Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Links til EU direktiver, jf. note 1
32009L0065
 
32010L0044
 
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Kapitel 1 Anvendelsesområde
Kapitel 2 Definitioner
Kapitel 3 Anmeldelse af markedsføring af udenlandske UCITS
Kapitel 4 Formelle krav samt anmeldelse af ændringer og ophør
Kapitel 5 Straffebestemmelser
Kapitel 6 Ikrafttræden
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om udenlandske UCITS' markedsføring i Danmark1)

I medfør af § 27, stk. 2, og § 190, stk. 3, i lov nr. 597 af 12. juni 2013 om investeringsforeninger m.v. fastsættes:

Kapitel 1

Anvendelsesområde

§ 1. Bekendtgørelsen finder anvendelse på udenlandske UCITS omfattet af Europa-Parlaments og Rådets direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer, som ønsker at markedsføre sine andele direkte eller indirekte i Danmark, og som er godkendt af en kompetent myndighed i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer.

Kapitel 2

Definitioner

§ 2. I denne bekendtgørelse forstås ved:

1) UCITS: En forkortelse af den engelske betegnelse ”Undertaking for Collective Investment in Transferable Securities” for et investeringsinstitut, der er omfattet af Europa–Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer, og som i medfør af direktivets artikel 1, stk. 3, kan oprettes

a) i henhold til aftale som investeringsfonde administreret af investeringsforvaltningsselskaber eller administrationsselskaber,

b) som »trusts« (unit trusts), eller

c) i henhold til vedtægter som investeringsselskaber (for eksempel investeringsforeninger).

2) En professionel investor: En investor, der besidder den fornødne erfaring, viden og ekspertise til at træffe sine egne investeringsbeslutninger og foretage en korrekt vurdering af risiciene i forbindelse hermed, jf. bilag 1 til bekendtgørelse nr. 1583 af 18. december 2013 om investorbeskyttelse ved værdipapirhandel.

3) En detailinvestor: En investor, der ikke er en professionel investor.

4) Direkte markedsføring: Enhver form for tilkendegivelse rettet mod det danske marked i forbindelse med udøvelse af virksomhed som investeringsinstitut, der har til formål at fremme afsætning af andele fra et investeringsinstitut enten gennem direkte salg fra investeringsinstituttet eller gennem distributører.

5) Indirekte markedsføring: Enhver form for tilkendegivelse rettet mod det danske marked, der har til formål at fremme afsætning af andele fra et investeringsinstitut gennem forsikringsaftaler eller fremme afsætningen af andre værdipapirer, herunder blandt andet, men ikke begrænset til, obligationer, hvis kurs og risikoprofil følger investeringsinstituttets tæt, lineært eller gearet.

Kapitel 3

Anmeldelse af markedsføring af udenlandske UCITS

§ 3. Anmeldelsesproceduren for udenlandske UCITS fremgår af Kommissionens forordning nr. 584/2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder. Nærmere oplysninger om anmeldelsesproceduren vil desuden fremgå af Finanstilsynets hjemmeside: www.finanstilsynet.dk/UCITS.

Stk. 2. En udenlandsk UCITS, som ønsker at markedsføre sine andele direkte eller indirekte her i landet, skal angive de typer af investorer, som den udenlandske UCITS retter henvendelse til, for eksempel detailinvestorer eller professionelle investorer m.fl.

Stk. 3. En udenlandsk UCITS, som ønsker at markedsføre sine andele direkte eller indirekte her i landet, skal i prospektet, eller i eventuelle tillæg hertil, give danske investorer oplysninger om UCITS’ens danske repræsentant, jf. § 5.

Kapitel 4

Formelle krav samt anmeldelse af ændringer og ophør

Navn

§ 4. En udenlandsk UCITS er berettiget til at benytte det samme navn eller den samme betegnelse for sin virksomhed, som benyttes i hjemlandet.

Stk. 2. Såfremt navnet eller betegnelsen indebærer risiko for forveksling, kan Finanstilsynet kræve, at den udenlandske UCITS tilføjer en forklarende bemærkning til navnet eller betegnelsen.

Repræsentanter

§ 5. En udenlandsk UCITS, hvis andele markedsføres over for detailinvestorer her i landet, skal have en repræsentant med kontor her i landet for at sikre danske detailinvestorers adgang til oplysninger og indløsning af andele.

Stk. 2. Repræsentanten skal have tilladelse som værdipapirhandler, jf. § 9 i lov om finansiel virksomhed, eller som investeringsforvaltningsselskab, jf. § 10 i lov om finansiel virksomhed. Repræsentanten kan også være en filial, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed.

Stk. 3. Repræsentanten skal på en investors anmodning herom bistå detailinvestoren med indløsning, udbetaling af udbytte og ombytning af andele m.v. samt hjælpe investoren med kontakten til den udenlandske UCITS. Repræsentanten kan også selv udføre disse opgaver. Repræsentanten skal endvidere udlevere de dokumenter, som instituttet offentliggør i sit hjemland og oplyse om den udenlandske UCITS på en investors anmodning herom.

Stk. 4. Investorers henvendelser til repræsentanten skal have samme retsvirkning som henvendelser til den udenlandske UCITS.

Stk. 5. En udenlandsk UCITS, som kun ønsker at markedsføre andele til professionelle investorer, kan undlade at have en repræsentant, såfremt

1) investeringsinstituttet kun markedsfører dets andele indirekte over for detailinvestorer gennem unit link-ordninger etableret af virksomheder under tilsyn af Finanstilsynet, jf. § 1 i lov om finansiel virksomhed, eller gennem en filial, jf. § 5, stk. 1, nr. 19, i lov om finansiel virksomhed, eller det udenlandske investeringsinstitut gennem aftaler med de danske professionelle investorer sikrer sig, at andelene ikke videresælges til detailinvestorer, og

2) erklærer, at det udenlandske investeringsinstitut ikke selv vil sælge andele til danske detailinvestorer.

Ændring af oplysninger m.v.

§ 6. En udenlandsk UCITS skal underrette Finanstilsynet om ændringer i navn og adresse senest 14 dage efter, at beslutningen om ændringen er truffet.

Stk. 2. En udenlandsk UCITS skal underrette Finanstilsynet straks, såfremt det suspenderer indløsning af andele.

Offentliggørelse af oplysninger

§ 7. De dokumenter og oplysninger, som den udenlandske UCITS løbende skal offentliggøre i sit hjemland, skal ligeledes offentliggøres her i landet. Offentliggørelse skal ske på samme måde som i hjemlandet. En udenlandsk UCITS skal dog selv sørge for offentliggørelse her i landet, hvis det er hjemlandets tilsynsmyndighed, der offentliggør visse oplysninger i hjemlandet. Det skal fremgå af prospektet eller et tillæg til dette, hvor offentliggørelsen finder sted.

Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede dokumenter og oplysninger skal for udenlandske UCITS være affattet på dansk, engelsk, norsk eller svensk. Såfremt originalsproget er et andet end disse, kan dokumentet være en oversættelse til dansk, engelsk, norsk eller svensk. Dokumentet med central inve-storinformation i henhold til Kommissionens forordning nr. 583/2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted, skal altid være affattet på dansk eller i en dansk oversættelse.

Stk. 3. Den udenlandske UCITS er ansvarlig for de i stk. 2 nævnte oversættelser af oplysninger eller dokumenter, og oversættelserne skal på troværdig vis gengive de oprindelige oplysninger.

Ophør af markedsføring af andele

§ 8. Finanstilsynet kan kræve, at en udenlandsk UCITS ophører med markedsføring af sine andele i Danmark, hvis

1) den udenlandske UCITS’ foranstaltninger til sikring af investorernes ret til udbetaling af udbytte og indløsning af andele ikke tilstrækkeligt sikrer de danske investorers rettigheder,

2) den udenlandske UCITS ikke rettidigt har betalt afgift, jf. § 10,

3) den udenlandske UCITS ikke markedsføres i overensstemmelse med markedsføringsmaterialet,

4) den udenlandske UCITS’ godkendelse eller tilsyn fra hjemlandets kompetente myndighed bortfalder, eller

5) den udenlandske UCITS gør sig skyldig i grov eller gentagen overtrædelse af reglerne i denne bekendtgørelse eller anden dansk lovgivning.

§ 9. Når en udenlandsk UCITS eller en afdeling heraf ophører med at markedsføre sine andele i Danmark, skal den pågældende udenlandske UCITS senest 14 dage efter, at beslutningen er truffet, give meddelelse til alle danske investorer, samt underrette Finanstilsynet, om hvilke afdelinger der ophører og tidspunktet herfor.

Afgift

§ 10. Udenlandske UCITS, som markedsfører sine andele i Danmark i medfør af denne bekendtgørelse, betaler afgift til Finanstilsynet i medfør af § 361, stk. 1, nr. 26 i lov om finansiel virksomhed.

Kapitel 5

Straffebestemmelser

§ 11. Overtrædelse af § 4, stk. 2, § 5, stk. 1-4 og §§ 6-9 straffes med bøde, når overtrædelsen er forsætlig eller groft uagtsom.

Kapitel 6

Ikrafttræden

§ 12. Bekendtgørelsen træder i kraft den 22. juli 2014.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 1298 af 14. december 2012 om udenlandske investeringsinstitutters markedsføring i Danmark ophæves.

Finanstilsynet, den 17. juni 2014

Ulrik Nødgaard

/ Anna Frost-Jensen

Officielle noter

1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Kommissionens direktiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr. L176 s. 28.