Senere ændringer til afgørelsen
Lovgivning, afgørelsen vedrører
Redaktionel note
Den fulde tekst

Ankestyrelsens principafgørelse 64-14 om mellemkommunal refusion - efterværn

Resumé:

Principafgørelsen fastslår

Der er ret til mellemkommunal refusion for udgifter til efterværn i hele efterværnsperioden.

Retten til refusion er ikke betinget af, at efterværnet er etableret i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter uafbrudt frem til det fyldte 23. år. Retten til refusion for udgifter til efterværn består således i hele efterværnsperioden, uanset om efterværnet først bliver etableret senere eller i en periode har været afbrudt.

I sag nr. 1 vurderede Ankestyrelsen, at det var uden betydning for retten til refusion, at den unge ikke umiddelbart i forlængelse af det fyldte 18. år blev bevilget efterværn.

I sag nr. 2 vurderede Ankestyrelsen, at det var uden betydning for retten til refusion, at den unge i en periode fravalgte den bevilgede hjælp og efter flytning til en anden kommune på ny ønskede at modtage efterværn.

I begge sager blev det lagt til grund, at den unge efter en periode uden hjælp fortsat var omfattet af personkredsen for bevilling af efterværn.

Lov:

Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område - lovbekendtgørelse nr. 1019 af 23. september 2014 - § 9 c, stk. 3

Lov om social service – lovbekendtgørelse nr. 1023 af 23. september 2014 - § 76, stk. 3 og 4

Afgørelse:

1. Baggrund for at behandle sagerne

Ankestyrelsen har behandlet to sager principielt for at afklare, om der er ret til refusion, når efterværnet først bliver etableret efter det fyldte 18. år eller i en periode har været afbrudt.

2. Reglerne

Lov om social service § 76, stk. 4, fastslår, at et efterværn efter § 76, stk. 3, tildeles eller genetableres, hvis den unge tidligere har afvist at modtage støtte, den unges behov har ændret sig, eller hvis efterværnet er ophørt, fordi de iværksatte tiltag ikke længere opfyldte deres formål. Den eneste betingelse er, at den unge fortsat er omfattet af personkredsen.

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen i § 76, stk. 4, er indført for at præcisere, at støtten kan genetableres eller tildeles efter det fyldte 18. år. Det skyldes, at der kan være tilfælde, hvor unge, der i første omgang takker nej til støtte, senere kan ændre holdning, eller der for nogle unge senere kan opstå et behov for støtte, selvom de umiddelbart ved det 18. år ikke vurderes at have behov herfor.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 3, at der er refusion for udgifter til støtte efter servicelovens § 76, stk. 3. Efter ordlyden i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 3, er der ikke knyttet andre betingelser til retten til refusion.

3. Andre principafgørelser

Gældende

Følgende principafgørelser er brugt ved afgørelsen og gælder stadig:

87-13:

Når en anbringelse uden for hjemmet fortsætter i et efterværnsophold, er der både mellemkommunal refusion for udgifter til selve efterværnet og for ydelser til borgeren efter andre love.

66-13:

Retten til refusion på grundlag af en beslutning om efterværn ophører, når efterværnet bringes til ophør.

Efterværn ydes for i en afgrænset periode at hjælpe den unge, der har været anbragt uden for hjemmet, til en bedre overgang til voksenlivet. En pligt til refusion af udgifter til efterværn vil tilsvarende vedrøre denne afgrænsede periode. Et ophold i botilbud for voksne vedrører ikke en afgrænset periode. Pligten til refusion af disse udgifter består, indtil borgeren ikke længere har ophold i det bevilgede botilbud eller tilsvarende botilbud.

R-6-06:

Den tidligere opholdskommune skulle refundere udgifter til efterværnsforanstaltninger for en ung, der var iværksat af den tidligere opholdskommune og fortsat af den nye opholdskommune. Det var tilstrækkeligt dokumenteret i sagens oplysninger, at der havde været behov for efterværnsforanstaltninger udover den periode, som den tidligere kommunes refusionstilsagn omhandlede. Det forhold, at den nye opholdskommune ikke havde opfyldt servicelovens krav om opfølgning af udfærdigelse af handleplaner i forhold til anbringelsen og ikke havde orienteret den tidligere kommune om forløbet, kunne ikke i sig selv medføre, at refusionspligten ophørte.

R-7-05:

Den tidligere opholdskommune skulle refundere den nye opholdskommunes udgifterne til personlig rådgiver, uanset at den unge ikke længere var anbragt. Begrundelsen var, at Y Kommune havde iværksat foranstaltning i form af personlig rådgiver for en ung, og at den unge umiddelbart forud for sin 18. års fødselsdag van anbragt af X Kommune på et anbringelsessted i Y Kommune.

Kasserede

Følgende principafgørelser er kasserede og gælder ikke længere:

9-05: historisk, gælder ikke længere. Praksis er indarbejdet i denne principafgørelse.

4. De konkrete afgørelser

Sag 1 (2014-2211-11492)

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i klagesagen mellem A Kommune og B kommune om mellemkommunal refusion.

Resultatet er:

• A Kommune har ret til refusion fra B kommune.

Det betyder, at vi ændrer afgørelsen fra B kommune fra den 18. december 2013.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at B kommunes pligt til refusion af udgifter til efterværn eksisterer hele efterværnsperioden.

Vi har lagt vægt på, at NN umiddelbart forinden sit fyldte 18. år var i personkredsen for bevilling af efterværn, og efterfølgende, efter en periode uden hjælp og støtte, igen blev fundet omfattet af personkredsen for efterværn.

Det er ikke en betingelse for refusion for udgifter til efterværn, at efterværnet er påbegyndt i forbindelse med det fyldte 18. år og løber uafbrudt frem til det 23. år.

Ifølge servicelovens § 76, stk. 4, kan et efterværn efter § 76, stk. 3, tildeles eller genetableres, hvis den unge tidligere har afvist at modtage støtte, den unges behov har ændret sig, eller hvis efterværnet er ophørt, fordi de iværksatte tiltag ikke længere opfyldte deres formål. Den eneste betingelse er, at den unge fortsat er omfattet af personkredsen.

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen i § 76, stk. 4, er indført for at præcisere, at støtten kan genetableres eller tildeles efter det fyldte 18. år. Det skyldes, at der kan være tilfælde, hvor unge, der i første omgang takker nej til støtte, senere kan ændre holdning, eller der for nogle unge senere kan opstå et behov for støtte, selvom de umiddelbart ved det 18. år ikke vurderes at have behov herfor.

Det følger endvidere af retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 3, at opholdskommunen har krav på refusion fra den tidligere opholdskommune (den anbringende kommune), når der iværksættes efterværn.

Pligten til refusion vedrører således den afgrænsede periode, i hvilken efterværn kan gives. Det er uden betydning om den unge får bevilget efterværn umiddelbart ved det 18. år, når kommunen vurderer den unge omfattet af reglerne om efterværn.

Retssikkerhedslovens § 9c, stk. 3 henviser til støtte efter servicelovens § 76, stk. 3, og det fremgår af § 76, stk. 4, at støtte efter stk. 3 kan iværksættes frem til det 23. år uanset starttidspunktet.

Den unge har således ret til efterværn, hvis behovet genopstår efter en periode uden hjælp og refusionspligten følger dette.

Oplysninger i sagen

Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, som forelå da B kommune traf afgørelse i sagen

• B kommunes afgørelse af 18. december 2013

• Klagen til Ankestyrelsen af 16. januar 2014.

• B kommunes genvurdering

B kommune anbragte i sin tid NN udenfor hjemmet og har ifølge sagens akter været hans handle- og betalingskommune indtil NN fyldte 18 år.

NN fik selvstændig opholdskommune da han blev 18 år i september 2013.

NN ønskede ikke da at tage imod B kommunes tilbud om efterværn. Han ønskede at flytte i egen bolig uden hjælp fra kommunen. NN bosatte sig i A Kommune. Han fortrød efter kort tid, at han ikke fik hjælp og A Kommune bevilgede ham den 5. december 2013 efterværn.

Sag 2 (2014-2211-18230)

Ankestyrelsen har i møde truffet afgørelse i sagen vedrørende A Kommunes klage over B Kommunes afgørelse af 4. september 2013 om afslag på mellemkommunal refusion.

Resultatet er:

• A Kommune har ret til refusion fra B Kommune.

Det betyder, at vi ændrer B Kommunes afgørelse.

Der var enighed på mødet.

Begrundelse for afgørelsen

Ankestyrelsen finder, at A Kommune har ret til refusion fra B Kommune for udgifterne til NNs efterværn.

Vi lægger ved afgørelsen vægt på, at NN inden det 18. år var anbragt af B Kommune, og at hun senere flyttede til A Kommune, hvor hun blev bevilget efterværn.

Ankestyrelsen finder, at der ikke kan stilles krav til begyndelsestidspunkt eller forløb i øvrigt, forudsat at efterværnsforanstaltningen i øvrigt har hjemmel i § 76, stk. 3, hvorefter kommunen kan iværksætte støtte til en ung, der umiddelbart inden det fyldte 18. år har været anbragt uden for hjemmet.

Det er ikke en betingelse for retten til refusion for udgifter til efterværn, at efterværnet er påbegyndt i forbindelse med det fyldte 18. år, eller at det fortsætter uafbrudt frem til det fyldte 23. år.

Ifølge servicelovens § 76, stk. 4, kan et efterværn efter § 76, stk. 3, tildeles eller genetableres, hvis den unge tidligere har afvist at modtage støtte, den unges behov har ændret sig, eller hvis efterværnet er ophørt, fordi de iværksatte tiltag ikke længere opfyldte deres formål. Den eneste betingelse er, at den unge fortsat er omfattet af personkredsen.

Det fremgår af forarbejderne, at bestemmelsen i § 76, stk. 4, er indført for at præcisere, at støtten kan genetableres eller tildeles efter det fyldte 18. år. Det skyldes, at der kan være tilfælde, hvor unge, der i første omgang takker nej til støtte, senere kan ændre holdning, eller der for nogle unge senere kan opstå et behov for støtte, selvom de umiddelbart ved det 18. år ikke vurderes at have behov herfor.

Det fremgår af retssikkerhedslovens § 9c, stk. 3, at der er refusion for udgifter til støtte efter servicelovens § 76, stk. 3. Efter ordlyden i retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 3, er der ikke knyttet andre betingelser til retten til refusion.

Vi finder således, at A Kommune har ret til refusion fra B Kommune for udgifterne til NN.

Bemærkninger til kommunens sagsbehandling

B Kommune har i afgørelse af 4. september 2013 anført, at det ved refusion efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 2 er en betingelse, at der foreligger medvirken.

Det bemærkes hertil, at B Kommune er refusionspligtig efter retssikkerhedslovens § 9 c, stk. 3, hvor medvirken ikke er en betingelse, jf. ovenfor.

B Kommune har endvidere anført, at NN selv valgte at stoppe på gymnasiet og flytte til A by, samt at hun selv ved sin fraflytning af B Kommune gav udtryk for, at hun ikke ønskede hjælp fra det offentlige.

Vi bemærker i den forbindelse, at det direkte fremgår af servicelovens § 76, stk. 4, at et efterværn kan tildeles eller genetableres indtil det 23. år, når den unge fortryder tidligere at have afvist støtte, og behovet herfor fortsat er til stede. Lovgiveren har således taget højde for præcis den situation, som beskrevet af B Kommune, og besluttet, at den unges tidligere fravalg af støtte ikke kan stå i vejen for, at støtten bliver (gen)etableret på et senere tidspunkt.

Vedrørende det af B Kommune anførte, om at der ikke er tale om en videreført anbringelse, henviser vi til vores principafgørelse R-7-05, hvoraf det fremgår, at der er refusion for alle typer for efterværnsforanstaltninger.

Vedrørende det anførte om, at der ikke er tale om et ubrudt forløb, henviser vi til vores begrundelse ovenfor.

Oplysninger i sagen

• Vi har afgjort sagen på grundlag af:

• De oplysninger, der forelå, da B Kommune traf afgørelse i sagen

• B Kommunes afgørelse af 4. september 2013

• Klagen til Ankestyrelsen af 11. september 2013

• B Kommunes genvurdering af 2. oktober 2013

NN blev inden det 18. år anbragt i plejefamilie af B Kommune, hvor hun forblev anbragt også efter det 18. år.

I marts 2013 blev NN bevilget efterværn i form af ophold på B by Ungdomshus for at kunne gøre gymnasiet færdig, men i maj 2013 droppede hun ud af gymnasiet og flyttede i egen lejlighed i A Kommune.

I juli 2013 blev NN af A Kommune på ny bevilget efterværn i form af ophold på A by Ungecenter, psykologsamtaler og kontaktperson. A Kommune anmodede herefter B Kommune om refusion for udgifterne til efterværnsforanstaltningerne.

B Kommune gav ved afgørelse af 4. september 2013 afslag på refusion.

Redaktionel note
  • Denne principafgørelse er kasseret den 13. december 2016, da den er erstattet af principafgørelse 87-16.