Redaktionel note
Oversigt (indholdsfortegnelse)
Den fulde tekst

Bekendtgørelse af toldloven 1)

 

Herved bekendtgøres toldloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1238 af 20. december 2002, med de ændringer, der følger af lov nr. 962 af 2. december 2003 og lov nr. 356 af 19. maj 2004

Kapitel 1 2)

Definitioner

§ 1. I denne lov forstås ved:

1) Det danske toldområde: De danske landområder og søterritoriet samt luftrummet derover.

2) EU’s toldområde: De områder, som er fastsat i EU’s bestemmelser herom, herunder det danske toldområde.

3) Tredjelande: De områder, som ikke er omfattet af EU’s toldområde, Grønland og Færøerne anses som tredjelande.

4) Uberigtigede varer: Varer, for hvilke der ikke er betalt told og afgifter.

5) Varer i uberigtiget stand: Varer, der opbevares uden betaling af told og afgifter.

6) Varer i ikke-afgiftsberigtiget stand: Varer, der opbevares uden betaling af afgifter.

7) Afgifter: Merværdiafgift og punktafgifter.

8) Postforsendelser: Enhver forsendelse (breve, pakker m.v.) uanset transportør.

Kapitel 2

EF's toldkodeks

§ 2. Varer, der føres ind i, transiterer eller føres ud af det danske toldområde, behandles efter EF's retsakter, herunder EF's toldkodeks. Der svares told i henhold til disse retsakter.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler for anvendelsen af stk. 1.

Kapitel 3

Told- og afgiftsfrihed

§ 3. Fritaget for told er:

1) Proviant og andre fornødenheder, der medbringes af skibe og fly ved ankomst fra tredjelande, og som er bestemt til forbrug om bord under skibets eller flyets rejse til og fra det danske toldområde og under dets ophold her. Fritagelsen er begrænset til den mængde proviant m.v., der efter de statslige told- og skattemyndigheders skøn er passende under hensyn til skibets eller flyets art, antallet af besætningsmedlemmer og passagerer og opholdets varighed.

2) Skibsproviant, der tilhører søfolk, som har været påmønstret et strandet skib, hvis provianten udleveres til søfolkenes eget forbrug.

Stk. 2. Toldfrihed efter stk. 1, nr. 1, ophører, såfremt skibet eller flyet efter at have udlosset den ved ankomsten medbragte ladning eller landsat de medførte passagerer laster varer eller tager passagerer om bord udelukkende til steder i det danske toldområde eller - bortset fra kortvarige værftsophold og lignende - forbliver i det danske toldområde.

§ 4. Skatteministeren kan med henblik på opfyldelse af traktatlige forpligtelser fastsætte regler om told- og afgiftsfrihed for:

1) Fremmede staters herværende diplomatiske repræsentanter og de til sådanne repræsentationer knyttede personer.

2) Fremmede staters herværende konsulære repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer.

3) Internationale organisationer og institutioner, som Danmark er medlem af, og de dertil knyttede personer, herunder sagkyndige, som udfører hverv for organisationerne eller institutionerne, samt medlemsstaternes repræsentanter i og udsendinge til sådanne organisationer og institutioner.

§ 5. Skatteministeren kan med henblik på opfyldelse af traktatlige forpligtelser fastsætte regler om toldfri indførsel i det danske toldområde for:

1) Varer, der er betalt af midler stillet til rådighed af De Forenede Staters regering som led i de fælles forsvarsbestræbelser.

2) Produktionsmidler såsom maskiner og instrumenter, som udelukkende er bestemt til anvendelse ved fremstilling af forsvarsmateriel til organisationer tilsluttet NATO.

3) Materiel, der oplægges midlertidigt i depoter i Danmark af udenlandske NATO-magter efter aftale med den danske regering.

§ 6. (Ophævet)

§ 7. Skatteministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af direktiver vedtaget af EF om afgiftsfritagelse for rejsendes indførsel af varer.

§ 8. Told- og afgiftsfrihed efter EU's bestemmelser eller efter dette kapitel bortfalder, såfremt varerne efter indførslen anvendes i strid med de for told- og afgiftsfriheden gældende regler. I sådanne tilfælde skal varerne straks angives for de statslige told- og skattemyndigheder.

§ 9. De statslige told- og skattemyndigheder kan i enkelte tilfælde eller ved stående bevillinger fastsætte bestemmelser om fremgangsmåde og kontrol ved indrømmelse af toldfrihed og toldnedsættelse efter EU's bestemmelser eller efter dette kapitel. Myndighederne kan bestemme, i hvilke tilfælde de her omhandlede forhold skal bekræftes ved varemodtagerens skriftlige erklæring, og hvilken dokumentation der i øvrigt skal fremlægges.

Kapitel 4

Kontrol og toldbehandling

Opkrævning

§ 10. De statslige told- og skattemyndigheder opkræver told og afgifter af varer, som ikke er i fri omsætning i EU's toldområde, og som indføres i det danske toldområde, og fører det fornødne tilsyn og kontrol i forbindelse hermed.

Stk. 2. 2) De statslige told- og skattemyndigheder opkræver eller tilbagebetaler told og afgifter af varer, som udføres fra det danske toldområde med henblik på udførsel fra EU's toldområde, og fører det fornødne tilsyn og kontrol i forbindelse hermed.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler for kontrol med og toldbehandling af de i stk. 1-2 omhandlede varer i overensstemmelse med EU's bestemmelser herom.

§ 10 a. 2) De statslige told- og skattemyndigheder foretager kontrol af, at der ikke ved indrejse i, udrejse fra eller transit af det danske toldområde sker overtrædelse af forbud mod indførsel, udførsel eller transit, der er fastsat af sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske, valutamæssige eller andre grunde.

§ 11. 2) De statslige told- og skattemyndigheder opkræver punktafgifter af punktafgiftspligtige varer, som rejsende medfører ved indrejse i det danske toldområde fra et andet sted i EU’s toldområde, ud over hvad der kan anses for at være indført til eget brug. Myndighederne fører den fornødne kontrol hermed.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder opkræver punktafgifter punktafgiftspligtige varer, som sendes til privatpersoner i det danske toldområde fra et andet sted i EU’s toldområde. Myndighederne fører den fornødne kontrol hermed.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder opkræver punktafgift af mineralolie, som rejsende medfører til eget brug på anden måde end i køretøjets brændstoftank eller i en egnet reservedunk ved indrejse i det danske toldområde fra et andet sted i EU’s toldområde. Myndighederne fører den fornødne kontrol hermed.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan fastsætte retningslinier til brug for vurderingen af, om de i stk. 1 og 2 anførte varer kan anses for at være til eget brug.

§ 11 a. 2) De statslige told- og skattemyndigheder opkræver punktafgift af tobaksvarer, som rejsende medfører i en mængde ud over den, der kan indføres afgiftsfrit ved indrejse i det danske toldområde fra Estland, Letland, Litauen, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet og Ungarn. Myndighederne foretager den fornødne kontrol hermed.

Stk. 2. Tobaksvarer, som rejsende indfører i en mængde u over den, der kan indføres afgiftsfrit, skal angives til de statslige told- og skattemydnigheder ved indrejse i det danske toldområde fra et af de i stk. 1 nævnte lande.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om anvendelsesområdet for stk. 1 og 2 samt regler, der ophæver bestemmelserne.

Angivelse af varer

§ 12. 2) (ophævet)

§ 13. Skatteministeren kan fastsætte en frist, inden for hvilken varer skal angives til fortoldning eller udførsel.

Stk. 2. Overskrides den efter stk. 1 fastsatte frist, kan told og afgifter ansættes på grundlag af en skønsmæssigt ansat mængde eller værdi og efter de satser, der var gældende den dag, hvor varerne senest kunne være angivet rettidigt til fortoldning. Er en sådan ansættelse for lav, skal den angivelsespligtige inden 14 dage efter at have modtaget meddelelse om ansættelsen underrette de statslige told- og skattemyndigheder herom.

Transport og opbevaring af uberigtigede varer

§ 14. Skatteministeren kan fastsætte regler til gennemførelse af de toldmæssige bestemmelser i de af Danmark tiltrådte mellemfolkelige aftaler om internationale transporter af varer samt de nærmere regler om transport og opbevaring af uberigtigede varer.

Stk. 2. 2) De statslige told- og skattemyndigheder kan kræve, at uberigtigede varer forsegles, eller at varerne eller deres emballage forsynes med identitetsmærke.

Stk. 3. 2) De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at lade uberigtigede varer, som ikke på betryggende måde kan forsegles, toldledsage eller toldbevogte. Udgifterne hertil kan pålægges den, for hvis regning varerne transporteres eller opbevares.

Stk. 4. 2) Forsegling må ikke uden de statslige told- og skattemyndigheders tilladelse fjernes i det danske toldområde eller om bord i skibe eller fly i fart mellem steder i det danske toldområde.

Adgang til kontrol

§ 15. 2) De statslige told- og skattemyndigheder kan med henblik på eftersøgning og kontrol af varer uden retskendelse færdes uhindret overalt langs kyster, i havne, i lufthavne, på landingssteder, i transportcentre, i tog, på jernbanearealer og på veje, hvortil der er offentlig adgang. Der kan på de nævnte steder foretages eftersøgning og kontrol af varer i postforsendelser, i pakhuse, i containere, i befordringsmidler og på andre midlertidige eller permanente steder, som kan anvendes til opbevaring af varer m.v.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder har ret til uhindret adgang overalt langs landegrænsen. Er tilstødende arealer indhegnet eller afspærret, må ejerne træffe sådanne foranstaltninger, at de statslige told- og skattemyndigheder til enhver tid er sikret uhindret passage.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler om gebyr i forbindelse med anvendelse af containerscannere med henblik på den i stk. 1 anførte kontrol.

§ 16. 2) Fly og skibe i det danske toldområde og andre befordringsmidler i trafik mellem det danske toldområde og tredjelande er undergivet de statslige told- og skattemyndigheders tilsyn og kontrol. Befordringsmidler, der transporterer varer, for hvilke der ikke er betalt told eller afgifter, er også undergivet de statslige told-og skattemyndigheders kontrol. De statslige told- og skattemyndigheder har ret til overalt i disse befordringsmidler og uden retskendelse at foretage de undersøgelser, der er nødvendige for kontrollens udøvelse.

Stk. 2. Køretøjer, der anvendes erhvervsmæssigt i trafik mellem det danske toldområde og tredjelande, skal ved ind- og udkørsel af det danske toldområde uopfordret standse op for kontrol.

Stk. 3. Alle køretøjer i trafik mellem det danske toldområde og tredjelande skal ved ind- og udkørsel af det danske toldområde standse op for kontrol, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det. Endvidere skal alle køretøjer i trafik mellem det danske toldområde og EU’s toldområde standse op for kontrol, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det.

Stk. 4. Skibe skal på de statslige told- og skattemyndigheders forlangende stoppe op.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte regler om de statslige told- og skattemyndigheders kontrol med og toldbehandling af de i stk. 1 nævnte befordringsmidler og kan herunder bestemme, hvor, på hvilken måde og på hvilke vilkår toldbehandlingen skal finde sted.

§ 17. 2) Virksomheder, der driver trafik med fly og skibe, eller befordringsmidlets fører har pligt til at give og dokumentere de oplysninger, der er nødvendige for kontrollens udøvelse, herunder oplysninger om befordringsmiddel, besætning, passagerer og disses registrerede bagage samt ladning, samt til at påvise og åbne eller afdække alle adgange til last, rum og gemmer. De statslige told- og skattemyndigheder kan uden retskendelse forlange påvisning, åbning eller afdækning af disse adgange.

Stk. 2. Skatteministeren kan med samtykke fra trafikministeren bestemme, at havnemyndigheder og luftfartsmyndigheder skal underrette de statslige told- og skattemyndigheder om de oplysninger, som myndighederne er i besiddelse af i forbindelse med skibes og flys ankomst og afgang.

Stk. 3. Virksomheder, der stiller faciliteter til rådighed for de i stk. 1 nævnte virksomheder, har pligt til at stille samtlige de i stk. 1 nævnte oplysninger om skibes og flys ankomst og afgang samt om besætning og passagerers identitet, som de er i besiddelse af, til rådighed for de statslige told- og skattemyndigheder efter disses anvisning.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke oplysninger, der er nødvendige i henhold til stk. 1.

§ 18. 3)  Førere af befordringsmidler skal ved ankomst til det danske toldområde fra et tredjeland og før afgang fra det danske toldområde til et tredjeland anmelde sig til de statslige told- og skattemyndigheder. Førere af skibe, der ankommer til en dansk havn fra et andet sted i EU’s toldområde, eller som forlader det danske toldområde med henblik på afsejling til et andet sted i EU’s toldområde, skal ligeledes, såfremt skibet medfører varer, for hvilke der ikke er betalt told eller afgifter som ladning eller proviant, anmelde sig til de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2. De i stk. 1 omhandlede anmeldelser kan foretages ved en dertil bemyndiget person.

Stk. 3. Skatteministeren kan på nærmere fastsatte vilkår fritage førere af visse kategorier af befordringsmidler for anmeldelsespligten efter stk. 1.

§ 19. 2) Fly, der medbringer uberigtigede varer, må kun lande i og afgå fra lufthavne, der er godkendt af de statslige told- og skattemyndigheder (toldlufthavne). Skatteministeren kan i særlige tilfælde dispensere herfra. Losning og lastning af varer samt landsætning og ombordtagning af passagerer må kun finde sted i toldlufthavne. De statslige told- og skattemyndigheder kan, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at losning og lastning finder sted andre steder.

Stk. 2. Skibe i erhvervsmæssig trafik mellem det danske toldområde og tredjelande samt skibe, der medbringer uberigtigede varer, må kun anløbe og afsejle fra havne, der er godkendt af de statslige told- og skattemyndigheder (toldhavne). Losning og lastning af varer samt landsætning og ombordtagning af passagerer må kun finde sted i toldhavne. De statslige told- og skattemyndigheder kan, når særlige omstændigheder taler derfor, tillade, at losning og lastning finder sted andre steder.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder bestemmer, hvor i havne og lufthavne landsætning af passagerer til det danske toldområde kan finde sted.

§ 20. 2) De statslige told- og skattemyndigheder kan uden udgift for myndighederne stille særlige krav til anlæg og indretning af de i § 19 nævnte steder, hvor varer losses eller lastes, eller hvor passagerer landsættes eller tages om brod. De nævnte myndigheder kan herunder kræve, at der uden udgift for disse stilles egnede indretninger til rådighed for fysisk undersøgelse af varer, der er losset eller skal lastes, og de eventuelle transportmidler, der har medbragt eller skal medbringe varer.

Stk. 2. 2) Ved oprettelse af passagerruter mellem steder i udlandet og steder i det danske toldområde samt ved godkendelse af de i § 19, stk. 1, nævnte lufthavne kan de statslige told- og skattemyndigheder kræve, at der uden udgift for disse stilles fornødent udstyrede lokaler og indretninger til rådighed for eftersyn af passagerer m.v.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder kan kræve, at der på steder, hvor varer lastes eller losses, eller hvor passagerer landsættes eller tages om bord, i fornødent omfang og uden udgifter for myndighederne foretages afspærringer, der ikke må passeres uden myndighedernes tilladelse.

Stk. 4. 2) De statslige told- og skattemyndigheder kan nægte at godkende en havn eller lufthavn i henhold til § 19, hvis de krav til indretninger m.v., der er nævnt i stk. 1-3, ikke opfyldes. En godkendelse kan tilbagekaldes, hvis betingelserne for en godkendelse ikke længere er til stede.

Stk. 5. 2) Det påhviler havne og lufthavne at underrette de statslige told- og skattemyndigheder om de ændringer i havnes eller lufthavnens drift, anlæg eller indretning, som kan være af betydning for de statslige told- og skattemyndigheders krav til de i stk. 1 nævnte anlæg og indretninger.

§ 21. Skatteministeren kan fastsætte regler for de statslige told- og skattemyndigheders kontrol med og toldbehandling af bjærgede fartøjer, fly og gods.

Tilsyn og kontrol med personer

§ 22. Skatteministeren kan fastsætte regler om de statslige told- og skattemyndigheders kontrol med og toldbehandling af personer og kan herunder bestemme, hvor og på hvilken måde toldbehandlingen skal finde sted.

§ 23. Personer, som rejser mellem tredjelande og det danske toldområde, skal ved indrejsen i og udrejsen fra det danske toldområde uopfordret standse op for kontrol og skal i øvrigt standse op for kontrol, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte personer har pligt til over for de statslige told- og skattemyndigheder at angive samtlige medbragte varer i overensstemmelse med de af EU og de i henhold til § 10, stk. 3, fastsatte regler herom. De nævnte personer skal endvidere give de oplysninger, der er nødvendige for kontrollens udøvelse.

Stk. 3. 2) Personer, som indrejser i eller udrejser fra det danske toldområde, og som har været om bord på skibe eller i fly, som befinder sig i tog, eller som færdes på offentlige veje, skal, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det, standse op for kontrol. Tilsvarende gælder for personer, der færdes ved landegrænse, langs kyster, i havne og i lufthavne eller på landingssteder.

Stk. 4. Personer, der ved indrejse i eller udrejse fra det danske toldområde medtager penge m.v., der overstiger modværdien af 15.000 euro, skal uopfordret standse op for kontrol og har pligt til over for de statslige told- og skattemyndigheder at angive samtlige medtagne penge m.v.

Stk. 5. 2) De i stk. 1, 3 og 4 nævnte personer og personer om bord på skibe og i fly skal, når de statslige told- og skattemyndigheder forlanger det, opgive navn og bopæl. Myndighederne kan kræve disse oplysninger dokumenteret.

Stk. 6. 2) De i stk. 1, 3 og 4 nævnte personer skal påvise alle rum og gemmer i bagage m.v. og deres eventuelle befordringsmidler samt, i det omfang de statslige told- og skattemyndigheder ønsker det, udpakke bagage m.v.

§ 24. 2) De statslige told- og skattemyndigheder har ret til at forfølge og standse personer, der unddrager sig eller antages at unddrage sig kontrol, og som medfører eller antages at medføre varer, for hvilke der ikke er betalt told eller afgifter. Myndighederne har endvidere ret til i sådanne tilfælde at foretage undersøgelse i huse, befordringsmidler m.v., når dette sker i umiddelbar fortsættelse af forfølgelsen.

Stk. 2. 2) Bestemmelsen i stk. 1 finder tilsvarende anvendelse for personer, som medfører eller antages at medføre penge m.v., der overstiger modværdien af 15.000 euro, eller som medfører eller antages at medføre varer, for hvilke der af sikkerhedsmæssige, sundhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske, valutamæssige eller andre grunde er fastsat forbud mod indførsel, udførsel eller transit.

§ 25. De statslige told- og skattemyndigheder er berettiget til at foretage eftersyn på personer, som med henblik på kontrol standses i henhold til bestemmelserne i §§ 23 og 24.

Stk. 2. Eftersyn på personer skal ske med størst mulig hensynsfuldhed og må ikke være videregående, end de kontrolmæssige formål nødvendiggør.

Stk. 3. 2) Eftersyn, der ikke begrænses til den ydre beklædning, må kun foretages, når der findes rimelig grund til at antage, at vedkommende ulovligt medfører varer m.v. skjult på sin person, og kun efter ordre fra den øverste tilstedeværende repræsentant for de i stk. 1 nævnte myndigheder. Den, der skal efterses, kan kræve, at eftersynet overværes af et vidne, der udpeges af den pågældende. Eftersynet må kun udføres og overværes af personer af samme køn som den person, der skal efterses. Dette gælder dog ikke for vidner udpeget af den pågældende.

§ 26.  Skatteministeren kan i det omfang, det er foreskrevet i de af Danmark tiltrådte mellemfolkelige aftaler eller i bestemmelser fastsat af EU, eller når de kontrolmæssige forhold tillader det, fravige § 23, stk. 1, 2 og 6, og § 25.

Kontrol af oplysninger og dokumenter

§ 27. De statslige told- og skattemyndigheder kan afkræve importører, eksportører, producenter, andre næringsdrivende og erhvervsorganisationer oplysninger til opfyldelse af oplysningspligten over for EU.

Stk. 2. Den, der angiver varer til toldbehandling i henhold til EU's bestemmelser herom, skal afgive sådanne oplysninger og erklæringer om varernes art og beskaffenhed m.v., der er nødvendige for kontrollen med udenrigshandelsstatistikken og med de særlige indførsels-, udførsels- og transitbestemmelser, som af valutamæssige, sundhedsmæssige, sikkerhedsmæssige, veterinære, plantepatologiske eller andre grunde er fastsat for disse varer.

§ 28. De statslige told- og skattemyndigheder har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i lokaler, der benyttes af personer, som har ind- eller udført eller forestået ind- eller udførsel af varer, som skal toldbehandles i det danske toldområde, samt i lokaler i virksomheder, der ansøger om toldgodtgørelse.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan i det omfang, formålet gør det nødvendigt, foretage eftersyn af vare- og lagerbeholdninger hos de i stk. 1 og § 27, stk. 1, nævnte personer m.v. samt efterse deres forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale og korrespondance m.v.

Stk. 3. De i stk. 1 og § 27, stk. 1, nævnte personer og virksomheder og de hos dem beskæftigede personer skal yde de statslige told- og skattemyndigheder bistand ved foretagelsen af eftersyn.

Stk. 4. I øvrigt har de statslige told- og skattemyndigheder altid ret til at foretage eftersyn af varer, for hvilke told og de afgifter, der afregnes i forbindelse med indførslen, ikke er betalt.

Stk. 5. Det i stk. 2 nævnte materiale skal på begæring af de statslige told- og skattemyndigheder udleveres eller indsendes til disse.

Stk. 6. I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 2 er registreret elektronisk, omfatter myndighedernes adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.

Stk. 7. Politiet yder de statslige told- og skattemyndigheder bistand til gennemførelsen af kontrollen efter stk. 1. Justitsministeren kan efter forhandling med skatteministeren fastsætte nærmere regler herom.

Registrering, afregning og sikkerhedsstillelse

§ 29. Varemodtagere, der er hjemmehørende i EU's toldområde, og som i erhvervsmæssigt øjemed i det danske toldområde indfører varer, der ikke er i fri omsætning i EU's toldområde, skal, før de importerer varer, anmelde sig til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder. Ved indførsel af varer i erhvervsmæssigt øjemed forstås indførsel, der foretages af en virksomhed i eller for dennes bedrift.

Stk. 2. Når en varemodtager anmelder sig til registrering, kan de statslige told- og skattemyndigheder kræve, at varemodtageren fremlægger fornødne økonomiske oplysninger om virksomheden samt oplysninger om den forventede import af varer. Såfremt de statslige told- og skattemyndigheder konkret skønner, at der er nærliggende risiko for, at told og merværdiafgifter efter § 30 eller told efter § 33, stk. 4, ikke betales rettidigt, kan de nægte varemodtageren kredit efter § 30 eller § 33, stk. 4.

Stk. 3. Registrerede virksomheder skal anmelde ændringer i registrerede forhold samt væsentlige ændringer i virksomhedens importmønster til de statslige told- og skattemyndigheder, før de indfører varer under de ændrede forhold.

Stk. 4. Vareafsendere, der er hjemmehørende i EU's toldområde, og som fra det danske toldområde i erhvervsmæssigt øjemed udfører varer med henblik på udførsel fra EU's toldområde, skal anmelde sig til registrering hos de statslige told- og skattemyndigheder efter disses nærmere bestemmelser.

Stk. 5. Varemodtagere eller -afsendere, der er hjemmehørende uden for EU's toldområde, kan ind- og udføre varer som omtalt i stk. 1 og 4, hvis de registreres ved en person, der er hjemmehørende i det danske toldområde, eller ved en virksomhed, der har forretningssted i det danske toldområde.

§ 30. Afregningsperioden for told og merværdiafgift af varer, der indføres i erhvervsmæssigt øjemed af varemodtagere, der er registreret efter § 29, er kalendermåneden. Told og merværdiafgift af varer, der er fortoldet i afregningsperioden, skal indbetales til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 16. i måneden efter afregningsperioden. Udgør tolden under 50 kr., kan indbetaling af beløbet undlades.

Stk. 2. Kredit efter stk. 1 er for så vidt angår told betinget af, at varemodtageren stiller sikkerhed.

Stk. 3. Sikkerheden kan stilles ved:

1) Deltagelse i de statslige told- og skattemyndigheders sikkerhedsstillelsesordning.

2) Anden sikkerhedsstillelse.

Stk. 4. Skatteministeren kan fastsætte regler om de statslige told- og skattemyndigheders sikkerhedsstillelsesordning, herunder størrelsen af det bidrag, der skal betales af varemodtagere, der deltager i ordningen. Bidraget betales efter reglerne for betaling af told, jf. stk. 1.

Stk. 5. Skatteministeren kan fastsætte regler om sikkerhedsstillelsen efter stk. 3, nr. 2.

§ 30 a. Såfremt det konstateres, at en person eller virksomhed har afgivet en urigtig toldangivelse eller i øvrigt i toldforhold har afgivet urigtige eller vildledende oplysninger, således at der er betalt for lidt i told og afgifter eller er udbetalt for meget i godtgørelse, afkræves personen eller virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 10 dage efter påkrav.

Stk. 2. Såfremt en person eller virksomhed hæfter for en told- og afgiftsskyld, der er forfalden i forbindelse med afviklingen af en toldekspedition eller et toldforhold, afkræves personen eller virksomheden det skyldige beløb til betaling senest 10 dage efter påkrav.

Stk. 3. Overskrides den efter stk. 1 eller 2 fastsatte betalingsfrist, beregnes renter efter de i § 37 fastsatte regler, således at beløbet forrentes med en månedlig rente for hver påbegyndt måned fra den 1. i den måned, i hvilken beløbet skal betales.

§ 31. Krav om tilbagebetaling og efterbetaling af beløb, der ved varers fortoldning er opkrævet for meget eller for lidt i merværdiafgift eller punktafgifter, forældes efter samme bestemmelser, som er fastsat i EF's toldkodeks om forældelse af krav på toldbeløb.

§ 32. Told og afgifter af varer, der indføres fra tredjelande til privat brug, skal betales ved fortoldningens afslutning. Er varerne i postvæsenets eller jernbanens varetægt, betales tolden og afgifterne dog i forbindelse med varernes udlevering.

§ 33. Told og merværdiafgift af varer, der indføres fra tredjelande i erhvervsmæssigt øjemed af varemodtagere, der er hjemmehørende uden for EU's toldområde, skal betales ved fortoldningens afslutning.

Stk. 2. Told og merværdiafgift af varer, der i erhvervsmæssigt øjemed indføres til en varemodtager, hvis bo er under konkursbehandling eller tvangsakkordforhandling, skal betales ved fortoldningens afslutning. Det samme gælder, hvis varemodtageren ved eksekution er fundet ude af stand til for tiden at betale sin gæld, hvis varemodtageren har standset sine betalinger, er under frivillig akkord eller likvidation, eller hvis varemodtageren på tidspunktet for fortoldningens afslutning er afgået ved døden.

Stk. 3. Told og merværdiafgift af varer, der indføres til varemodtagere, som efter § 29, stk. 2, ikke kan opnå kredit, eller som efter § 38 ikke har adgang til kredit, skal betales ved fortoldningens afslutning.

Stk. 4. Told af varer, for hvilke der ikke er stillet sikkerhed efter § 30, stk. 2, skal betales til de statslige told- og skattemyndigheder senest den 5. hverdag efter fortoldningsdagen.

§ 34. Overskrides fristen i § 33, stk. 4, pålægges det den, hvem betalingen påhviler, at betale en afgift på 230 kr. for den pågældende fortoldningsekspedition. Afgiften betales efter reglerne for betaling af told, jf. § 30, stk. 1.

Stk. 2. Betales told og afgifter i de i § 32 og § 33 nævnte tilfælde ikke, kan de statslige told- og skattemyndigheder tage varerne i bevaring eller forlange dem genudført.

Stk. 3. Betales told og afgifter af varer, der er taget i bevaring efter stk. 2, ikke inden 3 måneder efter fortoldningens afslutning, bortsælges varerne ved behørigt bekendtgjort offentlig auktion. Varer, der efter de statslige told- og skattemyndigheders skøn er ukurante eller urealisable, kan dog efter fristens udløb destrueres under kontrol. Nettoprovenuet af auktionssalget tilfalder statskassen, medmindre varemodtageren inden 1 år efter auktionen begærer auktionskøbesummen udbetalt, i hvilket tilfælde den udbetales med fradrag af told og afgifter samt påløbne omkostninger ved opbevaring og salg.

§ 35. Toldskyld opstår ikke for varer, som inden frigivelsen tillades afstået til fordel for statskassen. Afståelsen må ikke medføre udgifter for statskassen.

Stk. 2. Varer, der i medfør af stk. 1 er afstået til fordel for statskassen, bortsælges ved behørigt bekendtgjort offentlig auktion. Varer, der efter de statslige told- og skattemyndigheders skøn er ukurante eller urealisable, kan dog destrueres under kontrol. Nettoprovenuet af auktionssalget tilfalder statskassen.

§ 36. Godtgørelse eller regulering af told og merværdiafgift for varemodtagere, der har kredit efter § 30, sker ved fradrag i varemodtagernes tilsvar af henholdsvis told og merværdiafgift efter de nævnte bestemmelser.

Stk. 2. Såfremt begæring om godtgørelse eller regulering efter stk. 1 er de statslige told- og skattemyndigheder i hænde senest den 10. dag i en afregningsperiode, foretages fradraget i varemodtagerens tilsvar af told og merværdiafgift for den pågældende afregningsperiode. I andre tilfælde foretages fradraget i tilsvaret for den følgende afregningsperiode.

Stk. 3. Overstiger det samlede godtgørelses- eller reguleringsbeløb told- eller afgiftstilsvaret, udbetales det overskydende beløb til varemodtageren. Overskydende beløb under 50 kr. udbetales ikke.

§ 37. 2) Ubetalte told-, afgifts- og rentebeløb, bidrag efter § 30, stk. 4, afgift efter § 34, stk. 1, bøder, der afgøres administrativt efter § 80, ekspeditionsafgift efter § 81, udgifter til bevaring efter § 83 og udgifter ved tilbageholdelse efter § 84 kan inddrives ved udpantning. §§ 6, 7 og 14 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse på ovenstående beløb.

§ 38. Afgives en fortoldningsangivelse eller udførselsangivelse ikke inden for den i medfør af § 13, stk. 1, fastsatte frist, kan de statslige told- og skattemyndigheder straks fratage en varemodtager retten til kredit efter § 30 og § 33, stk. 4. Det samme gælder, hvis den registrerede virksomhed ikke betaler skyldig told og merværdiafgift rettidigt eller der foreligger oplysninger om virksomhedens forhold, der gør det overvejende sandsynligt, at told og merværdiafgift ikke vil blive betalt.

§ 39. 2) For de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb hæfter følgende personer:

1) Den, der i det danske toldområde indfører eller lader indføre varer, som ikke er i fri omsætning i EU's toldområde.

2) Den, der råder over varer, for hvilke der er meddelt betinget told- og afgiftsfrihed.

3) Den, der råder over varer, som i uberigtiget stand eller mod told- og afgiftsgodtgørelse er under udførsel fra det danske toldområde med henblik på udførsel fra EU's toldområde.

4) Føreren eller ejeren af et befordringsmiddel, hvor varer, for hvilke der ikke er betalt told eller afgifter eller betinget told- og afgiftsfri varer transporteres. Tilsvarende gælder den person, der har rådighed over et sådant befordringsmiddel.

Stk. 2. Told- og afgiftsbeløbene ansættes af de statslige told- og skattemyndigheder på grundlag af samtlige foreliggende oplysninger om de pågældende varer.

§ 39 a. For varer, der ved udførsel fra EU's toldområde er belagt med eksportafgifter, finder bestemmelserne om told i § 29, stk. 2, §§ 30-33, § 34, stk. 1, og §§ 35-39 tilsvarende anvendelse.

§ 40. De statslige told- og skattemyndigheder kan træffe aftale med havne, fragtcentraler og lign. om at stille fornødne indretninger til rådighed for toldbehandling af indførte varer samt til brug ved udførselskontrol.

Kapitel 5

Frihavne, frilagre, toldoplag og told- og afgiftsfrie butikker

Frihavne

§ 41. Ved en frihavn forstås et i det danske toldområde beliggende afspærret havneområde, der bevogtes af de statslige told- og skattemyndigheder, og som med hensyn til told og afgifter anses som beliggende uden for det danske toldområde.

Stk. 2. Frihavne kan kun oprettes ved lov.

§ 42. 2) Reglerne i §§ 11 a-14 og 16-26 finder tilsvarende anvendelse på trafikken og vareførslen mellem frihavne og den øvrige del af det danske toldområde.

§ 43. Frihavnsvirksomhed og de på frihavnsområdet beliggende virksomheder og lagre er underkastet de bestemmelser, der fastsættes af de statslige told- og skattemyndigheder eller andre statslige myndigheder om kontrol såvel ved frihavnsområdets grænser som på frihavnsområdet, til beskyttelse af told- og afgiftsinteresser og varetagelse af de opgaver, der i øvrigt er pålagt de statslige told- og skattemyndigheder, herunder kontrollen med varers indførsel og udførsel.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan fastsætte bestemmelser om bevogtning af frihavne og om den af toldmæssige grunde nødvendige regulering af trafikken til og fra frihavne.

Stk. 3. De statslige told- og skattemyndigheder har ret til overalt på et frihavnsområde at foretage undersøgelse af befordringsmidler samt eftersyn på personer, når dette sker under iagttagelse af reglerne i § 25, stk. 2 og 3.

§ 44. Ejeren af en frihavn skal vederlagsfrit opføre og vedligeholde gitre og andre afspærringer, som efter de statslige told- og skattemyndigheders skøn er nødvendige for bevogtningen.

Stk. 2. Ejeren af frihavnen skal endvidere opføre og vedligeholde de for de statslige told- og skattemyndigheder nødvendige bygninger og lokaler. Toldvagthuse og toldlokaler ved indgangen til frihavnen, toldporte og brovægte stilles vederlagsfrit til rådighed for de statslige told- og skattemyndigheder. For benyttelsen af andre bygninger og lokaler betaler de statslige told- og skattemyndigheder en afgift, der fastsættes efter kostprisprincippet.

Stk. 3. Sædvanlig indre vedligeholdelse af de i stk. 2 nævnte bygninger og lokaler påhviler de statslige told- og skattemyndigheder.

§ 45. I en frihavn kan, medmindre andet er særligt foreskrevet, oplægges varer af enhver beskaffenhed uanset deres mængde og oprindelse, og uanset hvilket land de kommer fra eller er bestemt til.

§ 46. Personlig brug eller forbrug i en frihavn af varer, der er tilført denne i uberigtiget stand eller mod fritagelse for eller godtgørelse af afgifter, er, bortset fra tilladt forbrug af proviant i skibe, forbudt. Køb, modtagelse, salg eller levering af de forannævnte varer til personlig brug eller forbrug i en frihavn er ligeledes forbudt.

§ 47. 2) Skatteministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang og på hvilke betingelser varer, der særlig må frygtes at kunne gøres til genstand for ind- eller udsmugling, kan oplægges i en frihavn.

§ 48. Etablering af detailudsalg og industrivirksomheder samt udlejning af lokaler og pladser til andet formål end handels- og industrivirksomhed må kun finde sted efter tilladelse fra de statslige told- og skattemyndigheder.

Frilagre

§ 49. Ved et frilager forstås lokaler beliggende i det danske toldområde, der er under tilsyn af de statslige told- og skattemyndigheder, og hvor de på lageret oplagte varer for så vidt angår told og afgifter anses for at befinde sig uden for det danske toldområde.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele bevilling til oprettelse af frilagre til oplæggelse af varer i ikke-afgiftsberigtiget stand på steder, hvor der er et særligt behov. Der kan dog kun meddeles tilladelse til oplæggelse af varer fra EU-lande, såfremt disse er bestemt til udførsel til tredjelande.

§ 50. 2) Reglerne i §§ 11 a-14 og 22-26 finder tilsvarende anvendelse på vareførslen mellem frilageret og den øvrige del af det danske toldområde.

§ 51. Frilagre er underkastet de bestemmelser, der fastsættes af de statslige told- og skattemyndigheder om kontrol til beskyttelse af told- og afgiftsinteresser og varetagelse af de opgaver, der i øvrigt er pålagt de statslige told- og skattemyndigheder, herunder kontrollen med varers indførsel og udførsel.

Stk. 2. De statslige told- og skattemyndigheder kan fastsætte bestemmelser om bevogtning af frilagre.

§ 52. På et frilager kan, medmindre andet er særligt foreskrevet, ske oplæggelse af varer af enhver beskaffenhed uanset deres mængde og oprindelse, og uanset hvilket land de kommer fra eller er bestemt til, jf. dog § 49, stk. 2.

§ 53. Personlig brug eller forbrug på et frilager af varer, der er tilført frilageret i uberigtiget stand eller mod fritagelse for eller godtgørelse af afgifter, er forbudt. Køb, modtagelse, salg eller levering af de forannævnte varer til personlig brug eller forbrug på et frilager er ligeledes forbudt.

§ 54. 2) Skatteministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang og på hvilke betingelser højt beskattede varer, der særlig må frygtes at kunne gøres til genstand for indsmugling, kan oplægges på et frilager.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om oprettelse, indretning og benyttelse af frilagre, om bevillingshaverens hæftelse, om sikkerhedsstillelse for afgifter af de tilførte varer samt om tilbagekaldelse og bortfald af sådanne bevillinger.

Toldoplag og provianteringslagre

§ 55. De statslige told- og skattemyndigheder kan i følgende tilfælde meddele tilladelse til oprettelse af toldoplag til oplæggelse af varer, der indføres fra tredjeland i ikke-afgiftsberigtiget stand:

1) Hos pakhusforretninger på steder, hvor der er særligt behov derfor.

2) Hos varemodtagere, der har et særligt behov for oplæggelse af varer.

§ 56. 3) De statslige told- og skattemyndigheder kan meddele provianteringsvirksomheder bevilling til fritagelse for punktafgifter af varer, for hvilke der kræves godtgørelse af eller fritagelse for punktafgifter, eller som tilføres fra andre provianteringsvirksomheder.

Stk. 2. 2) Provianteringsvirksomheder kan meddeles bevilling for:

1) Varer bestemt til udførsel fra EU’s toldområde.

2) Varer bestemt til proviantering af skibe og fly i EU’s toldområde.

3) Varer bestemt til brug for diplomatiske repræsentationer og internationale organisationer i EU’s toldområde.

4) Varer bestemt til brug for udenlandske militære styrker, der er på øvelse i EU’s toldområde, samt til danske styrker, der er på øvelse uden for det danske toldområde.

§ 57. Skatteministeren kan fastsætte regler om oprettelse, indretning og benyttelse af toldoplag og provianteringsvirksomheder, om tidspunktet for betaling af afgifter af varer, der fraføres disse virksomheder, om bevillingshaverens hæftelse og sikkerhedsstillelse for afgifter af de tilførte varer, om tilbagekaldelse og bortfald af sådanne bevillinger samt om de statslige told- og skattemyndigheders kontrol med varer, der tilføres og fraføres toldoplag eller provianteringsvirksomheder.

Told- og afgiftsfrie butikker

§ 58. Skatteministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt, i hvilket omfang og på hvilke vilkår varer told- og afgiftsfrit kan tilføres butikker i toldlufthavne, i fly og på skibe. Bevilling til told- og afgiftsfritagelse meddeles af de statslige told- og skattemyndigheder. Skatteministeren kan fastsætte regler om de statslige told- og skattemyndigheders kontrol med butikkerne og om kontrol med og toldbehandling af de varer, der tilføres og fraføres butikkerne.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler, med henblik på opfyldelse af traktatlige forpligtelser og direktiver vedtaget af EF, om salg af told- og afgiftsfri varer fra butikker i toldlufthavne, i fly og på skibe til passagerer i intern EU-trafik. Overstiger salget de fastsatte mængder eller beløbsgrænser, skal der svares afgift af det overskydende salg.

Stk. 3. Skatteministeren kan fastsætte regler, med henblik på opfyldelse af traktatlige forpligtelser, om salg af told- og afgiftsfri varer fra butikker i lufthavne, i fly og på skibe til passagerer i tredjelandstrafik.

Stk. 4. Skatteministeren kan bestemme, at told- og afgiftsfri varer ikke må sælges til passagerer til visse destinationer.

§ 59. Skatteministeren kan fastsætte regler om, i hvilket omfang og på hvilke vilkår skibe og fly kan medføre told- og afgiftsfri proviant og andre fornødenheder til brug om bord.

§ 60. De statslige told- og skattemyndigheder kan inddrage en bevilling, der er udstedt i medfør af § 58, stk. 1, såfremt virksomhedens indehaver eller de i virksomheden beskæftigede personer overtræder bestemmelserne i § 58 eller de i medfør af § 59 fastsatte bestemmelser eller tilsidesætter vilkårene i bevillingen.

Stk. 2. En bevilling, der er udstedt i medfør af § 58, stk. 1, bortfalder, såfremt bevillingshaveren mister rådigheden over sit bo eller standser sine betalinger.

Kapitel 6

Andre bestemmelser

§ 61. Det påhviler de statslige told- og skattemyndigheder efter anmodning i fornødent omfang at yde bistand med oplysninger og attestation, når der i tredjelande kan opnås toldlempelse eller andre fordele for varer, der udføres fra det danske toldområde, såfremt varerne er ledsaget af et dokument vedrørende oprindelse, toldgodtgørelse m.v.

Stk. 2. Skatteministeren kan autorisere organisationer, der fremsætter anmodning herom, til at udstede de i stk. 1 nævnte dokumenter.

§ 62. I tilfælde, hvor en stat, der indrømmer toldpræference for varer, der er udført fra det danske toldområde til den pågældende stats område, ønsker iværksat en undersøgelse af rigtigheden af dokumenter vedrørende oprindelse, toldgodtgørelse og toldmæssig status for sådanne varer, samt i øvrigt i tilfælde, hvor der er fremkommet forhold, som giver rimelig grund til at iværksætte en sådan undersøgelse, kan de statslige told- og skattemyndigheder afkræve en næringsdrivende oplysninger om forhold, der er af betydning for undersøgelsen. Myndighederne kan ligeledes, i det omfang forholdene nødvendiggør det, efterse en næringsdrivendes forretningslokaler, regnskabsmateriale og korrespondance m.v. Dette gælder også virksomheder, der er beliggende i en frihavn i det danske toldområde.

§ 63. Skatteministeren kan autorisere her i landet hjemmehørende sammenslutninger til at udstede dokumenter (carneter), som over for myndigheder i andre stater garanterer for betaling af told og afgifter af varer, der i medfør af en af Danmark tiltrådt mellemfolkelig aftale udføres herfra til midlertidig anvendelse i eller til transitering af en sådan stat.

Stk. 2. Skatteministeren kan fastsætte regler om godkendelse af kautionister med henblik på anvendelsen af EU's regler om forsendelse.

§ 64. De i denne lov eller i medfør heraf fastsatte regler om kontrol og toldbehandling skal kunne bringes i anvendelse uden for det danske toldområde i det omfang, det fastsættes ved mellemfolkelig aftale. Skatteministeren bekendtgør omfanget af sådanne udvidelser.

§ 65. Inden for rammerne af denne lovs bestemmelser kan skatteministeren indgå overenskomster med fremmede stater om samarbejde til bekæmpelse af smugleri og andre illegale transaktioner og om gensidig bistand i toldsager. Skatteministeren kan fastsætte regler med henblik på opfyldelse af indgåede overenskomster.

Stk. 2. Skatteministeren kan bestemme, at toldbevogtningspersonale fra en fremmed stat, med hvilken der træffes aftale om fælles bevogtning til bekæmpelse af ulovlig vareindførsel eller -udførsel, under udøvelsen af sin virksomhed på de i aftalen omfattede dele af dansk toldområde skal have samme beføjelser og nyde samme retsbeskyttelse, som tilkommer det personale fra de statslige told- og skattemyndigheder, der varetager de nævnte opgaver.

Stk. 3. I de tilfælde, hvor der i denne lov er fastsat særlige bestemmelser om kontrol og straf m.v. vedrørende højt beskattede varer, kan skatteministeren fastsætte, hvilke varer der skal anses som højt beskattede.

§ 66. (ophævet)

§ 67. Politiet yder de statslige told- og skattemyndigheder bistand efter regler, der fastsættes efter forhandling mellem skatteministeren og justitsministeren.

§ 68. Skatteministeren kan fastsætte de statslige told- og skattemyndigheders ekspeditionstid og kan fastsætte gebyrer for toldforretninger, der foretages uden for ekspeditionstiden.

§ 69. For godkendelsesbeviser udstedt af de statslige told- og skattemyndigheder til brug som dokumentation for, at et vejkøretøj eller en container opfylder de fastsatte krav i toldkonventionen om international godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-konventionen) af 14. november 1975, betales et gebyr på:

1) 500 kr. for vejkøretøjer og

2) 300 kr. for containere.

§ 70. Ved afgivelse af begæringer, angivelser, deklarationer, erklæringer m.v. skal benyttes blanketter, hvis rubricering og tekniske udformning bestemmes af de statslige told- og skattemyndigheder. Blanketterne anskaffes af publikum.

§ 71. Skatteministeren kan bemyndige de statslige told- og skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgangen til at klage over afgørelserne, herunder om at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.

§ 71 a. 2) Landskatteretten påkender klager over de statslige told- og skattemyndigheders afgørelser i 1. instans af:

1) Spørgsmål om fastlæggelse af told og afgifter.

2) Spørgsmål om varers tarifering og bindende tariferingsoplysninger.

3) Spørgsmål om varers oprindelse og bindende oprindelsesoplysninger.

4) Spørgsmål om varers toldværdi.

5) Spørgsmål om toldskylds opståen.

6) Spørgsmål om godtgørelse af og fritagelse for told og afgifter.

7) Spørgsmål om hæftelse for told- og afgifter i henhold til toldloven.

Stk. 2. Reglerne i skattestyrelseslovens kapitler 3 og 3 A finder anvendelse ved klage til Landsskatteretten efter stk. 1.

§ 72. Reglerne om eftergivelse og henstand i § 15 i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. finder tilsvarende anvendelse på told-, afgifts- og rentebeløb, bidrag efter § 30, stk. 4, afgift efter § 34, stk. 1, gebyrer efter § 69, ekspeditionsafgift efter § 81 og administrative bøder efter kapitel 7.

Stk. 2. Reglerne finder ligeledes anvendelse på beløb, som personer er pligtige at betale som erstatning for selskabers manglende betaling af toldbeløb m.v.

Kapitel 7

Bestemmelser om straf m.v.

§ 73. 2) Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) Undlader for de statslige told- og skattemyndigheder at angive varer, der indføres til eller udføres fra det danske toldområde eller fraføres eller tilføres en frihavn, et frilager eller et toldoplag i det danske toldområde, når en sådan angivelse er foreskrevet i denne lov eller de i medfør af loven fastsatte forskrifter.

2) Fjerner varer, der er forseglet af toldmyndighederne eller efter disses bestemmelse.

3) Bruger eller forbruger uberigtigede varer, jf. dog § 3 og § 46.

4) Bruger eller forbruger varer, der er fritaget for told og afgifter efter § 58.

5) Sælger eller på anden måde overdrager varer, der er fritaget for told og afgifter efter § 58 og § 59 i strid med de for told- og afgiftsfriheden fastsatte betingelser.

6) Tilbagefører fra et befordringsmiddel eller på anden måde tilbageholder varer, der er angivet til udførsel mod godtgørelse af eller fritagelse for told eller afgifter uden at angive dette for de statslige told- og skattemyndigheder.

Stk. 2.  Er handlingen foretaget med forsæt for at undgå betaling af told eller afgifter, straffes den som smugleri med bøde eller fængsel indtil 2 år, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens § 289.

Stk. 3. På samme måde som anført i stk. 2 straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt sælger eller på anden måde overdrager, køber eller på anden måde erhverver, modtager, transporterer eller opbevarer indsmuglede varer.

Stk. 4. Overtrædelse af stk. 1-3 eller straffelovens § 289 medfører pligt til at betale de på varerne hvilende told- og afgiftsbeløb.

§ 74. Hvis der i befordringsmidler, der er ankommet til det danske toldområde, forefindes told- eller afgiftspligtige varer, som ikke er optaget i ladningsdokumenterne, og som ikke behørigt er angivet for de statslige told- og skattemyndigheder, anses varerne som forsøgt indsmuglet af disses ejer, medmindre denne sandsynliggør, at der ikke har foreligget forsøg på indsmugling.

Stk. 2. Træffes et fartøj på under 120 t netto inden for det danske toldområde med højt beskattede varer om bord til et told- og afgiftsbeløb af mindst 1.500 kr., anses forsøg på indsmugling at foreligge, medmindre der skabes overvejende sandsynlighed for, at fartøjet ikke sejler i smuglerøjemed.

§ 75. Anvendelse af et dansk fartøj til erhvervsmæssigt smugleri af alkoholholdige varer til fremmede stater, som har ratificeret den i Helsingfors den 19. august 1925 undertegnede konvention om bekæmpelse af smugleri af alkoholholdige varer, medfører, medmindre forholdet er omfattet af straffelovens § 289, straf efter § 73. Straf pålægges ejeren, eventuelt rederen, befragteren af fartøjet og dettes fører, hvis disse vidste eller burde vide, at fartøjet blev anvendt til smugleri. Som smugleri anses også overlosning af varerne uden for de fremmede staters toldområder under omstændigheder, som gør det overvejende sandsynligt, at varerne agtes indsmuglet i et af disse områder. Fartøjet hæfter for forskyldte bøder.

§ 76. Med bøde straffes den, der, uden at forholdet er omfattet af § 73 eller straffelovens § 289, forsætligt, groft uagtsomt eller i gentagne tilfælde inden for 2 år over for de statslige told- og skattemyndigheder til brug i toldforhold:

1) Foretager en urigtig angivelse.

2) Fremlægger urigtige eller mangelfulde dokumenter eller regnskaber.

3) I øvrigt afgiver urigtige eller vildledende oplysninger.

4) Undlader at underrette de statslige told- og skattemyndigheder om en for lav ansættelse, jf. § 13, stk. 2, 2. pkt.

Stk. 2. Er handlingen foretaget med forsæt for at undgå betaling af told eller afgift eller for at opnå uberettiget fritagelse for eller godtgørelse af told eller afgift, straffes den med bøde eller fængsel indtil 1 år, under skærpende omstændigheder indtil 2 år.

§ 77. På samme måde som anført i § 76 straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) Udsteder eller foranlediger udstedt et i en væsentlig henseende urigtigt dokument vedrørende oprindelse af varer, der er udført fra det danske toldområde, for at opnå toldmæssige fordele i et andet land i kraft af en mellem dette land og EU indgået associerings- eller handelsaftale.

2) Afgiver urigtige oplysninger eller beviser for at opnå de statslige told- og skattemyndigheders eller autoriserede organisationers bistand i forbindelse med udstedelsen af de i § 61 og § 63 nævnte dokumenter.

Stk. 2. For så vidt angår forældelse af strafansvar for overtrædelse af stk. 1, hvorved nogen unddrager sig betaling af told eller afgift til et andet land, eller som er egnet til at medføre, at nogen uberettiget fritages for betaling af sådanne beløb, finder straffelovens § 93, stk. 2, 2. pkt., tilsvarende anvendelse.

§ 78. 2) Med bøde eller fængsel indtil 6 måneder straffes den, der, uden at forholdet er omfattet af § 73 eller straffelovens § 289, forsætligt eller groft uagtsomt:

1) Bryder eller fjerner eller gør uvirksomt en forsegling eller identitetsmærke, der er anbragt af de statslige told- og skattemyndigheder i Danmark eller toldmyndighederne i et andet land, som er medlem af EU.

2) Bryder eller fjerner eller gør uvirksomt et toldlukke eller identitetsmærke, der er anbragt af toldmyndighederne i et andet land i medfør af en mellemfolkelig aftale om internationale transporter af varer, som Danmark har tiltrådt.

3) Bryder eller fjerner eller gør uvirksomt en forsegling, der efter bestemmelse af de statslige told- og skattemyndigheder i Danmark eller toldmyndighederne i et andet land, der er medlem af EU, er anbragt af andre end disse myndigheder.

4) Undlader at opfylde en pligt til at frembyde varer, der er under forsegling, for de statslige told- og skattemyndigheder.

§ 79. 2) Med bøde straffes den, der forsætligt eller groft uagtsomt:

1) Undlader at give oplysninger, som de statslige told- og skattemyndigheder kan afkræve den pågældende efter § 17, stk. 1, § 27, stk. 1, og § 62, stk. 1.

2) Undlader at efterkomme et i medfør af § 15, stk. 2, § 17, stk. 1, § 19, stk. 4, § 20, stk. 1-3 eller § 27, stk. 1, meddelt påbud.

3) Overtræder eller forsøger at overtræde § 18, § 19, stk. 1-3, § 20, stk. 2 og stk. 3, § 23, § 27, stk. 2, § 28, stk. 3 og 5, og § 29, stk. 1, 3 og 4.

4) Overtræder eller forsøger at overtræde ordens- og kontrolforskrifter i de af EF udstedte forordninger på toldlovgivningens område.

§ 79 a. 2) I forskrifter, der udstedes i medfør af loven, kan der fastsættes straf af bøde for den, der forsætligt eller groft uagtsomt overtræder bestemmelser i forskrifterne.

§ 79 b. 2) For overtrædelse af § 73, stk. 1, nr. 1og 3, §§ 76-79 og forskrifter udstedt i medfør af loven kan der pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffeloven 5. kapitel.

§ 80. Skønnes en overtrædelse ikke at ville medføre højere straf end bøde, kan de statslige told- og skattemyndigheder tilkendegive den pågældende, at sagen kan afgøres uden retslig forfølgning, hvis den pågældende erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angivet frist at betale en i tilkendegivelsen angivet bøde. Fristen kan efter begæring forlænges.

Stk. 2. Med hensyn til personer, der er forhyret med skibe i udenrigsfart, samt personer, der ikke er bosiddende her i landet, kan de statslige told- og skattemyndigheder træffe en foreløbig afgørelse om bøde og efterbetaling. Den person som afgørelsen vedrører kan, inden for en frist af 14 dage efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, kræve den indbragt for domstolene. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor. Sagens indbringelse for retten foranlediges af de statslige told- og skattemyndigheder. Den pågældende kan ikke ved at kræve sagen indbragt for domstolene befri sig for forpligtelsen til at efterkomme de statslige told- og skattemyndigheders afgørelse, indtil rettens afgørelse måtte foreligge.

Stk. 3. Med hensyn til den i stk. 1 nævnte tilkendegivelse finder bestemmelsen om tiltalerejsning i retsplejelovens § 930, jf. § 926, tilsvarende anvendelse.

Stk. 4. Betales bøden i rette tid, eller bliver den efter vedtagelse inddrevet eller afsonet, bortfalder videre forfølgning.

Stk. 5. Ransagning i sager om overtrædelse af bestemmelserne i denne lov kan ske i overensstemmelse med retsplejelovens regler om ransagning i sager, som efter loven kan medføre frihedsstraf.

§ 81. 2) Overskridelse af en af EF eller i medfør af § 13 fastsat frist for angivelse af varer til fortoldning eller udførsel straffes ikke, medmindre forholdet er omfattet af § 73. Den, angivelsespligten påhviler, skal betale ekspeditionsafgift for hver angivelse, der indgives for sent.

Stk. 2. Ekspeditionsafgiften betales efter reglerne for betaling af told, jf. §§ 30 og 32-34.

Stk. 3. Ekspeditionsafgiften udgør 550 kr. Skatteministeren kan fastsætte regler for fremgangsmåden ved pålæggelse og opkrævning af ekspeditionsafgiften.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan fritage for betaling af ekspeditionsafgift efter stk. 1, når det på grund af særlige omstændigheder findes rimeligt.

§ 82. En bevilling eller tilladelse meddelt af de statslige told- og skattemyndigheder kan inddrages, hvis der i forbindelse med overtrædelse af denne lov eller bestemmelser fastsat i medfør af loven er gjort brug af tilladelsen eller bevillingen.

§ 83. 2) Varer, der smugles eller forsøges smuglet eller findes i forbindelse med undersøgelser efter § 24, samt varer, for hvilke der i strid med § 11, stk. 1-3, samt § 11 a, stk. 1, er unddraget eller søgt unddraget afgifter, tages i bevaring af de statslige told- og skattemyndigheder eller af politiet på de statslige told- og skattemyndigheders vegne. I øvrigt kan indsmuglede varer eller andre varer, med hensyn til hvilke told eller afgifter er unddraget eller søgt unddraget det offentlige, tages i bevaring eller beslaglægges af de nævnte myndigheder under iagttagelse af retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse.

Stk. 2. Penge m.v., der overstiger modværdien af 15.000 euro, og som forefindes i forbindelse med de statslige told- og skattemyndigheders kontrol efter § 23, stk. 3 og 4, kan tilbageholdes af denne myndighed. Tilbageholdelsen kan ske, hvis det må befrygtes, at pengene m.v. stammer fra eller vil blive brugt til en overtrædelse af straffeloven. Ved iværksættelse af tilbageholdelse finder retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse anvendelse med de ændringer, der følger af 1. og 2. pkt.

Stk. 3. Når skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger er betalt, udleveres varer, der er taget i bevaring eller beslaglagt, under iagttagelse af de gældende almindelige indførselsforskrifter til den, hos hvem de er taget i bevaring eller beslaglagt, eller til en anden, der godtgør at være berettiget til varerne. Er varerne ikke afhentet inden 2 måneder efter udløbet af den måned, i hvilken sagen er endeligt afgjort, bortsælges de af de statslige told- og skattemyndigheder ved behørigt bekendtgjort offentlig auktion. Varer, der efter de statslige told- og skattemyndigheders skøn er ukurante eller urealisable, kan dog efter fristens udløb destrueres under kontrol. Af det ved auktionen indkomne beløb dækkes først det offentliges omkostninger ved opbevaring og salg og derefter skyldige told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger. Et eventuelt overskud udbetales til ejeren, såfremt denne melder sig inden forløbet af 3 år efter auktionen og behørigt godtgør sin ejendomsret til de bortsolgte varer.

Stk. 4. De statslige told- og skattemyndigheder kan efter ansøgning forlænge den i stk. 3, 2. pkt., nævnte frist, dog højst til 1 år.

Stk. 5. Med hensyn til sikring og inddrivelse af bødekrav og sagsomkostninger finder stk. 3 kun anvendelse med de begrænsninger, som er fastsat i straffelovens § 76 vedrørende konfiskation efter samme lovs § 75, stk. 2.

§ 84. 2) Befordringsmidler, der har været anvendt til smugling eller forsøg på smugling eller til befordring af indsmuglede varer i det danske toldområde, samt befordringsmidler, der har været anvendt i forbindelse med indførsel af varer, for hvilke der i strid med § 11,stk. 1-3, samt § 11 a, er unddraget eller søgt unddraget betaling af afgifter, kan tilbageholdes af de statslige told- og skattemyndigheder eller af politiet på de statslige told- og skattemyndigheders vegne. Tilbageholdelsen ophører, når de told-, afgifts- og bødebeløb og sagsomkostninger, der er forskyldt af ejeren eller af fører, mandskab eller andre i tjeneste på befordringsmidlet, er betalt eller der er stillet sikkerhed for betalingen. Sker dette ikke inden 2 måneder efter sagens endelige afgørelse, kan der søges fyldestgørelse i befordringsmidlet.

Stk. 2. 2) Ved overtrædelse af § 78, nr. 1-3, finder stk. 1 tilsvarende anvendelse, når såvel fører som befordringsmiddel er hjemmehørende i udlandet.

Stk. 3. Med hensyn til de nævnte myndigheders iværksættelse af tilbageholdelsen finder retsplejelovens kapitel 74 om beslaglæggelse tilsvarende anvendelse. Tilbageholdelse kan kun ske, såfremt det er påkrævet for at sikre betaling af de nævnte beløb. Var den, der havde rådighed over befordringsmidlet under dettes benyttelse ved indsmugling m.v., uberettiget i besiddelse af det, kan tilbageholdelse ikke ske.

Kapitel 8

Ikrafttrædelsesbestemmelser m.m.

§ 85. Loven træder i kraft den 1. januar 1994.

Stk. 2. Lov nr. 519 af 13. december 1972 (toldloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 59 af 9. februar 1993 ophæves.

§ 86. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Skatteministeriet, den 5. juli 2004

Svend Erik Hovmand

/Ulla Trolle

Officielle noter

1) Denne lovbekendtgørelse indeholder bemærkninger om ikrafttrædelsesbestemmelser for love, der er vedtaget efter 20. december 2002.

2) Kapitel 1, § 10, stk. 2, § 10 a (ny), § 11, § 11 a (ny), § 12 (ophævet), § 14, stk. 2, 3 og 4, 15, stk. 1, § 15, stk. 3 (nyt stykke), § 16, stk. 1-4 (nye stykker), § 17, § 19, § 20, stk. 1, 1. pkt., § 20, stk. 2, § 20, stk. 4 og 5 (nye stykker), § 23, stk. 3, § 23, stk. 5 og 6, § 24, § 24, stk. 2 (nyt), § 25,stk. 3, 4. pkt. (nyt), § 37, § 39, stk. 1, nr. 4, § 42, § 47, § 50, § 54, stk. 1, § 56, stk. 2, af § 71 a, stk. 1, nr. 7 (nyt nummer), § 73, stk. 1, nr. 2, § 78, nr. 1 - 4, § 79, stk. 1, nr. 2 og 3, § 79, stk. 2 og 3 (ophævet), § 79 a og 79 b (nye), § 81, stk. 1, 2. pkt., § 83, stk. 1, § 84, stk. 1 og § 84, stk. 2 (nyt) er ændret ved lov nr. 962 af 2. december 2003. Endvidere er ”toldkontrol” til ”kontrol” ændret overalt i loven. Loven trådte i kraft den 1. januar 2004. § 11 a trådte dog i kraft den 1. maj 2004.

3) § 18, stk. 2, 2. pkt. og § 56, stk. 1, er ændret ved lov nr. 356 af 19. maj 2004, der trådte i kraft den 1. juli 2004.

Redaktionel note
  • Ifølge rettelseslisten til Lovtidende A, 2004: I lovbekendtgørelsens journalnummer rettes "Told- og Skattestyrelsen" til "Told- og Skattestyrelsen, j.nr. 04-210-00089".