Senere ændringer til forskriften
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Lov om ændring af sundhedsloven

(Udsendelse af påmindelser med henblik på at forbedre tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet m.v.)

VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:

Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:

§ 1

I sundhedsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 913 af 13. juli 2010, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 603 af 18. juni 2012 og senest ved lov nr. 171 af 26. februar 2014, foretages følgende ændringer:

1. I § 157 a, stk. 6, indsættes efter 1. pkt.:

»Statens Serum Institut har desuden adgang til oplysninger i registeret med henblik på at udsende påmindelser ved manglende vaccination med vacciner, der indgår i det danske børnevaccinationsprogram, eller som tilbydes et barn ved individuelt behov.«

2. I § 157 a indsættes efter stk. 9 som nyt stykke:

»Stk. 10. Ministeren for sundhed og forebyggelse fastsætter nærmere regler om Statens Serum Instituts adgang efter stk. 6 til oplysninger i registeret med henblik på at udsende påmindelser ved manglende vaccination med vacciner, der indgår i det danske børnevaccinationsprogram, eller som tilbydes et barn ved individuelt behov. Ministeren fastsætter desuden regler om Statens Serum Instituts udsendelse af påmindelser.«

Stk. 10 bliver herefter stk. 11.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. maj 2014.

Givet på Christiansborg Slot, den 7. april 2014

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Nick Hækkerup