Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Den fulde tekst

Pressenævnets kendelse i sag nr. 14-70-00656

Resumé

Pressenævnet behandler ikke klage over Se og Hør

Syv personer klagede over artikler, bragt i Se og Hør for flere år siden, samt over Se og Hørs handlemåde i øvrigt i relation til at fremskaffe oplysninger. Klagefristen var overskredet, og Pressenævnet afviser at realitetsbehandle sagen af egen drift. Nævnet opfordrer samtidig pressen til at overveje, om der er behov for at fastsætte nærmere bestemmelser om pressens anvendelse af betalte kilder.

Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

Indledning

Indledningsvis bemærker Pressenævnet, at oplysningerne i sagen er sparsomme og udetaljerede og i vidt omfang uden nærmere dokumentation.

Klagen vedrørende [Person 3] og [Person 4] drejer sig om konkrete artikler, der er offentliggjort i SE og HØR henholdsvis den 25. februar 2010 og den 27. maj 2010. Klagerne anfører, at artiklerne er skrevet på baggrund af oplysninger fra kilden om kreditoplysninger. Der er imidlertid ikke fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at dette er tilfældet.

Med hensyn til [Person 2] og [Person 5] er der i klagen henvist til oplysninger offentliggjort på dr.dk den 1. maj 2014 og bt.dk den 2. maj 2014. I disse artikler ses bl.a. et billede af en SMS, hvorefter [Person 2] har foretaget betalinger på to spisesteder i Los Angeles i juni 2009, og et billede af en SMS, hvorefter [Person 5] har foretaget en betaling i et stormagasin i Paris. Det er imidlertid ikke nærmere oplyst, hvorfra billederne af disse SMS’er stammer, ligesom det ikke er dokumenteret, at de er videregivet til SE og HØR, og at de har dannet grundlag for artikler i ugebladet. Der er således ikke i sagen fremlagt artikler fra SE og Hør vedrørende [Person 2] og [Person 5].

For så vidt angår de øvrige klagere, [Person 1], [Person 6] og [Person 7], er der heller ikke henvist til konkrete artikler offentliggjort i SE og HØR, men alene til, at deres navne er nævnt i en artikel i BT den 2. maj 2014 på en liste over personer, der har været overvåget af kilden. Det fremgår ikke nærmere af artiklen i BT, hvorfra oplysningerne stammer, idet der blot refereres til ”kilder med kendskab til sagen”.

Klagerne har herudover bl.a. fremlagt artikler, hvorefter en tidligere redaktionschef på ugebladet har bekræftet, at SE og HØR benyttede sig af en hemmelig kilde, der på ulovlig vis leverede bankoplysninger om kendte og kongelige, og om en tidligere chefredaktørs rolle i den forbindelse, om hjemsendelse af medarbejdere på ugebladet mv. samt en artikel af den nuværende chefredaktør af ugebladet, hvorefter det, der er sket, efter alt at dømme er ulovligt.

Det tilføjes, at Pressenævnet forgæves har forsøgt at supplere de beskrevne oplysninger ved henvendelser til klagernes advokat og til SE og HØR.

Klagen over artiklerne i 2010 og SE og HØRs fremgangsmåde i øvrigt i årene 2008 til 2012

En del af klagen vedrører som nævnt konkrete artikler om [Person 3] og [Person 4] offentliggjort i SE og HØR i 2010. Den øvrige del af klagen vedrører ikke konkrete artikler i SE og HØR, men den fremgangsmåde, som ugebladet i årene 2008-2012 skulle have anvendt ved fremskaffelse af ikke nærmere angivne oplysninger om klagerne.

Klager over tilsidesættelse af god presseskik kan rettes til det pågældende medie selv eller direkte til Pressenævnet. Såfremt offentliggørelsen er sket før den 1. januar 2014 (hvor klagefristen blev forlænget til 12 uger), er fristen for at klage til Pressenævnet 4 uger efter offentliggørelsen i mediet eller 4 uger efter mediets afgørelse, jf. den dagældende medieansvarslov § 34, stk. 2.

Der er hverken efter den nævnte bestemmelse i medieansvarsloven eller forarbejderne til bestemmelsen mulighed for, at nævnet kan behandle en klage, der er indgivet for sent, selv om overskridelse af klagefristen må anses for undskyldelig, f.eks. fordi klageren først senere har fået kendskab til artiklen.

Da klagen bl.a. vedrører artikler offentliggjort i SE og HØR i 2010, og da klagen først er indgivet til Pressenævnet i 2014, er fristen for at klage over disse artikler overskredet. Klagefristen må ligeledes anses for overskredet for så vidt angår den del af klagen, der ikke angår konkrete artikler i ugebladet, men vedrører ugebladets fremskaffelse af oplysninger, idet der efter det oplyste er tale om forhold i perioden 2008-2012.

Det forhold, at klagerne først i 2014 er blevet bekendt med mistanken om, hvordan SE og HØR kan have tilvejebragt oplysninger om klagerne, kan ikke føre til et andet resultat.

Anmodning om egen drift

Pressenævnet kan i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning. Bestemmelsens ordlyd er gentaget i § 7, stk. 2, i nævnets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsorden for Pressenævnet).

Pressenævnet har tidligere antaget, at nævnets adgang til at optage en sag til behandling på nævnets eget initiativ vil kunne anvendes, selv om der foreligger en beskeden overskridelse af klagefristen. I den foreliggende sag er der forløbet længere tid, siden klagefristen udløb. Dette forhold taler med betydelig vægt mod, at nævnet optager sagen til behandling i medfør af bestemmelsen i medieansvarslovens § 44, stk. 2.

Nævnet har dog alligevel overvejet, om der er tale om en sag af en sådan særlig karakter, at nævnet bør tage sagen op af egen drift.

Nævnet finder, at sagen om SE og HØR’s anvendelse af fortrolige oplysninger modtaget fra en betalt kilde er af væsentlig og principiel betydning i relation til god presseskik, herunder især bestemmelsen i de presseetiske regler pkt. B.1., hvorefter meddelelser, der kan krænke privatlivets fred skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Sagen rejser endvidere spørgsmål om betaling af kilder, der ikke i dag er reguleret i de presseetiske regler. Nævnet finder imidlertid på trods heraf ikke grundlag for at realitetsbehandle den sag, som de ovennævnte syv personer har rejst.

Nævnet lægger herved vægt på, at SE og HØRs handlemåde i relation til fremskaffelse af oplysninger til de konkrete artikler om [Person 3] og [Person 4] og i relation til fremskaffelse af oplysninger om de øvrige klagere ikke er nærmere belyst, og at nævnet på det foreliggende grundlag heller ikke finder at kunne tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere sagen. SE og HØR har således ved nævnets henvendelse meddelt, at man ikke er i stand til at give nærmere oplysninger om sagen, og sagen kan heller ikke anses for at være tilstrækkelig belyst ved pressens omtale af ugebladets handlinger. Det er endvidere ifølge forarbejderne til medieansvarsloven ikke Pressenævnets opgave at efterforske, hvordan medierne tilvejebringer sine oplysninger. Hertil kommer, at sagen er genstand for en politimæssig efterforskning, der må forventes at afdække de nærmere detaljer i sagen og om der er begået strafbare forhold, herunder i forhold til klagerne.

Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for, at nævnet behandler sagen i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2.

Konklusion

Nævnet afviser herefter den indgivne klage, da klagefristen er overskredet, jf. den dagældende medieansvarslov § 34, stk. 2.

Nævnet afviser endvidere at realitetsbehandle sagen af egen drift i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2.

Nævnet har dog samtidig i lyset af denne sag udsendt en pressemeddelelse med en opfordring til pressen om at overveje, om der er behov for i de presseetiske regler at fastsætte nærmere bestemmelser om pressens anvendelse af betalte kilder.

[Person 1], [Person 2], [Person 3], [Person 4], [Person 5], [Person 6] og [Person 7] har ved advokat Brian Werner Larsen klaget til Pressenævnet over Aller Media A/S’ handlemåde ved fremskaffelsen af historier om klagerne i ugebladet SE og HØR, idet klagerne mener, at god presseskik er tilsidesat. Konkret er der henvist til artikler i SE og HØR den 25. februar og 27. maj 2010.

Klagen er modtaget i Pressenævnet den 9. maj 2014.

Klagerne har videre anmodet Pressenævnet om at tage sagen op af egen drift i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2.

1 Sagsfremstilling

Den 25. februar 2010 bragte SE og HØR artiklen ”STAK AF TIL LUKSUS” om [Person 3] og [Person 4]s skiferie i Schweiz, og den 27. maj 2010 bragte ugebladet artiklerne ”SOL DRONNINGEN” og ”NÆSEN KLØR” om [Person 3]s ferie i Tyrkiet.

Den 28. april 2014 udkom bogen ”Livet, det forbandede”, skrevet af journalist Ken B. Rasmussen, tidligere ansat hos SE og HØR. Bogen beskriver arbejdsforholdene på et fiktivt ugeblad ”Set og Hørt”.

Bogen medførte omfattende medieomtale, da indholdet af bogen muligvis var en hel eller delvis autentisk beskrivelse af forholdene på ugebladet SE og HØR. Københavns Vestegns Politi efterforsker for tiden, om SE og HØR fra 2007 til 2012 skulle have modtaget oplysninger om kendte personers dankorttransaktioner fra Nets Danmark A/S (Nets, tidligere PBS), så bladets journalister kunne følge og skrive om personerne. Blandt andet er to tidligere redaktører på ugebladet blevet sigtet i sagen.

Yderligere oplysninger

Af bemærkningerne til § 34 i forslaget til medieansvarsloven (lovforslag nr. 132, Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg A, s. 3164) fremgår blandt andet følgende vedrørende god presseskik:

”[…]

Formuleringen af den retlige standard om god presseskik er i øvrigt knyttet til massemediernes indhold og handlemåde. Heri ligger, at massemedierne ud fra en samlet vurdering skal have handlet i overensstemmelse med god presseskik. Ordet ”indhold” sigter således ikke udelukkende til indholdet eller ordlyden af en tekst eller et billedes ”objektive” udsagn, men også til måden og formen, hvorpå indholdet fremtræder eller vises.

[…]

Ordet handlemåde relaterer sig navnlig til den fremgangsmåde, som pressen har anvendt ved fremskaffelsen af oplysninger, men ordet dækker sammen med ordet ”indhold” som ovenfor nævnt den samlede adfærd i forbindelse med en offentliggørelse. Det er således ikke hensigten, at der skal kunne drages modsætningsslutninger på grundlag af den valgte formulering. Indhold og handlemåde er imidlertid – som det fremgår af selve de gældende presseetiske regler – disse regler mest centrale områder.

[…]”

Det fremgår videre af bemærkningerne til lovforslaget (sp. 3170), at Pressenævnet kan anvende muligheden for at tage en sag op af egen drift i følgende tilfælde:

”[side 63]

Bestemmelsen i [medieansvarslovens § 44] stk. 2, giver Pressenævnet mulighed for af egen drift at tage sager op, der er af væsentlig eller principiel betydning. Der vil efter sagens natur alene være tale om sager, der vedrører overtrædelse af den presseetiske generalklausul, og hvor enten den forurettede har undladt at indgive klage, eller hvor der ikke umiddelbart er en forurettet person.

Er der en forurettet person, skal nævnet indhente en udtalelse fra den pågældende. Det foreskrives endvidere, at den forurettedes navn kun må nævnes, såfremt tilladelse hertil foreligger.”

Af Retsudvalgets betænkning over lovforslaget (Folketingstidende 1990-91, 2. samling, tillæg B, sp. 626) fremgår det endvidere, at flertallet bag loven lagde vægt på, at det ikke med anvendelsen af ordet handlemåde er tilsigtet, at Pressenævnet vil kunne foretage en egentlig efterforskning af, hvordan medierne har fremskaffet deres oplysninger.

2 Parternes synspunkter

2.1 Klagernes synspunkter

Advokat Brian Werner Larsen har på vegne af klagerne anført, at det siden udgivelsen af bogen ”Livet, det forbandede” er blevet klart, at Aller Media og i særdeleshed SE og HØR systematisk har benyttet sig af ulovligt tilvejebragte informationer fra Nets, flyselskaber og Rigshospitalet til at skrive historier om blandt andre klagerne.

Advokaten har i den forbindelse blandt andet henvist til artiklen ”Tidslinje: Her er Se og Hør-skandalen dag for dag” offentliggjort på dr.dk den 6. maj 2014 og de indsatte links til andre artikler.

I 2008 indgik Aller Media og SE og HØR angiveligt aftale med en person, der havde adgang til data hos Nets (tidligere PBS Holding A/S). På månedsbasis fra 2008 til 2012, muligvis længere, skulle kilden være blevet betalt for at fremskaffe og videregive oplysninger til mediet om, hvor kendte personer, herunder klagerne, havde brugt deres betalingskort. Der er i den forbindelse blandt andet henvist til BT’s liste over overvågede personer, indsat til artiklen ”HER ER BEVISERNE PÅ SKANDALEN” af 2. maj 2014, hvor klagerne nævnes.

Både daværende redaktionschef på SE og HØR, Lise Bondesen, SE og HØRs nuværende chefredaktør, Niels Pinborg, og Aller Medias bestyrelsesformand, Bettina Aller, har erkendt den ulovlige anvendelse af kreditkortoplysninger. Der er i den forbindelse henvist til artiklen ”Tidligere Se og Hør-redaktør [Lise Bondesen] indrømmer: Vi brugte ulovlig kilde” af 30. april 2014 på tv2.dk, artiklerne ”Se og Hør [Niels Pinborg] beder læserne om forladelse” af 7. maj 2014 og ”Bettina Aller om Se og Hør-skandale: Vi beklager dybt” af 8. maj 2014 på dr.dk samt SE og HØRs artikler ”ET OPGØR MED FORTIDEN” og ”SE OG HØR PÅ ALLE FORSIDER” af 8. maj 2014.

Den påklagede handlemåde har resulteret i en række historier, som Aller Media og SE og HØR ikke kunne have opnået uden den beskrevne uretmæssige handlemåde.

Af medieansvarslovens § 34 fremgår, at bestemmelsen om god presseskik omfatter både ”massemediernes indhold og handlemåde”. Der er i den forbindelse henvist til Karnov, note 115 i medieansvarsloven, hvoraf bl.a. fremgår:

”Ordet handlemåde sigter navnlig til den fremgangsmåde, som pressen har anvendt ved fremskaffelsen af oplysninger, men ordet dækker sammen med ordet »indhold« den samlede adfærd i forbindelse med en offentliggørelse.”

Ifølge klagerne fremgår det af Pressenævnets hjemmeside pressenaevnet.dk, at nævnet også behandler mediers handlemåde uden, at den nødvendigvis er knyttet op på en specifik historie. Derfor skal selve handlemåden vurderes af Pressenævnet uafhængigt af de bagvedliggende frembragte artikler, som handlemåden har skaffet Aller Media og SE og HØR.

I forhold til de konkrete artikler, som fremgangsmåden har resulteret i, er dokumentationen sparsom på nuværende tidspunkt. Fremgangsmåden er dog den samme. Som eksempler på den ulovlige kreditovervågning og på, at historier bygger på brug af oplysninger derfra, er henvist til artikler om [Person 3]. SE og HØRs artikler om andre end [Person 3] er ikke fremlagt over for Pressenævnet.

Artiklerne om [Person 3]s skiferie i Schweiz er omtalt i Ken B. Rasmussens bog. Historien stammer utvivlsomt fra misbrug af kreditkortoplysninger, hvor Aller Media og SE og HØR derigennem fik oplysninger om, hvor [Person 3] tankede brændstof til bilen, og hvor hun brugte kreditkort i Schweiz. [Person 3]s rejse til Tyrkiet blev købt på kreditkort, og pludselig sad SE og HØR i samme flyvemaskine. Kun SE og HØR havde fået kendskab til turen.

I relation til [Person 2] og [Person 5] er henvist til indkøb i Los Angeles og Paris, som dokumenteret i artiklen ”DR afslører hemmelige sms’er fra tys-tys-kilden” på dr.dk den 1. maj 2014 og i billedserien ”Dokumentation: Her er de 12 sms’er, der belaster Se og Hør” af 2. maj 2014 på bt.dk.

Da den retsstridige handlemåde først er blevet kendt den 28. april 2014, er klagen rettidig i forhold til klagefristen i medieansvarsloven.

Såfremt Pressenævnet ikke mener at kunne behandle klagen på grundlag af klagen, opfordres nævnet til af egen drift at optage sagen til behandling, jf. medieansvarslovens § 44, stk. 2, da sagen er af væsentlig og principiel betydning for den danske befolkning og presse.

2.2 SE og HØRs synspunkter

SE og HØR har anført, at klagen må anses for forældet, da den vedrører historiske forhold, der ligger flere år tilbage i tiden. I klagen er nævnt en artikel fra 25. februar 2010. Så selv efter den nugældende klagefrist – 12 uger EFTER UDGIVELSEN – må sagen anses for værende forældet. Sagen må desuden skulle vurderes i relation til klagefristen før 1. januar 2014, dvs. fire uger.

Da klagefristen alene tager afsæt i offentliggørelse – nævnet har blandt andet tidligere afvist at optage klager inden offentliggørelse med netop denne begrundelse – er der ikke hjemmel til at behandle klagen.

I klagen påstås det som en præmis, at SE og HØR har anvendt en ulovlig kilde i Nets og flere andre steder. Dette er der endnu ikke ført bevis for, og da SE og HØRs nuværende redaktør ikke har nogen personlig viden om nævnte påståede kriminelle forhold, kan SE og HØR ikke udtale sig om dette.

Det kan heller ikke forventes, at et medie offentliggør sine kilder, medmindre de er anført i artiklen.

Selv hvis SE og HØRs nuværende redaktør så bort fra ovenstående, ville han ikke være i stand til at svare. Det er mellem en og tre chefredaktører siden, artiklerne blev til. Og ingen af de ansvarlige for udgivelsen er ansat på mediet længere.

3 Pressenævnets begrundelse og afgørelse:

I sagens behandling har følgende nævnsmedlemmer deltaget: Hanne Schmidt, Jesper Rothe, Dorthe Carlsen, Inger Bach, Lene Sarup, Ulrik Holmstrup, Marianne Druedahl og Karsten Kolding.

Indledning

Indledningsvis bemærker Pressenævnet, at oplysningerne i sagen er sparsomme og udetaljerede og i vidt omfang uden nærmere dokumentation.

Klagen vedrørende [Person 3] og [Person 4] drejer sig om konkrete artikler, der er offentliggjort i SE og HØR henholdsvis den 25. februar 2010 og den 27. maj 2010. Klagerne anfører, at artiklerne er skrevet på baggrund af oplysninger fra kilden om kreditoplysninger. Der er imidlertid ikke fremlagt oplysninger, der dokumenterer, at dette er tilfældet.

Med hensyn til [Person 2] og [Person 5] er der i klagen henvist til oplysninger offentliggjort på dr.dk den 1. maj 2014 og bt.dk den 2. maj 2014. I disse artikler ses bl.a. et billede af en SMS, hvorefter [Person 2] har foretaget betalinger på to spisesteder i Los Angeles i juni 2009, og et billede af en SMS, hvorefter [Person 5] har foretaget en betaling i et stormagasin i Paris. Det er imidlertid ikke nærmere oplyst, hvorfra billederne af disse SMS’er stammer, ligesom det ikke er dokumenteret, at de er videregivet til SE og HØR, og at de har dannet grundlag for artikler i ugebladet. Der er således ikke i sagen fremlagt artikler fra SE og Hør vedrørende [Person 2] og [Person 5].

For så vidt angår de øvrige klagere, [Person 1], [Person 6] og [Person 7], er der heller ikke henvist til konkrete artikler offentliggjort i SE og HØR, men alene til, at deres navne er nævnt i en artikel i BT den 2. maj 2014 på en liste over personer, der har været overvåget af kilden. Det fremgår ikke nærmere af artiklen i BT, hvorfra oplysningerne stammer, idet der blot refereres til ”kilder med kendskab til sagen”.

Klagerne har herudover bl.a. fremlagt artikler, hvorefter en tidligere redaktionschef på ugebladet har bekræftet, at SE og HØR benyttede sig af en hemmelig kilde, der på ulovlig vis leverede bankoplysninger om kendte og kongelige, og om en tidligere chefredaktørs rolle i den forbindelse, om hjemsendelse af medarbejdere på ugebladet mv. samt en artikel af den nuværende chefredaktør af ugebladet, hvorefter det, der er sket, efter alt at dømme er ulovligt.

Det tilføjes, at Pressenævnet forgæves har forsøgt at supplere de beskrevne oplysninger ved henvendelser til klagernes advokat og til SE og HØR.

Klagen over artiklerne i 2010 og SE og HØRs fremgangsmåde i øvrigt i årene 2008 til 2012

En del af klagen vedrører som nævnt konkrete artikler om [Person 3] og [Person 4] offentliggjort i SE og HØR i 2010. Den øvrige del af klagen vedrører ikke konkrete artikler i SE og HØR, men den fremgangsmåde, som ugebladet i årene 2008-2012 skulle have anvendt ved fremskaffelse af ikke nærmere angivne oplysninger om klagerne.

Klager over tilsidesættelse af god presseskik kan rettes til det pågældende medie selv eller direkte til Pressenævnet. Såfremt offentliggørelsen er sket før den 1. januar 2014 (hvor klagefristen blev forlænget til 12 uger), er fristen for at klage til Pressenævnet 4 uger efter offentliggørelsen i mediet eller 4 uger efter mediets afgørelse, jf. den dagældende medieansvarslov § 34, stk. 2.

Der er hverken efter den nævnte bestemmelse i medieansvarsloven eller forarbejderne til bestemmelsen mulighed for, at nævnet kan behandle en klage, der er indgivet for sent, selv om overskridelse af klagefristen må anses for undskyldelig, f.eks. fordi klageren først senere har fået kendskab til artiklen.

Da klagen bl.a. vedrører artikler offentliggjort i SE og HØR i 2010, og da klagen først er indgivet til Pressenævnet i 2014, er fristen for at klage over disse artikler overskredet. Klagefristen må ligeledes anses for overskredet for så vidt angår den del af klagen, der ikke angår konkrete artikler i ugebladet, men vedrører ugebladets fremskaffelse af oplysninger, idet der efter det oplyste er tale om forhold i perioden 2008-2012.

Det forhold, at klagerne først i 2014 er blevet bekendt med mistanken om, hvordan SE og HØR kan have tilvejebragt oplysninger om klagerne, kan ikke føre til et andet resultat.

Anmodning om egen drift

Pressenævnet kan i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2, optage en sag til behandling, hvis sagen er af væsentlig eller principiel betydning. Bestemmelsens ordlyd er gentaget i § 7, stk. 2, i nævnets forretningsorden (bekendtgørelse nr. 86 af 9. februar 1998 om forretningsorden for Pressenævnet).

Pressenævnet har tidligere antaget, at nævnets adgang til at optage en sag til behandling på nævnets eget initiativ vil kunne anvendes, selv om der foreligger en beskeden overskridelse af klagefristen. I den foreliggende sag er der forløbet længere tid, siden klagefristen udløb. Dette forhold taler med betydelig vægt mod, at nævnet optager sagen til behandling i medfør af bestemmelsen i medieansvarslovens § 44, stk. 2.

Nævnet har dog alligevel overvejet, om der er tale om en sag af en sådan særlig karakter, at nævnet bør tage sagen op af egen drift.

Nævnet finder, at sagen om SE og HØR’s anvendelse af fortrolige oplysninger modtaget fra en betalt kilde er af væsentlig og principiel betydning i relation til god presseskik, herunder især bestemmelsen i de presseetiske regler pkt. B.1., hvorefter meddelelser, der kan krænke privatlivets fred skal undgås, medmindre klar almen interesse kræver offentlig omtale. Sagen rejser endvidere spørgsmål om betaling af kilder, der ikke i dag er reguleret i de presseetiske regler. Nævnet finder imidlertid på trods heraf ikke grundlag for at realitetsbehandle den sag, som de ovennævnte syv personer har rejst.

Nævnet lægger herved vægt på, at SE og HØRs handlemåde i relation til fremskaffelse af oplysninger til de konkrete artikler om [Person 3] og [Person 4] og i relation til fremskaffelse af oplysninger om de øvrige klagere ikke er nærmere belyst, og at nævnet på det foreliggende grundlag heller ikke finder at kunne tilvejebringe de oplysninger, der er nødvendige for at kunne vurdere sagen. SE og HØR har således ved nævnets henvendelse meddelt, at man ikke er i stand til at give nærmere oplysninger om sagen, og sagen kan heller ikke anses for at være tilstrækkelig belyst ved pressens omtale af ugebladets handlinger. Det er endvidere ifølge forarbejderne til medieansvarsloven ikke Pressenævnets opgave at efterforske, hvordan medierne tilvejebringer sine oplysninger. Hertil kommer, at sagen er genstand for en politimæssig efterforskning, der må forventes at afdække de nærmere detaljer i sagen og om der er begået strafbare forhold, herunder i forhold til klagerne.

Nævnet finder derfor, at der ikke er grundlag for, at nævnet behandler sagen i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2.

Konklusion

Nævnet afviser herefter den indgivne klage, da klagefristen er overskredet, jf. den dagældende medieansvarslov § 34, stk. 2.

Nævnet afviser endvidere at realitetsbehandle sagen af egen drift i medfør af medieansvarslovens § 44, stk. 2.

Nævnet har dog samtidig i lyset af denne sag udsendt en pressemeddelelse med en opfordring til pressen om at overveje, om der er behov for i de presseetiske regler at fastsætte nærmere bestemmelser om pressens anvendelse af betalte kilder.

Afgjort den 28. oktober 2014