Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Klagerne – to studerende - klagede over, at bladet havde redigeret i overskriften på deres artikel samt havde lavet en illustration til artiklen, som klagerne fandt gav artiklen en anden mening.

Det fremgik af sagen, at klagerne og bladet havde indgået en kontrakt, hvorefter artiklen ikke måtte trykkes, før forfatterne har godkendt den endelige redigering.

Pressenævnet fandt, at bestemmelsen i den mellem bladet og klagerne indgåede kontrakt om, at artiklen ikke måtte trykkes, før forfatterne havde godkendt den endelige redigering, måtte forstås således, at dette gjaldt i forhold til artiklens sproglige indhold, overskrifter, fremhævelser, illustrationer samt lay-out. Da bladet ikke havde indhentet klagernes samtykke til at ændre en del af overskriften til kursiv og til at bringe illustrationen, havde bladet handlet i strid med god presseskik, og nævnet udtalte sin kritik af bladet.

Under hensyn til den udtalte kritik, fandt nævnet ikke anledning til særskilt at efterkomme klagernes anmodning om genmæle.

Dissens.

Den fulde tekst

Kendelse fra Pressenævnet i sag nr. 51/2003

 

[To kvinder A og B]   har klaget til Pressenævnet over, at MOMENT har afvist at bringe et genmæle i anledning af en artikel i bladets maj-juli 2003 udgave. De har endvidere klaget over, at bladet har tilsidesat god presseskik.

Artiklen, der bar overskriften ” Den gode historie på museum ”, havde følgende indhold:

”Danmarks første minoritetsmuseum, Dansk Jødisk Museum åbner i København til efteråret. Kulturministeriet opfatter det som et positivt element i den aktuelle integrationsdebat. Men hvilken historie fortælles egentlig på museet, hvem er det, der kan lære noget af den, og hvor meget skal man ligne danskere for at få lov til at komme på museum? Hvornår ser vi f.eks. et ’Dansk Muslimsk Museum’?

Hvorfor et Dansk Jødisk Museum?

Er dansk jødisk identitet og kultur truet? Og kan et museum redde den? Antropologen Andrew Buckers studie af jøder i Danmark i 1990erne viste, at deres eneste fællestræk var, at de alle omtalte jøder som én gruppe, der adskiller sig fra det omgivende samfund. Men hvad der adskiller dem, og hvem der er jøde, diskuteres til stadighed. De identificerer sig gennem et væld af forskellige jødiske foreninger, både nationale, kulturelle, religiøse og sekulære, og lever meget forskelligt. Men hvis der sættes lighedstegn mellem det faldende antal medlemmer af Mosaisk Troessamfund (det ortodokse jødiske samfund) og jødisk identitet i Danmark, kan man med rette antage, at jødisk kultur og identitet er truet.

I 1800 tallet reagerede datidens museumsfolk på udryddelsen af afrikanske dyr ved at foretage ekspeditioner for at indsamle de sidste sjældne eksemplarer, før de helt forsvandt. Ironisk nok måtte dyrene skydes for at kunne bevares på museum. Det opfattes fortsat som museers opgave at bevare ting og historier, før de forsvinder. Dansk Jødisk Museum indskriver sig i en tendens i det globale samfund, hvor mange føler, at deres kultur og religion er truet. Flere og flere minoriteters ønske om eget museum udspringer af et behov for anerkendelse og bevarelse af deres særegenhed. Majoriteter har også fået et påfaldende behov for at definere og styrke egen kultur og identitet i mødet med minoriteter. Den danske folkekirke er som Hendes Majestæt Dronning Margrethe II blevet symbol på det ærkedanske, der for enhver pris skal bevares. Dansk Folkeparti er blevet Danmarks 3. største parti ved at fremstille dansk kultur og danskere som en ’truet art’.

Ideen om at kulturer har en oprindelig form og at de ved kontakt med andre kulturer kan trues og i værste tilfælde uddø, betegnes i antropologien det klassiske kulturbegreb . Et folk anses som indehavere af én oprindelig, fælles kultur. Denne forståelse er dominerende globalt og indbygget i tanken om at udstille kultur på museum. På Dansk Jødisk Museums hjemmeside beskrives kulturudvekslingen mellem dansk og jødisk kultur. Her bliver man gjort opmærksom på, at det ’gode danske’ birkesfranskbrød er lånt fra det jødisk chalah-brød, som serveres til fredagens shabbat-måltid, ligesom ordet birkes stammer fra hebraisk. Denne positive udlægning af at kulturer ’låner’ fra hinanden står i modsætning til den negative fortolkning at kulturer ’forurener’ hinanden ved udveksling. Begge fortolkninger tager udgangspunkt i samme opfattelse af kulturer, som oprindeligt afgrænsede, rene og autentiske.

De seneste årtier har antropologer benyttet et nyt kulturbegreb, der betegner kultur som noget foranderligt og fleksibelt. På samme måde har opfattelsen af identitet ændret sig fra at blive set som medfødt til noget, der til stadighed skabes og forhandles mellem mennesker. Selv om museale samlinger udspringer af den klassiske kulturforståelse, kunne en udstilling ved at lægge vægt på pluralitet og forandring tilnærme sig den nye kulturopfattelse. Museet kunne vise, hvor forskelligt jøder i Danmark lever, for eksempel de mange forskellige måder kosherreglerne praktiseres på og undgår derved at give indtryk af, at der eksisterer én autentisk jødedom.

Dansk Muslimsk Museum?

Det er ikke alle historier, der får lov til at komme på museum. For eksempel har vi i Danmark et Frihedsmuseum med hovedvægt på modstandsbevægelsen, hvorimod et ’Kollaboratørmuseum’ forekommer utænkeligt. Den overordnede fortælleramme på Dansk Jødisk Museum er ’den gode historie’ om redningen af danske jøder til Sverige under 2. Verdenskrig i 1943. Denne ramme bliver fastslået af arkitekten Daniel Libeskinds indretning af museumsrummet. Interiøret udformes som det første bogstav i det hebraiske ord Mitzvah , på dansk ’en god gerning’.

Jøder i Danmark er så assimilerede, at de sjældent skiller sig ud fra majoriteten. De er derfor ifølge den klassiske kulturopfattelse ikke en trussel mod dansk kultur. Måske netop derfor er det muligt at skabe et jødisk museum? Jøder i Danmark har i forvejen både synagoge og begravelsesplads. I den nuværende politiske atmosfære er det utænkeligt, at de mange muslimske grupper i Danmark kan oprette et ’Dansk Muslimsk Museum’. Der er i forvejen store protester og problemer forbundet med ønsket om en officiel moske og en begravelsesplads, blandt andet fordi muslimers kultur og religion betragtes som en trussel.

Muslimer fremstilles ofte af politikere og medier som ’dårlige’ immigranter, og betegnes ’2. og 3. generations-indvandrere’ selv når de er født og opvokset i Danmark og har dansk statsborgerskab. Mediernes fokus på de få muslimer, der bærer tørklæde eller beder på arbejdspladsen, synliggør yderligere tilstedeværelsen af Islam i det offentlige rum. Derved udfordres den sociale konvention om, at religiøs praksis bør holdes inden for hjemmets fire vægge.

Museet i integrationsdebatten

På Dansk Jødisk Museums hjemmeside i 2002 kunne man læse at: ”Museet kan ses som et bidrag til den aktuelle debat om integration af etniske mindretal i dagens Danmark”. Spørgsmålet er, på hvilken måde Dansk Jødisk Museum kan bidrage til integrationsdebatten? Ved en mindehøjtidelighed i 2002 i anledning af Auschwitzs befrielse d. 27. januar, holdt kulturminister Brian Mikkelsen en tale, hvor han ligeledes inddrog museet i integrationsdebatten: ”Det er i høj grad relevant at åbne et museum, der kan beskrive hvordan jøderne gennem tiden har levet i fredelig sameksistens med danskerne og på forskellig vis har bidraget til samfundet. På den måde ser jeg Dansk Jødisk Museum som et positivt og væsentligt bidrag til hele integrationsdebatten.”

Mikkelsen såvel som journalist Monica Madsen (kulturministeriets hjemmeside) fremstiller jøder som ”gode immigranter” og hentyder til, at andre immigranter kan lære, at assimilation er vejen til accept. Antropologiske studier i Danmark viser netop, at holdninger om, at personer skal være ens for at blive betragtet som ligeværdige, er meget udbredte. Mikkelsen beskriver endvidere danskere som indehavere af en særlig høj moral, igen med reference til redningen i 1943. Redningen var bestemt en god gerning og en unik historie som vi danskere er stolte af. Dog kan vi have vores tvivl om, hvorvidt der havde været så bred opbakning til at beskytte jøder i Danmark, hvis de var blevet opfattet som ligeså anderledes, som f.eks. muslimer opfattes i dag. Gad vide hvornår muslimer i Danmark bliver danske nok til at få lov at skille sig ud og komme på museum ..?

Tak til Inger Sjørslev fra Institut fra Antropologi for kommentarer, vejledning og opbakning.”

Artiklen var blandt andet ledsaget af en illustration, hvor en mor til sin dreng siger ”Bare rolig skat, han er slet ikke farlig” om en jøde i bur. Personerne på billedet skal angiveligt forestille Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og overrabbiner Bent Lexner. På buret står ”Truet art”. Endvidere var følgende afsnit fra artiklen fremhævet med større typer og kursiv:

”I den nuværende politiske atmosfære er det utænkeligt, at de mange muslimske grupper i Danmark kan oprette et ’Dansk Muslimsk Museum’.

Klagerne anmodede ved brev af 6. maj 2003 om følgende genmæle:

”Forfatterne til artiklen ”Den gode historie på museum”, bragt i den trykte udgave af Moment i maj-juli 2003, [A og B], ønsker at offentliggøre at redaktionens ændring af overskriften til ”Den gode historie på museum” samt illustrationen af Rasmus Juul er bragt uden forfatternes kendskab og tilladelse.

Derfor ønsker forfatterne ikke at blive sat i forbindelse med artiklen og illustrationen i den trykte udgave af Moment, men henviser til samme artikel i anden udformning på Moments hjemmeside.”

Samme dag afviste bladet at bringe genmælet.

Klagerne har oplyst, at det af den mellem klagerne og bladet indgåede kontrakt blandt andet fremgår, at klagerne skal godkende den endelige redigering, før artiklen trykkes. Den trykte udgave af artiklen er anderledes end internetudgaven. Her er titlen ”Den gode historie på museum”. Redaktionen har også sat andre titler i bladet i kursiv, men i klagernes artikel ændrer det ved betydningen, idet ordet ”gode”, når det står i kursiv, får den modsatte betydning, nemlig at der ikke er tale om en god historie. For det andet er ændringen i strid med klagernes kontrakt med bladet, idet klagerne ikke har godkendt denne ændring af titlen i den trykte udgave. Klagerne har derfor krav på genmæle på dette punkt.

Klagerne har samtidig anført, at bladet har handlet i strid med god presseskik ved ikke at overholde kontrakten og trykke artiklen med en ny titel, ”Den gode historie på museum”. Klagerne har henvist til det ovenfor anførte vedrørende spørgsmålet om genmæle.

Til bladets anførsel om, at ændringen af overskriften alene er sket som led i en layoutmæssig stil, har klagerne anført, at det er uacceptabelt at have en layoutmæssig stil, der ændrer betydningen af overskrifter uden at orientere forfatterne om det. Hvis bladet havde ret i, at kursiv udelukkende fremhæver ord og i det konkrete tilfælde betyder ”Den i særdeleshed gode historie”, ville det stadig være en ændring, der skaber tvetydighed om, hvor god en historie det egentlig er. Under alle omstændigheder er der tale om kontraktsbrud, idet redaktionen ikke lod klagerne godkende den endelige redigering.

Klagerne har videre anført, at illustrationen af Rasmus Juul sammen med den nye titel giver indtryk af, at artiklen omhandler noget ganske andet, end hvad tilfældet er. Artiklens hovedargument er, at man skal være dansk for at få lov til at være anderledes, altså se dansk ud og ikke skille sig ud ved at praktisere religiøsitet i det offentlige rum. Denne pointe mener klagerne netop, at Dansk Jødisk Museum illustrerer. Det faktum, at jøder i Danmark er så assimilerede, er netop grunden til, at de kan få lov til at vise nogle historiske og kulturelle særtræk i det offentlige rum på et museum. Illustrationen derimod viser, at jøder er anderledes og eksotiske. Klagerne har modtaget flere reaktioner fra læsere, der undrede sig over illustrationen, og hvad den havde med artiklen at gøre. Flere følte sig – som klagerne selv – frastødte over ligheden mellem illustrationen og tidligere tiders antisemitiske propaganga, hvor jøder blev fremstillet som stereotype og farlige. Klagerne har ingen intentioner om at fornærme overrabbiner Bent Lexner eller andre, og da klagerne finder illustrationen dybt problematisk, ønsker de et genmæle, der gør det klart, at de intet har med illustrationen at gøre. Klagerne er i den forbindelse fremkommet med deres kommentarer til bladets udlægning af de sætninger i teksten, som det efter bladets opfattelse er nærliggende, at Rasmus Juul har lagt vægt på ved sin fortolkning af artiklen. Konklusionen er, at de fire sætninger, som bladet fremhæver som grundlag for illustrationen, alle er sætninger, der er taget ud af kontekst og genfortolket uden for kontekst. Resultatet er en illustration, der strider imod artiklens budskab. Klagerne har derfor også på dette punkt krav på genmæle.

Klagerne har i tilknytning hertil oplyst, at de selv foreslog illustrationer til redaktionen, blandt andet et billede af et birkesfranskbrød, som bliver udstillet på Dansk Jødisk Museum. Birkesfranskbrødet er inddraget som en dansk specialitet, men stammer fra det jødiske chalah-brød. Det chokerede derfor klagerne, at redaktionen valgte at bringe en meget kontroversiel illustration, og at dette blev gjort uden overhovedet at nævne endsige indhente klagernes samtykke. På baggrund af klagernes udviste interesse for evt. illustrationer og fælles kontrakt virker det særdeles uacceptabelt.

Klagerne har samtidig anført, at det er i strid med god presseskik at bringe en så kontroversiel og meningsforstyrrende illustration uden at høre forfatterne. Klagerne har i øvrigt henvist til det ovenfor anførte vedrørende spørgsmålet om genmæle.

Klagerne er i øvrigt ikke enig med bladet i, at sagen er bagatelagtig, idet der er tale om meningsforvridning, kontraktbrud og brud på god presseskik. Klagerne frygter, at bladets skævvridning af deres artikel kan få indflydelse på deres karriere.

Bladet har anført, at ændringen af ordet ”gode” til kursiv er et led i en layoutmæssig stil, som løber gennem hele bladet. At undlade dette på én ud af ca. 40-50 redaktionelle sider ville bryde med den visuelle linie. Såfremt man trods dette alligevel vælger at tillægge kursiveringen betydning, tjener kursiveringen som regel til at fremhæve eller lægge ekstra fynd på et ord eller en sætning. Den ekstra betydning, rubrikken ville få tilføjet ved at tillægge kursiveringen en indholdsmæssig signifikant betydning, ville således blive, at der lægges ekstra vægt på ordet ”gode” og ikke, som klagerne anfører, at det ”gode” skifter mening til at betyde ”ikke gode”. Skulle man oversætte sætningen med det kursiverede ”gode” til almindeligt sprog uden brug af tegn, kunne det som en tilnærmelse gøres således: ”Den i særdeleshed gode historie”.

Bladet har i tilknytning hertil anført, at den meningsforstyrrelse, som klagerne hævder, kursiveringen foranlediger, ville have været til stede, hvis der havde været tale om citationstegn, som netop i visse tilfælde bruges til at understrege ironi o.l. – altså en negering af de oprindelige udtryk. Ordet gode ville således, hvis det havde været sat i citationstegn, have haft den modsatte betydning.

Det er således bladets opfattelse, at ændringen ikke fordrejer betydningen af sætningen i en grad, som nødvendiggør at bringe et genmæle.

Med hensyn til illustrationen har bladet anført, at denne er udført af Rasmus Juul på baggrund af hans fortolkning af artiklen og er således en direkte følge af, hvordan artiklen tilsyneladende kan forstås. Illustrationen kan næppe forstås uden en vis humoristisk sans og en vis abstraktionsevne. Bladet har i den forbindelse henvist til en række sætninger i artiklen, som det synes oplagt, at Rasmus Juul har hæftet sig ved. Der er efter bladets opfattelse tale om en intelligent og egentlig ganske indlysende illustrativ fortolkning af teksten, som således heller ikke på nogen måde er misvisende i forhold til artiklens indhold.  

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.

Pressenævnet udtaler:

Det fremgår af medieansvarslovens § 36, stk. 1, at en anmodning om genmæle i massemedierne over for oplysninger af faktisk karakter, som er egnet til at påføre nogen økonomisk eller anden skade af betydning, og som er bragt i et massemedie, skal tages til følge, medmindre oplysningernes rigtighed er utvivlsom.

Af sagen fremgår, at klagerne og bladet har indgået en kontrakt, hvorefter artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt den endelige redigering.

Tre medlemmer – Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole Askvig – udtaler:

Vi finder, at bestemmelsen i den mellem bladet og klagerne indgåede kontrakt om, at artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt den endelige redigering, må forstås således, at dette gælder i forhold til artiklens sproglige indhold, overskrifter, fremhævelser, illustrationer samt lay-out. Da bladet ikke har indhentet klagernes samtykke til at ændre en del af overskriften til kursiv og til at bringe illustrationen af Rasmus Juul, har bladet handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af bladet.

Under hensyn til indholdet af den kritik, som vi mener, nævnet må udtale af bladet, finder vi ikke anledning til særskilt at efterkomme klagernes anmodning om genmæle.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler:

Af det fremlagte materiale fremgår det ikke dokumenteret, at vendingen ”endelig redigering” skal opfattes, som klagerne gør. Bladet vil efter sædvanlig praksis i aftaleforhold mellem medier og freelanceforfattere være forpligtiget til at få tekstmæssige ændringer i artiklen samt indholdsmæssige ændringer i overskrift mv. i forhold til originalmanus godkendt af forfatterne, men være frit stillet i valg af typografi, opsætning, illustration mv., så længe disse forhold ikke giver læseren et forkert indtryk af artiklens reelle indhold. Og det gør i den aktuelle sag hverken anvendelse af et enkelt ord i overskriften i kursiv eller den valgte illustration. Jeg finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet og således heller ikke grundlag for genmæle.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af MOMENT.

I medfør af medieansvarslovens § 49 pålægges det herefter den ansvarshavende redaktør af MOMENT at offentliggøre følgende:

Kendelse fra Pressenævnet :

I maj/juni-nummeret 2003 bragte MOMENT en artikel med overskriften ”Den gode historie på museum”. Artiklen, der vedrørte den kommende åbning af Dansk Jødisk Museum, var forfattet af de studerende [A og B]. Til artiklen var knyttet en illustration af en mor, der til sin dreng siger ”Bare rolig skat, han er slet ikke farlig” om en jøde i et bur, forsynet med et skilt, der bar teksten ”TRUET ART”. Personerne på billedet skal angiveligt forestille Pia Kjærsgaard fra Dansk Folkeparti og overrabbiner Bent Lexner. Ordet gode var i overskriften sat i kursiv.

[A og B] har klaget til Pressenævnet over bladets anvendelse af den pågældende illustration og over, at bladet har sat ordet gode i overskriften i kursiv. Klagerne har i den forbindelse anført, at de ifølge en indgået kontrakt med bladet skulle godkende den endelige redigering, inden artiklen blev trykt.

Pressenævnet udtaler :

Af sagen fremgår, at klagerne og bladet har indgået en kontrakt, hvorefter artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt den endelige redigering.

Tre medlemmer – Axel Kierkegaard, Tage Clausen og Ole Askvig – udtaler:

Vi finder, at bestemmelsen i den mellem bladet og klagerne indgåede kontrakt om, at artiklen ikke må trykkes, før forfatterne har godkendt den endelige redigering, må forstås således, at dette gælder i forhold til artiklens sproglige indhold, overskrifter, fremhævelser, illustrationer samt lay-out. Da bladet ikke har indhentet klagernes samtykke til at ændre en del af overskriften til kursiv og til at bringe illustrationen af Rasmus Juul, har bladet handlet i strid med god presseskik, og vi finder derfor, at nævnet må udtale sin kritik af bladet.

Et medlem – Bo Maltesen – udtaler:

Af det fremlagte materiale fremgår det ikke dokumenteret, at vendingen ”endelig redigering” skal opfattes, som klagerne gør. Bladet vil efter sædvanlig praksis i aftaleforhold mellem medier og freelanceforfattere være forpligtiget til at få tekstmæssige ændringer i artiklen samt indholdsmæssige ændringer i overskrift mv. i forhold til originalmanus godkendt af forfatterne, men være frit stillet i valg af typografi, opsætning, illustration mv., så længe disse forhold ikke giver læseren et forkert indtryk af artiklens reelle indhold. Og det gør i den aktuelle sag hverken anvendelse af et enkelt ord i overskriften i kursiv eller den valgte illustration. Jeg finder derfor ikke grundlag for at udtale kritik af bladet.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, og Pressenævnet udtaler sin kritik af MOMENT.

København, den 26. juni 2003

Axel Kierkegaard, Bo Maltesen, Tage Clausen og Ole Askvig.”