Den fulde tekst

Bekendtgørelse af lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto

Herved bekendtgøres lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto, jf. lovbekendtgørelse nr. 1012 af 5. oktober 2006, med de ændringer, der følger af § 5 i lov nr. 1580 af 20. december 2006, § 12 i lov nr. 1587 af 20. december 2006, lov nr. 90 af 20. februar 2008, § 5 i lov nr. 521 af 17. juni 2008, § 1 i lov nr. 1343 af 19. december 2008, § 7 i lov nr. 462 af 12. juni 2009, § 15 i lov nr. 521 af 12. juni 2009, § 6 i lov nr. 525 af 12. juni 2009, § 6 i lov nr. 1278 af 16. december 2009, § 5 i lov nr. 724 af 25. juni 2010, § 1 i lov nr. 174 af 4. marts 2011, § 10 i lov nr. 221 af 21. marts 2011, § 5 i lov nr. 1380 af 28. december 2011, § 10 i lov nr. 118 af 7. februar 2012 og § 5 i lov nr. 1394 af 23. december 2012.

§ 1. Den, der med henblik på etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed eller erhvervelse af virksomhed i selskabsform ved anskaffelse af aktier eller anparter i et selskab foretager indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto efter reglerne i denne lov, kan fradrage indskuddet ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 2. Fradrag for et givet indkomstår indrømmes for indskud, der er foretaget i tiden fra den 16. maj i indkomståret til og med den nærmest efterfølgende 15. maj (indskudsåret).

Stk. 3. Efter etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed eller erhvervelse af virksomhed i selskabsform ved anskaffelse af aktier eller anparter i et selskab har fundet sted, kan fradrag for indskud kun opnås for det indkomstår, hvor etablering eller erhvervelse finder sted, jf. § 5, og de nærmest efterfølgende 4 indkomstår. Fradrag kan ikke opnås for efterfølgende indkomstår, hvori indskudte beløb endnu ikke er hævet fuldt ud.

§ 2. Berettiget til at foretage indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto er fuldt skattepligtige personer, som ikke efter en dobbeltbeskatningsoverenskomst er skattemæssigt hjemmehørende i et andet land, og som i indkomståret har oppebåret lønindtægt, eller som indtil 5 år efter etableringen af den selvstændige erhvervsvirksomhed, jf. § 5, oppebærer lønindtægter eller overskud fra den selvstændige erhvervsvirksomhed, til og med indkomståret efter det indkomstår, hvor den pågældende når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

§ 3. Indskud, der vedrører indkomstår før etablering af den selvstændige erhvervsvirksomhed eller anskaffelse af aktier og anparter i et selskab, skal mindst udgøre 5.000 kr. og kan højst udgøre 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt i indkomståret, dog kan der altid indskydes 250.000 kr. af nettolønindtægten. Indskud, der vedrører det indkomstår, hvor etablering finder sted, eller et af de nærmest efterfølgende 4 indkomstår, skal mindst udgøre 5.000 kr. og kan højst udgøre 60 pct. af indskyderens nettolønindtægt eller af overskuddet fra den selvstændige erhvervsvirksomhed, dog kan der altid indskydes 250.000 kr. af nettolønindtægten eller overskuddet fra den selvstændige erhvervsvirksomhed. Ved opgørelsen af, om de nævnte grænser er overholdt, lægges indskud på etableringskonto og iværksætterkonto sammen.

Stk. 2. Til lønindtægten henregnes kontant løn med tillæg af den skattemæssige værdi af frit ophold og andre goder, som lønmodtageren har oppebåret i kraft af arbejdsforholdet, samt beløb, der af arbejdsgiveren er udbetalt som godtgørelse for udgifter, der påføres lønmodtageren som følge af arbejdet, herunder udgifter til rejse, ophold og fortæring under rejser, bortset fra beløb, der omfattes af bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 4, 2. pkt. Ved beregningen af nettolønindtægten foretages fradrag efter ligningslovens §§ 9-9 D.

Stk. 3. Ved overskud fra selvstændig erhvervsvirksomhed forstås overskud opgjort efter reglerne for opgørelse af skattepligtig indkomst før fradrag for henlæggelse til konjunkturudligning efter virksomhedsskattelovens § 22 b, med tillæg af renteudgifter og kurstab på fordringer og gæld og med fradrag af rente- og udbytteindtægter samt kursgevinst på fordringer og gæld, som indgår i opgørelsen af dette overskud.

Stk. 4. Forskudsafskrivning på et kontraheret skib i medfør af bestemmelsen i afskrivningslovens § 29 formindsker det indskud, som den skattepligtige kan foretage for det pågældende indskudsår, med forskudsafskrivningens beløb.

§ 4. Indskuddet skal foretages kontant på en særlig indlånskonto, der forrentes med en forud for renteperioden fastsat procentdel af indeståendet, eller anbringes i et særskilt depot af obligationer, som er omfattet af kursgevinstloven bortset fra kursgevinstlovens § 29, og som er optaget til handel på et reguleret marked. Indskud på etableringskonto og iværksætterkonto sker på særskilte konti. Det skal ske i et pengeinstitut, der af Finanstilsynet er meddelt tilladelse til at drive virksomhed her i landet, eller i et udenlandsk kreditinstitut, der efter tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Den Europæiske Union har indgået aftale med på det finansielle område, udøver virksomhed her i landet gennem en filial, jf. § 30, stk. 1, 4, 5, 9 og 10, i lov om finansiel virksomhed. Kontoen skal betegnes etableringskonto eller iværksætterkonto og skal bære påtegning om den skattepligtiges navn, adresse og personnummer. Kontantkonto og depot skal være oprettet i samme pengeinstitut. Foretagne indskud og indestående kan overføres mellem kontantkonto og depot.

Stk. 2. Efter og ved etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed eller erhvervelse af virksomhed i selskabsform ved anskaffelse af aktier eller anparter i et selskab kan indskud på en konto dog helt eller delvis undlades, når den skattepligtige inden udløbet af indskudsåret opfylder betingelserne i § 5 for at hæve indskud af samme størrelse. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler, hvorefter den skattepligtige skal afgive oplysninger om og dokumentation for, at betingelserne i § 5 er opfyldt. Beløb omfattet af 1. pkt. behandles efter reglerne om indskud.

§ 5. Ved og efter etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed eller anskaffelse af aktier og anparter i et selskab hæves indskuddene i overensstemmelse med reglerne i § 7. Pengeinstituttet må dog først udbetale midlerne, når det har modtaget et udfyldt skema fra kontohaveren. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler om dette skema.

Stk. 2. Etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed anses at have fundet sted, når den samlede anskaffelsessum for de til brug for virksomheden anskaffede formuegoder, eller de udgifter, som er afholdt til brug for virksomheden, overstiger et grundbeløb på 80.000 kr. (2010-niveau). Ved opgørelsen af den samlede anskaffelsessum skal kontohaveren være berettiget til at medregne værdien af varelager ved etableringsårets udgang opgjort til fakturapris eller dagspris i stedet for det ved etableringen anskaffede varelager. For bygninger mv., dræningsanlæg, markvandingsanlæg, driftsmidler og skibe samt immaterielle aktiver, hvor anskaffelsessummen efter afskrivningslovens § 45 skal omregnes til kontantværdi, indgår kontantværdien ved opgørelsen af den samlede anskaffelsessum. Det er endvidere en betingelse for, at etablering af selvstændig erhvervsvirksomhed anses at have fundet sted, at kontohaveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig arbejdsindsats i ikke uvæsentligt omfang.

Stk. 3. Kravet om, at kontohaveren eller dennes ægtefælle skal deltage med personlig arbejdsindsats i virksomheden i ikke uvæsentligt omfang, gælder for det indkomstår, hvor indskud anvendes til forlods afskrivning, eller dækning af udgifter afholdt til brug for virksomheden, og for det følgende indkomstår. Bliver den skattepligtige uarbejdsdygtig som følge af alvorlig sygdom eller varigt nedsat funktionsevne efter, at midler er hævet og anvendt til forlods afskrivning, eller dækning af udgifter afholdt til brug for virksomheden, bortfalder kravet om personlig arbejdsindsats dog i den resterende del af perioden. Drives virksomheden af ægtefæller i forening, gælder reglen i 2. pkt., når en af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig. Hvis kun en af ægtefællerne driver virksomheden, gælder 2. pkt., når denne ægtefælle bliver uarbejdsdygtig. Kravet om personlig arbejdsindsats bortfalder tilsvarende i tilfælde af den skattepligtiges eller dennes ægtefælles død eller konkurs samt ved virksomhedsophør.

Stk. 4. Etablering af virksomhed i selskabsform anses at have fundet sted, når anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne inklusive stiftelsesomkostninger overstiger et grundbeløb på 80.000 kr. (2010-niveau). Det er endvidere en betingelse for, at etablering af virksomhed i selskabsform anses at have fundet sted, at kontohaveren eller dennes ægtefælle deltager med personlig arbejdsindsats i selskabet, herunder i et koncernforbundet selskab, jf. kursgevinstlovens § 4, stk. 2, i ikke uvæsentligt omfang. Dette krav gælder for det indkomstår, hvor indskud anvendes til erhvervelse af aktier eller anparter i et selskab, og for det følgende indkomstår. Bliver den skattepligtige uarbejdsdygtig som følge af alvorlig sygdom eller varigt nedsat funktionsevne efter, at midler er hævet og anvendt til erhvervelse af aktier eller anparter i et selskab, bortfalder kravet om personlig arbejdsindsats dog i den resterende del af perioden. Deltager både kontohaveren og dennes ægtefælle med personlig arbejdsindsats, gælder reglen i 4. pkt., når en af ægtefællerne bliver uarbejdsdygtig. Hvis kun en af ægtefællerne deltager, gælder 4. pkt., når denne ægtefælle bliver uarbejdsdygtig. Kravet om personlig arbejdsindsats bortfalder tilsvarende i tilfælde af den skattepligtiges eller dennes ægtefælles død eller konkurs samt ved afståelse af selskabet til andre.

Stk. 5. Grundbeløbet i stk. 2 og 4 reguleres efter personskattelovens § 20.

Stk. 6. Formuegoder, som er anskaffet tidligere end 3 år før etableringsårets begyndelse, eller som er afhændet, eventuelt udskilt af driften, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den i stk. 2 nævnte samlede anskaffelsessum. Udgifter, som er afholdt tidligere end 1 år før etableringsårets begyndelse, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den udgift, der er nævnt i stk. 2. Aktier, der er erhvervet tidligere end 3 år før etableringsårets begyndelse, kan ikke medregnes ved opgørelsen af den anskaffelsessum, der er nævnt i stk. 4.

Stk. 7. Indskud kan hæves ved og efter etablering af en virksomhed, som skal drives eller bliver drevet af kontohaveren eller af dennes ægtefælle eller af begge ægtefæller i forening. Indskud kan ligeledes hæves ved og efter anskaffelse af aktier og anparter i et selskab, som ejes eller skal ejes af kontohaveren eller af dennes ægtefælle eller af begge ægtefæller.

§ 6. (Ophævet)

§ 7. Efter etableringen af selvstændig erhvervsvirksomhed hæves beløb af indtil samme størrelse som anskaffelsessummen eller, hvor der i tidligere indkomstår er foretaget skattemæssige afskrivninger på formuegodet, den uafskrevne del af anskaffelsessummen for formuegoder som nævnt i litra a-f anskaffet inden for den frist, der er nævnt i § 5, stk. 6, 1. pkt., og beløb af indtil samme størrelse som afholdte udgifter som nævnt i litra g og h afholdt inden for fristen i § 5, stk. 6, 2. pkt.:

a) Maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt. Beløb kan dog ikke hæves til anskaffelse af automobiler, som er indregistreret til privat personbefordring, til udlejning uden fører eller som last- og varemotorkøretøjer, der er berigtiget med halv omsætningsafgift.

b) Skibe til erhvervsmæssig brug.

c) Bygninger, hvorpå skattemæssig afskrivning kan foretages efter afskrivningslovens § 14, samt installationer, der tjener sådanne bygninger, og installationer, der anvendes erhvervsmæssigt.

d) Goodwill samt andre immaterielle aktiver såsom særlig fremstillingsmetode eller lignende (knowhow), patentret, forfatter- og kunstnerret og ret til mønster eller varemærke.

e) Retten ifølge en forpagtnings- eller lejekontrakt.

f) Dræningsanlæg på jordbrugsbedrifter.

g) Driftsomkostninger, der er fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a.

h) Udgifter omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, som den skattepligtige har valgt ikke at afskrive.

Stk. 2. Efter anskaffelsen af aktier og anparter i et selskab hæves beløb af samme størrelse som anskaffelsessummen for aktierne eller anparterne, hvis følgende betingelser alle er opfyldt:

1) Kontohaveren eller dennes ægtefælle eller begge ægtefæller skal tilsammen eje aktier eller anparter svarende til mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen i selskabet eller svarende til mere end 50 pct. af stemmeværdien.

2) Aktierne eller anparterne skal være i et selskab, hvis virksomhed ikke i overvejende grad består i udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende. Bortforpagtning af fast ejendom som nævnt i § 33, stk. 1 og 7, i lov om vurdering af landets faste ejendomme anses ikke i denne forbindelse for virksomhed ved udlejning af fast ejendom. 1. pkt. gælder dog ikke, hvis selskabet udøver næring ved køb og salg af værdipapirer eller finansieringsvirksomhed. Selskabets virksomhed anses for i overvejende grad at bestå i udlejning af fast ejendom, besiddelse af kontanter, værdipapirer eller lignende, såfremt mindst 50 pct. af selskabets indtægter i et indkomstår stammer fra sådan virksomhed, eller hvis handelsværdien af selskabets udlejningsejendomme, kontanter, værdipapirer eller lignende udgør mindst 50 pct. af handelsværdien af selskabets samlede aktiver opgjort ultimo indkomståret. Besiddelse af andele omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 18 anses ved bedømmelsen ikke som besiddelse af værdipapirer. Afkastet og værdien af aktier i datterselskaber, hvori selskabet direkte eller indirekte ejer mindst 25 pct. af aktie- eller anpartskapitalen, medregnes ikke. I stedet medregnes den del af datterselskabets indtægter og aktiver, der svarer til ejerforholdet, ved bedømmelsen. Ved bedømmelsen ses der bort fra indkomst ved udlejning af fast ejendom mellem selskabet og et datterselskab eller mellem to datterselskaber. Fast ejendom, som udlejes mellem selskabet og et datterselskab eller mellem datterselskaber, og som lejer anvender i driften, anses ved bedømmelsen ikke som en udlejningsejendom.

3) Aktierne eller anparterne må ikke være erhvervet i forbindelse med omdannelsen af en personligt ejet virksomhed efter lov om skattefri virksomhedsomdannelse som led i en skattefri aktieombytning efter aktieavancebeskatningsloven, som led i en skattefri fusion, spaltning eller tilførsel af aktiver efter fusionsskatteloven eller ved arv, arveforskud eller gave.

Stk. 3. For de i stk. 1, litra a, nævnte driftsmidler, litra b, nævnte skibe, litra c og f, nævnte bygninger mv. og for de i stk. 1, litra d og e, nævnte immaterielle aktiver udgør anskaffelsessummen den kontantværdi, der er beregnet efter afskrivningslovens § 45. Den uafskrevne del af anskaffelsessummen beregnes som anskaffelsessummen med fradrag af de foretagne afskrivninger.

Stk. 4. Anskaffelse af maskiner, inventar og andre driftsmidler samt edb-software, der er omfattet af reglerne om straksafskrivning i afskrivningslovens § 6, stk. 1, berettiger ikke til at hæve beløb efter stk. 1, såfremt den skattepligtige vælger fuldt ud at fradrage anskaffelsessummen i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori anskaffelsen finder sted. Kontrahering om bygning af et skib berettiger ej heller til at hæve beløb efter stk. 1.

Stk. 5. Når der i de i stk. 1, litra a-f, omtalte situationer hæves et beløb fra etableringskontoen eller iværksætterkontoen, hæves der af indskuddene med samme beløb. Indskud, der eventuelt overstiger indestående, anses for fuldt ud hævet, når det sidste indestående hæves. Har kontohaveren både etableringskonto og iværksætterkonto, vælger den pågældende, hvor meget af beløbet der hæves fra hver enkelt konto. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til de hævede indskud på etableringskonto, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud på etableringskonto i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 68 pct. af de hævede indskud på etableringskonto, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud på etableringskonto i indkomstårene 1999-2001. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 58 pct. af de hævede indskud på etableringskonto, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud på etableringskonto i indkomstårene 2002-2009. Det beløb, der lægges til grund ved beregning af skattemæssige afskrivninger på det pågældende formuegode, reduceres ved forlods afskrivning med et beløb, der svarer til 50 pct. af de hævede indskud på etableringskonto, når der er foretaget fradrag for de hævede indskud på etableringskonto i indkomståret 2010 eller senere indkomstår. 4. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved hævning af beløb fra iværksætterkonto. For installationer omfattet af afskrivningslovens § 15, stk. 3, udgør det hævede indskud det beløb, der svarer til den erhvervsmæssige benyttelse, og det hævede indskud omregnes til den beregnede afskrivning, som anskaffelsessummen reduceres med. Den del af de hævede indskud, der som følge af 2. pkt. ikke kan anvendes til forlods afskrivning, efterbeskattes efter § 10.

Stk. 6. De forlods afskrivninger, der er foretaget efter stk. 5, sidestilles, hvor andet ikke er foreskrevet, med skattemæssige afskrivninger.

Stk. 7. Er der foretaget indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto for flere indskudsår, kan indskuddet vedrørende et givet indskudsår først hæves, når tidligere indskud er hævet fuldt ud.

Stk. 8. Afskrivninger efter stk. 5 kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Stk. 9. Afskrivning efter stk. 5 på et formuegode skal ske forud for en eventuel anvendelse af investeringsfondshenlæggelser for samme indkomstår.

Stk. 10. Når der i de situationer, der er nævnt i stk. 1, litra g og h, hæves et beløb fra etableringskontoen eller iværksætterkontoen, finder stk. 5, 1.-3. pkt., tilsvarende anvendelse. Det beløb, der hæves til dækning af de nævnte udgifter, anses at dække 55 pct. af udgifterne, således at der kan foretages fradrag med 45 pct. af udgiften ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. dog 6. og 7. pkt. For udgifter omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, kan de nævnte 45 pct. af udgiften i stedet vælges afskrevet efter ligningslovens § 8 B, stk. 1. Er der foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomstårene 1999-2001, anses det beløb, der hæves til dækning af de nævnte udgifter, at dække 65 pct. af udgifterne, således at der kan foretages fradrag med 35 pct. af udgifterne ved opgørelsen af den personlige indkomst, jf. dog 6. og 7. pkt. For udgifter omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, kan de nævnte 35 pct. af udgiften i stedet vælges afskrevet efter ligningslovens § 8 B, stk. 1. Er der foretaget fradrag for de hævede indskud i indkomståret 1998 eller tidligere indkomstår, anses det beløb, der hæves til dækning af de nævnte udgifter, fuldt ud at dække udgifterne. 6. pkt. finder tilsvarende anvendelse ved hævning af beløb fra iværksætterkonto. Der kan bortset fra de tilfælde, der er nævnt i 2. og 4. pkt., ikke foretages fradrag for udgiften.

Stk. 11. Når der i den situation, der er nævnt i stk. 2, hæves beløb fra etableringskontoen eller iværksætterkontoen, finder stk. 5, 1.-3. pkt., tilsvarende anvendelse. Det hævede beløb medregnes til kontohaverens personlige indkomst i det indkomstår, hvor indskud anvendes til erhvervelse af aktier eller anparter, og de 9 følgende indkomstår med lige store beløb. For beløb, for hvilke der er foretaget fradrag i indkomståret 1998 og tidligere indkomstår, tillægges 80 pct. af det hævede indskud med 8 pct. i hvert af de 10 år. For beløb, for hvilke der er foretaget fradrag i indkomstårene 1999-2001, tillægges 55 pct. af det hævede indskud med 5,5 pct. i hvert af de 10 år. For beløb, for hvilke der er foretaget fradrag i indkomståret 2002 og følgende indkomstår, tillægges 50 pct. af det hævede indskud med 5 pct. i hvert af de 10 år, jf. dog 6. pkt. Ved hævning af beløb fra iværksætterkonto tillægges det hævede indskud med 10 pct. i hvert af de 10 år. Ophører kontohaverens skattepligt af anden grund end ved død, eller går kontohaveren konkurs eller dør, medregnes resterende procenttillæg til den personlige indkomst i det indkomstår, hvori skattepligten ophører, henholdsvis kontohaveren går konkurs eller dør. Tilsvarende gælder, såfremt betingelserne i § 7, stk. 2, nr. 1 eller 2, inden for de 2 første år efter anskaffelsen af aktierne og anparterne ikke længere kan anses for at være opfyldt. Indskud, som er hævet i dette indkomstår, behandles efter § 11, stk. 9. Når en person efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende uden for Danmark, sidestilles dette ved anvendelsen af reglen i 7. pkt. med ophør af skattepligt efter kildeskattelovens § 1. Den del af det hævede indskud, der som følge af 1. pkt., jf. stk. 5, 2. pkt., ikke kan anvendes til erhvervelse af aktier eller anparter i et selskab, efterbeskattes efter § 10. 7. og 10. pkt. gælder dog ikke, såfremt personen er hjemmehørende i et land, der er omfattet af overenskomst af 7. december 1989 mellem de nordiske lande om bistand i skattesager eller Rådets direktiv 2010/24/EU af 16. marts 2010. For det år, hvori personen bliver hjemmehørende i det andet land, opgøres skatten af de procenttillæg, der resterer for årene efter det år, hvori fraflytningen m.v. sker. Skatten opgøres ved en beregning, hvor de resterende procenttillæg medregnes til den personlige indkomst i det indkomstår, hvori fraflytningen sker. Det opgjorte skattebeløb opdeles i et antal lige store rater svarende til det antal år, der ville restere, såfremt procenttillæggene skulle medregnes til den personlige indkomst over 10 år. For hvert af de efterfølgende år efter det år, hvori personen bliver hjemmehørende i det andet land, forfalder en rate til betaling med sidste rettidige betalingsdag den 31. december, indtil alle rater er betalt.

§ 7 A. (Ophævet)

§ 7 B. Deltagelse i en virksomhed som kommanditist anses ikke som etablering. Deltagelsen berettiger ikke til at hæve beløb efter § 7 til forlods afskrivning på de af virksomheden omfattede aktiver.

§ 8. Etablering skal være sket senest ved udgangen af det indkomstår, hvori kontohaveren når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension.

Stk. 2. Når kontohaveren dokumenterer, at det skyldes ham utilregnelige årsager, at etablering ikke har fundet sted inden fristens udløb, kan told- og skatteforvaltningen tillade, at fristen forlænges.

§ 9. Er etablering ikke foretaget inden udløbet af den frist, der er nævnt i § 8, medregnes indskudsbeløbet med tillæg af 3 pct. for hvert år fra udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget, og indtil fristens udløb i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori fristen er udløbet. Til og med indkomståret 2001 udgør tillægget dog 5 pct. Der svares ved fristens udløb afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet på iværksætterkonto med tillæg efter 1. pkt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct.

Stk. 2. Samtlige indskud på etableringskonto kan hæves inden udløbet af den frist, der er nævnt i § 8, selv om etablering ikke er sket. I så fald medregnes indskudsbeløbet med tillæg af 3 pct. for hvert år fra udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet hæves, i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori beløbet er hævet. Til og med indkomståret 2001 udgør tillægget dog 5 pct. Der svares ved hævning fra kontoen afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet på iværksætterkonto med tillæg efter 2. pkt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct. Når der hæves et beløb fra etableringskontoen eller iværksætterkontoen, hæves der af indskuddene med samme beløb. Indskud, der eventuelt overstiger indeståendet, anses for fuldt ud hævet, når det sidste indestående hæves.

Stk. 3. Beskatningen efter stk. 1 og 2 sker med satsen for sundhedsbidrag efter personskattelovens § 8 og med satserne for kommunal indkomstskat og kirkeskat for det indkomstår, hvor indskudsbeløbet m.v. medregnes i den skattepligtige indkomst. For indskud fradraget til og med indkomståret 2001 anvendes dog satsen for indkomstskat efter personskattelovens § 6, satsen for sundhedsbidrag efter personskattelovens § 8 og satserne for kommunal indkomstskat og kirkeskat. For skattepligtige, der svarer skat efter personskattelovens § 8 c, anvendes fra og med indkomståret 2007 beskatningsprocenten efter personskattelovens § 8 c i stedet for satsen for kommunal indkomstskat. De beløb, der er indsat på etableringskontoen eller iværksætterkontoen eller er anbragt i et særskilt depot af obligationer, sikrer skatte- eller afgiftskravet efter de nævnte stykker og kan ikke hæves, før skatten eller afgiften er betalt. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om adgangen til at hæve beløb efter denne bestemmelse.

§ 10. Når etablering har fundet sted, skal indskud, der ikke har kunnet hæves efter § 7 inden 9 år efter udløbet af det indkomstår, hvori etablering har fundet sted, eller inden udgangen af det andet indkomstår efter det indkomstår, hvor kontohaveren når folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, medregnes til den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori fristen er udløbet. Indskud medregnes med tillæg af 3 pct. for hvert år fra udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget, og indtil fristens udløb. For indskud foretaget inden etablering medregnes dog først tillæg fra og med det tredje indkomstår efter etableringsåret. Der svares ved fristens udløb afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet på iværksætterkonto med tillæg efter 2. og 3. pkt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct.

Stk. 2. De indskudsbeløb, der er nævnt i stk. 1, kan hæves inden udløbet af fristen i stk. 1. I så fald medregnes beløbet med tillæg af 3 pct. for hvert år fra udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet er fradraget, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori indskuddet hæves, i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori beløbet er hævet. For indskud foretaget inden etablering medregnes dog først tillæg fra og med det andet indkomstår efter etableringsåret. Der svares ved hævning fra kontoen afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet på iværksætterkonto med tillæg efter 2. og 3. pkt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct.

Stk. 3. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, 6. og 7. pkt., og § 9, stk. 3, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Har et skatteankenævn, Landsskatteretten eller en domstol i forbindelse med behandlingen af en klage over en skatteansættelse anerkendt en foretagen etablering, der tidligere har været tilsidesat, regnes fristen på 9 år i stk. 1 fra udløbet af det indkomstår, hvori endelig afgørelse af etableringsspørgsmålet er truffet. Finder aldersbegrænsningen i stk. 1 anvendelse, stilles kontohaveren, som om etableringen ikke var blevet tilsidesat. Indskud på etableringskonto, der ikke har kunnet hæves efter § 7 inden for denne frist, medregnes til den skattepligtige indkomst i det indkomstår, hvori fristen udløber. Der svares ved fristens udløb afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet på iværksætterkonto, der ikke har kunnet hæves efter § 7 inden for denne frist. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct.

Stk. 5. Hvis told- og skatteforvaltningen, efter at en foretagen etablering er blevet tilsidesat, hæver et beløb fra etableringskontoen eller iværksætterkontoen til dækning af et skatte- og afgiftskrav, anses et dertil svarende indskud for hævet efter reglerne i § 9, stk. 2, 5. og 6. pkt. Indskud, som er blevet hævet efter 1. pkt., kan retableres, såfremt skatteyderen inden 3 måneder efter at have fået endeligt medhold i, at etablering er sket, indskyder et til de pågældende tidligere indskud svarende beløb på etableringskonto henholdsvis iværksætterkonto. I stedet for at indskyde beløb på kontoen kan skatteyderen dog vælge at forlodsafskrive de tilsvarende oprindelige indskud på anskaffelser, der er foretaget efter etableringen, anvende de tilsvarende oprindelige indskud til dækning af udgifter afholdt efter etableringen eller anvende de tilsvarende oprindelige indskud på anskaffelse af yderligere kapital i selskabet, såfremt de almindelige betingelser er opfyldt. I forbindelse hermed kan skatteyderen inden for samme 3-måneders-frist begære genoptagelse af skatteansættelsen for etableringsåret og følgende år. Indskud, som ikke er blevet forlods-afskrevet, anvendt til dækning af afholdte udgifter eller anvendt til yderligere kapital i selskabet eller retableret gennem indsættelse på etableringskonto eller iværksætterkonto, medregnes til den skattepligtige indkomst i det år, hvor 3-måneders-fristen udløber henholdsvis afgiftsberigtiges med 52,50 pct. ved 3-måneders-fristens udløb. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct.

§ 10 A. Når etablering har fundet sted, og den nu etablerede har indgået ægteskab efter etableringen, kan den etableredes samlevende ægtefælle hæve indskud fra sin etableringskonto eller iværksætterkonto efter bestemmelserne i § 7 til brug i den etablerede virksomhed. Det kan ske indtil udløbet af det andet år efter det år, hvori ægteskabet blev indgået. Det gælder dog kun, såfremt der ikke forinden er indtrådt beskatning eller afgiftsberigtigelse af indskuddene på den etableringskonto eller iværksætterkonto, der tilhører den etableredes samlevende ægtefælle, efter §§ 9, 10, 11 og 11 A.

§ 11. I tilfælde af kontohaverens død medregnes ikke hævede indskud på etableringskonto og iværksætterkonto med tillæg af 3 pct. for hvert år fra udløbet af de indkomstår, hvori indskuddene er fradraget, og indtil udløbet af dødsåret i den skattepligtige indkomst, jf. 5. pkt. § 9, stk. 3, 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse. I tilfælde af kontohaverens konkurs medregnes ikke hævede indskud med tillæg af 3 pct. for hvert år fra udløbet af de indkomstår, hvori indskuddene er fradraget, og indtil udløbet af konkursåret i den skattepligtige indkomst i konkursåret. § 9, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Der svares afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet på iværksætterkonto med tillæg efter 1. pkt. ved dødsfald, såfremt dødsboet ikke skiftes og den længstlevende ægtefælle ikke overtager afdødes indskud på iværksætterkonto på de for afdøde gældende betingelser, eller 3. pkt. ved afsigelse af konkursdekret. Til og med indkomståret 2001 udgør tillægget i 1. og 3. pkt. dog 5 pct. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct.

Stk. 2. Ophører kontohaverens skattepligt efter kildeskattelovens § 1, medregnes ikke hævede indskud på etableringskonto med tillæg efter 5. og 6. pkt. ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori skattepligten ophører. § 9, stk. 3, 1.-3. pkt., finder tilsvarende anvendelse vedrørende etableringskonto. Der betales ved ophør af kontohaverens skattepligt efter kildeskattelovens § 1 afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet på iværksætterkonto med tillæg efter 5. pkt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct. De ikke hævede indskud tillægges 3 pct. for hvert år fra udløbet af de indkomstår, hvori indskuddene er fradraget, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori skattepligten ophører. Til og med indkomståret 2001 udgør tillægget dog 5 pct. Når en kontohaver efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende uden for Danmark, sidestilles dette ved anvendelsen af reglerne i 1.-6. pkt. med ophør af skattepligt efter kildeskattelovens § 1. Hvis etablering har fundet sted, skal der dog ikke ske efterbeskatning eller afgiftsberigtigelse, så længe kontohaveren er skattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, af indkomsten fra virksomheden. Hvis etablering har fundet sted, skal der heller ikke ske efterbeskatning eller afgiftsberigtigelse, så længe en kontohaver, der efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst bliver hjemmehørende uden for Danmark, er skattepligtig efter kildeskattelovens § 1 af indkomsten fra virksomheden. Kontohaveren kan efter reglerne i stk. 4-8 få henstand med betaling af skatter eller afgifter beregnet efter 1.-9. pkt.

Stk. 3. Ophører kontohaverens skattepligt efter kildeskattelovens § 1, betragtes gevinst og tab på obligationer omfattet af § 14, stk. 2, som realiseret. Værdien på tidspunktet for realisationen efter 1. pkt. træder i stedet for afståelses- eller indfrielsessummen. Endvidere indtræder der beskatning af nettokursgevinster på obligationer omfattet af § 14, stk. 2, der er realiseret i tidligere indkomstår. Når en kontohaver efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst indgået mellem Danmark og en fremmed stat, Færøerne eller Grønland bliver hjemmehørende uden for Danmark, sidestilles dette ved anvendelsen af reglerne i 1.-3. pkt. med ophør af skattepligt efter kildeskattelovens § 1. Kontohaveren kan efter reglerne i stk. 4-8 få henstand med betaling af skatten efter 1.-4. pkt. Der gives dog ikke henstand med betaling af skatten af gevinst på obligationer, der er afstået eller indfriet inden fraflytningen m.v.

Stk. 4. Henstand efter stk. 2 eller 3 er betinget af, at der ved fraflytning m.v. indgives selvangivelse til told- og skatteforvaltningen. Gives der udsættelse med indgivelse af selvangivelse efter skattekontrollovens § 4, stk. 4, skal selvangivelse som betingelse for henstand være indgivet inden denne frist. Henstand efter stk. 3 er endvidere betinget af, at der ved senere hel eller delvis afståelse eller indfrielse af obligationer indgives selvangivelse om gevinsten eller tabet på disse.

Stk. 5. Henstandsbeløbet efter stk. 2 eller 3 forfalder til betaling, når fristen for etablering efter § 8 er udløbet, indskud hæves efter § 9, stk. 2, eller den skattepligtige dør eller går konkurs, jf. stk. 1. § 10 finder tilsvarende anvendelse. Endvidere forfalder henstandsbeløb efter stk. 3 til betaling, når obligationerne afstås eller indfries. Det henstandsbeløb, der forfalder til betaling efter 3. pkt., beregnes på grundlag af den laveste værdi af den faktiske afståelses- eller indfrielsessum og handelsværdien på tidspunktet for fraflytningen m.v. En eventuelt resterende del af det henstandsbeløb, der vedrører de afståede eller indfriede obligationer, bortfalder. De beløb, der er indsat på etableringskontoen eller iværksætterkontoen eller er anbragt i et særskilt depot af obligationer, sikrer skatte- eller afgiftskravet efter stk. 2 eller 3 og kan ikke hæves, før skatten eller afgiften er betalt.

Stk. 6. Bliver kontohaveren igen skattemæssigt hjemmehørende her i landet, bortfalder pligten til at betale skat eller afgift efter stk. 2 af indskud, der ikke er hævet ved skattepligtens genindtræden. Obligationer omfattet af § 14, stk. 2, hvor der er indtrådt skattepligt efter stk. 3, men som på ny omfattes af skattepligt her i landet, anses for anskaffet på det faktiske anskaffelsestidspunkt til handelsværdien på tidspunktet for tilflytning m.v. Er der på dette tidspunkt fortsat et henstandsbeløb, skal der dog ske en nedsættelse af handelsværdien for de obligationer, som personen fortsat ejer. Handelsværdien nedsættes med henstandsbeløbet omregnet til indkomstgrundlag baseret på en skattesats på 35 pct.

Stk. 7. Indgives selvangivelse, jf. stk. 4, ikke rettidigt, bortfalder henstanden efter stk. 2 eller 3, og skatten anses for forfalden på det tidspunkt, hvor skatten ville være forfalden, hvis der ikke var givet henstand. Skatten forrentes med renten i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra dette tidspunkt.

Stk. 8. Told- og skatteforvaltningen kan se bort fra overskridelse af fristen for indgivelse af selvangivelse som nævnt i stk. 4, jf. stk. 7.

Stk. 9. Hvis en virksomhed i øvrigt ophører eller afhændes, medregnes ikke hævede etableringskontoindskud og etableringskontoindskud, som er hævet i det indkomstår, hvori virksomheden er ophørt eller afhændet, ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for ophørs- eller afhændelsesåret, jf. dog 4. pkt. Tilsvarende gælder, at hvis kravene i § 7, stk. 2, nr. 1 eller 2, ikke kan anses for opfyldt, medregnes ikke hævede etableringskontoindskud ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår. Bestemmelsen i § 9, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse. Der svares afgift med 52,50 pct. af iværksætterkontoindskud i det indkomstår, hvor virksomheden er ophørt eller afhændet, eller hvor kravene i § 7, stk. 2, nr. 1 eller 2, ikke kan anses for opfyldt. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct. Dog kan de ikke hævede indskud opretholdes på de oprindelige vilkår, hvis kontohaveren inden 1 år efter afhændelsen eller ophøret m.v., jf. 1. og 2. pkt., på ny etablerer selvstændig virksomhed eller virksomhed i selskabsform, jf. § 5.

Stk. 10. Stk. 1 finder ikke anvendelse, i det omfang indskuddet overtages af en længstlevende ægtefælle efter dødsboskattelovens § 43, stk. 4, eller § 80, stk. 2, eller en længstlevende ægtefælle indtræder i afdødes skattemæssige stilling efter dødsboskattelovens § 59, stk. 1, jf. dog § 59, stk. 2, nr. 2.

§ 11 A. Er der hævet indskud af den etableringskonto eller iværksætterkonto, der er nævnt i § 4, uden at indskudsbeløbet som angivet i skemaet til pengeinstituttet forlods kan afskrives på aktiver eller anvendes til anskaffelse af aktier eller anparter eller til dækning af afholdte udgifter, medregnes indskudsbeløbet i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori indskuddene er hævet. Indskudsbeløbet medregnes med tillæg af 3 pct. for hvert år fra udløbet af de indkomstår, hvori indskuddene er fradraget, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori indskuddene er hævet. Til og med indkomståret 2001 udgør tillægget dog 5 pct. Beskatningen sker med satsen for sundhedsbidrag efter personskattelovens § 8 og med satserne for kommunal indkomstskat og kirkeskat for det indkomstår, hvor indskudsbeløbet m.v. medregnes i den skattepligtige indkomst. For indskud fradraget til og med indkomståret 2001 anvendes dog satsen for indkomstskat efter personskattelovens § 6, satsen for sundhedsbidrag efter personskattelovens § 8 og satserne for kommunal indkomstskat og kirkeskat. For skattepligtige, der svarer skat efter personskattelovens § 8 c, anvendes fra og med indkomståret 2007 beskatningsprocenten efter personskattelovens § 8 c i stedet for satsen for kommunal indkomstskat. 1. og 2. pkt. finder tilsvarende anvendelse på iværksætterkonti, idet der dog svares afgift med 52,50 pct. af indskudsbeløbet med tillæg efter 2. pkt. i det indkomstår, hvori indskuddene er hævet. Til og med indkomståret 2009 udgør afgiften dog 60 pct. Bestemmelserne i § 9, stk. 2, 6. og 7. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2. Den skattepligtige kan vælge i stedet at overføre indskudsbeløbet til forlods afskrivning på andre aktiver, hvorpå forlods afskrivning kan foretages efter denne lov, eller til dækning af andre afholdte udgifter efter betingelserne i denne lov. I så fald skal forlods afskrivning ske ved enhver anskaffelse af de nævnte aktiver, indtil hele beløbet er anvendt, eller dækning skal ske ved enhver afholdelse af de nævnte udgifter, indtil hele beløbet er anvendt. Indskudsbeløbet kan i sin helhed ligeledes anvendes til anskaffelse af aktier og anparter i et selskab efter betingelserne i denne lov.

Stk. 3. Har forlods afskrivning, dækning af afholdte udgifter eller anskaffelse af aktier eller anparter i et selskab ikke eller ikke fuldt ud kunnet foretages senest for det indkomstår, der følger efter det indkomstår, hvori midlerne er hævet, anvendes stk. 1. I så fald skal tillæg dog beregnes indtil udløbet af det indkomstår, hvori forlods afskrivning, afholdelse af udgifter eller erhvervelse af aktier eller anparter i et selskab senest kunne foretages.

§ 11 B. Med bøde straffes den, der forsætligt eller ved grov uagtsomhed afgiver urigtige eller vildledende oplysninger i det skema, der er nævnt i § 5, stk. 1.

Stk. 2. I forskrifter, der udstedes i medfør af § 4, stk. 2, § 9, stk. 3, § 10, stk. 3, § 11, stk. 1 og 9, eller § 15, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med forsæt til skatteunddragelse, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Stk. 4. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

§ 11 C. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan told- og skatteforvaltningen tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, såfremt denne erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist, der efter begæring kan forlænges, at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde.

Stk. 2. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 895 tilsvarende anvendelse.

Stk. 3. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Stk. 4. I sager om overtrædelse af denne lov, der behandles administrativt efter stk. 1, finder retsplejelovens § 752, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 11 D. Fristen for betaling af afgift omfattet af § 9, § 10, § 11 og § 11 A er den 1. maj i året efter indkomståret, dødsåret, konkursåret henholdsvis ophørs- eller afhændelsesåret med sidste rettidige betalingsdag den 1. juli i forfaldsåret. Falder den sidste rettidige indbetalingsdag på en helligdag eller en lørdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Betales beløbet ikke rettidigt, forrentes det forfaldne beløb med renten efter § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint pr. påbegyndt måned fra forfaldsdagen at regne.

Stk. 2. Reglerne i skatteforvaltningsloven, skattekontrolloven, kildeskatteloven, inddrivelsesloven og opkrævningsloven finder tilsvarende anvendelse på afgift omfattet af § 9, § 10, § 11 og § 11 A.

§ 12. (Ophævet)

§ 13. Kontohaveren kan ikke overdrage, pantsætte eller på anden måde råde over de på en etableringskonto eller iværksætterkonto indskudte beløb. Indskuddene kan heller ikke gøres til genstand for retsforfølgning bortset fra konkurs, jf. § 11, stk. 1.

§ 14. Renter i forbindelse med en etableringskonto eller iværksætterkonto beskattes, i det omfang det følger af skattelovgivningens almindelige regler. Renter påvirker ikke størrelsen af et foretaget indskud. Renter, der ikke indskydes på ny efter de almindelige regler herfor, medregnes ikke til etableringskontoens eller iværksætterkontoens indestående, og de kan hæves i overensstemmelse med de af pengeinstituttet fastsatte regler.

Stk. 2. Kursgevinster og kurstab indgår i opsparingen på etableringskontoen eller iværksætterkontoen og medregnes ved opgørelsen af etableringskontoens eller iværksætterkontoens indestående. Kursgevinster og kurstab påvirker ikke størrelsen af de foretagne indskud. Nettokursgevinst eller nettokurstab medregnes ved opgørelsen af kontohaverens skattepligtige indkomst efter kursgevinstlovens § 14, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, jf. personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 2. Nettokursgevinst eller nettokurstab medregnes ved opgørelsen af kontohaverens skattepligtige indkomst for det førstkommende af følgende indkomstår:

1) Det indkomstår, hvori det sidste indskud hæves.

2) Det indkomstår, hvori det sidste indestående hæves.

3) Det indkomstår, hvori fristen efter § 8 for etablering udløber.

4) Det indkomstår, hvori kontohaveren går konkurs.

5) Det indkomstår, hvori kontohaveren dør.

6) Det niende indkomstår efter udløbet af det indkomstår, hvori etablering har fundet sted.

§ 14 A. (Ophævet)

§ 15. Skatteministeren fastsætter de nærmere regler for gennemførelsen af denne lov, herunder for pengeinstitutternes medvirken ved ordningen og for tilsynet med de i pengeinstitutterne oprettede etableringskonti og iværksætterkonti.

§ 16. (Ophævet)

§ 16 A. (Ophævet)

§ 17. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Skatteministeriet, den 30. oktober 2014

P.M.V.
Jens Brøchner

/ Lise Bo Nielsen