Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Bekendtgørelse om proceduren ved nedlæggelse af en folkeskole

I medfør af § 24, stk. 4, 1. pkt., i lov om folkeskolen, jf. lovbekendtgørelse nr. 665 af 20. juni 2014, fastsættes:

§ 1. Kommunalbestyrelsens behandling af en sag om ændringer i kommunens skolestruktur, som indebærer en skolenedlæggelse, skal behandles i overensstemmelse med procedurereglerne i §§ 2-4.

Stk. 2. En skole nedlægges, hvis en skole:

1) ophører med at have egen skolebestyrelse, egen skoleleder og eget skoledistrikt eller

2) henlægges under en anden skoles ledelse, jf. folkeskolelovens § 24, stk. 1, 2. pkt.

§ 2. Forslag om en skolenedlæggelse offentliggøres med en tilhørende kort beskrivelse, herunder oplysninger om forslagets konsekvenser for den fremtidige skolestruktur i kommunen.

Stk. 2. Et medlem af kommunalbestyrelsen kan forlange sin afvigende mening vedrørende forslaget tilført kommunalbestyrelsens beslutningsprotokol. Medlemmet kan endvidere forlange, at den afvigende mening offentliggøres samtidig med forslaget tillige med en kort begrundelse, der affattes af medlemmet.

§ 3. Offentliggørelse af forslag om en skolenedlæggelse skal som minimum ske på kommunens og den pågældende skoles hjemmeside.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist på mindst 8 uger for fremsættelse af indsigelser m.v. mod forslaget. Fristen regnes fra datoen for offentliggørelsen på kommunens og den pågældende skoles hjemmeside. Ved offentliggørelsen skal der oplyses om fristen.

§ 4. Med henblik på indhentelse af udtalelse fra skolebestyrelsen ved de berørte skoler, jf. folkeskolelovens § 40, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., sendes forslaget senest samtidig med offentliggørelsen efter § 3 til udtalelse hos skolebestyrelserne ved de berørte skoler. Fristen for skolebestyrelsens udtalelse følger af § 3, stk. 2.

§ 5. Efter udløbet af fristen efter § 3, stk. 2, og efter indhentet udtalelse fra skolebestyrelserne ved de berørte skoler, jf. folkeskolelovens § 40, stk. 2, nr. 2, 2. pkt., kan kommunalbestyrelsen vedtage forslaget endeligt. Hvis der rettidigt er fremsat indsigelser m.v. mod forslaget, kan vedtagelsen dog tidligst ske 4 uger efter udløbet af fristen efter § 3, stk. 2.

§ 6. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. august 2014.

Stk. 2. Bekendtgørelse nr. 615 af 19. juli 1993 om proceduren ved en skolenedlæggelse ophæves.

Undervisningsministeriet, den 23. juni 2014

Christine Antorini

/ Ole Hvilsom Larsen