Landsskatteretskendelse af 27. august 2003 vedr. Fradrag for
renteudgifter vedr. banklån til køb af autocamper udlejes og anvendes
privat
As klage vedrører, at skatteansættelsen for indkomståret 1998
ikke er genoptaget med henblik på at godkende fradrag for renteudgifter
vedrørende autocamper der både anvendes privat og udlejes.
Endvidere vedrører klagen, at der ikke i indkomstårene 1999 og
2000 er godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende autocamper, der både
anvendes privat og udlejes, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13.
Landsskatterettens
afgørelse
Indkomståret 1998
Kapitalindkomst
Skatteankenævnet har ikke pålagt skattemyndigheden at genoptage
skatteansættelsen for indkomståret 1998 med henblik på at godkende fradrag
for
renteudgifter vedrørende autocamper.
Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.
Indkomstårene 1999 og 2000
Kapitalindkomst
Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifter,
selvangivet med hhv. 14.760 kr. og 11.591 kr.
Landsskatteretten stadfæster afgørelserne.
Sagens oplysninger
Klageren købte den 26/6 1997 en autocamper. Til betaling af
autocamperen optog klageren et lån på 55.000 DEM hos B bank i Tyskland.
Autocamperen blev udlejet gennem Autohaus C i Tyskland. Udlejningen skete på
basis af mundtlig aftale og på betingelse af, at autocamperen stod til
udlejningsbureauets disposition inden for en 3-årig periode. Udlejer kunne
frit
benytte camperen, når den ikke var i udlejning. Der betaltes 20 % af
bruttolejen til marketing, annoncering, messer, kontorhold m.v.
I 1998 blev autocamperen solgt som følge af skade, og der blev
købt en ny camper via udlejningsbureauet.
Klagerens revisor har oplyst, at camperen har været anvendt
således:
År
|
Privat dage
|
% privat
|
udlejede dage
|
5 udlejet
|
I alt dage
|
1998
|
34
|
11,5
|
108
|
88,5
|
122
|
1999
|
21
|
16,0
|
110
|
84,0
|
131
|
2000
|
17
|
10,2
|
150
|
89,8
|
167
|
For indkomståret 1998 har klageren opgjort resultatet af
udlejningen af den beskadigede camper til 343,97 DEM. Der er ikke
foretaget
afskrivninger. For den nye camper er resultatet opgjort til 320,03 DEM
efter
afskrivninger. Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden, men de er
ikke
reduceret med den private andel. Afskrivningerne er opgjort til 8.930 DEM.
For indkomståret 1999 har klageren opgjort resultatet af
udlejningen af camperen til 177,92 DEM efter afskrivninger men før
renter.
Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden på grundlag af et beløb i
DEM,
men de er ikke reduceret med den private andel. Afskrivningerne er opgjort
til
10.538 DEM.
For indkomståret 2000 har klageren opgjort resultatet af
udlejningen af camperen til 49,09 DEM efter afskrivninger, men før
renter.
Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden, men de er ikke reduceret med
den private andel. Afskrivningerne er opgjort til 3.700 DEM.
Klageren har i indkomstårene 1999 og 2000 selvangivet
renteudgifter på 14.760 kr. og 11.591 kr. De opgjorte underskud vedrørende
udlejningen før renter er ikke selvangivet, ligesom der ikke er selvangivet
hverken renteudgifter eller resultat ved udlejningen i indkomståret 1998.
Skatteankenævnets
afgørelse
Skattemyndigheden er ikke pålagt at genoptage ansættelsen for
indkomståret 1998 og der er ikke godkendt fradrag for renteudgifterne i
indkomstårene 1999 og 2000.
Indtægt ved udlejning af driftsmidler beskattes som personlig
indkomst, undtagen i tilfælde, hvor udlejningen er omfattet af
personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13. Af bemærkningerne til lovforslag nr.
293, der er vedtaget af Folketinget den 24. juni 1993 fremgår bl.a.:
Lovforslaget går ud på at ændre anpartsreglerne, således at
alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af driftsmidler og skibe er
omfattet af anpartsreglerne uanset antal ejere, når den skattepligtige ikke
deltager i virksomhedens drift i væsentlig omfang. Det betyder, at
afskrivninger, renteudgifter og administrationsomkostninger ved udlejning kun
kan fradrages i lejeindtægten fra udlejningsvirksomheden, men ikke i anden
indkomst.
For at modvirke skattetænkning foreslås det, at de gældende
anpartsregler i personskatteloven udvides til at omfatte enhver form for
virksomhed med udlejning af driftsmidler og skibe, når den skattepligtige
ikke
selv deltager i virksomhedens drift.
Ved de foreslåede bestemmelser ændres anpartsreglerne, sådan at
alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede
driftsmidler og skibe er omfattet af anpartsreglerne uanset antal ejere og
uanset formålet med udlejningen, når den skattepligtige ikke deltager i
virksomhedens drift i væsentligt omfang.
Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, beskattes indkomst
fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor ejeren ikke
deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, som kapitalindkomst.
Ifølge
lovens § 13, stk. 6, kan underskud vedrørende denne type virksomhed ikke
fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men kan alene
fremføres til fradrag i senere års overskud ved samme virksomhed. Dette
omfatter også virksomhedens renteudgifter, jf. cirkulære nr. 129 af 4/7 1994
om
personskatteloven punkt 20.3.1. Driftsmidler, der benyttes til både
erhvervsmæssige og private formål er afskrivningsberettigede, og i
hobbyvirksomheder kan der godkendes fradrag for afskrivninger på
driftsmidler.
Og personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, gælder ifølge bemærkningerne
uanset
formålet med udlejningen.
Arbejdstidskravet er ikke opfyldt, da udlejningen foretages
gennem et tysk bureau.
Klagerens påstand og
argumenter
Skattemyndigheden skal pålægges at genoptage ansættelsen for
indkomståret 1998 med henblik på at godkende fradrag for renteudgifter på
15.167 kr., ligesom der i indkomstårene 1999 og 2000 skal godkendes fradrag
for
renteudgifter på henholdsvis 14.760 kr. og 11.591 kr.
Hobbyvirksomhed er ikke omfattet af personskattelovens § 4, stk.
1, nr. 13, jf. Ligningsvejledningen afsnit E.A.1.2.3.4. Klageren anskaffede i
1997 en autocamper til brug for afholdelse af ferie. Klagerens hustru er, som
følge af et hjertestop i 1995, svært hjerneskadet og oppebærer højeste
førtidspension plus bistandstillæg med baggrund i en lægelig vurdering af
manglende mulighed for at kunne fungere selvstændigt og har derfor brug for
trygge rammer og faste omgivelser. Det formål har klageren fundet bedst
dækkes
ved, at ferien og fritiden holdes i en autocamper, hvor hustruen altid vil
kunne føle, at hun er i vante omgivelser. Da en autocamper er relativt dyr i
anskaffelse og drift, ønskede klageren at udleje autocamperen i en kortere
periode for at nedbringe udgifterne. Udlejningen foregik ved, at klageren
meddelte udlejningsbureauet, hvornår bilen skulle indregistreres, så udleje
kunne påbegyndes. På samme vis ringede klageren til udlejningsbureauet, når
bilen skulle afmeldes fra indregistrering. Formålet med udlejningen har
således
aldrig været at drive en virksomhed, som skulle give overskud, men blot at
mindske omkostningerne ved den ønskede fritids-/ferieform.
Med hensyn til de adskillige domme, som er faldet vedr.
udlejning af lystbåde og med henvisning til ligningsvejledningens afsnit
E.A.1.2.3.4, må udlejningen betragtes som hobbyvirksomhed. Der er ikke
forskel
på en lystbåd og en autocamper for så vidt angår betragtningen om
hobbyvirksomhed, idet begge aktiver sjældent kan udlejes med driftsøkonomisk
overskud. Det fremgår af afsnittet i ligningsvejledningen, at den blotte
forekomst
af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som
udgangspunkt
vil udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt. Dette må ikke
alene vedrøre lystbåde men også en autocamper. Der har ikke været nægtet
fradragsret for renter i nogle af dommene vedr. udlejning af lystbåde.
Klageren har aldrig haft opfattelsen af, at et underskud kunne
fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Klageren har blot lavet nogle
regnskabsmæssige opgørelser, som alene skulle vise, at der ikke var overskud,
som skulle selvangives. Klageren har ikke nogen indsigt i skattemæssige
afskrivninger, og at der ikke er reduceret for privat anvendelse i opgørelsen
skyldes alene uvidenhed om reglerne. Klageren har i opgørelserne desuden
alene
foretaget afskrivninger, så resultatet blev negativt, således at der ikke
blev
skattemæssigt overskud. Fra indkomståret 2001 og fremefter har klageren valgt
ikke at udleje autocamperen. Dette skyldes, at klageren nu mener, at
omkostningerne ved at have autocamperen (drift, afskrivninger, afdrag m.v.)
efterhånden er af en acceptabel størrelse til fritids-/feriebudgettet.
Autocamperen er fortsat i klagerens besiddelse. Dette dokumenterer, at
autocamperen er anskaffet til privat brug, og at den blot som hobbyvirksomhed
har været udlejet for at minimere omkostningerne. Renteudgifterne på lånet er
derfor fuldt ud fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst.
Landsskatterettens
bemærkninger og begrundelse
Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, beskattes indkomst
fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor ejeren ikke
deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, som kapitalindkomst.
Ifølge
lovens § 13, stk. 6, kan underskud vedrørende denne type virksomhed ikke
fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men kan alene
fremføres til fradrag i senere års overskud ved samme virksomhed. Dette
omfatter også virksomhedens renteudgifter, jf. cirkulære nr. 129 af 4/7 1994
om
personskatteloven punkt 20.3.1.
Bestemmelsen i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, omfatter
efter sin ordlyd al udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor
ejeren ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, uanset om den
kan karakteriseres som ikke erhvervsmæssig (hobbyvirksomhed) eller ej. Af
bemærkningerne fremgår det, at alle indtægter og udgifter vedrørende
udlejning
af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe er omfattet, når den
skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, samt
at
de gældende anpartsregler udvides til at omfatte enhver form for virksomhed
med
udlejning af driftsmidler og skibe, når den skattepligtige ikke deltager i
virksomhedens drift i væsentligt omfang, jf. FT 1992/93 tillæg A spalte 9617
ff. Det fremgår ikke, at det er et krav, at afskrivningerne er efter
afskrivningsloven, ligesom det ikke fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen,
at
der forudsættes selvstændig erhvervsvirksomhed. I modsætning hertil fremgår
det
af bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 10, at denne omhandler selvstændig
erhvervsvirksomhed.
På trods af ikrafttrædelsesbestemmelserne for nr. 12 og den
tidligere nr. 13, jf. lov nr. 364 af 6.6 1991 § 3, stk. 2, hvorefter loven
havde virkning for indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, finder retten
herefter, at en eventuel ikke erhvervsmæssig udlejning af
afskrivningsberettigede driftsmidler er omfattet af bestemmelsen.
Klageren har drevet udlejningsvirksomhed med autocamperen som
afskrivningsberettiget driftsmiddel. Klageren er derfor som udgangspunkt
omfattet af ordlyden af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. § 13,
stk.
6. Da klageren ikke har ydet en sådan aktiv indsats i forbindelse med driften
af virksomheden, at arbejdskravet i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13,
kan
anses for opfyldt, er det med rette, at klageren er anset for omfattet af
nævnte bestemmelser.
Renteudgifter af lån vedrørende erhvervelse af autocamperen må
anses for at være en del af virksomhedens udgifter, og dermed omfattet af
personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. § 13, stk. 6.
Resultaterne af udlejningen inkl. renteudgifterne vil, også
efter regulering af afskrivningerne i forhold til den erhvervsmæssige og den
ikke erhvervsmæssige del, udgøre et underskud. Der er derfor ikke grundlag
for
at pålægge skatteforvaltningen at genoptage ansættelsen for indkomståret
1998,
ligesom der ikke for indkomstårene 1999 og 2000 er grundlag for at indrømme
yderligere fradrag. Afgørelserne stadfæstes derfor.