Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Der skulle beregnes ejendomsværdiskat for hele indkomståret 2000, uanset at ejendommen i en del af året havde været ubeboelig på grund af følgeskader efter en vandskade i 1997.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse af 28. maj 2003 vedr. Ejendomsværdiskat - enfamilieshus

 

 

A klager for indkomståret 2000 over, at skatteankenævnet har ansat ejendomsværdiskat til 8.600 kr.

 

Det fremgår af sagens oplysninger, at klageren i lige sameje med sin ægtefælle erhvervede en ejendom den 20. marts 1989. På ejendommen er opført et fritliggende enfamilieshus med et beboet areal på 192 m 2 og et kælderareal på 30 m 2 samt en carport og et udhus på henholdsvis 15 m 2 og 6 m 2 . Pr. 1. januar 2000 var ejendomsværdien ansat til 2.300.000 kr., hvoraf grundværdien udgjorde 842.700 kr.

 

Enfamilieshuset var den 23. juni 1997 udsat for en vandskade i krybekælderen. Den 22. februar 2000 har en taksator fra forsikringsselskabet besigtiget enfamilieshuset og konstateret en følgeskade efter vandskaden i 1997. Klagerens ægtefælle har over for de stedlige skattemyndigheder oplyst, at alle møbler med indhold, tæpper, malerier m.v. straks efter besigtigelsen den 22. februar 2000 blev flyttet fra spisestuen på 32 m 2 til resten af huset, således at et tømrerfirma den 2. marts 2000 kunne fjerne det meste af gulvet i spisestuen, inden betonklaplaget blev hugget op af funderingen til inspektion den 7. marts 2000.

 

Det var ægtefællens opfattelse, at enfamilieshuset var ubeboeligt på grund af vanskeligheder med at komme omkring i huset, og forsikringsselskabet erkendte herefter, at hele huset var ubeboeligt på grund af skimmelsvampe, og fordi der skulle hamres betonpæle ned for at forhindre, at spisestuen og dagligstuen sank yderligere.

 

I perioden fra medio marts til ultimo juni 2000 udførte B undersøgelser af enfamilieshuset, og udarbejdede i forbindelse hermed 3 rapporter om omfanget af skaderne på huset og kravene til udbedring af disse. Af skadesrapport af 10. april 2000 fremgår, at enfamilieshuset var stærkt angrebet af skimmelsvamp og hussvamp som følge af en vandskade. Det fremgår endvidere, at det var sundhedsfarligt at opholde sig i huset, og at alle bekæmpelser skulle foregå med brug af åndedrætsværn. Som følge heraf flyttede klageren og hendes ægtefælle i perioden fra 1. april 2000 til 31. december 2000 ind i 2 boligcontainere, der blev opstillet i sydenden af haven ud mod vejen. C sørgede efterfølgende for, at containerne blev forsynet med strøm, vand og afløb.

 

Skatteankenævnet har for indkomståret 2000 ansat klagerens andel af ejendomsværdiskatten for ejendommen til 8.600 kr.

 

Nævnet har som begrundelse for afgørelsen anført, at det af bemærkningerne til lovforslaget om omlægning af lejeværdi af egen bolig til en skat på fast ejendom fremgår, at den omstændighed, at en ejendom er ubeboelig, ikke kan føre til en nedsættelse af ejendomsværdiskatten. Endvidere er der den 8. februar 2002 fremsat lovforslag om ændring af lov om ejendomsværdiskat, hvorefter der ikke skal betales ejendomsværdiskat af ubeboelige ejendomme. Den foreslåede lov skal have virkning fra og med indkomståret 2002. Da der således ikke er hjemmel til for indkomståret 2000 at nedsætte ejendomsværdiskatten som følge af, at ejendommen i en periode har været ubeboelig, har nævnet ikke fundet grundlag for at nedsætte ejendomsværdiskatten, som herefter er opgjort således:

 

Ejendomsværdi 2.300.000 kr.

 

10 promille af 2.300.000 kr.

23.000 kr.

Erhvervet før 2. juli 1998; Nedslag 2 promille af 2.300.000 kr.

¸ 4.600 kr.

Nedslag 4 promille af 2.300.000 kr., maks. 1.200 kr. pr. lejlighed

¸ 1.200 kr.

I alt

17.200 kr.

Heraf klagerens andel, 50 %,

8.600 kr.

 

Klagerens repræsentant har over for Landsskatteretten nedlagt påstand om, at ejendomsværdiskatten for ejendommen for indkomståret 2000 nedsættes til 25 % af 8.600 kr., eller til 2.150 kr.

 

Til støtte for påstanden har repræsentanten bl.a. gjort gældende, at lejeværdien i henhold til den tidligere gældende regel i ligningslovens § 15 G, stk. 1, skulle nedsættes forholdsmæssigt, hvis ejendommen ikke havde været i den skattepligtiges besiddelse og til rådighed i hele det pågældende indkomstår. Efter de tidligere gældende regler om lejeværdi skulle der efter lejeværdipraksis ikke betales lejeværdi af en ejendom, som var ubeboelig. Bestemmelsen i ligningslovens § 15 G, stk. 1, blev gengivet ordret i ejendomsværdiskattelovens § 11, som blev indsat ved lov nr. 425 af 26. juni 1998, og som havde virkning fra 1. januar 2000. Da ejendomsværdiskattelovens § 11 anvender samme sproglige formulering som den tidligere gældende regel i ligningslovens § 15 G, dvs. ”besiddelse” og ”rådighed”, er der ikke foretaget en ændring af loven i forhold til de tidligere gældende regler i ligningsloven, som kan medføre, at der efter ejendomsværdiskatteloven kan opkræves ejendomsværdiskat af et hus, der er ubeboeligt, og der er derfor ikke efter bestemmelsens ordlyd hjemmel til at opkræve ejendomsværdiskat.

 

Det fremgår endvidere af de specielle bemærkninger til § 11 i lov nr. 425 af 26. juni 1998, at der ikke er tilsigtet nogen ændringer i retstilstanden ved vedtagelsen af ejendomsværdiskatteloven. Motivudtalelsen til § 1 i lov nr. 425 af 26. juni 1998 kan ikke tillægges betydning, da denne er i modstrid med såvel lovens ordlyd som de specielle bemærkninger til § 11. Selve lovteksten viser tværtimod, at det har været lovgivers hensigt, at ejendommen også efter vedtagelsen af ejendomsværdiskatteloven skal være ”i besiddelse og til rådighed” for, at der kan pålægges ejendomsværdiskat. At lægge vægt på motivudtalelsen til § 1 vil således være i strid med grundsætningen om, at der ikke kan lovgives i bemærkningerne.

 

Der er herved henvist til Skatteministeriets Departements brev af 2. februar 2000 til en advokat, hvor Departementet giver udtryk for, at det skulle kunne være muligt at få nedsat ejendomsværdiskatten, hvis statslige eller kommunale indskrænkninger i ejendomsretten har en sådan karakter, at boligen ikke kan anses at stå til ejerens rådighed, således at der ikke skal betales ejendomsværdiskat, og at det beror på en konkret fortolkning af indskrænkningerne, om dette er tilfældet. Der er endvidere henvist til Skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg på spørgsmål 97–101 af 22. februar 2000 (Alm. del – bilag 383). Det fremgår heraf, at ejendomsværdiskatten forudsætter, at man har rådighed over ejendommen, og at ejendomsværdiskatten nedsættes, hvis man i det relevante indkomstår ikke har haft rådighed over ejendommen. Endelig underbygger også de senere lovændringer klagerens synspunkt, idet ændringen af ejendomsværdiskatteloven ved lov nr. 290 af 15. maj 2002 alene er en præcisering af gældende ret. Da ejendommen kun var beboelig i de 3 første måneder af 2000, skal ejendomsværdiskatten herefter nedsættes til 3/12, eller 25 %, af den beregnede ejendomsværdiskat på 8.600 kr., dvs. til 2.150 kr.

 

Told- og Skattestyrelsen har indstillet, at skatteankenævnets afgørelse stadfæstes. Ejendomsværdiskatteloven blev indført ved lov nr. 425 af 26. juni 1998 og har virkning fra 1. januar 2000. Af bemærkningerne til lovens § 1 fremgår følgende: ”Ejendomsværdiskatten skal som udgangspunkt betales, uanset om ejeren har gjort brug af sin boligret eller ej. Dette svarer til, hvad der gælder for lejeværdien. Efter lejeværdipraksis – som er nærmere omtalt i LV 1997 A.D.3.1.1. – betales der dog i helt særlige tilfælde ikke lejeværdi. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ejeren midlertidigt har været afskåret fra at benytte boligen, fordi den har været ubeboelig, eller hvis ejeren endeligt har opgivet sin boligret og ved sine dispositioner tilkendegivet dette. Denne praksis vil som en konsekvens af omlægningen blive ophævet.” Det fremgår således klart af bemærkningerne, at lejeværdipraksis efter de tidligere gældende regler i ligningsloven blev ophævet ved indførelsen af ejendomsværdiskatteloven. Ejendomsværdiskattelovens § 11 blev ændret ved lov nr. 290 af 15. maj 2000, således at der med virkning fra og med indkomståret 2002 ikke længere skal betales ejendomsværdiskat i tilfælde, hvor ejendommen er ubeboelig. Det fremgår klart af bemærkningerne til loven, at formålet med lovændringen er at sikre, at der ikke skal betales ejendomsværdiskat af ubeboelige ejendomme, hvilket var retstilstanden med indførelsen af ejendomsværdiskatteloven. Det fremgår videre, at det ikke forekommer rimeligt, at der skal betales ejendomsværdiskat i tilfælde, hvor ejendommen er ubeboelig. Der var således ved lovændringen tale om ændring af loven og praksis efter ejendomsværdiskatteloven. Departementets brev af 2. februar 2000 til advokat vedrører i øvrigt et tilfælde, hvor en offentlig myndighed havde indskrænket ejerens rådighed over ejendommen. Det fremgår endvidere af Skatteministerens svar til Folketingets Skatteudvalg på spørgsmål 97–101 af 22. februar 2000 (Alm. del – bilag 383), at den hidtidige praksis for beregning af lejeværdi blev ophævet med ejendomsværdiskatteloven, herunder tilfælde hvor ejendommen var ubeboelig.

 

Landsskatterettens bemærkninger:

 

Retten lægger ved sagens afgørelse til grund, at ejendommen var ubeboelig i perioden fra 1. april til 31. december 2000.

 

I henhold til ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, opgøres ejendomsværdiskatten for en ejendom på helårsbasis efter §§ 5-10. Har ejendommen ikke været i den skattepligtiges besiddelse og rådighed i hele det pågældende indkomstår, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt, jf. ligningslovens § 15 O og § 15 P.

 

Ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, blev indført ved lov nr. 425 af 26. juni 1998. Af bemærkningerne til lovforslaget, L 94, fremgår følgende for så vidt angår indførelsen af ejendomsværdiskattelovens §§ 1 og 11:

 

”Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

Til § 1

Ejendomsværdiskatten skal som udgangspunkt betales, uanset om ejeren har gjort brug af sin boligret eller ej. Dette svarer til, hvad der gælder for lejeværdien. Efter lejeværdipraksis – som er nærmere omtalt i LV 1997.A.D.3.1.1. – betales der dog i helt særlige tilfælde ikke lejeværdi. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis ejeren midlertidigt har været afskåret fra at benytte boligen, fordi den har været ubeboelig, eller hvis ejeren endeligt har opgivet sin boligret og ved sine dispositioner tilkendegivet dette. Denne praksis vil som en konsekvens af omlægningen blive ophævet.

Til § 11

Af § 11, stk. 1, fremgår, at ejendomsværdiskatten efter §§ 5-10 opgøres på helårsbasis for hele ejendommen. Har ejendommen ikke været i den skattepligtiges besiddelse eller rådighed i hele det pågældende indkomstår, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat forholdsmæssigt. Ved anvendelsen af § 11, stk. 1, anses indkomståret for at udgøre 360 dage med 30 dage i hver kalendermåned. Dette svarer til den eksisterende retstilstand.

.”

 

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, finder, at bemærkningerne til indførelsen af ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, skal forstås i sammenhæng med bemærkningerne til indførelsen af ejendomsværdiskattelovens § 1. Ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, skal derfor fortolkes således, at den beregnede ejendomsværdiskat nedsættes forholdsmæssigt, såfremt ejendommen ikke har været i den skattepligtiges besiddelse eller rådighed i hele det pågældende indkomstår, idet ejendommen anses for at have været til ejerens rådighed også i de perioder, hvor den har været ubeboelig.

 

Det bemærkes herved, at ejendomsværdiskattelovens § 11 blev ændret ved lov nr. 290 af 15. maj 2002, således at der med virkning fra og med indkomståret 2002 ikke længere skal betales ejendomsværdiskat i tilfælde, hvor ejendommen har været ubeboelig.

 

Det er således uden betydning for opgørelsen af klagerens ejendomsværdiskat for indkomståret 2000, at ejendommen i perioden fra 1. april til 31. december 2000 var ubeboelig.

 

Disse retsmedlemmer stemmer derfor for at stadfæste afgørelsen for indkomståret 2000.

 

Et retsmedlem bemærker, at ordlyden af ejendomsavancebeskatningslovens § 11, stk. 1, svarer til ordlyden af den tidligere gældende regel om lejeværdi i ligningslovens § 15 G, stk. 1. Der lægges i begge bestemmelser vægt på, om ejendommen har været i den skattepligtiges besiddelse og til rådighed. Efter lejeværdipraksis blev udtrykket ”rådighed” fortolket således, at der ikke skulle beregnes lejeværdi, hvis skatteyderen midlertidigt havde været afskåret fra at benytte boligen, fordi den havde været ubeboelig.

 

Efter en ordlydsfortolkning af ejendomsværdiskattelovens § 11, stk. 1, finder dette retsmedlem herefter, at udtrykket ”rådighed” fortsat skal forstås således, at der ikke skal beregnes ejendomsværdiskat, hvis en skatteyder midlertidigt har været afskåret fra at benytte boligen, fordi den har været ubeboelig på grund af udefrakommende omstændigheder.

 

Dette retsmedlem stemmer derfor for at give klageren medhold i den nedlagte påstand.

 

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med stemmeflertallet. Afgørelsen stadfæstes derfor.