Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Resume
Resumé
Personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, fandt anvendelse på fradrag for renteudgifter på en autocamper, der var anskaffet til udlejning samt til privat brug. Der var ikke grundlag for at pålægge skatteankenævnet at genoptage sagen.
Den fulde tekst

Landsskatteretskendelse af 27. august 2003 vedr. Fradrag for renteudgifter vedr. banklån til køb af autocamper – udlejes og anvendes privat

 

 

A’s klage vedrører, at skatteansættelsen for indkomståret 1998 ikke er genoptaget med henblik på at godkende fradrag for renteudgifter vedrørende autocamper der både anvendes privat og udlejes.

 

Endvidere vedrører klagen, at der ikke i indkomstårene 1999 og 2000 er godkendt fradrag for renteudgifter vedrørende autocamper, der både anvendes privat og udlejes, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13.

 

Landsskatterettens afgørelse

 

Indkomståret 1998

Kapitalindkomst

Skatteankenævnet har ikke pålagt skattemyndigheden at genoptage skatteansættelsen for indkomståret 1998 med henblik på at godkende fradrag for renteudgifter vedrørende autocamper.

 

Landsskatteretten stadfæster afgørelsen.

 

Indkomstårene 1999 og 2000

Kapitalindkomst

Skatteankenævnet har ikke godkendt fradrag for renteudgifter, selvangivet med hhv. 14.760 kr. og 11.591 kr.

 

Landsskatteretten stadfæster afgørelserne.

 

Sagens oplysninger

 

Klageren købte den 26/6 1997 en autocamper. Til betaling af autocamperen optog klageren et lån på 55.000 DEM hos B bank i Tyskland. Autocamperen blev udlejet gennem Autohaus C i Tyskland. Udlejningen skete på basis af mundtlig aftale og på betingelse af, at autocamperen stod til udlejningsbureauets disposition inden for en 3-årig periode. Udlejer kunne frit benytte camperen, når den ikke var i udlejning. Der betaltes 20 % af bruttolejen til marketing, annoncering, messer, kontorhold m.v.

 

I 1998 blev autocamperen solgt som følge af skade, og der blev købt en ny camper via udlejningsbureauet.

 

Klagerens revisor har oplyst, at camperen har været anvendt således:

 

År

Privat dage

% privat

udlejede dage

5 udlejet

I alt dage

1998

34

11,5

108

88,5

122

1999

21

16,0

110

84,0

131

2000

17

10,2

150

89,8

167

 

For indkomståret 1998 har klageren opgjort resultatet af udlejningen af den beskadigede camper til –343,97 DEM. Der er ikke foretaget afskrivninger. For den nye camper er resultatet opgjort til –320,03 DEM efter afskrivninger. Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden, men de er ikke reduceret med den private andel. Afskrivningerne er opgjort til 8.930 DEM.

 

For indkomståret 1999 har klageren opgjort resultatet af udlejningen af camperen til –177,92 DEM efter afskrivninger men før renter. Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden på grundlag af et beløb i DEM, men de er ikke reduceret med den private andel. Afskrivningerne er opgjort til 10.538 DEM.

 

For indkomståret 2000 har klageren opgjort resultatet af udlejningen af camperen til –49,09 DEM efter afskrivninger, men før renter. Afskrivningerne er foretaget efter saldometoden, men de er ikke reduceret med den private andel. Afskrivningerne er opgjort til 3.700 DEM.

 

Klageren har i indkomstårene 1999 og 2000 selvangivet renteudgifter på 14.760 kr. og 11.591 kr. De opgjorte underskud vedrørende udlejningen før renter er ikke selvangivet, ligesom der ikke er selvangivet hverken renteudgifter eller resultat ved udlejningen i indkomståret 1998.

 

Skatteankenævnets afgørelse

 

Skattemyndigheden er ikke pålagt at genoptage ansættelsen for indkomståret 1998 og der er ikke godkendt fradrag for renteudgifterne i indkomstårene 1999 og 2000.

 

Indtægt ved udlejning af driftsmidler beskattes som personlig indkomst, undtagen i tilfælde, hvor udlejningen er omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13. Af bemærkningerne til lovforslag nr. 293, der er vedtaget af Folketinget den 24. juni 1993 fremgår bl.a.:

 

”Lovforslaget går ud på at ændre anpartsreglerne, således at alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af driftsmidler og skibe er omfattet af anpartsreglerne uanset antal ejere, når den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentlig omfang. Det betyder, at afskrivninger, renteudgifter og administrationsomkostninger ved udlejning kun kan fradrages i lejeindtægten fra udlejningsvirksomheden, men ikke i anden indkomst.”

 

”For at modvirke skattetænkning foreslås det, at de gældende anpartsregler i personskatteloven udvides til at omfatte enhver form for virksomhed med udlejning af driftsmidler og skibe, når den skattepligtige ikke selv deltager i virksomhedens drift.”

 

”Ved de foreslåede bestemmelser ændres anpartsreglerne, sådan at alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe er omfattet af anpartsreglerne uanset antal ejere og uanset formålet med udlejningen, når den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang.”

 

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, beskattes indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor ejeren ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, som kapitalindkomst. Ifølge lovens § 13, stk. 6, kan underskud vedrørende denne type virksomhed ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men kan alene fremføres til fradrag i senere års overskud ved samme virksomhed. Dette omfatter også virksomhedens renteudgifter, jf. cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven punkt 20.3.1. Driftsmidler, der benyttes til både erhvervsmæssige og private formål er afskrivningsberettigede, og i hobbyvirksomheder kan der godkendes fradrag for afskrivninger på driftsmidler. Og personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, gælder ifølge bemærkningerne uanset formålet med udlejningen.

 

Arbejdstidskravet er ikke opfyldt, da udlejningen foretages gennem et tysk bureau.

 

Klagerens påstand og argumenter

 

Skattemyndigheden skal pålægges at genoptage ansættelsen for indkomståret 1998 med henblik på at godkende fradrag for renteudgifter på 15.167 kr., ligesom der i indkomstårene 1999 og 2000 skal godkendes fradrag for renteudgifter på henholdsvis 14.760 kr. og 11.591 kr.

 

Hobbyvirksomhed er ikke omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. Ligningsvejledningen afsnit E.A.1.2.3.4. Klageren anskaffede i 1997 en autocamper til brug for afholdelse af ferie. Klagerens hustru er, som følge af et hjertestop i 1995, svært hjerneskadet og oppebærer højeste førtidspension plus bistandstillæg med baggrund i en lægelig vurdering af manglende mulighed for at kunne fungere selvstændigt og har derfor brug for trygge rammer og faste omgivelser. Det formål har klageren fundet bedst dækkes ved, at ferien og fritiden holdes i en autocamper, hvor hustruen altid vil kunne føle, at hun er i vante omgivelser. Da en autocamper er relativt dyr i anskaffelse og drift, ønskede klageren at udleje autocamperen i en kortere periode for at nedbringe udgifterne. Udlejningen foregik ved, at klageren meddelte udlejningsbureauet, hvornår bilen skulle indregistreres, så udleje kunne påbegyndes. På samme vis ringede klageren til udlejningsbureauet, når bilen skulle afmeldes fra indregistrering. Formålet med udlejningen har således aldrig været at drive en virksomhed, som skulle give overskud, men blot at mindske omkostningerne ved den ønskede fritids-/ferieform.

 

Med hensyn til de adskillige domme, som er faldet vedr. udlejning af lystbåde og med henvisning til ligningsvejledningens afsnit E.A.1.2.3.4, må udlejningen betragtes som hobbyvirksomhed. Der er ikke forskel på en lystbåd og en autocamper for så vidt angår betragtningen om hobbyvirksomhed, idet begge aktiver sjældent kan udlejes med driftsøkonomisk overskud. Det fremgår af afsnittet i ligningsvejledningen, at den blotte forekomst af privat benyttelse af de aktiver, der indgår i virksomheden, som udgangspunkt vil udelukke, at virksomheden anses for erhvervsmæssigt anlagt. Dette må ikke alene vedrøre lystbåde men også en autocamper. Der har ikke været nægtet fradragsret for renter i nogle af dommene vedr. udlejning af lystbåde.

 

Klageren har aldrig haft opfattelsen af, at et underskud kunne fratrækkes i den skattepligtige indkomst. Klageren har blot lavet nogle regnskabsmæssige opgørelser, som alene skulle vise, at der ikke var overskud, som skulle selvangives. Klageren har ikke nogen indsigt i skattemæssige afskrivninger, og at der ikke er reduceret for privat anvendelse i opgørelsen skyldes alene uvidenhed om reglerne. Klageren har i opgørelserne desuden alene foretaget afskrivninger, så resultatet blev negativt, således at der ikke blev skattemæssigt overskud. Fra indkomståret 2001 og fremefter har klageren valgt ikke at udleje autocamperen. Dette skyldes, at klageren nu mener, at omkostningerne ved at have autocamperen (drift, afskrivninger, afdrag m.v.) efterhånden er af en acceptabel størrelse til fritids-/feriebudgettet. Autocamperen er fortsat i klagerens besiddelse. Dette dokumenterer, at autocamperen er anskaffet til privat brug, og at den blot som hobbyvirksomhed har været udlejet for at minimere omkostningerne. Renteudgifterne på lånet er derfor fuldt ud fradragsberettigede i den skattepligtige indkomst.

 

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

 

Efter personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, beskattes indkomst fra udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor ejeren ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, som kapitalindkomst. Ifølge lovens § 13, stk. 6, kan underskud vedrørende denne type virksomhed ikke fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men kan alene fremføres til fradrag i senere års overskud ved samme virksomhed. Dette omfatter også virksomhedens renteudgifter, jf. cirkulære nr. 129 af 4/7 1994 om personskatteloven punkt 20.3.1.

 

Bestemmelsen i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, omfatter efter sin ordlyd al udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler, hvor ejeren ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, uanset om den kan karakteriseres som ikke erhvervsmæssig (hobbyvirksomhed) eller ej. Af bemærkningerne fremgår det, at alle indtægter og udgifter vedrørende udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler og skibe er omfattet, når den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, samt at de gældende anpartsregler udvides til at omfatte enhver form for virksomhed med udlejning af driftsmidler og skibe, når den skattepligtige ikke deltager i virksomhedens drift i væsentligt omfang, jf. FT 1992/93 tillæg A spalte 9617 ff. Det fremgår ikke, at det er et krav, at afskrivningerne er efter afskrivningsloven, ligesom det ikke fremgår af ikrafttrædelsesbestemmelsen, at der forudsættes selvstændig erhvervsvirksomhed. I modsætning hertil fremgår det af bestemmelsen i § 4, stk. 1, nr. 10, at denne omhandler selvstændig erhvervsvirksomhed.

 

På trods af ikrafttrædelsesbestemmelserne for nr. 12 og den tidligere nr. 13, jf. lov nr. 364 af 6.6 1991 § 3, stk. 2, hvorefter loven havde virkning for indkomst fra selvstændig erhvervsvirksomhed, finder retten herefter, at en eventuel ikke erhvervsmæssig udlejning af afskrivningsberettigede driftsmidler er omfattet af bestemmelsen.

 

Klageren har drevet udlejningsvirksomhed med autocamperen som afskrivningsberettiget driftsmiddel. Klageren er derfor som udgangspunkt omfattet af ordlyden af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. § 13, stk. 6. Da klageren ikke har ydet en sådan aktiv indsats i forbindelse med driften af virksomheden, at arbejdskravet i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, kan anses for opfyldt, er det med rette, at klageren er anset for omfattet af nævnte bestemmelser.

 

Renteudgifter af lån vedrørende erhvervelse af autocamperen må anses for at være en del af virksomhedens udgifter, og dermed omfattet af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 13, jf. § 13, stk. 6.

 

Resultaterne af udlejningen inkl. renteudgifterne vil, også efter regulering af afskrivningerne i forhold til den erhvervsmæssige og den ikke erhvervsmæssige del, udgøre et underskud. Der er derfor ikke grundlag for at pålægge skatteforvaltningen at genoptage ansættelsen for indkomståret 1998, ligesom der ikke for indkomstårene 1999 og 2000 er grundlag for at indrømme yderligere fradrag. Afgørelserne stadfæstes derfor.