Den fulde tekst

Vedtaget af Folketinget ved 3. behandling den 18. marts 2014

Forslag

til

Lov om ændring af lov om friskoler og private grundskoler m.v. og lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler)

(Ret til at danne elevråd m.v.)

§ 1

I lov om friskoler og private grundskoler m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 166 af 25. februar 2013, som ændret ved § 6 i lov nr. 274 af 19. marts 2013 og § 5 i lov nr. 1640 af 26. december 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 1 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Skolens elever har ret til efter egen bestemmelse at danne elevråd eller på anden demokratisk måde varetage deres fælles interesser vedrørende skolen, og skolens leder er forpligtet til at opfordre dem hertil, hvis de ikke benytter denne ret. Skolens leder kan opfordre eleverne til at vælge en bestemt demokratisk måde, som stemmer overens med skolens overbevisning, men skal med passende mellemrum tage op med eleverne, hvilken demokratisk måde de ønsker.«

2. I § 24, stk. 1, 4. pkt., ændres »§ 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer« til: »revisorloven«.

§ 2

I lov om folkehøjskoler, efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler (frie kostskoler), jf. lovbekendtgørelse nr. 689 af 22. juni 2011, som ændret senest ved § 6 i lov nr. 1640 af 26. december 2013, foretages følgende ændringer:

1. I § 2 indsættes som stk. 11:

»Stk. 11. Skolens elever har ret til efter egen bestemmelse at danne elevråd eller på anden demokratisk måde varetage deres fælles interesser vedrørende skolen, og skolens leder er forpligtet til at opfordre dem hertil, hvis de ikke benytter denne ret. Skolens leder kan opfordre eleverne til at vælge en bestemt demokratisk måde, som stemmer overens med skolens overbevisning, men skal med passende mellemrum tage op med eleverne, hvilken demokratisk måde de ønsker.«

2. I § 39, stk. 3, 1. pkt., ændres »§ 11 i lov om statsautoriserede og registrerede revisorer« til: »revisorloven«.

§ 3

Loven træder i kraft den 1. august 2014.

Folketinget, den 18. marts 2014

Camilla Hersom

/ Lars Christian Lilleholt