Senere ændringer til forskriften
Lovgivning forskriften vedrører
Ændrer i/ophæver
Den fulde tekst

Cirkulære om visse ansatte, som ikke er omfattet af overenskomster mm.

(Til stiftsøvrigheder, menighedsråd m.v.)

I medfør af § 16 i lov om ansættelse i stillinger i folkekirken m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 864 af 25. juni 2013, fastsættes:

1. Fastsættelse af løn- og ansættelsesvilkår

§ 1. For ansatte, som ikke er omfattet af overenskomster, organisationsaftaler, tjenestemandsvilkår, tjenestemandslignende, cirkulærebestemte løn- og ansættelsesvilkår efter andre regelsæt eller anden lovgivning på folkekirkens område, fastsættes ansættelsesvilkårene af menighedsrådet. Vilkårene fastsættes inden for rammerne af dette cirkulære.

2. Ansættelsesområdet

§ 2. Ansættelsesområdet er vedkommende sogn, medmindre andet er oplyst ved ansættelsen. Den ansatte er forpligtet til at gøre tjeneste inden for ansættelsesområdet.

Stk. 2. Herudover er den ansatte forpligtet til at medvirke ved gudstjenester, andagter og kirkelige handlinger i kapeller og krematorier og på sygehuse, alderdomshjem og plejehjem m.v. for de personer, der har ret til kirkeligbetjening i den ansattes ansættelsesområde. Forpligtelsen er ikke afhængig af, om kapellet, krematoriet eller institutionen er beliggende inden for det ansættelsesområde, hvor kirkefunktionæren er ansat.

3. Aflønning

§ 3. Menighedsrådet fastsætter lønnen.

Stk. 2. Lønnen udbetales månedsvis bagud, medmindre menighedsrådet fastsætter andet.

Stk. 3. Menighedsrådet fastsætter om lønnen opgøres som timeløn, en fast månedsløn eller et fast honorar.

4. Ferie

§ 4. Ansatte omfattet af dette cirkulære er berettigede til ferie m.m. efter reglerne i ferieloven.

5. Barsel

§ 5. Ansatte omfattet af dette cirkulære er berettigede til dagpenge m.m. efter reglerne i barselsloven.

6. Fravær

§ 6. Ansatte omfattet af dette cirkulære er berettigede til dagpenge m.m. efter reglerne i sygedagpengeloven.

7. Afsked og varsler

§ 7. Menighedsrådet skal ved indgåelsen af ansættelsesforholdet oplyse den ansatte om varslerne for opsigelse af ansættelsesforholdet.

Stk. 2. Ud fra ansættelsesforholdets omfang, art og længde gives et passende varsel.

8. Ikrafttræden

§ 8. Cirkulæret træder i kraft den 1. november 2014.

Stk. 2. Cirkulæret finder anvendelse på ansættelsesforhold etableret efter ikrafttrædelsestidspunktet.

Kirkeministeriet, den 28. oktober 2014

Christa Hector Knudsen