.1098Ø, hvor tiltaltes samlever i en sag om bl.a. grov vold blev pålagt at afgive vidneforklaring. En kæreste kan også være vidnefritaget, jf. U1996.600Ø, hvor et voldtægtsoffer blev pålagt at afgive vidneforklaring om en af hende anmeldt voldtægt begået af hendes kæreste.

Politiet skal, ved vurderingen af om der skal ske vejledning af forurettede om reglen i retsplejelovens § 171, lægge afgørende vægt på forurettedes forklaring om, hvorvidt forholdet er ophørt.

Er samlivet bragt til ophør, er der ikke længere tale om en parts nærmeste, jf. U1975.254/1V, hvor vidnet havde levet sammen med den tiltalte i tre måneder, hvorefter samlivet var ophørt. I U1980.424/1V var der tale om syv års samliv, hvoraf parterne havde været gift i tre år, men samlivet var ophørt ca. to måneder forud, og der var derfor ikke længere tale om en parts nærmeste.

I U1996.704V fandt retten, at der var tale om en parts nærmeste, selv om der var mindre pauser i forholdet.

Det kan endvidere nævnes, at der ikke er tale om en parts nærmeste, alene fordi parterne har et barn sammen, jf. U2001.1559V.

Det er forholdene på tidspunktet, hvor vidnet skal afgive forklaring i retten og ikke på gerningstidspunktet, der er afgørende, jf. TfK2000.309/1V, hvor tiltalte var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244 ved at have begået ikke bagatelagtig vold mod sin samleverske. Under hovedforhandlingen blev det oplyst, at tiltalte og forurettede igen boede sammen, og forurettedes anmodning om at blive fritaget for at afgive forklaring blev taget til følge.

I U2005.27/1V havde tiltaltes tidligere samlever pligt til at afgive forklaring i retten. Vidnet var dog ikke forpligtet til at afgive forklaring om eventuelle betroelser fra tiltalte under deres samliv eller om betroelser fra deres fælles barn.

4. Efterforskning af sagen

4.1. Generelt om efterforskningen

Efterforskningen af sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser sker som i andre sager om personfarlig kriminalitet. Der bør dog udvises særlig omhu fra politiets side for ikke yderligere at forværre forurettedes forhold. Det er vigtigt, at politiet etablerer en god og tryghedsskabende kommunikation med de implicerede parter, herunder ikke mindst med den forurettede.

Det forekommer i nogle tilfælde, at den forurettede fra starten tilkendegiver ikke at ville medvirke ved den videre efterforskning af sagen eller tidligt under efterforskningen fortryder en indgivet anmeldelse.

I sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser er det derfor af særlig betydning, at politiet hurtigst muligt får belyst forurettedes skader og andre objektivt konstaterbare spor og beskriver disse udførligt og præcist i rapporten samt om muligt ved optagelse af fotografier.

Skønnes der kun at være tale om overfladiske skrammer, der ikke kræver lægebehandling, vil det oftest være tilstrækkeligt at belyse disse ved beskrivelsen i politirapporten eventuelt suppleret med optagelse af fotografier.

Skønnes der at være behov for behandling, bør politiet yde forurettede bistand til at komme under behandling hos en læge. Forurettede bør i den forbindelse opfordres til at give sit samtykke til, at politiet indhenter politiattest om skaderne. Der bør som udgangspunkt i disse tilfælde optages fotografier af skaderne, jf. afsnit 5.2. nedenfor.

I sager om voldtægt efter straffelovens § 216 bør der iværksættes lægeundersøgelse, såfremt forurettede samtykker hertil. Samtykket bør så vidt muligt være skriftligt, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 1.

4.2. Optagelse af fotografier af forurettedes skader

Fotografering af forurettedes skader kan ske efter reglerne i retsplejelovens kapitel 72 om legemsindgreb. Betingelserne for at foretage legemsindgreb over for en person, der ikke er sigtet, er fastsat i retsplejelovens § 792 d.

Hvis forurettede meddeler samtykke til fotografering, kan der optages fotografier af legemet, både af hovedet og af den øvrige del af den afklædte krop. Samtykket skal så vidt muligt være skriftligt. Disse tilfælde er således ikke omfattet af reglerne i kapitel 72, jf. herved § 792 d, stk. 1, 1. og 2. pkt.

Hvis forurettede ikke meddeler samtykke til fotografering, kan der kun foretages fotografering, der ikke kræver afklædning, jf. retsplejelovens § 792 d, stk. 2. Herudover gælder følgende betingelser:

- At efterforskningen vedrører en lovovertrædelse, der efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder eller derover, jf. § 792 d, stk. 2, nr. 1, og

- at indgrebet må antages at være af afgørende betydning for efterforskningen, jf. § 792 d, stk. 2, nr. 2.

Kravet om en strafferamme på 1 år og 6 måneder er opfyldt i sager om vold efter straffelovens §§ 244 – 246 og sager om voldtægt efter straffelovens § 216. Kravet om, at indgrebet skal være af afgørende betydning for efterforskningen, vil normalt være opfyldt, hvis forurettede ikke vil bidrage til sagens opklaring, og hvis anden efterforskning ikke kan sikre de fornødne beviser i sagen.

Kompetencen til at træffe bestemmelse om fotografering af en ikke sigtet, der ikke meddeler samtykke, henhører under retten, jf. § 792 d, stk. 3, jf. § 792 c, stk. 2. Der er dog adgang for politiet til at træffe beslutning om indgrebet i tilfælde af ”periculum in mora”. I de sidstnævnte tilfælde skal indgrebet forelægges for retten snarest muligt og inden 24 timer, medmindre der efter indgrebet meddeles skriftligt samtykke hertil, jf. § 792 d, stk. 3, jf. § 792 c, stk. 3.

Indgrebet kan om fornødent gennemføres ved direkte tvang. Gennemførelsen kan dog også ske under anvendelse af vidnetvangsreglerne i retsplejelovens § 178.

Hvis forurettede meget klart og med fast overbevisning nægter at ville medvirke ved en fotografering af skaderne, og der ikke er tale om mere alvorlig vold, bør fotografering dog som udgangspunkt ikke søges gennemført ved tvang.

Der bør i stedet i disse tilfælde gives forurettede vejledning om muligheden for at rette henvendelse til politiet på ny, eventuelt således at den forurettede får oplyst navn og telefonnummer på en politi-tjenestemand, som kan modtage henvendelser i sagen, hvis forurettede skifter holdning.

4.3. Foranstaltninger over for truende eller voldelige personer

Under efterforskningen af samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser er det som i andre sager om personfarlig kriminalitet muligt at foretage anholdelse og varetægtsfængsling, når betingelserne herfor er opfyldt.

I sager om samlivsrelateret personfarlig kriminalitet bør politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med afgørelser om anholdelse og varetægtsfængsling være særlig opmærksomme på en eventuel fare for yderligere strafbare forhold mod samme forurettede og muligheden for at hindre nye strafbare forhold ved anholdelse og varetægtsfængsling, såfremt de almindelige betingelser herfor er opfyldt. Der bør således ikke udvises tilbageholdenhed med hensyn til at begære varetægtsfængsling, hvis der skønnes at foreligge risiko for ny personfarlig kriminalitet over for forurettede.

I sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser er der endvidere mulighed for at bortvise den sigtede fra hjemmet eller, såfremt parterne ikke er samlevende, at give et tilhold eller opholdsforbud til sigtede, jf. nedenfor afsnit 6. Dette bør overvejes allerede på et tidligt stadium af efterforskningen.

4.4. Underretning af andre myndigheder

Politiet bør generelt være opmærksom på muligheden for at inddrage de sociale myndigheder i sagen, således at der ydes en aktiv og socialt orienteret bistand til parterne på så tidligt et tidspunkt som muligt.

Såfremt der foreligger samtykke fra pågældende, kan alle informationer videregives til de sociale myndigheder, jf. persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 1, jf. stk. 1. Der gælder ingen formkrav til et samtykke, men der skal være tale om en viljestilkendegivelse, jf. persondatalovens § 3, nr. 8.

Er det ikke muligt at opnå samtykke, vil oplysninger af rent privat karakter, som eksempelvis oplysninger om interne familieforhold eller om væsentlige sociale problemer, kunne videregives, såfremt det sker til varetagelse af private eller offentlige interesser, der klart overstiger hensynet til de interesser, der begrunder hemmeligholdelsen, jf. persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 2, jf. stk. 1. Videregivelse kan også ske, hvis det er nødvendigt for udførelsen af en myndigheds virksomhed eller påkrævet for en afgørelse, som myndigheden skal træffe, jf. persondatalovens § 8, stk. 2, nr. 3, jf. stk. 1.

Informationer kan efter denne bestemmelse normalt videregives, hvis det sker for at forebygge alvorligere forbrydelser, eller hvis hensynet til den pågældende selv taler for en videregivelse af oplysninger.

Politiet har endvidere i medfør af retsplejelovens § 115 mulighed for at videregive oplysninger om enkeltpersoners rent private forhold til andre myndigheder, hvis videregivelsen må anses for nødvendig af hensyn til det kriminalitetsforebyggende arbejde. Bestemmelsen tager hovedsageligt sigte på SSP-samarbejdet, men finder også anvendelse, såfremt videregivelsen har til hensigt at forebygge eksempelvis hustruvold eller børnemishandling.

Husstande med børn og unge under 18 år

Når politiet tilkaldes ved samlivsrelateret vold, vil det kunne forekomme, at der er mindreårige børn til stede.

Opmærksomheden henledes i den forbindelse på, at personer i offentlig tjeneste i medfør af lov om social service § 153, stk. 1, har pligt til at underrette kommunen, når de i deres virksomhed bliver bekendt med forhold for børn og unge under 18 år, der må give formodning om, at barnet eller den unge har behov for særlig støtte. Underretningspligten er ikke betinget af, at der er tale om omsorgssvigt, overgreb eller lignende situationer. Der henvises i øvrigt til Rigspolitiets rundskrivelse af 17. december 2012.

Børn i voldsramte familier er afhængige af, at omgivelserne opdager den situation, de er i, og at disse reagerer herpå. Det er derfor vigtigt, at politiet foretager den lovpligtige indberetning til kommunen, således at kommunen kan undersøge barnets forhold nærmere.

Såfremt der træffes beslutning om bortvisning, er politiet forpligtet til at underrette kommunen herom, jf. nedenfor under punkt 6.11.

5. Afgørelse af tiltalespørgsmålet, vidnepålæg mv.

5.1. Tiltalerejsning

Spørgsmålet om tiltalerejsning afgøres efter de almindelige regler herom.

Hvis efterforskningen i sagen giver grundlag for at rejse tiltale for personfarlig kriminalitet, bør sagen som udgangspunkt ikke opgives, alene fordi det formodes, at forurettede vil nægte at afgive forklaring i retten i henhold til bestemmelsen i retsplejelovens § 171, stk. 1. Om vidnefritagelse henvises i øvrigt til afsnit 3.2. ovenfor.

Det bør således overvejes, om der over for retten skal fremsættes anmodning om, at det pålægges forurettede at afgive forklaring efter reglerne i retsplejelovens § 171, stk. 3.

Tiltalefrafald skal anvendes med varsomhed i sager om samlivsrelateret vold, idet udgangspunkt må være, at en straffesag søges gennemført med henblik på at pålægge gerningsmanden sædvanlig straf. Såfremt der undtagelsesvis er grundlag for at overveje, om sagen kan afgøres med et tiltalefrafald, henvises til § 1, nr. 2, litra a, i bekendtgørelsen om politidirektørernes og statsadvokaternes adgang til at frafalde tiltale.

5.2. Vidnepålæg mv.

Efter retsplejelovens § 171, stk. 3, kan retten pålægge et vidne at afgive forklaring, når forklaringen anses for at være af afgørende betydning for sagens udfald, og sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet findes at berettige hertil.

For så vidt angår praksis herom henvises til U1996.600Ø, der drejede sig om voldtægt. I denne sag blev tiltaltes kæreste pålagt at afgive forklaring, idet retten fandt, at forklaringen ville være af afgørende betydning for sagens udfald, ligesom sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part og samfundet fandtes at berettige hertil.

I U2000.316/3V var der rejst tiltale for vold, bl.a. et kvælertag, mod tiltaltes ægtefælle. Anklageren anmodede om, at der blev givet ægtefællen pålæg om at afgive forklaring og henviste til, at der 3 gange tidligere havde været kontakt med politiet i forbindelse med husspektakler. Landsretten tiltrådte, at sagens beskaffenhed og dens betydning for vedkommende part eller samfundet ikke berettigede til at pålægge vidnet at afgive forklaring.

Anmodningen om vidnepålæg efter § 171, stk. 3, vil formentlig kun blive imødekommet i sager om voldtægt eller grovere vold, eller hvis volden har medført betydelige skader. Det bør derfor overvejes, om sagen kan gennemføres til domfældelse på grundlag af de øvrige beviser i sagen, herunder f.eks. ved dokumentation af lægeerklæringer og fotografier og ved vidneafhøring af de polititjenestemænd, der har behandlet sagen, med hensyn til deres iagttagelser.

Hvis retten har pålagt vidnet at afgive forklaring, men vidnet nægter at afgive forklaring, kan den rapportoptagende polititjenestemand med rettens tilladelse føres som vidne vedrørende indholdet af den forklaring, som vidnet tidligere har givet. Det antages, at en sådan vidneførsel kan finde sted, uden at vidnet ved forklaringen til politirapport er blevet vejledt om vidnefritagelsesreglerne. Vidnet bør så vidt muligt være til stede, når afhøringen af polititjenestemanden foretages, så vidnet har mulighed for at komme med kommentarer til afhøringen.

Såfremt retten ikke pålægger vidnet at afgive forklaring, kan den rapportoptagende polititjenestemand som udgangspunkt afhøres med rettens tilladelse. Dette gælder dog ikke, hvis vidnet ikke er blevet gjort bekendt med vidnefritagelsesreglerne, ligesom der i disse tilfælde heller ikke vil kunne ske dokumentation af vidnets forklaring til politirapport.

Hvis den vidnefritagne selv har foretaget anmeldelsen, kan vidneførsel af den rapportoptagende polititjenestemand ske uanset, at der ikke er sket vejledning om vidnefritagelsesreglerne.

For så vidt angår praksis herom henvises til følgende afgørelser:

I U1979.1098Ø blev en samlever, der var anmelder i en sag om bl.a. vold, pålagt at afgive vidneforklaring. Der blev ligeledes givet tilladelse til at afhøre den rapportoptagende polititjenestemand.

U1984.319V drejede sig om vold af særlig farlig karakter. Her fandt retten ikke, at der var grundlag for at pålægge forurettede at afgive forklaring i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 3, da sagens betydning for samfundet ikke fandtes at berettige hertil. Efter beskaffenheden af lovovertrædelserne blev der i stedet givet tilladelse til at føre de to rapporttagende politiassistenter som vidner. Det bemærkes, at forurettede ikke var gjort bekendt med vidnefritagelsesgrundene, da hun blev afhørt af politiet, men at det fandtes at være uden betydning, da hun ved flere henvendelser til politiet havde fastholdt sin anmeldelse.

Der kan endvidere henvises til U1985.347H, der bl.a. drejede sig om røveri, hvor der henset til sagens omstændigheder og det, at vidnet selv havde indgivet anmeldelse, blev givet tilladelse til dokumentation af vidnets forklaringer til politirapport samt til vidneafhøring af den rapportoptagende polititjenestemand. Det fandtes uden betydning, at vidnet ikke var blevet vejledt om vidnefritagelsesreglerne.

I U1986.500H ønskede forurettede ikke at vidne. Anklagemyndigheden fremsatte begæring om at føre den rapportoptagende betjent som vidne, men da forurettede var afhørt uden at være gjort bekendt med sin ret til at nægte at afgive forklaring, fik anklagemyndigheden ikke tilladelse hertil.

I U1996.355/2Ø var en hustru i en straffesag mod hendes ægtefælle for overtrædelse af straffelovens § 229, stk. 3, ved at have ladet sig underholde af hustruen, der drev utugt ved erhverv, inden afhøring til politirapport vejledt om vidnefritagelsesreglerne. Hun blev ikke pålagt at afgive vidneforklaring, men vidneafhøring af den rapportoptagende polititjenestemand blev tilladt.

Der skete ligeledes afhøring af rapportoptagende polititjenestemænd i U2001.1334H.

I TfK2000.316/3V omtalt ovenfor tillod landsretten ikke vidneførsel af rapportoptagende polititjenestemand, da forurettede ikke var blevet vejledt om vidnefritagelsesreglerne.

Hvis der er sket dokumentation af vidnets forklaring til politirapport, eller den rapportoptagende polititjenestemand er afhørt om vidnets forklaring, og forklaringen er det eneste eller afgørende bevis i sagen, vil en domfældelse efter Menneskerettighedsdomstolens praksis som udgangspunkt udgøre en krænkelse af EMRK art. 6, stk. 3, litra d, såfremt forsvaret ikke har haft adgang til at modafhøre vidnet. Der henvises i den forbindelse bl.a. til EMD’s dom af 24/11 1986 (Unterpertinger mod Østrig).

Der kan til illustration af retspraksis i denne henseende henvises til TfK2008.341/3Ø, hvor der var rejst tiltale for vold efter straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og for vidnetrusler efter straffelovens § 123. Forurettede forklarede i landsretten, at tiltalte ikke havde slået hende, men ønskede ikke at afgive yderligere forklaring, hvorefter den rapportoptagende polititjenestemand blev afhørt. På grundlag af politiassistentens forklaring om forurettedes forklaring til ham, politiassistentens observationer ved ankomsten på adressen, forurettedes forklaring til lægen og lægeattestens oplysninger om, at de påviste læsioner kunne være opstået som angivet af forurettede, blev tiltalte dømt for voldsforholdet. For så vidt angik tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 123 bemærkede landsretten, at politiassistentens forklaring, der vedrørende dette forhold trådte i stedet for dokumentation af forurettedes forklaring til politiet, var det eneste bevis. Da forsvareren ikke havde haft lejlighed til at afhøre forurettede om dette forhold, ville en domfældelse være i strid med EMRK art. 6, stk. 3, litra d, hvorfor tiltalte blev frifundet for forholdet.

Højesteret har i U2005.1004H anført, at der efter EMD’s praksis ikke må ske domfældelse på grundlag af en forklaring, som dokumenteres under hovedforhandlingen, hvis den dokumenterede forklaring er det eneste eller reelt afgørende bevis i sagen, og tiltalte eller forsvareren ikke på noget tidspunkt af sagen, herunder i forbindelse med selve dokumentationen, har haft adgang til at kontraafhøre det vidne, hvis forklaring dokumenteres.

Princippet om, at en udenretlig vidneafhøring ikke kan anvendes som eneste eller afgørende bevis i en straffesag, såfremt forsvaret ikke har haft adgang til at modafhøre vidnet, er blevet modificeret ved EMD’s Storkammerdom af 15/12 2011 (Al-Khawaja mod Storbritannien). Det er dog Rigsadvokatens opfattelse, at denne modifikation næppe vil få væsentlig betydning i praksis.

I denne afgørelse fastslog EMD, at reglen ikke er absolut, men at der i tilfælde, hvor sådanne vidneforklaringer anvendes som eneste eller afgørende bevis, skal foretages en vurdering af, om rettergangen som helhed har været fair, herunder om der er andre faktorer, der tillader en betryggende vurdering af vidnebevisets troværdighed.

I den konkrete sag fandt EMD, at der ikke forelå krænkelse i forhold til Al-Khawaja, der var blevet dømt for som læge at have misbrugt to af sine kvindelige patienter seksuelt. Da den ene af kvinderne var afgået ved døden, før straffesagen begyndte, blev hendes vidneforklaring til politiet oplæst i retten og udgjorde et afgørende bevis i sagen. EMD lagde imidlertid vægt på, at troværdigheden af kvindens forklaring både var bestyrket ved, at den lignede den anden kvindelige patients forklaring, og at den i vidt omfang stemte overens med, hvad den afdøde kvinde ifølge vidneudsagn fra to af hendes veninder havde fortalt dem om hændelsen kort tid efter, at den fandt sted.

5.3. Sagsbehandlingstid

I sager om samlivsrelateret personfarlig kriminalitet vil forholdene ofte tilsige, at tiltalespørgsmålet afgøres hurtigt. Det gør sig også gældende ved overtrædelse af en afgørelse om tilhold, opholdsforbud eller bortvisning, jf. afsnit 6.13.

I sager om vold og voldtægt er der endvidere fastsat målsætninger for sagsbehandlingstiden, jf. Rigsadvokatmeddelelse nr. 11/2008.

Det samlede tidsforbrug fra sigtelse i et voldsforhold til sagens indbringelse for retten bør ikke overstige 30 dage.

For så vidt angår voldtægtssager er det målsætningen, at det samlede tidsforbrug fra sigtelse til sagens indbringelse for retten ikke overstiger henholdsvis 60 dage eller fire måneder alt efter, om der skal gennemføres mentalundersøgelse af sigtede.

5.4. Strafpåstande

For så vidt angår strafniveauet i sager om samlivsrelateret vold mv. henvises til Rigsadvokatens redegørelse fra oktober 2008 om straffene i sager om samlivsrelateret vold, drab og drabsforsøg.

Herudover henledes opmærksomheden på Rigsadvokatens redegørelse af 5. december 2011 om sager, hvor børn har været vidne til vold udøvet mod nærtstående person. Det fremgår heraf, at det efter almindelige strafudmålingsprincipper må anses for en skærpende omstændighed, når et barn har været vidne til vold begået mod en til barnet nærtstående person. Det fremgår ligeledes, at anklagemyndigheden i disse sager udtrykkeligt skal påberåbe sig dette som en skærpende omstændighed ved straffens udmåling. Redegørelsen findes på AnklagerNet under emnet ”familieforhold”.

Opmærksomheden henledes endvidere på, at det efter straffelovens § 81, nr. 11, skal indgå som en skærpende omstændighed, hvis gerningsmanden har udnyttet forurettedes værgeløse stilling. Bestemmelsen tager navnlig sigte på kriminalitet, som begås over for udsatte persongrupper, f.eks. børn, handicappede og ældre personer. Bestemmelsen kan imidlertid efter omstændighederne også påberåbes i andre tilfælde, herunder i tilfælde, hvor en person igennem længere tid har været udsat for samlivsrelateret vold.

Strafpåstanden i sager om overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning fremgår af afsnit 6.13.

6. Tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Ved lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, der trådte i kraft den 1. marts 2012, er reglerne om tilhold, opholdsforbud (geografisk bestemte tilhold) og bortvisning samlet i én lov.

Lovændringen er gennemført for at styrke indsatsen for at beskytte personer mod at blive udsat for fredskrænkelse, forfølgelse og chikane, herunder stalking.

Reglerne vil ofte være relevante i sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser, men lovens anvendelsesområde – bortset fra reglerne om bortvisning, hvor forurettede og krænkeren tilhører samme husstand – er ikke begrænset til denne personkreds.

6.1. Sagens start

Det fremgår af lovens § 14, at tilhold, opholdsforbud og bortvisning kan besluttes, når en person, som foranstaltningen skal beskytte, anmoder om det, eller når almene hensyn kræver det.

Politiet har således mulighed for af egen drift at give et tilhold mv., f.eks. hvis forurettede af frygt ikke tør anmode om det.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (de specielle bemærkninger til § 14 i lovforslag nr. L 110 af 9. november 2011 til lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning), at politiet kun bør anvende loven af egen drift, hvis der er risiko for mere alvorlige overgreb. Det forudsættes, at der skal være en væsentlig risiko for, at den svage part udsættes for alvorlige overgreb, herunder vold eller voldtægt samt ved risiko for overgreb mod børn.

6.2. Vejledning, formaning og mægling

Efter lovens § 15 skal politiet vejlede om reglerne om tilhold, opholdsforbud og bortvisning, når der er anledning til det. Det beror på politiets skøn, om vejledning er påkrævet.

Det fremgår af forarbejderne til lovens § 15, at politiet bør undersøge, om en sag kan afsluttes uden tilhold mv. Politiet bør således søge en mindelig løsning ved vejledning, dialog og henstillinger over for parterne, hvis der er udsigt til, at konflikten kan løses på den måde. Fremgangsmåden er imidlertid ikke egnet i alle tilfælde. Der vil f.eks. ikke være grundlag for at løse konflikten i mindelighed, hvis den ene part har udøvet vold mod den anden, eller den forurettede i øvrigt har et klart beskyttelsesbehov, f.eks. når der er tale om stalking (dvs. en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane).

Vejledning af den indklagede (den, der forfølger eller chikanerer) kan ske i form af en formaning. Med formaning forstås, at politiet uformelt advarer den indklagede om, at politiet kan give den pågældende et tilhold mv., hvis chikanen mv. fortsætter. Politiet orienterer i den forbindelse også om konsekvenserne af et tilhold, opholdsforbud eller bortvisning.

Uformel formaning bør navnlig overvejes i to situationer. For det første i de tilfælde, hvor politiet kan konstatere, at der vil kunne vise sig et behov for et tilhold mv., men hvor der på tidspunktet (endnu) ikke er fuldt tilstrækkeligt grundlag for at give et tilhold mv. For det andet vil en formaning kunne være relevant, hvor der er grund til at tro, at den indklagede vil ændre sin adfærd som følge af en formaning.

Der er ikke knyttet retsvirkninger til en formaning, og en overtrædelse kan derfor ikke sanktioneres. Hvis der er givet en formaning, vil dette forhold imidlertid kunne indgå i grundlaget for en senere afgørelse om et tilhold, opholdsforbud eller bortvisning.

Det er ikke en betingelse for at træffe afgørelse om tilhold mv., at den indklagede forinden er blevet vejledt om reglerne.

Politiet bør også vejlede om muligheden for at søge konflikten løst i konfliktråd, jf. lov nr. 467 af 12. juni 2009 om konfliktråd i anledning af strafbar handling. Konfliktråd er dog heller ikke egnet i alle tilfælde, og det er et krav, at parterne samtykker.

Herudover bør politiet vejlede den forurettede om forebyggende tiltag og sikring af beviser. Politiet bør i den forbindelse være opmærksom på muligheden for at beskytte den forurettede ved at udstyre pågældende med en overfaldsalarm. Der henvises til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. februar 2003 om en landsdækkende ordning vedrørende tilbud om overfaldsalarmer til voldramte kvinder mv.. Der kan endvidere henvises til pjecen ”Råd og vejledning – Til dig, der er udsat for forfølgelse eller chikane”.

6.3. Kompetence

Kompetencen til at træffe afgørelse om tilhold, opholdsforbud og bortvisning ligger hos politidirektøren, jf. lovens § 15, stk. 2. Afgørelse i sager om tilhold, opholdsforbud og bortvisning skal træffes af en jurist. Politikredsen kan dog efter en konkret vurdering bestemme, at afgørelse om tilhold kan træffes af en polititjenestemand.

Statsadvokaten behandler klager over politidirektørens afgørelser, jf. § 15, stk. 3, og statsadvokatens afgørelse er endelig.

I praksis vil det oftest være den politikreds, hvor forurettede er bosiddende, der behandler en sag om tilhold mv. Det vil typisk være der, forurettede henvender sig. Det følger imidlertid af forarbejderne til § 15, stk. 2, at afgørelse af tilholdssager mv. kan overlades til en anden politikreds, hvis hensynet til den forurettede tilsiger det. I de tilfælde, hvor en forurettet lever skjult for den indklagede, må meddelelse af et tilhold mv. således ikke kunne medvirke til, at den indklagede kan lokalisere den forurettede.

6.4. Sagsbehandling

En afgørelse om tilhold, opholdsforbud eller bortvisning er en forvaltningsretlig afgørelse, og forvaltningslovens regler om partshøring, aktindsigt, skriftlighed, begrundelse og klagevejledning finder derfor anvendelse.

Manglende overholdelse af reglerne om aktindsigt, partshøring eller begrundelse vil efter omstændighederne kunne føre til, at afgørelsen bliver ugyldig. Det bør fremgå af politirapporterne eller afgørelsen, at reglerne er iagttaget.

I relation til partshøring bemærkes det, at der ikke er formkrav til, hvordan partshøringen gennemføres, og den vil således f.eks. kunne ske telefonisk. En partshøring er ikke identisk med en politiafhøring af en mistænkt eller sigtet, men den kan gennemføres i forbindelse med en sådan afhøring.

Sagerne bør – navnlig af hensyn til den forurettede – behandles med den fornødne hurtighed og effektivitet. I særligt grove tilfælde, f.eks. hvor anmeldelsen angår en række uønskede henvendelser gennem en vis tid (stalking), bør politiet være særlig opmærksom på en hurtig partshøring. Hvis sagerne ikke kan forventes afsluttet inden kortere tid, bør politiet underrette den forurettede om, hvad der sker i sagen, og hvornår politiet forventer sagen afgjort.

6.5. Tilhold og opholdsforbud

6.5.1. Betingelser for tilhold

Betingelserne for at give et tilhold fremgår af § 2 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

For det første er det efter § 2, stk. 1, nr. 1, en betingelse, at der er begrundet mistanke om, at personen har krænket en andens fred ved at forfølge eller genere den anden ved kontakt eller ved at følge efter den anden, eller at personen har begået et strafbart forhold, som krænker den andens fred.

Det fremgår af forarbejderne til lovens § 2, at mistankekravet ”begrundet mistanke” svarer til reglerne om varetægtsfængsling, jf. retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2. Mistankekravet omfatter alle led i bevisvurderingen, herunder også identiteten af den indklagede. For at kunne udstede et tilhold skal der således være en begrundet mistanke om, at der er begået forhold, som kan føre til et tilhold, og en begrundet mistanke om, at disse forhold er begået af den pågældende.

Det vil afhænge af en konkret vurdering af samtlige faktiske og retlige forhold i sagen, om der er tale om en fredskrænkelse. Der kan være tale om hyppige uønskede henvendelser eller andre handlinger, som ikke i sig selv er strafbare, men som opleves som ubehagelige og forstyrrende pga. deres antal, deres indhold eller et udtrykt ønske om at være fri for yderligere kontakt. En enkelt krænkelse kan dog også være så grov, at den i sig selv kan danne grundlag for et tilhold.

For det andet er det efter § 2, stk. 1, nr. 2, en betingelse, at der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende vil fortsætte med at krænke den anden som anført i nr. 1 (indikationskravet).

Bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, om varetægtsfængsling i tilfælde af gentagelsesfare vil være vejledende ved fortolkningen af reglerne om tilhold. Betingelsen om gentagelsesfare i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning vil dog i højere grad kunne være opfyldt, selv om der kun er oplysning om et enkelt endnu ikke pådømt forhold.

Efter § 2, stk. 2, kan et tilhold endvidere gives, hvis der er begrundet mistanke om, at en person har begået en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, brandstiftelse, voldtægt eller anden sædelighedsforbrydelse, og den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke skal tåle kontakt mv. med den pågældende.

Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen, at den tilsigter at beskytte ofre for alvorlig personfarlig kriminalitet og deres nærmeste, selv om de ikke har været udsat for en fredskrænkelse i øvrigt, og der ikke er en gentagelsesrisiko.

Om der kan gives et tilhold afhænger af en konkret vurdering af forbrydelsens beskaffenhed og de omstændigheder, den er begået under, herunder navnlig hvilken belastning den forurettede eller dennes nærmeste har været udsat for. Det forudsættes i forarbejderne til bestemmelsen, at den finder anvendelse ved lovovertrædelser, der i sig selv medfører ubetinget fængselsstraf af en ikke helt kort varighed.

6.5.2. Betydning af tilhold

En person kan gives et tilhold, hvorved den pågældende forbydes at opsøge en anden person ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden, jf. lovens § 1.

Bestemmelsen omfatter for det første kontakt.

Tilhold indebærer som udgangspunkt et forbud mod enhver kontakt. Forbuddet omfatter således ikke kun kontakt, der kan anses for en fredskrænkelse. Der kan i en afgørelse om tilhold fastsættes undtagelser fra forbuddet, således at det kun er visse former for kontakt, der er omfattet.

Det afgørende er, om den pågældende adfærd reelt har karakter af en henvendelse eller kontakt fra indklagede til forurettede, og ikke om kontakten sker direkte. Det forhold, at en meddelelse gennem f.eks. Facebook ikke direkte er adresseret til den, der chikaneres, er således ikke afgørende. Det er dog en forudsætning, at meddelelsen ikke alene er rettet til andre, men også reelt til den forurettede, ligesom gerningsmanden må have forsæt til, at meddelelsen virker som en henvendelse til den, der chikaneres.

Også andre former for kontakt, f.eks. henvendelser i form af ophold lige uden for forurettedes bolig, aflevering eller tilsendelse af blomster og hilsner gennem radioudsendelser er omfattet af bestemmelsen.

Bestemmelsen omfatter for det andet det at følge efter en person.

Det er ikke en betingelse, at der er en egentlig kontakt. En chikane i form af, at den pågældende følger efter en person uden helt at nærme sig, således at det ikke (eller ikke med sikkerhed) kan betegnes som kontakt, vil også være omfattet af bestemmelsen.

Der kan i en afgørelse om tilhold fastsættes undtagelser fra forbuddet, således at det kun er visse former for adfærd eller henvendelser mv., der er omfattet.

6.5.3. Betingelser for opholdsforbud

Betingelserne for at give et opholdsforbud fremgår af § 4 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

For det første følger det af § 4, stk. 1, 1. led, at betingelserne for at give et tilhold skal være opfyldt.

For det andet er det efter § 4, stk. 1, nr. 1, en betingelse, at der er tale om oftere gentagen krænkelse (i form af fredskrænkelse eller strafbart forhold, der kan sidestilles med fredskrænkelse), forsætlig overtrædelse af et tilhold eller en lovovertrædelse, der kan begrunde et tilhold eller en bortvisning.

Efter § 4, stk. 1, nr. 2, skal politiet for det tredje vurdere, at et tilhold ikke er tilstrækkeligt til at beskytte den forurettede.

Betingelserne for at give et opholdsforbud er således strengere end for et almindeligt tilhold.

Det bemærkes, at tilhold, opholdsforbud og bortvisning frit kan kombineres, hvis betingelserne for foranstaltningerne er opfyldt. Det skal dog understreges, at den eller de mindst indgribende foranstaltninger, skal vælges, jf. afsnit 6.7. Det skal ligeledes bemærkes, at det ikke er en betingelse for at udstede et opholdsforbud, at der forinden er givet et tilhold. Formålet med et opholdsforbud vil dog normalt indebære, at der gives et tilhold samtidig med opholdsforbuddet, hvis ikke et tilhold allerede er givet.

6.5.4. Betydning af opholdsforbud

Politiet kan give et opholdsforbud til den person, der forfølger eller chikanerer en anden. Et opholdsforbud betyder, at personen får et forbud mod at opholde sig eller færdes i et bestemt område, jf. lovens § 3.

Den, der forfølger eller chikanerer, forbydes at opholde sig eller færdes i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor den forurettede ofte færdes, f.eks. i nærheden af den forurettedes bolig, arbejdsplads eller uddannelsessted. Den forurettede får derved en eller flere ”sikkerhedszoner”, hvor pågældende frit kan færdes uden at føle sig utryg og bange for at møde den anden.

Det geografiske område, som forbuddet dækker, skal beskrives så præcist som muligt i afgørelsen. Hvis det er muligt bør afgørelsen vedlægges et kort, der viser området, så der ikke er tvivl om forbuddets udstrækning.

Det fremgår af forarbejderne til lovens § 3, at udtrykket ”i nærheden” skal ses i lyset af, at et opholdsforbud indebærer et væsentligt indgreb i krænkerens bevægelsesfrihed. Det bør således normalt være et mindre område, hvor den forurettede ofte færdes. Andre områder end de specifikt nævnte kan f.eks. være et supermarked eller idrætsanlæg mv., hvor den forurettede ofte har sin gang. Der er ikke i forarbejderne til bestemmelsen defineret en bestemt maksimal geografisk udstrækning af opholdsforbud.

Den geografiske udstrækning vil afhænge af områdets karakter og parternes forhold. I tæt bebyggede områder, som f.eks. en storby, vil formålet med et opholdsforbud oftest kunne nås ved at lade opholdsforbuddet omfatte et mindre område. Hvis parterne bor tæt på hinanden, må forbudsområdet indrettes herefter, således at der også tages hensyn til krænkerens bevægelsesfrihed. På den anden side vil det kunne tale for et større forbudsområde, hvis den forurettede er flyttet til et nyt område for at undgå kontakt med krænkeren, og krænkeren ikke har tilknytning til området. Ved fastlæggelse af forbudsområdet bør der også tages hensyn til eventuelle større færdselsårer, f.eks. større veje og banestrækninger mv., som krænkeren har en legitim interesse i at færdes ad. Der henvises i øvrigt til afsnit 6.7. vedrørende proportionalitet.

Udtrykket ”opholde sig eller færdes” omfatter enhver fysisk tilstedeværelse inden for det afgrænsede område, herunder det at passere igennem området.

Der kan i en afgørelse om opholdsforbud fastsættes undtagelser fra forbuddet, således at fysisk tilstedeværelse i visse tilfælde er lovlig.

6.5.5. Den beskyttede personkreds

Tilhold og opholdsforbud er ikke begrænset til at beskytte bestemte personer eller grupper af personer. Det er således ikke kun samlivsrelaterede krænkelser, der kan føre til tilhold eller opholdsforbud. De kan også gives for at beskytte f.eks. offentligt eller privat ansatte, kendte mennesker eller ved nabokonflikter eller chikane udøvet af en psykisk syg.

Personkredsen, der er beskyttet af et tilhold eller opholdsforbud, skal være konkretiseret i afgørelsen.

Hvis der gives et tilhold, der skal beskytte de ansatte i en butik eller på en anden arbejdsplads, skal tilholdet formuleres, så det fremgår, at det er ”de ansatte”, der er beskyttet. Hvis det kun er en enkelt person blandt de ansatte, der er blevet chikaneret mv. og skal beskyttes, skal tilholdet eller opholdsforbuddet alene omfatte denne person.

Et tilhold eller opholdsforbud kan, jf. § 6, udstrækkes til at omfatte et medlem af forurettedes husstand, hvis det findes nødvendigt af hensyn til formålet med tilholdet eller opholdsforbuddet.

6.5.6. Tidsmæssig udstrækning

Det fremgår af lovens § 5, at der skal fastsættes en frist for den tidsmæssige udstrækning af tilholdet eller opholdsforbuddet.

Et tilhold kan gives for et bestemt tidsrum på indtil 5 år, og et opholdsforbud kan gives for et bestemt tidsrum på indtil 1 år.

Fristen på henholdsvis 5 år og 1 år kan forlænges ved meddelelse af et nyt tilhold eller opholdsforbud før eller ved udløbet af fristen, hvis betingelserne for at give et tilhold eller opholdsforbud på det pågældende tidspunkt fortsat er opfyldt.

Hvis parterne frivilligt genoptager kontakten, bortfalder tilholdet eller opholdsforbuddet. Dette gælder, selv om det kun er for en kortere periode, at kontakten bliver genoptaget.

Hvis den, der har fået et tilhold eller opholdsforbud, frifindes for et forhold, som er indgået i grundlaget for afgørelsen, skal tilholdet eller opholdsforbuddet ophæves. Dette gælder dog ikke, hvis der i øvrigt er grundlag for foranstaltningen.

6.6. Bortvisning

6.6.1. Betingelser for bortvisning

Betingelserne for bortvisning fremgår af § 8 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Efter § 8, nr. 1, kan en person bortvises, hvis der er begrundet mistanke om, at den pågældende mod et medlem af sin husstand har begået en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller 266 eller en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder. Herudover kan der ske bortvisning, hvis den pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden.

Politiet og anklagemyndigheden har mulighed for at gribe ind i såvel sager, hvor der er begået aktuel kriminalitet, som sager hvor der alene er trussel om simpel vold efter straffelovens § 244, selv om sådanne trusler efter § 266 ikke i sig selv er strafbare. Der er således efter denne del af bestemmelsen mulighed for at gribe ind på et tidligt tidspunkt, hvor bortvisning kan forhindre fremtidig vold mv.

Efter § 8, nr. 2, er det tillige en betingelse for bortvisning, at der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet vil begå en lovovertrædelse, der er nævnt i nr. 1, f.eks. vold eller trusler (indikationskravet).

Bestemmelsen i retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2, om varetægtsfængsling i tilfælde af gentagelsesfare er efter forarbejderne vejledende ved fortolkningen af bortvisningsreglerne. Betingelserne om gentagelsesfare i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning vil dog i højere grad kunne være opfyldt, selv om der kun er oplysning om et enkelt endnu ikke pådømt forhold.

6.6.2. Betydning af bortvisning

Ved bortvisning kan en person over 18 år forbydes at opholde sig i sit hjem, jf. lovens § 7.

Det fremgår af forarbejderne (pkt. 3.6. i de almindelige bemærkninger til lovforslag nr. L 110 af 9. november 2011 til lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning), at reglerne om bortvisning er en videreførelse af bortvisningsloven (lov nr. 449 af 9. juni 2004). Hjem er ikke defineret i forarbejderne til lovens § 7, men det fremgår af bemærkningerne til den tidligere gældende bestemmelse i bortvisningslovens § 1, at der ved ”hjem” forstås den pågældende persons bopæl (der samtidig danner den fysiske ramme for en familie eller et lignende personligt fællesskab). Det er uden betydning, om pågældende er lejer eller ejer. Udover f.eks. en lejlighed eller et hus med dertil hørende rum og grundarealer vil også husbåde og beboelsesvogne mv. være omfattet af bestemmelsen. Derimod er ferieboliger ikke omfattet, medmindre der på det pågældende tidspunkt er tale om det fælles hjem.

Alle myndige personer, der hører til den pågældende husstand, kan bortvises. Der vil således være mulighed for at bortvise en mand, en kvinde, voksne børn eller andre medlemmer af husstanden.

Ved ophold forstås enhver fysisk tilstedeværelse på den pågældende lokalitet. En bortvisning indebærer, at den blotte tilstedeværelse i boligen udgør en overtrædelse, selv om der er tale om et helt kortvarigt ophold. En bortvisning rummer således både et opholds- og adgangsforbud.

Der kan i afgørelsen om bortvisning fastsættes undtagelser fra forbuddet mod ophold.

Det bemærkes, at tilhold, opholdsforbud og bortvisning frit kan kombineres, hvis betingelserne for foranstaltningerne er opfyldt. Det skal dog understreges, at den eller de mindst indgribende foranstaltninger skal vælges, jf. afsnit 6.7. vedrørende proportionalitet.

6.6.3. Personkredsen

Bortvisning kan anvendes med henblik på generelt at beskytte personer mod vold, trusler og lignende eller seksuelle krænkelser i det fælles hjem og kan anvendes til at beskytte alle medlemmer af husstanden.

6.6.4. Tidsmæssig udstrækning

Det fremgår af § 10, at en bortvisning sker for et tidsrum på indtil 4 uger.

Fristen på 4 uger kan forlænges med højst 4 uger ad gangen, hvis betingelserne for bortvisning fortsat er opfyldt ved udløbet af den hidtidige frist.

Hvis den bortviste frifindes for et forhold, som er indgået i grundlaget for en bortvisning, skal bortvisningen ophæves. Dette gælder dog ikke, hvis der i øvrigt er grundlag for foranstaltningen.

6.7. Proportionalitet

Efter § 12 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning skal der foretages en særskilt proportionalitetsvurdering i forhold til tilhold, opholdsforbud og bortvisning med henblik på at fastslå, om indgrebet er rimeligt.

Efter den almindelige proportionalitetsgrundsætning – der gælder ved straffeprocessuelle tvangsindgreb – er det endvidere det mindst indgribende middel, som kan opfylde formålet, der skal vælges.

Der vil som udgangspunkt være tale om en begrænset forstyrrelse af den pågældendes forhold, når der gives et tilhold. Et tilhold vil således i langt de fleste tilfælde være proportionalt.

Proportionalitetsprincippet betyder i relation til opholdsforbud, at udstrækningen af det geografiske område i forhold til den indklagedes bolig, arbejds- eller uddannelsessted mv. eller steder, hvor den pågældende har rimelig grund til at færdes jævnligt, må tillægges særlig vægt. Det kan have betydning for både spørgsmålet om, hvorvidt opholdsforbuddet overhovedet bør gives, og i givet fald for områdets udstrækning. Der henvises til afsnit 6.5.4.

En bortvisning fra hjemmet er det mest indgribende middel, der kan anvendes. På baggrund af bortvisningens karakter vil spørgsmålet om indgrebets proportionalitet give anledning til særlige overvejelser, herunder i de tilfælde, hvor der er fælles børn i husstanden, eller hvor den ene part driver sit erhverv fra husstanden.

I den helhedsvurdering, der skal foretages, skal på den ene side indgå hensynet til den pågældendes husstand og karakteren af den krænkende parts adfærd, herunder vægten af den risiko og den ulempe, som husstanden udsættes for ved den krænkende parts forbliven i hjemmet. I den forbindelse må der lægges vægt på, om samlivet har været så kortvarigt, at det kan fremstå som mere rimeligt end ellers, at det er den krænkede part, der må forlade hjemmet.

På den anden side skal indgå hensynet til den krænkende part selv, herunder den konkrete ulempe og forstyrrelse, som indgrebet vil påføre den pågældende, ikke mindst i tilfælde hvor den pågældende driver sit erhverv i eller i nær tilknytning til hjemmet.

Der kan henvises til U2006.1950Ø, hvor politiets bortvisning af en mand, der havde været voldelig over for sin samleverske og truet hende, og som havde psykiske problemer, blev godkendt, uanset at begge parter udførte arbejde i en virksomhed, der blev drevet fra hjemmet. Der blev lagt vægt på, at samleversken ejede virksomheden samt den ejendom, parterne boede i, og at hun var i stand til at fortsætte den daglige drift af den.

6.8. Forkyndelse

En afgørelse om tilhold, opholdsforbud eller bortvisning skal forkyndes for den pågældende, jf. lovens § 16. Afgørelsen får virkning fra forkyndelsestidspunktet.

Når et opholdsforbud eller en bortvisning forkyndes, skal den pågældende vejledes om retten til at kræve afgørelsen indbragt for retten, jf. nærmere herom i afsnit 6.9.

6.9. Domstolsprøvelse

Den, der gives et opholdsforbud eller bliver bortvist, kan – inden 14 dage efter at afgørelsen er forkyndt for den pågældende – kræve afgørelsen indbragt for retten, jf. lovens § 17. Det er ikke en betingelse, at pågældende inden har udnyttet de administrative klagemuligheder. Den administrative klageadgang afskæres imidlertid, hvis en domstol har truffet afgørelse i sagen.

Klageren skal oplyse en adresse og et eventuelt telefonnummer til politiet, hvortil indkaldelse til et eventuelt retsmøde kan meddeles. Forkyndelse af indkaldelse til retsmødet er ikke nødvendig.

Politiet skal snarest muligt og senest 1 uge – dog inden 24 timer i sager om bortvisning – efter modtagelse af anmodningen indbringe sagen for byretten på det sted, hvor oplysning i sagen mest hensigtsmæssigt må antages at kunne tilvejebringes.

Det har ikke opsættende virkning, at der anmodes om en domstolsprøvelse af afgørelsen.

I medfør af § 18, stk. 1, bliver der for klageren i bortvisningssager beskikket en advokat, der har samme beføjelser som en forsvarer i en straffesag. Når et opholdsforbud bliver indbragt for retten, kan der i medfør af samme bestemmelse ligeledes ske beskikkelse, hvis retten efter sagens beskaffenhed, indgrebets karakter, klagerens person og omstændighederne i øvrigt finder det ønskeligt.

Den forurettede bliver som udgangspunkt ikke involveret i sagens behandling i retten, da sagen behandles uden umiddelbar bevisførelse på grundlag af det skriftlige materiale, der indgår i sagen. Såfremt forurettede undtagelsesvis skal afgive forklaring i retten, vil der dog kunne ske beskikkelse af en bistandsadvokat for forurettede, jf. § 18, stk. 2.

Sagen behandles skriftligt eller mundtligt efter rettens bestemmelse, jf. § 19, og sagen kan fremmes ved klagerens udeblivelse. Hvis der er beskikket en advokat for klageren, kræver det dog, at advokaten er til stede.

6.10. Det centrale Kriminalregister

I tilfælde, hvor der gives et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning, skal dette indberettes til kriminalregistret.

6.11. Opfølgning på tilhold, opholdsforbud og bortvisning

I medfør af lovens § 11 skal politiet senest samtidig med en afgørelse om bortvisning underrette kommunen om sagen og i den forbindelse sende sagens oplysninger og dokumenter til kommunen.

Også i sager om tilhold og opholdsforbud bør politiet være opmærksom på muligheden for at inddrage de sociale myndigheder, således at der ydes en aktiv og socialt orienteret bistand til parterne på et så tidligt tidspunkt som muligt. Politiet bør således efter omstændighederne opfordre parterne til at henvende sig til de sociale myndigheder eller eventuelt af egen drift orientere disse myndigheder om sagen. Der henvises i øvrigt til afsnit 4.4. vedrørende underretning af andre myndigheder.

6.12. Lovlig kontakt

Det følger af lovens § 13, at tilhold, opholdsforbud og bortvisning ikke omfatter kontakt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for lovlig (beføjet).

Det påhviler den, indgrebet er rettet imod, at sandsynliggøre, at en kontakt har været lovlig.

Det fremgår af forarbejderne til § 13, at en kontakt efter en nødretsbetragtning f.eks. kan være lovlig, hvis et fælles barn akut bliver alvorligt sygt, og der ikke er andre, der har mulighed for tids nok at køre barnet på hospitalet, og hvor den pågældende overtræder et tilhold, opholdsforbud eller bortvisning ved selv at gøre det.

Det kan også være nødvendigt for en bortvist at afhente nødvendige personlige effekter fra det fælles hjem, som ikke blev medtaget, da bortvisningen skete. Det bemærkes i den forbindelse, at politiet skal ledsage en bortvist til det fælles hjem og overvære afhentning af effekterne. Politiet bør før afhentningen underrette den forurettede.

Hvis parterne genoptager kontakten, herunder kortvarigt – og kontakten ikke er omfattet af lovens § 13 eller af en undtagelse, der er fastsat i afgørelsen – bortfalder tilholdet mv.

6.13. Overtrædelse af tilhold, opholdsforbud eller bortvisning – påtale og straf

Straf for overtrædelse af et tilhold mv. forudsætter, at afgørelsen er truffet af den kompetente myndighed og meddelt den pågældende, samt at afgørelsen er lovlig.

Det følger af lovens § 21, stk. 3, at påtale i sager om overtrædelse af tilhold, opholdsforbud eller bortvisning sker efter begæring fra den forurettede, medmindre almene hensyn kræver det. Det sikres herved, at mindre alvorlige forseelser ikke forfølges, hvis den forurettede ikke ønsker det. En anmeldelse fra den forurettede anses som en anmodning om påtale, medmindre andet fremgår af anmeldelsen, jf. retsplejelovens § 720, stk. 2, 2. pkt.

Forsætlig overtrædelse af et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år, jf. § 21.

Det fremgår af § 21, stk. 2, at det ved fastsættelse af straf skal indgå som en skærpende omstændighed, hvis forholdet har udgjort et led i en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane – såkaldt ”stalking”. Det forudsættes ved bestemmelsen, at der i sådanne tilfælde som udgangspunkt anvendes ubetinget frihedsstraf.

Det fremgår af lovens forarbejder, at det forhold, at overtrædelse af tilhold ikke længere er omfattet af straffeloven (tidligere § 265 i straffeloven), ikke skal ses som udtryk for en ændret vurdering af alvorligheden af sådanne overtrædelser. Opretholdelse af den tidligere strafferamme på bøde eller fængsel indtil 2 år for overtrædelse af tilhold understreger, at der på ingen måde er tilsigtet en lempelse med ændringen.

Efter forarbejderne bør anklagemyndigheden og domstolene generelt være opmærksomme på mulighederne for nuancering af straffen for overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning, således at der tages hensyn til den konkrete grovhed i det enkelte tilfælde, herunder hensyn til den belastning, som den forurettede har været udsat for, og til udviklingen i samfundets syn på forfølgelse og chikane.

I den forbindelse kan der henvises til TfK2007.807/2Ø, hvor en tiltalt, der i en længere periode i mere end 400 tilfælde havde overtrådt straffelovens § 265 ved at opsøge eller rette personlig eller telefonisk henvendelse til sin tidligere hustru, blev straffet med 1 års betinget fængsel.

Det følger endvidere af forarbejderne, at anklagemyndighedens strafpåstand i sager om overtrædelse af tilhold som hidtil skal tage udgangspunkt i praksis om overtrædelse af straffelovens § 266 om trusler.

For anklagemyndighedens strafpåstand ved overtrædelse af et tilhold gælder herefter følgende retningslinjer:

Første gang et tilhold overtrædes, vil det som udgangspunkt være tilstrækkeligt at nedlægge påstand om bødestraf, medmindre der foreligger skærpende omstændigheder.

Bødepåstanden i førstegangstilfælde skal være mindst 1.000 kr. Bøden kan forhøjes afhængig af forholdets grovhed.

Er der tale om flere førstegangsovertrædelser til samtidig pådømmelse, skal der ske en væsentlig forhøjelse af bøden, hvor der lægges vægt på antallet af overtrædelser, forholdenes grovhed mv.

Er der tale om et meget betydeligt antal overtrædelser, som har været stærkt generende for den forurettede, kan der være grundlag for i førstegangstilfælde at nedlægge påstand om frihedsstraf.

Der kan endvidere påstås frihedsstraf i førstegangstilfælde ved enkelte overtrædelser, hvis overtrædelserne er af betydelig grovhed og er egnede til at skabe væsentlig utryghed for den forurettede.

Fra retspraksis kan nævnes følgende trykte domme:

TfK2006.497V. Tiltalte havde fået en advarsel om ikke at krænke A’s fred. Det fremgik af advarslen, at den ikke omfattede rykkerskrivelser vedrørende et økonomisk krav, som tiltalte havde mod A. Tiltalte blev dømt for at have fremsendt fire breve med fredskrænkende adressering, idet der udover navn og adresse var påført kuverterne tekster som f.eks. ”Svindler/hærværks- og voldmand”. Retten fastsatte straffen til 4 dagbøder af 500 kr.

TfK2000.60/2Ø, hvor tiltalte, der ikke tidligere var straffet, i 73 tilfælde havde kontaktet sine børns mor, selv om han var meddelt en advarsel mod at krænke hendes fred. Retten fastsatte straffen til hæfte i 30 dage, idet der på den ene side blev lagt vægt på, at der var tale om et stort antal overtrædelser, og på den anden side, at de fleste henvendelser var af meget kort varighed, og at tiltalte ikke på noget tidspunkt havde været truende eller voldelig. Henset til, at der var indgået en samværsordning om børnene, gjorde landsretten straffen betinget.

Ved overtrædelse af tilhold i gentagelsestilfælde skal der som udgangspunkt nedlægges påstand om frihedsstraf.

Fra retspraksis kan nævnes følgende trykte domme:

TfK2009.401Ø, hvor tiltalte blev straffet med fængsel i 30 dage for ét forhold vedrørende overtrædelse af straffelovens § 265. Tiltalte var tre gange tidligere straffet for overtrædelse af et tilhold, og to af disse sager var afgjort med henholdsvis en bøde på 2.000 kr. og 8 dagbøder á 500 kr. Den tredje sag, der tillige vedrørte vidnetrusler efter straffelovens § 123, var afgjort med fængsel i 4 måneder.

TfK2009.92Ø, hvor tiltalte blev straffet med fængsel i 14 dage for 3 forhold vedrørende overtrædelse af et tilhold. Inden sagen blev afgjort i landsretten, havde tiltalte udenretligt vedtaget et bødeforelæg på 1.000 kr. for yderligere overtrædelse af tilholdet.

TfK2006.183V, hvor tiltalte, som to gange tidligere var straffet for overtrædelse af straffelovens § 265, blev idømt en straf af fængsel i 10 dage samt en tillægsbøde på 3.000 kr. for i to tilfælde at have overtrådt et tilhold. Straffen var første gang fastsat til 5 dagbøder á 300 kr. og anden gang til 10 dagbøder á 300 kr.

TfK2005.811Ø, hvor tiltalte blev straffet med fængsel i 20 dage for 11 gange at have overtrådt straffelovens § 265 ved at være kørt forbi sin tidligere kærestes bopæl. Tiltalte var tidligere straffet for overtrædelse af § 265 med 10 dagbøder á 500 kr.

TfK2005.705V, hvor tiltalte blev idømt 30 dages fængsel for at have rettet flere telefoniske og personlige henvendelser til forurettede. Tiltalte var tidligere straffet med dagbøder for overtrædelse af straffelovens § 265.

TfK1999.119V, hvor tiltalte, der tidligere var idømt dagbøder for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 265, i ni tilfælde overtrådte en advarsel ved at rette henvendelse til forurettede, ligesom han havde stjålet forurettedes pung. Straffen blev fastsat til hæfte i 30 dage.

Endelig henvises til TfK2011.883/2V, hvor tiltalte blev frifundet for overtrædelse af straffelovens § 265, idet tilholdets gyldighed var udløbet. Tiltalte var tre gange tidligere straffet for overtrædelse af det pågældende tilhold. Første gang blev han idømt 5 dagbøder á 200 kr. for i to tilfælde at have overtrådt tilholdet. Anden gang var der tale om ét forhold vedrørende overtrædelse af tilholdet, og her blev straffen fastsat til 5 dagbøder á 300 kr. Tredje gang var der ligeledes tale om ét forhold, der blev afgjort med en bødevedtagelse på 2.000 kr.

Strafpåstandene i sager om overtrædelse af opholdsforbud og bortvisning bør, da betingelserne for at give et opholdsforbud eller bortvise en person er væsentligt strengere, generelt ligge på et højere niveau.

7. Ikrafttræden og ophævelse af tidligere udsendte retningslinjer

Lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning trådte i kraft den 1. marts 2012.

Lovens straffebestemmelse, § 21, finder tillige anvendelse på overtrædelse af bortvisning, tilhold eller forbud givet forud for lovens ikrafttræden i medfør af den nu ophævede lov nr. 449 af 9. juni 2004 om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold mv. samt på overtrædelse af en advarsel efter den tidligere bestemmelse i straffelovens § 265.

Afsnittet vedrørende strafpåstanden i sager om overtrædelse af straffelovens § 265 i Rigsadvokatmeddelelse nr. 9/2005 ophæves.

Retningslinjerne i denne meddelelse erstatter retningslinjerne i Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 11075 af 12. februar 1990 om behandlingen af sager om meddelelse af advarsler i henhold til straffelovens § 265, som er ophævet ved cirkulæreskrivelse nr. 9061 af 29. februar 2012.

Rigsadvokaten, den 20. februar 2013

Ole Hasselgaard


Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Iværksættelse af efterforskning i sager om samlivsrelaterede personfarlige forbrydelser

2.1. Indledning

2.2. Forhold, som kommer til politiets kendskab ved anmeldelse om voldsomme stridigheder i hjemmet o.lign.

2.3. Forhold, som anmeldes til politiet

3. Vejledning af forurettede

3.1. Støtte og bistand til forurettede

3.2. Vidnefritagelse

4. Efterforskning af sagen

4.1. Generelt om efterforskningen

4.2. Optagelse af fotografier af forurettedes skader

4.3. Foranstaltninger over for truende eller voldelige personer

4.4. Underretning af andre myndigheder

5. Afgørelse af tiltalespørgsmålet, vidnepålæg mv.

5.1. Tiltalerejsning

5.2. Vidnepålæg mv.

5.3. Sagsbehandlingstid

5.4. Strafpåstande

6. Tilhold, opholdsforbud og bortvisning

6.1. Sagens start

6.2. Vejledning, formaning og mægling

6.3. Kompetence

6.4. Sagsbehandling

6.5. Tilhold og opholdsforbud

6.5.1. Betingelser for tilhold

6.5.2. Betydning af tilhold

6.5.3. Betingelser for opholdsforbud

6.5.4. Betydning af opholdsforbud

6.5.5. Den beskyttede personkreds

6.5.6. Tidsmæssig udstrækning

6.6. Bortvisning

6.6.1. Betingelser for bortvisning

6.6.2. Betydning af bortvisning

6.6.3. Personkredsen

6.6.4. Tidsmæssig udstrækning

6.7. Proportionalitet

6.8. Forkyndelse

6.9. Domstolsprøvelse

6.10. Det centrale Kriminalregister

6.11. Opfølgning på tilhold, opholdsforbud og bortvisning

6.12. Lovlig kontakt

6.13. Overtrædelse af tilhold, opholdsforbud eller bortvisning – påtale og straf

7. Ikrafttræden og ophævelse af tidligere udsendte retningslinjer

Bilag:

Bilag 1: Lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Bilag 2: Bekendtgørelse nr. 140 af 6. februar 2012 om konfliktråd i sager om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Bilag 3: Rigsadvokatens pjece ”Råd og vejledning – Til dig, der har været udsat for et seksuelt overgreb, vold eller anden personfarlig kriminalitet”

Bilag 4: Rigsadvokatens pjece ”Råd og vejledning – Til dig, der er udsat for forfølgelse, chikane eller stalking”

Bilag 5: Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. februar 2003 om ny landsdækkende ordning vedrørende tilbud om overfaldsalarmer til voldsramte kvinder mv.

Bilag 6: Cirkulæreskrivelse om ophævelse af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. februar 1990 om behandlingen af sager om meddelelse af advarsel i henhold til straffelovens § 265 m.v.


Bilag 1

Afskrift

Lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

Kapitel 1

Tilhold og opholdsforbud

§ 1. Ved tilhold kan en person forbydes at opsøge en anden ved personlig, mundtlig eller skriftlig henvendelse, herunder ved elektronisk kommunikation, eller på anden måde kontakte eller følge efter den anden.

§ 2. Tilhold kan gives, hvis

1) der er begrundet mistanke om, at en person

a) har krænket en andens fred ved at forfølge eller genere den anden ved kontakt m.v. som anført i § 1 eller

b) mod den anden har begået strafbart forhold, der kan sidestilles med en sådan fredskrænkelse, og

2) der er bestemte grunde til at antage, at den pågældende fortsat vil krænke den anden som anført i nr. 1.

Stk. 2. Tilhold kan endvidere gives, hvis

1) der er begrundet mistanke om, at en person har begået en overtrædelse af straffelovens bestemmelser om drab, røveri, frihedsberøvelse, vold, brandstiftelse, voldtægt eller anden sædelighedsforbrydelse eller forsøg på en af de nævnte forbrydelser, og

2) den forurettede eller dennes nærmeste efter lovovertrædelsens grovhed ikke findes at skulle tåle kontakt m.v. med den pågældende som anført i § 1.

§ 3. Ved opholdsforbud kan en person forbydes at opholde sig eller færdes i et nærmere afgrænset område i nærheden af en anden persons bolig eller arbejds-, uddannelses- eller opholdssted eller andet område, hvor denne ofte færdes.

§ 4. Opholdsforbud kan gives, hvis betingelserne for tilhold efter § 2 er opfyldt, når

1) mistanken angår oftere gentagen krænkelse efter § 2, stk. 1, nr. 1, forsætlig overtrædelse af et tilhold efter § 1 eller en lovovertrædelse omfattet af § 2, stk. 2, eller § 8, nr. 1, og

2) et tilhold efter § 1 ikke kan anses for tilstrækkeligt til at beskytte den anden person.

§ 5. Et tilhold gives for et bestemt tidsrum på indtil 5 år. Et opholdsforbud gives for et bestemt tidsrum på indtil 1 år.

§ 6. Et tilhold eller opholdsforbud kan udstrækkes til at omfatte et medlem af forurettedes husstand, hvis det findes nødvendigt af hensyn til formålet med tilholdet eller opholdsforbuddet.

Kapitel 2

Bortvisning

§ 7. Ved bortvisning kan en person over 18 år forbydes at opholde sig i sit hjem.

§ 8. En person kan bortvises, når

1) der er begrundet mistanke om, at den pågældende mod et medlem af sin husstand har begået en overtrædelse af straffelovens §§ 210, 213 eller 266 eller en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens kapitel 24-26, og som efter loven kan medføre fængsel i 1 år og 6 måneder, eller at den pågældende har optrådt på en måde, der i øvrigt indebærer en trussel om vold mod et medlem af husstanden, og

2) der efter det oplyste er bestemte grunde til at antage, at den pågældende ved forbliven i hjemmet vil begå en lovovertrædelse, der er nævnt i nr. 1.

§ 9. Politiet kan i forbindelse med behandlingen af en sag om bortvisning tilbageholde en person, der med rimelig grund antages at have optrådt på en måde, der indebærer en trussel om vold mod et medlem af personens husstand.

Stk. 2. For tilbageholdelsen gælder i øvrigt reglerne om anholdelse i retsplejelovens §§ 755-759 og § 760, stk. 1. Tilbageholdelsen kan ikke udstrækkes ud over 24 timer.

§ 10. Bortvisning sker for et bestemt tidsrum på indtil 4 uger.

§ 11. Senest samtidig med en afgørelse om bortvisning skal politiet underrette kommunen om sagen.

Stk. 2. Ved underretning af kommunen skal endvidere sendes oplysninger og dokumenter i sagen, herunder elektronisk lagrede data, der er nødvendige for de sociale myndigheders behandling af sagen.

Kapitel 3

Fælles bestemmelser

§ 12. Tilhold, opholdsforbud og bortvisning må ikke stå i misforhold til den herved forvoldte forstyrrelse af den pågældendes forhold, hensynet til den eller dem, som foranstaltningen skal beskytte, og karakteren af den adfærd, der er udvist fra den pågældendes side.

§ 13. Tilhold, opholdsforbud og bortvisning omfatter ikke kontakt, ophold eller færden, som af særlige grunde må anses for beføjet.

§ 14. Tilhold, opholdsforbud og bortvisning kan besluttes, når en person, som foranstaltningen skal beskytte, anmoder om det, eller når almene hensyn kræver det.

§ 15. I sager om tilhold, opholdsforbud og bortvisning vejleder politiet parterne om reglerne i denne lov, når der er anledning til det.

Stk. 2. Afgørelse om tilhold, opholdsforbud og bortvisning træffes af politidirektøren.

Stk. 3. Statsadvokaten behandler klager over tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Statsadvokatens afgørelse kan ikke påklages.

§ 16. Afgørelser om tilhold, opholdsforbud og bortvisning skal forkyndes. Ved forkyndelse af opholdsforbud og bortvisning skal den pågældende vejledes om retten til at kræve afgørelsen indbragt for retten.

Kapitel 4

Domstolsprøvelse

§ 17. Den, der gives opholdsforbud eller bortvises, kan, inden 14 dage efter at afgørelsen er forkyndt for den pågældende, kræve, at politiet indbringer afgørelsen for byretten.

Stk. 2. Den, der kræver en afgørelse om opholdsforbud eller bortvisning indbragt for retten (klageren), skal til politiet oplyse en adresse og et eventuelt telefonnummer, hvortil indkaldelse til et eventuelt retsmøde kan meddeles. Forkyndelse af indkaldelse til retsmøde er ikke nødvendig.

Stk. 3. Sagen skal snarest muligt og senest inden 1 uge efter modtagelse af anmodningen indbringes for byretten på det sted, hvor oplysning i sagen mest hensigtsmæssigt må antages at kunne tilvejebringes. I sager om bortvisning skal indbringelse dog ske inden 24 timer.

Stk. 4. Anmodning om indbringelse for retten har ikke opsættende virkning.

§ 18. Der beskikkes en advokat for den, der kræver en afgørelse om bortvisning indbragt for retten. Der kan beskikkes en advokat for den, der kræver en afgørelse om opholdsforbud indbragt for retten, hvis retten efter sagens beskaffenhed, indgrebets karakter, klagerens person og omstændighederne i øvrigt finder det ønskeligt. Den beskikkede advokat har samme beføjelser som en forsvarer i en straffesag. Om salær og godtgørelse for udlæg til en beskikket advokat gælder samme regler som for beskikkede forsvarere, jf. retsplejelovens § 741.

Stk. 2. Der kan beskikkes en advokat for en forurettet, der skal afgive forklaring i retten. Reglerne i retsplejelovens §§ 741 c og 741 d finder tilsvarende anvendelse. Om salær og godtgørelse for udlæg til den beskikkede advokat gælder samme regler som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31.

§ 19. Sagen behandles skriftligt eller mundtligt efter rettens bestemmelse.

Stk. 2. Behandles sagen mundtligt, skal retsmøde afholdes snarest muligt. Såfremt anmodningen om sagens indbringelse for retten fremsættes ved forkyndelsen af en førstegangsafgørelse om bortvisning, skal retsmøde afholdes inden 5 dage.

Stk. 3. Klageren har ret til at være til stede i et eventuelt retsmøde og udtale sig, medmindre retten finder, at dette af særlige grunde er nytteløst eller skadeligt for den pågældende. Sagen kan behandles, selv om den pågældende udebliver. Er der beskikket advokat efter § 18, stk. 1, kan sagen dog kun behandles, hvis den beskikkede advokat er mødt.

Stk. 4. Retten træffer afgørelse på grundlag af sagens dokumenter og en eventuel forklaring i retten fra klageren. Under særlige omstændigheder kan retten tillade yderligere bevisførelse.

Stk. 5. Rettens afgørelse træffes ved kendelse. Går afgørelsen ud på, at indgrebet godkendes, anføres i kendelsen de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne er opfyldt.

Stk. 6. Pålægges der klageren sagsomkostninger i en straffesag, der angår forhold, som har givet anledning til opholdsforbuddet eller bortvisningen, pålægges det ved dommen i straffesagen tillige den pågældende at betale omkostningerne ved sagen om opholdsforbud eller bortvisning. Retten kan dog undtagelsesvis bestemme, at disse omkostninger helt eller delvis skal betales af statskassen, såfremt særlige omstændigheder taler for det.

§ 20. I øvrigt gælder retsplejelovens regler om strafferetsplejen.

Stk. 2. Med hensyn til erstatningskrav finder retsplejelovens § 1018 h anvendelse. Med hensyn til tilbageholdelse efter § 9 finder retsplejelovens § 1018 a dog anvendelse, når bortvisning ikke gennemføres eller godkendes.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 21. Den, der forsætligt overtræder et tilhold efter § 1, et opholdsforbud efter § 3 eller en bortvisning efter § 7, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 2. Ved fastsættelse af straffen efter stk. 1 skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet har udgjort et led i en systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane.

Stk. 3. Overtrædelse af stk. 1 påtales kun efter den forurettedes anmodning, medmindre almene hensyn kræver det.

Kapitel 6

Ændringer i anden lovgivning

§ 22. I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1062 af 17. november 2011, foretages følgende ændringer:

1. § 265 ophæves.

2. I § 275, stk. 2, 1. pkt. , ændres »§§ 263-265« til: »§§ 263-264 d«.

§ 23. I lov om rettens pleje, jf. lovbekendtgørelse nr. 1063 af 17. november 2011, foretages følgende ændringer:

1. I § 781, stk. 3, 1. pkt. , ændres »gentagne fredskrænkelser som omhandlet i straffelovens § 265« til: »krænkelse som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning«.

2. I § 804, stk. 1, indsættes efter »offentlig påtale,«: »eller krænkelse som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning«.

§ 24. I lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 688 af 28. juni 2004, som ændret ved § 12 i lov nr. 516 af 7. juni 2006, § 3 i lov nr. 711 af 25. juni 2010 og § 2 i lov nr. 412 af 9. maj 2011, foretages følgende ændring:

1. I § 1, stk. 1, 1. pkt. , indsættes efter »straffelov«: »eller lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning«.

Kapitel 7

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.

§ 25. Loven træder i kraft den 1. marts 2012.

Stk. 2. Lov nr. 449 af 9. juni 2004 om bortvisning og beføjelse til at meddele tilhold m.v. ophæves.

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne.

Stk. 2. Loven gælder ikke for Grønland, men kan med undtagelse af §§ 22 og 23 ved kongelig anordning sættes i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 3. februar 2012

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

Margrethe R.

/Morten Bødskov


Bilag 2

Afskrift

Bekendtgørelse nr. 140 af 6. februar 2012 om konfliktråd i sager om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

I medfør af § 6, 2. pkt., i lov nr. 467 af 12. juni 2009 om konfliktråd i anledning af en strafbar handling fastsættes:

§ 1. Mægling i konfliktråd kan finde sted i sager omfattet af lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Stk. 2. Mægling i konfliktråd efter stk. 1 skal finde sted efter reglerne i bekendtgørelse nr. 1081 af 15. september 2010 om konfliktråd i anledning af en strafbar handling og retningslinjerne udstedt af Rigspolitiet i medfør af § 1, stk. 4, i den nævnte bekendtgørelse.

§ 2. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. marts 2012.

Justitsministeriet, den 6. februar 2012

Morten Bødskov

/Carsten Kristian Vollmer


Bilag 3

Rigsadvokatens pjece ”Råd og vejledning – Til dig, der har været udsat for et seksuelt overgreb, vold eller anden personfarlig kriminalitet”

Indhold

Denne pjece gennemgår, hvad der sker, når du har været udsat for personfarlig kriminalitet.

• Fra forbrydelse til en eventuel retssag

• Få hjælp under hele forløbet

• Hvis sagen kommer for retten

• Hvis sagen må opgives

• Mulighed for erstatning

Pjecen indeholder også et afsnit for efterladte nære pårørende til en person, der er død på grund af personfarlig kriminalitet.

Fra forbrydelse til en eventuel retssag

Efterforskning

Når der er begået en personfarlig forbrydelse, begynder politiet at efterforske sagen.

Eventuel lægeundersøgelse

I nogle sager skal du muligvis undersøges af en læge. Det kan f.eks. ske på skadestuen eller Center for Voldtægtsofre. Det er frivilligt, om du vil undersøges, men det kan være nødvendigt for at sikre beviser.

Hvis der er brug for, at du bliver undersøgt, taler politiet med dig om det.

Mistanke og sigtelse

Hvis politiet vurderer, at der er rimelig grund til at mistænke en bestemt person, sigter politiet ham eller hende for forbrydelsen. Når efterforskningen er slut, beslutter anklagemyndigheden, hvad der videre skal ske.

Tiltale og retssag

Anklagemyndigheden rejser tiltale, hvis den vurderer, at der er beviser nok til at få en sigtet person dømt. At rejse tiltale betyder, at sagen bliver sendt til retten.

I nogle tilfælde kommer sagen ikke for retten. Det gælder især mindre alvorlige sager, hvor sagen i stedet kan afgøres med f.eks. en bøde.

Få hjælp under hele forløbet

Når du har været udsat for en personfarlig forbrydelse, kan en række personer hjælpe dig under sagen.

Bistandsadvokat

En bistandsadvokat er en advokat, der kan hjælpe dig og varetage dine interesser under hele straffesagen. Bistandsadvokaten er gratis og vil blandt andet:

• Hjælpe dig og give dig råd og vejledning, mens politiet efterforsker sagen, og hvis sagen senere skal for retten

• Rådgive dig, hvis du er bange for, at gerningsmanden skal opsøge dig

• Hjælpe dig med at få erstatning – ved at opgøre dit erstatningskrav og fremsætte det under en eventuel retssag og over for Erstatningsnævnet

• Forklare dig, hvordan en straffesag foregår, og tage med dig, hvis du skal afgive forklaring i retten som vidne

Hvem har ret til en bistandsadvokat?

Når du har været udsat for voldtægt eller en lignende alvorlig seksualforbrydelse, får du en bistandsadvokat, medmindre du ikke ønsker det.

Når du har været udsat for anden personfarlig kriminalitet, f.eks. vold eller røveri, skal du selv bede politiet om at få en bistandsadvokat, hvis du ønsker det.

Politiet vil vejlede dig om dine muligheder for at få en bistandsadvokat.

Retten afgør, om du opfylder betingelserne for at få en bistandsadvokat. Retten beslutter også, hvilken advokat det skal være. Hvis du gerne vil have en bestemt advokat til at hjælpe dig, kan du bede om det.

Hvis du har været udsat for voldtægt eller lignende, får du mulighed for at tale med din bistandsadvokat, før politiet afhører dig første gang. I visse tilfælde kan det dog være nødvendigt, at politiet stiller dig spørgsmål, inden du har talt med din bistandsadvokat.

Kontaktperson

Hvis politiet forventer, at du skal vidne i retten, får du en kontaktperson enten hos politiet eller anklagemyndigheden. Så har du ét sted, hvor du altid kan henvende dig, hvis du har spørgsmål om sagen.

Denne ordning gælder især i sager om voldtægt, grov vold eller grove trusler.

Du kan også selv bede politiet om at udpege en kontaktperson for dig.

Konfliktråd

Du kan i nogle sager vælge at deltage i et konfliktråd. Det er et møde mellem dig og gerningsmanden, hvor du under trygge forhold kan tale med gerningsmanden om det, der er sket.

Det er frivilligt for både dig og gerningsmanden at deltage i mødet. Der vil være en mægler til stede under mødet.

Der kan kun afholdes konfliktråd i sager, hvor gerningsmanden har tilstået sin forbrydelse.

Politiet foretager en vurdering af, om en sag er egnet til konfliktråd. Hvis du ønsker at deltage i et konfliktråd, kan du også selv foreslå det til politiet.

Læs mere på www.konfliktraad.dk, eller spørg politiet om mulighederne.

Andre muligheder for hjælp

Offerrådgivningen kan skaffe dig kontakt til professionelle, der tilbyder forskellige former for råd og vejledning. Du kan også henvende dig her, hvis du har brug for at tale anonymt med nogen. Der er en offerrådgivning i alle politikredse. Find adresser, og læs mere på www.offerraadgivning.dk

Du kan også kontakte Landsforeningen Hjælp Voldsofre. Det er en privat forening, der tilbyder forskellige former for hjælp, råd og vejledning. Læs mere på www.voldsofre.dk

Hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb, kan du også søge råd og vejledning hos Center for Voldtægtsofre. Læs mere på www.voldtaegt.dk

Din kommune kan også hjælpe dig, hvis du har brug for støtte som følge af den forbrydelse, du har været udsat for.

Din egen læge kan også i nogle tilfælde henvise dig til en psykolog.

Du kan i visse tilfælde få erstatning fra staten som følge af den forbrydelse, du har været udsat for. Du kan læse mere om Erstatningsnævnet på www.erstatningsnaevnet.dk

Hvis sagen kommer for retten

Hvis politiet finder gerningsmanden, og sagen skal for retten, sender anklagemyndigheden et brev til dig om, at der er rejst tiltale i sagen.

Besked om retsmødet

Som regel skal du vidne i retten. Det vil sige, at du skal møde op og forklare, hvad der er sket. Du får et brev om, hvor og hvornår du skal møde i retten. Du bliver også indkaldt til retten, hvis du har et erstatningskrav mod den tiltalte.

Hvis du ikke skal møde som vidne i retten og heller ikke har et erstatningskrav, kan du altid få oplyst hos anklagemyndigheden, hvor og hvornår retsmødet foregår. Retsmøder er som udgangspunkt åbne for alle.

Du kan bede retten eller anklagemyndigheden om at få en gratis kopi af dommen.

Hvis du skal vidne i retten

Hvis du bliver indkaldt som vidne i retten, har du pligt til at møde op. Du vil sammen med din vidneindkaldelse få at vide, hvordan et retsmøde foregår, og hvilke pligter og rettigheder du har som vidne.

Hvis du er usikker på, hvordan sagen skal behandles i retten, kan du inden retsmødet tale med din bistandsadvokat, din kontaktperson eller den anklager, der behandler sagen. Det samme gælder, hvis det vil være særligt belastende for dig at vidne i retten.

Muligheder for særlige hensyn

Hvis retten vurderer, at det vil være særligt belastende for dig at vidne i retten, kan den vælge at tage en række særlige hensyn til dig. Det kan anklageren eller din bistandsadvokat som regel afklare med retten på forhånd.

I særlige tilfælde kan politiet eller anklagemyndigheden f.eks. aftale med retten, at en person står klar til at modtage dig, når du ankommer til retsmødet. Det kan også aftales, at du skal vente i et særligt vidneventerum. På den måde undgår du at møde tiltalte eller andre vidner, mens du venter.

Hvis du beder om det, kan retten i nogle tilfælde beslutte, at tiltalte skal sidde et sted, hvor du ikke kan se ham eller hende, når du afgiver din forklaring. Det kan eksempelvis være helt bagest i retslokalet. Retten kan også i særlige tilfælde beslutte, at tiltalte helt skal forlade retslokalet, mens du afgiver din forklaring.

Lukkede døre

Har du været udsat for voldtægt eller lignende og skal vidne i retten, har du ret til at få dørene lukket, mens du afgiver forklaring. Din bistandsadvokat eller anklageren i sagen kan på dine vegne bede retten om at beslutte, at dørene skal lukkes.

Også i andre alvorlige sager kan du i visse tilfælde få dørene lukket, mens du afgiver forklaring.

Når dørene er lukket, må kun dem, der har med sagen at gøre, være til stede. Når dørene er lukket, må intet af det, der bliver sagt i retten, gengives offentligt – eksempelvis i medierne.

Retten kan også træffe andre beslutninger, som kan gøre det lettere for dig at afgive din vidneforklaring. Tal med din bistandsadvokat, din kontaktperson eller anklageren om, hvad retten kan gøre.

Når straffesagen er slut

Du kan bede retten eller anklagemyndigheden om en gratis kopi af dommen, når straffesagen er slut.

Hvis du har bedt om at få besked om, hvor og hvornår sagen behandles i byretten, får du også besked, hvis dommen senere bliver anket til landsretten. Du får også besked, hvis du skal vidne i landsretten.

I visse tilfælde kan du få besked, når gerningsmanden bliver løsladt efter endt afsoning. Din bistandsadvokat eller politiet kan fortælle dig om dine muligheder.

Hvis sagen må opgives

I nogle sager vurderer politiet, at der ikke er grundlag for at gå videre med sagen, f.eks. fordi det forhold, der er anmeldt, ikke er strafbart. Så afviser politiet anmeldelsen, og der sker ikke mere i sagen.

Politiet kan også beslutte at standse efterforskningen. Det sker f.eks., hvis det viser sig at være umuligt at finde gerningsmanden.

Du får et brev, hvis politiet afviser din anmeldelse eller standser efterforskningen. I brevet står der også, hvordan du kan klage, hvis du er utilfreds med politiets afgørelse.

Selv om politiet har sigtet en person, kan anklagemyndigheden beslutte, at der ikke skal rejses tiltale mod den sigtede. Det kan f.eks. være fordi, der ikke er beviser nok i sagen.

Hvis det sker, får du et brev fra anklagemyndigheden om, at der ikke bliver en straffesag. I brevet står der også, hvordan du kan klage, hvis du er utilfreds med anklagemyndighedens afgørelse.

Mulighed for erstatning

Du kan i nogle tilfælde få erstatning fra staten som følge af den forbrydelse, du har været udsat for.

Politiet hjælper dig med, hvordan du søger om erstatning. Hvis du har en bistandsadvokat, kan han eller hun hjælpe dig med at opgøre dit erstatningskrav.

Du kan læse mere på www.erstatningsnaevnet.dk

Efterladte nære pårørende

Hvis offeret blev dræbt ved forbrydelsen, orienterer politiet eller anklagemyndigheden en eventuel nær pårørende om mulighederne for at følge straffesagen.

En ”nær pårørende” er den, som har stået den afdøde nærmest, f.eks. en ægtefælle eller samlever.

Den nære pårørende skal underrettes, hvis der rejses tiltale i sagen, og have at vide, hvor og hvornår retsmødet finder sted, hvis han eller hun beder om det.

En efterladt nær pårørende skal også underrettes, hvis politiet eller anklagemyndigheden f.eks. standser efterforskningen eller opgiver at føre en retssag. Den pårørende kan også klage over disse afgørelser.

I særlige tilfælde kan en efterladt nær pårørende bede politiet om at få en bistandsadvokat.

En bistandsadvokat kan besvare eventuelle spørgsmål om erstatning. Advokaten kan også hjælpe med at opgøre erstatningskravet og fremsætte det i retten.

Læs mere på

Politiets hjemmeside www.politi.dk > Borgerservice > Servicedeklarationer.

Det Kriminalpræventive Råds hjemmeside www.dkr.dk

Erstatningsnævnets hjemmeside www.erstatningsnaevnet.dk


Bilag 4

Rigsadvokatens pjece ”Råd og vejledning – Til dig, der er udsat for forfølgelse, chikane eller stalking”

Indhold

Denne pjece indeholder råd og vejledning til dig, som er udsat for forfølgelse, chikane eller stalkingi*. Det kan f.eks. bestå i, at en person, som du ikke ønsker kontakt med, følger efter dig, overvåger dig eller gentagne gange henvender sig til dig personligt, mundtligt eller skriftligt.

Pjecen gennemgår, hvad du selv kan gøre for at standse forfølgelsen eller chikanen, og hvilke muligheder politiet har for at hjælpe dig. Pjecen indeholder også en liste over organisationer, der vil kunne hjælpe dig.

• Hvad kan du selv gøre for at standse forfølgelse eller chikane?

• Hvordan kan politiet hjælpe dig?

• Vejledning, konfliktråd og formaning

• Tilhold

• Opholdsforbud

• Bortvisning

• Hvis forfølgelsen eller chikanen fortsætter

• Klage over tilhold, opholdsforbud og bortvisning

• Erstatning

• Andre muligheder for at få hjælp og støtte

Hvad kan du selv gøre for at standse forfølgelsen eller chikanen?

Det kan opleves meget ubehageligt, hvis en person, som man ikke ønsker kontakt med, bliver ved med at kontakte en.

Det er naturligvis særligt ubehageligt, hvis henvendelserne er truende eller på anden måde strafbare. Men også henvendelser, der ikke i sig selv er strafbare, kan opleves som ubehagelige og forstyrrende på grund af deres antal eller indhold.

Det gælder, uanset om der er tale om personlige, mundtlige eller skriftlige henvendelser. Og det gælder, uanset om der er tale om direkte henvendelser, som f.eks. telefonopkald, e-mails eller breve, eller indirekte henvendelser, som f.eks. hvis en person følger efter dig uden at kontakte dig.

Der er en række ting, du selv kan gøre, hvis du oplever, at en person forfølger eller chikanerer dig med hyppige uønskede henvendelser.

Undgå dialog

Det er vigtigt, at du ikke går i dialog med den person, der forfølger eller chikanerer dig. Dialog kan nemlig give indtryk af, at du accepterer henvendelser fra ham eller hende. Og det kan have betydning for politiets muligheder for at give ham eller hende et forbud mod at opsøge eller kontakte dig (et tilhold).

Du skal derfor lade være med at besvare henvendelser fra den person, der forfølger eller chikanerer dig. På den måde undgår du også at optrappe en eventuel konflikt. Hvis du alligevel vælger at svare på personens henvendelser, skal du nøjes med at gøre det klart for ham eller hende, at du ikke vil kontaktes mere.

Nyt telefonnummer, ny e-mail og nye rutiner

Hvis du modtager chikanerende telefonopkald, e-mails, sms’er eller lignende, bør du ændre dine kontaktdata. Du kan f.eks. skifte e-mailadresse eller få nyt telefonnummer, som er hemmeligt.

Du kan også ændre rutiner. Du kan f.eks. tage en anden vej på arbejde eller købe ind andre steder, end du plejer.

Registrér henvendelserne

Hvis du oplever, at en person forfølger eller chikanerer dig, er det en god idé at skrive dine oplevelser ned. Skriv ned, hvor og hvornår du er blevet udsat for uønskede henvendelser, og hvad henvendelserne nærmere gik ud på.

Hvis der har været vidner til personens henvendelser eller forfølgelse, er det en god ide at få vidnernes navne og telefonnumre. Og hvis du modtager breve, e-mails, telefonbeskeder, sms’er eller andre henvendelser, skal du gemme dem.

Hvis du går til politiet, vil de oplysninger om henvendelserne eller forfølgelsen, som du har samlet, indgå i politiets vurdering af sagen.

Brug dit eget netværk

Det er vigtigt, at du får hjælp og støtte fra dine omgivelser. Tal med dit eget netværk – f.eks. familie, venner eller arbejdskollegaer – om det, du oplever.

Hvordan kan politiet hjælpe dig?

Hvis du kontakter politiet for at få hjælp til at standse forfølgelsen eller chikanen, vil du blive bedt om at fortælle om de henvendelser, som du har været udsat for. Du vil også blive bedt om at give politiet dine notater og de henvendelser, som du har gemt. Oplysningerne vil indgå i politiets vurdering af sagen.

Når politiet har set på sagen, vil politiet normalt kontakte den person, der forfølger eller chikanerer dig. Politiet vil fortælle ham eller hende, hvad du har forklaret til politiet.

Når personen har haft mulighed for at komme med sin version af det, der er sket, beslutter politiet, hvad der skal gøres i sagen.

Vejledning, konfliktråd og formaning

I nogle tilfælde, f.eks. hvis betingelserne for at give et tilhold (endnu) ikke er opfyldt, vil politiet vejlede dig og den person, der forfølger eller chikanerer dig, om reglerne på området og prøve at løse en eventuel konflikt.

Politiet kan også vurdere, at sagen er egnet til at blive behandlet i et konfliktråd. Det er et møde mellem dig og den person, der forfølger eller chikanerer dig. Det er frivilligt for jer begge at deltage i mødet. Der vil være en mægler til stede under mødet, og her vil du under trygge forhold kunne tale med ham eller hende, der forfølger eller chikanerer dig. Læs mere på www.konfliktraad.dk, eller spørg politiet om mulighederne.

I andre tilfælde vurderer politiet, at en formaning vil kunne standse forfølgelsen eller chikanen. En formaning betyder, at politiet advarer den person, der forfølger eller chikanerer dig, om, at politiet kan give et tilhold, hvis forfølgelsen eller chikanen fortsætter.

Hvis formaningen ikke får personen til at holde op med at forfølge eller chikanere dig, eller hvis han eller hun begynder at chikanere dig igen efter noget tid, skal du kontakte politiet, der så vil vurdere sagen igen.

Tilhold

Et af de skridt, som politiet kan tage for at standse forfølgelsen eller chikanen, er at give et tilhold.

Hvad er et tilhold?

Et tilhold betyder, at den person, der forfølger eller chikanerer dig, ikke må kontakte dig eller følge efter dig. Det betyder, at han eller hun hverken må henvende sig til dig personligt, mundtligt eller skriftligt, heller ikke ved e-mails, sms’er, beskeder via sociale netværk mv.

Det er ligegyldigt, om henvendelserne er fredelige eller uvenlige. Personen må altså heller ikke sende dig blomster eller gaver eller indtale venlige telefonbeskeder. Personen må heller ikke kontakte dig indirekte via sociale netværk – f.eks. ved at udtale sig om dig via sociale netværk eller i debatfora på internettet.

Når der er givet et tilhold, skal du ikke kontakte den person, der har fået tilholdet, eller besvare henvendelser fra ham eller hende. Hvis du frivilligt har kontakt med personen, kan det føre til, at tilholdet bortfalder.

I særlige situationer fører kontakt ikke til, at tilholdet bortfalder. Det kan f.eks. være, hvis et fællesbarn pludselig bliver alvorligt sygt, og forælderen derfor er nødt til at tage kontakt.

Hvornår kan politiet give et tilhold?

Politiet kan give et tilhold, hvis der er en begrundet mistanke om, at en person har krænket din fred ved at forfølge eller genere dig med f.eks. personlige, mundtlige eller skriftlige henvendelser.

Politiet kan også give et tilhold til en person, hvis der er en begrundet mistanke om, at han eller hun har begået et strafbart forhold, som krænker din fred. Det kan f.eks. være, hvis han eller hun har skaffet sig adgang til din bolig, har fremsat strafbare trusler over for dig eller har begået hærværk mod dine ting.

I begge tilfælde er det en betingelse, at der er grund til at tro, at personen vil fortsætte med at krænke din fred. Det vil der f.eks. være, hvis han eller hun igennem et stykke tid har krænket din fred, eller hvis politiet har givet ham eller hende en formaning, uden at forfølgelsen eller chikanen er standset.

Politiet kan også give et tilhold til en person, som er mistænkt for at have begået eller forsøgt at begå en grov personfarlig forbrydelse mod dig. Det vil f.eks. være aktuelt ved forbrydelser som drabsforsøg, røveri, frihedsberøvelse, grovere vold, brandstiftelse eller voldtægt. Det er en betingelse, at politiet vurderer, at du eller dine nærmeste på grund af forbrydelsens grovhed ikke skal udsættes for henvendelser fra den mistænkte.

Der kan ikke gives et tilhold, hvis du bor sammen med den person, der forfølger eller chikanerer dig. I behøver ikke at være skilt eller separeret, men samlivet skal være ophørt. Tilholdet bortfalder, hvis I finder sammen igen. Det gælder også i tilfælde, hvor I kort tid efter, at I har fundet sammen, går fra hinanden igen.

Hvis den person, der forfølger eller chikanerer dig, har samværsret med jeres fælles barn, vil tilholdet være udformet sådan, at han eller hun stadig kan gennemføre sin samværsret. Hvis du har spørgsmål om samværsretten, kan du kontakte statsforvaltningen.

Et tilhold kan udvides til at omfatte andre medlemmer af din husstand, hvis det er nødvendigt for at stoppe forfølgelsen eller chikanen. Hvis du f.eks. bliver kontaktet gennem dit barn eller din ægtefælle, kan tilholdet udvides, så personen, der forfølger eller chikanerer dig, heller ikke må kontakte dem.

Hvis du har været udsat for et strafbart forhold, f.eks. vold, kan gerningsmanden blive straffet, uanset om der bliver givet et tilhold eller ej.

Hvor længe kan et tilhold vare?

Et tilhold kan gives for en periode på op til 5 år. Når tilholdet udløber, kan der gives et nyt tilhold, hvis betingelserne stadig er opfyldt.

Politiet kan også give et opholdsforbud til den person, der forfølger eller chikanerer dig.

Hvad er et opholdsforbud?

Et opholdsforbud betyder, at personen, der forfølger eller chikanerer dig, får et forbud mod at opholde sig eller færdes i et bestemt område. Det kan f.eks. være et forbud mod at opholde sig i nærheden af din bolig, dit arbejds- eller uddannelsessted og andre steder, hvor du ofte kommer, f.eks. et idrætsanlæg eller et bestemt supermarked.

Hvornår kan politiet give et opholdsforbud?

Politiet kan give et opholdsforbud til en person, der er mistænkt for at have begået en grov personfarlig forbrydelse mod dig. Politiet kan også give et opholdsforbud til en person, der gentagne gange har krænket din fred, f.eks. ved at forfølge eller genere dig med uønskede henvendelser eller ved at begå hærværk mod dine ting. Herudover kan politiet give et opholdsforbud til en person, som har overtrådt et tilhold.

Politiet kan give et opholdsforbud, hvis politiet vurderer, at betingelserne for at give et tilhold er opfyldt, men samtidig vurderer, at et tilhold ikke er tilstrækkeligt til at beskytte dig mod den person, der forfølger eller chikanerer dig.

I nogle tilfælde kan der ikke gives opholdsforbud. Det gælder f.eks., hvis den person, der forfølger eller chikanerer dig, er din nabo og derfor ikke kan undgå at opholde sig i nærheden af din bopæl.

Et opholdsforbud kan på samme måde som et tilhold udvides til at omfatte andre medlemmer af din husstand, hvis det er nødvendigt for at stoppe forfølgelsen eller chikanen.

Et opholdsforbud kan kombineres med et tilhold og/eller en bortvisning.

Hvor længe kan et opholdsforbud vare?

Et opholdsforbud kan gives for en periode på op til 1 år. Når fristen udløber, kan der gives et nyt opholdsforbud, hvis betingelserne stadig er opfyldt.

Bortvisning

I særlige tilfælde kan politiet bortvise en person, som bor sammen med dig.

Hvad er bortvisning?

En bortvisning betyder, at personen ikke må opholde sig i jeres fælles hjem.

Politiet kan tilbageholde personen i op til 24 timer, mens sagen om bortvisning bliver behandlet. Det betyder, at han eller hun bliver fjernet fra jeres fælles hjem, selv om politiet endnu ikke har besluttet, om der skal ske bortvisning.

Hvornår kan politiet bortvise en person?

Hvis du bor sammen med en person på over 18 år, som er mistænkt for at have udsat dig eller et andet medlem af husstanden for en seksualforbrydelse, ulovlig tvang, vold, trusler om vold eller anden personfarlig kriminalitet, kan politiet bortvise den mistænkte fra jeres fælles hjem.

Bortvisning kan kun ske, hvis der er bestemte grunde til at tro, at den mistænkte vil begå en lignende forbrydelse, hvis han eller hun bliver i hjemmet.

Bortvisning kan kombineres med et tilhold og/eller et opholdsforbud.

Hvor længe kan en bortvisning vare?

Bortvisning kan ske for en periode på op til 4 uger. Når fristen udløber, kan bortvisningen forlænges, hvis betingelserne stadig er opfyldt.

Hvis forfølgelsen eller chikanen fortsætter

Hvis den person, der har fået et tilhold eller et opholdsforbud eller er blevet bortvist, kontakter dig, skal du skrive ned, hvad der er sket. Du skal også gemme de breve, e-mails, sms’er eller andre henvendelser, som du eventuelt har fået.

Du skal lade være med at svare på henvendelser eller på anden måde kontakte personen. Giv i stedet politiet de henvendelser, du har fået.

Hvis anklagemyndigheden vurderer, at det kan bevises, at personen har overtrådt tilholdet, opholdsforbuddet eller bortvisningen, bliver han eller hun tiltalt. Det betyder, at sagen bliver sendt i retten. Hvis du skal møde i retten og vidne, får du et brev om, hvor og hvornår det foregår.

Du kan i visse tilfælde få en gratis bistandsadvokat, der kan støtte dig, hvis du skal afgive forklaring i retten. Politiet vil vejlede dig om mulighederne for at få en bistandsadvokat.

Overtrædelser af et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning kan straffes med bøde eller fængsel.

Klage over tilhold, opholdsforbud og bortvisning

Det er politiet, der afgør, om betingelserne for at give et tilhold eller et opholdsforbud er opfyldt. Det er også politiet, der afgør, om betingelserne for at bortvise en person fra den fælles bopæl er opfyldt.

Klage

Den person, der har fået et tilhold eller et opholdsforbud eller er blevet bortvist, kan klage over politiets beslutning. Klagen behandles af statsadvokaten.

Du kan også klage til statsadvokaten, hvis politiet afviser at give et tilhold eller et opholdsforbud eller at bortvise en person.

Indbringelse for retten

En person, som har fået et opholdsforbud eller er blevet bortvist, kan også kræve, at afgørelsen bliver indbragt for retten.

Retten vil normalt afgøre en klagesag, uden at du skal afgive forklaring i retten. Hvis du undtagelsesvis skal afgive forklaring i retten som vidne, kan du få en bistandsadvokat.

Erstatning

Du kan få erstatning fra staten for personskade, der forvoldes ved, at en person overtræder et tilhold, et opholdsforbud eller en bortvisning.

Politiet kan fortælle dig, hvordan du bærer dig ad med at søge om erstatning. Hvis du har en bistandsadvokat, kan han eller hun hjælpe dig med at opgøre dit erstatningskrav.

Du kan læse mere på www.erstatningsnaevnet.dk

Andre muligheder for at få hjælp og støtte

Der er en række organisationer, der kan give dig hjælp og støtte, hvis du bliver udsat for forfølgelse eller chikane, eller hvis du bliver udsat for en forbrydelse.

Dansk Anti-Stalking forening

Dansk Anti-Stalking Forening tilbyder anonym rådgivning til ofre for stalking.

Læs mere på

www.anti-stalking.dk

Danner

Danner er en organisation, der arbejder for at stoppe vold mod kvinder og børn. Her kan du også få hjælp, råd og vejledning – også anonymt – hvis du er udsat for vold eller stalking mv.

Læs mere på

www.danner.dk

LOKK – Landsorganisation af kvindekrisecentre

LOKK tilbyder hjælp og rådgivning til kvinder, der er udsat for vold eller trusler om vold. Her kan du også få hjælp, hvis du på grund af vold har brug for at bo på et krisecenter. Du kan henvende dig anonymt til LOKK.

Læs mere på

www.lokk.dk

Offerrådgivningen

Offerrådgivningen hjælper ofre, vidner og pårørende i forbindelse med bl.a. kriminalitet. Offerrådgivningen yder personlig eller telefonisk rådgivning og kan hjælpe dig med at få kontakt til professionelle, som kan tilbyde forskellige former for råd og vejledning.

Offerrådgivningen samarbejder med alle landets politikredse.

Find adresser og læs mere på

www.offerraadgivning.dk

Hjælp voldsofre

Du kan også kontakte foreningen Hjælp Voldsofre, der tilbyder forskellige former for hjælp, råd og vejledning, f.eks. hvis du lever i et voldeligt parforhold.

Læs mere på

www.voldsofre.dk

Dialog Mod Vold

Dialog Mod Vold er et behandlingstilbud til mænd, der udøver vold mod en nuværende eller tidligere partner. Voldsudøveren bliver tilbudt individuelle samtaler og gruppeterapi. Behandlingstilbudet omfatter også støttesamtaler til partneren og eventuelle børn.

Find adresser og læs mere på

www.dialogmodvold.dk

Anklagemyndigheden

www.anklagemyndigheden.dk

kan du bl.a. finde råd og vejledning, hvis du er offer for en forbrydelse eller bliver udsat for forfølgelse eller chikane.


Bilag 5

Afskrift

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 18. februar 2003 om ny landsdækkende ordning vedrørende tilbud om overfaldsalarmer til voldsramte kvinder mv.

1. Som led i regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder, der blev fremlagt den 8. marts 2002, blev det besluttet at iværksætte en række initiativer for at forbedre støtten til voldsofrene bl.a. med henblik på generelt at højne trygheden og dermed livskvaliteten for ofrene.

På baggrund af de positive erfaringer med tilbud om overfaldsalarmer til voldstruede kvinder, der i begrænset omfang har eksisteret i privat regi i dele af landet, blev det i den forbindelse bl.a. besluttet at etablere et landsdækkende tilbud om overfaldsalarmer. I handlingsplanen er som målgruppe for et sådant tilbud peget på kvinder, der har været udsat for vold fra tidligere samlevere eller ægtefæller, og som er i en risiko for på ny at blive udsat for vold begået af de samme personer.

Det er i handlingsplanen forudsat, at alarmsystemet ved aktivering kan videresende offerets position direkte til en alarmcentral, der herefter kan videresende alarmen til den nærmeste politistation.

2. Rigspolitichefen har på den anførte baggrund indgået aftale med Falck Securitas om levering og drift af et antal af sådanne overfaldsalarmer. Der er tale om en mobiltelefon med stedpositionering (GPS), som kan etablere umiddelbar kontakt til Falck Securitas’ vagtcentral og viderestilles til vedkommende politikreds med positionsangivelse, og som endvidere kan etablere direkte kontakt til alarm 112.

Der vil af Rigspolitichefen blive udsendt nærmere orientering om alarmsystemet og administrationen heraf.

3. Som ovenfor anført er ordningen med overfaldsalarmer som udgangspunkt rettet mod kvinder, der har været udsat for vold fra en tidligere samlever eller ægtefælle, og hvor der foreligger en særlig risiko for nye voldelige overfald mod den pågældende.

Et tilbud om en overfaldsalarm vil formentlig navnlig være aktuelt, hvor kvinden i forbindelse med samlivsophør har indgivet begæring om, at den tidligere samlever eller ægtefælle i medfør af straffelovens § 265 meddeles en advarsel (tilhold), og hvor der dels foreligger oplysninger om tidligere voldsforhold, dels foreligger oplysninger, som indebærer, at der må antages at være en særlig risiko for nye voldelige overfald.

Efter omstændighederne vil der endvidere kunne være grundlag for at tilbyde en overfaldsalarm i andre tilfælde, hvor der – f.eks. på grundlag af tidligere fremsatte trusler – må antages at foreligge en særlig risiko for, at den pågældende kan blive udsat for et voldeligt overfald.

Det vil bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde foreligger en sådan trussel rettet mod den pågældende, at der som tryghedsskabende og præventiv foranstaltning bør tilbydes en overfaldsalarm.

Det skal understreges, at den nye ordning med overfaldsalarmer iværksættes med udgangspunkt i regeringens handlingsplan til bekæmpelse af vold mod kvinder, men at dette selvsagt ikke vil være til hinder for, at en overfaldsalarm – under tilsvarende betingelser – kan tilbydes mænd.

4. Det forudsættes, at overfaldsalarmer løbende skal kunne tilbydes de personer, der må antages at kunne være mest udsat for risiko for voldelige overfald. Det skal derfor også understreges, at en overfaldsalarm er en midlertidig foranstaltning, og at der derfor løbende og senest efter 3 måneder bør foretages en vurdering af, om grundlaget for et tilbud om en sådan alarm fortsat er til stede.

Det forudsættes endvidere, at politiet nøje orienterer modtageren om brugen af overfaldsalarmen og om Falcks og politiets håndtering af eventuelle alarmer.

Justitsministeriet, den 18. februar 2003

Lennart Lindblom


Bilag 6

Afskrift

Cirkulæreskrivelse om ophævelse af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. februar 1990 om behandlingen af sager om meddelelse af advarsel i henhold til straffelovens § 265 m.v.

(Til politi og anklagemyndighed)

Lov nr. 112 af 3. februar 2012 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning træder i kraft den 1. marts 2012. Med loven samles reglerne om tilhold, opholdsforbud (geografisk bestemte tilhold) og bortvisning i én ny hovedlov. Samtidig ophæves straffelovens § 265.

Tilhold vil pr. 1. marts 2012 skulle udstedes med hjemmel i § 1 i lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Overtrædelse af tilhold efter lovens § 1 straffes efter lovens § 21, stk. 1, med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Som det fremgår af forarbejderne til lovens § 1, jf. lovforslag nr. L 10, Folketingstidende 2011-12, erstatter tilholdslovens §§ 1 og 21 straffelovens § 265.

Lovens § 21 finder tilsvarende anvendelse i forhold til overtrædelser af tilhold udstedt i medfør af straffelovens § 265.

Justitsministeriets cirkulæreskrivelse af 12. februar 1990 om behandlingen af sager om meddelelse af advarsel i henhold til straffelovens § 265 ophæves med virkning fra den 1. marts 2012.

Justitsministeriet, den 29. februar 2012

Carsten Kristian Vollmer

Officielle noter

i* Stalking vil normalt være systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane.