Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - arbejdsvilkår - ej medhold

Indklagede virksomhed havde ikke handlet i strid med ligebehandlingsloven, i forbindelse med varsling af en reduktion af en gravid kvindes arbejdstid og alternativt afskedigelse. Indklagede kunne bevise, at beslutningen om at nedsætte klagers arbejdstid var truffet, før klager oplyste om sin graviditet.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en gravid kvinde fik ændret sin arbejdstid fra 37 timer til 18½ time om ugen.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var ikke i strid med ligebehandlingsloven, at indklagede varslede en nedsættelse af klagers arbejdstid, alternativt afskedigelse.

Klager har derfor ikke ret til godtgørelse efter ligebehandlingsloven.

Sagsfremstilling

Der er klaget over, at klager blev varslet nedgang i arbejdstiden fra fuld tid til halv tid, dagen efter hun havde oplyst, at hun var gravid. Det fremgik af varslet, at der var tale om en afskedigelse i tilfælde af, at hun ikke accepterede den nedsatte tid.

Klager er uddannet cand. merc. i design- and communication management, og hun blev den 15. marts 2006 ansat som marketingschef i en marketingsfunktion i den indklagede virksomheds region Øst. Den sektion, hun arbejdede i, beskæftigede sig med privatkundemarkedet, og klager beskæftigede sig derfor med privatkunderelateret markedsføring.

Med virkning fra 1. januar 2008 fusionerede klagers sektion med en anden afdeling hos indklagede, som ligeledes beskæftigede sig med privatkundemarkedet. Klager blev marketingschef for den samlede marketingsfunktion. På daværende tidspunkt refererede fire medarbejdere til hende.

Marketingsafdelingen blev fra 1. september 2008 lagt sammen med den centrale kommunikationsafdeling til en ny kommunikations- og marketingsafdeling. Samtidig ansatte indklagede en kommunikations- og marketingsdirektør, som skulle have ansvaret for den nyetablerede afdeling. Afdelingen bestod herefter af 12 medarbejdere, som beskæftigede sig med henholdsvis kommunikation og marketing.

Aktivitetsbudgettet for den nyetablerede kommunikations- og marketingsafdeling blev umiddelbart herefter reduceret fra 25 millioner i 2008 til 2-3 millioner i 2009 på grund af nedgang i markedet.

Den 8. oktober 2008 holdt klager og kommunikations- og marketingsdirektøren et møde, hvor kommunikations- og marketingsdirektøren informerede klager om fyringsplaner, og hvem det kom til at berøre.

Herefter blev den grafiske afdeling nedlagt, hvilket betød at tre grafikere og en pressechef blev afskediget, ligesom en medarbejder fik varslet ændrede ansættelsesvilkår.

Den 11. november 2008 blev der varslet en fyringsrunde hos indklagede. Der blev ikke i den forbindelse afskediget medarbejdere i kommunikations- og marketingsafdelingen.

Den 24. marts 2009 indkaldte kommunikations- og marketingsdirektøren alle i afdelingen til møde den 25. marts 2009. Senere samme dag fortalte klager kommunikations- og marketingsdirektøren, at hun var gravid.

På mødet den 25. marts 2009 modtog klager et brev med varsling om reduktion af arbejdstiden fra fuld tid til 18½ timer pr. uge. &Aelig; ndringen blev varslet med klagers opsigelsesvarsel, og det blev samtidig tilkendegivet, at såfremt klager ikke ønskede at fortsætte på reduceret tid, skulle brevet opfattes som en afskedigelse. Klager fik en frist til udgangen af marts 2009 til at tage stilling til, om hun ville fortsætte på reduceret tid.

En anden medarbejder i afdelingen fik i samme forbindelse reduceret sin arbejdstid, og en tredje medarbejder blev afskediget.

Indklagede suspenderede klagers svarfrist til 8. maj 2009. Klager underskrev herefter de ændrede ansættelsesvilkår, men tog forbehold for videreførelse af sagen i Ligebehandlingsnævnet eller ved de almindelige domstole.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at hun blev sat ned på halv tid på grund af sin graviditet.

Klager påstår også, at hun skal have en godtgørelse.

Klager gør gældende, at indklagede havde andre muligheder for at tilpasse organisationen end at sætte hende ned på halv tid og løn. Marketing er et bredt defineret felt, hvilket hendes uddannelse og erhvervserfaring også er, og derfor kunne hun også varetage opgaver som blandt andet internt salg af kommunikations- og marketingsopgaver herunder også PR, projektledelse af kommunikations- og marketingsopgaver herunder også PR, projektledelse generelt on- og offline, personaleledelse, udarbejdelse og implementering af strategier, markedsføring internt og eksternt, branding, sekretæropgaver og økonomistyring.

Klager mener, at graviditeten gav kommunikations- og marketingsdirektøren mulighed for en økonomisk besparelse, således at hun kunne forlænge et vikariat i 2009 og fastholde det i 2010, hvor klager går på barsel.

Den 5.-6. november 2008 blev der afholdt et afdelingsseminar, hvor kommunikations- og marketingsdirektøren offentliggjorde, at klager var nummer to i afdelingen og stedfortræder for kommunikations- og marketingsdirektøren. Endvidere blev det meldt ud, at klager skulle holde MUS-samtaler med alle medarbejderne i afdelingen og være ansvarlig for afdelingens økonomi i samarbejde med kommunikations- og marketingsdirektøren.

I november og december 2008 holdt kommunikations- og marketingsdirektøren og klager et par interne møder ude af huset, hvor den fremtidige plan for afdelingen blev lagt. Kommunikations- og marketingsdirektøren meldte ud, at hun selv, klager og medarbejder X1, der var tekstforfatter ville være de sidste tre mennesker, som stod tilbage i afdelingen, hvis det blev nødvendigt at skære helt ind til benet. Kommunikations- og marketingsdirektøren fortalte, at dette også var ledelsens beslutning. Kommunikations- og marketingsdirektøren ville fastholde klager og satsede på, at klager var indforstået med, at opgaverne kunne blive ændret gennem den hårde periode. Klager gav en klar melding om, at hun var med på strategien og gerne ville fortsætte hos indklagede også med eventuelt ændrede arbejdsopgaver for en periode.

Den 24. marts 2009 fortalte klager kommunikations- og marketingsdirektøren om sin graviditet, således at hun bedre kunne ressourceplanlægge på mødet den 25. marts 2009, idet der gik rygter om, at mødet handlede om at finde ud af, hvem i afdelingen, der eventuelt ville/kunne gå ned i tid. Klager var af kommunikations- og marketingsdirektøren blevet informeret om, at der først ville komme en fyringsrunde efter påske altså tidligst fra den 14. april 2009. Endvidere havde klager lige haft budgetgennemgang med kommunikations- og marketingsdirektøren og økonomifolkene og vidste således, hvordan besparelsen kunne imødegås.

Klager fik suspenderet deadlinen for svar på, om hun ville fortsætte på nedsat tid.

Kommunikations- og marketingsdirektøren prøvede ved flere lejligheder at presse klager for et svar på ansættelsesændringen og truede samtidig med, at klager var ved at arbejde sig ud af indklagede virksomhed, og at klager ikke længere skulle regne med at være nummer to i afdelingen, herunder heller ikke holde MUS-samtaler med medarbejderne.

Klager oplyser, at hun og kommunikations- og marketingsdirektøren i september 2008 talte om, at det måske var en god ide at gennemgå formen for afvikling af MUS-samtaler sammen. Klager mener, at kommunikations- og marketingsdirektørens mail af 23. april 2009 bekræfter, at kommunikations- og marketingsdirektøren i virkeligheden ikke havde planer om at inddrage klager i afholdelsen af MUS-samtaler. Det er således forkert, at kommunikations- og marketingsdirektøren havde bedt hende om at deltage i samtalerne med medarbejderne. Klager præciserer, at der ifølge hendes ansættelsesvilkår er tale om medarbejderansvar for 4 personer og ikke for 1½ person som kommunikations- og marketingsdirektøren skriver i mailen.

Den 22. april 2009 talte klager med HR-afdelingen om ændringen i forhold til afholdelse af MUS-samtaler herunder klagers ledelsesansvar. HR-afdelingen var tydeligvis ikke bekendt med ændringerne af klagers ansættelsesforhold, hvad angår indhold og ansvar. Dette var ikke varslet, og heller ikke det der lå i aftalen om nedsættelse af klagers arbejdstid.

Den 23. april 2009 gik kommunikations- og marketingsdirektøren i en telefonsamtale fuldstændig over stregen og opførte sig utilbørligt og uprofessionelt. Kommunikations- og marketingsdirektøren anklagede klager for illoyalitet og for at svine hendes navn til.

Den 24. april 2009 meldte klager sig syg efter at have konsulteret en læge. Klager var nervøs for sit ufødte barn og sig selv, hvis hun fortsatte hos indklagede under ledelse af kommunikations- og marketingsdirektøren.

Klager sætter spørgsmålstegn ved indklagedes forsøg på at dokumentere, at beslutningen om at ændre hendes ansættelsesvilkår ikke hang sammen med viden om hendes graviditet. Specielt set i lyset af at nedsættelse af hendes arbejdstid ikke var den eneste mulighed for at spare på lønomkostningerne i afdelingen. Det undrer hende, at kommunikations- og marketingsdirektørens spontane reaktion på beskeden om graviditeten var "gudskelov - hvor er jeg glad for det".

Klager oplyser, at hun ikke på noget tidspunkt ytrede ønske om at gå ned i tid. Hun mener ikke, at det giver nogen mening, at hun skulle ønske at stille sig i en ringere økonomisk situation i forbindelse med en graviditet ved at efterspørge nedsat tid.

Klager mener heller ikke, at indklagede har undersøgt mulighederne for at få hende omplaceret eller delvist ansat i en anden afdeling, inden beslutningen om ansættelsesændringen blev truffet, og heller ikke inden den blev eksekveret.

Hun oplyser, at X2 blev ansat som barselsvikar for X1. Han fik først forlænget sin ansættelse efter vikariatets udløb og blev derefter fastsansat. Hun mener fuldt ud, at hun kunne overtage X2´s opgaver. Suppleret med et samarbejde med tekstforfatter X1, ville dette set-up dække og mere til de opgaver X2´s kompetencer rakte til. Et set-up der i øvrigt fungerede glimrende, inden X2´s barselsvikariat blev etableret. At X2 blev fastansat er kun med til at overbevise klager om, at hendes graviditet blev en kærkommen mulighed for kommunikations- og marketingsdirektøren til at fastholde X2 under de økonomiske rammer.

Klager anfører, at de opgaver, hun har varetaget, rækker væsentlig længere end til annoncehåndtering. Hun vedlægger sin stillingsbeskrivelse, hvoraf det fremgår, at PR aktiviteter er et ansvarsområde, der varetages i stillingen som marketingschef hos indklagede. Klager nævner, at PR blot er en integreret del af marketingsarbejdet og derfor naturligvis noget, hun har arbejdet med gennem flere år både som partner i et reklamebureau og som medarbejder hos indklagede.

Klager gør gældende, at det ikke er marketingsopgaverne, der er reduceret hos indklagede, men mediabudgettet. At budgettet reduceres betyder ikke, at de bagvedliggende opgaver bliver færre eller mindre komplicerede.

Klager gør opmærksom på, at hun rådførte sig med Ligebehandlingsnævnet, inden hun underskrev de ændrede ansættelsesforhold for at undgå en fyring. Ligebehandlingsnævnet oplyste, at hun blot skulle sørge for en bemærkning i kontrakten, der tog forbehold for at føre sagen i Ligebehandlingsnævnet eller ved de almindelige domstole.

Klager henviser også til, at det er et alment anerkendt ansættelsesretligt princip, at det er forholdene på opsigelsestidspunktet, der er afgørende for den retlige vurdering af opsigelsens saglighed.

Indklagede påstår frifindelse.

Det gøres gældende, at ændringen af ansættelsesvilkårene ikke kan sidestilles med en afskedigelse, allerede fordi klager har valgt at fortsætte i virksomheden.

Det gøres også gældende, at den reducerede arbejdstid var nødvendiggjort af den voldsomme nedgang i markedet og deraf reducerede arbejdsopgaver, og at beslutningen om at ændre klagers arbejdstid blev truffet forud for indklagedes kendskab til klagers graviditet. &Aelig; ndringen i klagers arbejdstid var derfor sagligt begrundet i indklagedes forhold og ikke begrundet i klagers graviditet.

Endvidere gøres det gældende, at sagen bør afvises af Ligebehandlingsnævnet, hvis nævnet finder, at reduktion i arbejdstiden til trods for klagers accept og fortsættelse i virksomheden kan sidestilles med en afskedigelse. I så fald mener indklagede ikke, at sagen kan afgøres uden parts- og vidneforklaringer.

Det gøres yderligere gældende, at klager ikke er berettiget til godtgørelse i anledning af den ændrede arbejdstid.

Fusionen i januar 2008 var forårsaget af et voldsomt vigende privatkundemarked.

Markedet udviklede sig imidlertid fortsat for nedadgående, og indklagede oplevede i lighed med resten af branchen i 2008 en fortsat drastisk nedgang.

Den voldsomme nedgang i markedet havde direkte konsekvens for virksomhedens aktiviteter inden for markedsføring og dermed for det område, som klager var beskæftiget med.

I december 2008 var kommunikations- og marketingsdirektøren nødsaget til at overveje yderligere muligheder for at reducere lønomkostningerne i kommunikations- og marketingsafdelingen.

Kommunikations- og marketingsdirektøren overvejede på dette tidspunkt tre forskellige modeller, hvilket var outsourcing af hele kommunikations- og marketingsafdelingen, dramatisk nedskæring af afdelingen til at bestå af en medarbejder til varetagelse af intranettet eller en mellemløsning, hvor en skulle opsiges og to varsles ned i tid.

Kommunikations- og marketingsdirektøren udtrykte åbenlyst ønske om at beholde marketingsfunktionen i virksomheden, hvilket dog alene var et udtrykt ønske og ikke en garanti for klager eller andres fortsatte ansættelse på halv eller hel tid. Der blev således ikke på noget tidspunkt givet garantier til klager, ligesom det heller ikke blev tilkendegivet, at klager foruden en anden medarbejder og kommunikations- og marketingsdirektøren for fremtiden skulle være de eneste tilbageværende i afdelingen.

Indklagede oplyser, at kommunikations- og marketingsdirektøren i januar 2009 tilkendegav overfor klager, at hun muligvis ikke kunne bevare sin stilling som marketingschef, samt at det muligvis ville blive nødvendigt at reducere klagers arbejdstid til deltid eller alternativt delt arbejde, hvor andre enheder i virksomheden kunne overtage klagers arbejdskraft.

I marts 2009 anmodede kommunikations- og marketingsdirektøren - i øvrigt på forslag fra klager - alle medarbejdere i afdelingen om at overveje, hvorvidt nedsat tid ville være interessant for dem. Klager og en anden medarbejder gav begge udtryk for, at nedsat tid kunne have interesse for en periode. Afdelingens medarbejdere var bekendt med, at der skulle foretages endnu en tilpasning, og der var derfor ikke tale om rygter, som anført af klager. Det fremhæves, at alternativet på det tidspunkt var en afskedigelse, således som det allerede var aktuelt for en stor del af den indklagede virksomheds funktionærer.

På det tidspunkt, hvor kommunikations- og marketingsdirektøren indkaldte klager og resten af afdelingen til mødet den efterfølgende dag, var det allerede besluttet, at klager og en anden kollega skulle varsles ned på halv tid, og at en tredje kollega skulle afskediges. Beslutningen om ændringerne blev derfor truffet før indklagede fik kendskab til klagers graviditet. Indklagede fremlægger dokumentation for dette i form af e-mail af 23. marts 2009 fra kommunikations- og marketingsdirektøren til HR-afdelingen, hvoraf de specifikke planer fremgår samt udskrift af skærmbillede, der viser dokumentegenskaber for filen, der indeholder varslingsbrevet til klager og hvoraf det fremgår, at filen er oprettet gemt og udskrevet den 24. marts 2009 inden kl. 14.00, det vil sige inden klager oplyste om sin graviditet.

Indklagede anfører, at da beslutningen om nedsat tid var truffet forud for kendskabet til klagers graviditet, besluttede virksomheden at effektuere varslingen som planlagt. Indklagede var fortsat af den klare opfattelse, at det af hensyn til virksomhedens situation var en nødvendig disposition.

Indklagede afviser, at der er sammenhæng mellem reduktion af klagers arbejdstid og X2´s ansættelse. Indklagede afviser også, at klager kunne udføre X2´s funktioner, bortset fra indrykning af annoncer. Indklagede mener, desuden at en ændring af klagers arbejdsfunktioner til de arbejdsfunktioner, som X2 varetog til en i øvrigt væsentligt lavere løn, ville have været en væsentlig ændring af klagers ansættelsesvilkår.

Indklagede gør gældende, at kommunikations- og marketingsdirektøren undersøgte muligheden for, om klager i stedet kunne arbejde for to andre enheder i virksomheden, der havde fokus på privatkundemarkedet, og som er primære aftagere af marketingsfunktionen i virksomheden. Begge enheder meldte tilbage, at de ikke havde mulighed for at overtage klager, heller ikke på deltid.

De møder, der blev afholdt efter den 25. marts 2009 mellem klager, hendes faglige organisation og virksomheden, blev holdt for at give klager og den faglige organisation en redegørelse for baggrunden for ændringen af arbejdstiden. Indklagede var ikke indstillet på at kompensere klager, idet virksomheden holdt fast i, at tilpasningerne var nødvendige, men i øvrigt fortsat gerne ville have klager ansat.

Efter at klager havde underskrevet de ændrede ansættelsesvilkår, anerkendte indklagede modtagelsen af klagers accept af vilkårene, men bemærkede samtidig, at det undrede virksomheden, at klager tog forbehold for at videreføre sagen, idet klager med sit ønske om at fortsætte hos indklagede ikke var at betragte som opsagt.

Indklagede oplyser, at det i september 2008 blev meldt ud, at klager skulle holde MUS-samtaler sammen med kommunikations- og marketingsdirektøren for de medarbejdere, der havde reference til klager.

Efter afskedigelserne i marts 2009 indkaldte kommunikations- og marketingsdirektøren den 21. april 2009 den resterende Kommunikations- og marketingsafdeling dels til MUS-samtaler og dels til en afdelingskonference. Hun bad klager om at deltage i samtalerne med de medarbejdere, der havde reference til klager.

Som følge af den turbulente periode og den reducerede afdeling og arbejdsopgaver, fandt kommunikations- og marketingsdirektøren det nødvendigt hurtigt efter opsigelserne og omorganiseringen at indkalde til MUS-samtaler og til medarbejderseminar. Hensigten var, at den fremtidige arbejdsfordeling skulle drøftes, hvorfor kommunikations- og marketingsdirektørens tilstedeværelse var nødvendig og naturlig. Der var ikke tale om et forsøg på at gå uden om klager.

Indklagede oplyser, at virksomheden udover afskedigelserne og omorganiseringen i kommunikations- og marketingsafdelingen har været nødsaget til at tilpasse organisationen til udviklingen i markedet, da indklagede generelt set har været præget af afmatning i branchen.

Indklagede opsagde således i oktober 2008, 25 medarbejdere i virksomhedens stabsfunktioner. Disse afskedigelser blev efterfulgt af afskedigelse af yderligere 65 medarbejdere i november 2008. Da situationen fortsat forværredes opstod der yderligere behov for tilpasning i marts 2009 på cirka 20 medarbejdere herunder reduktion af klagers arbejdstid. Denne tilpasningsrunde blev efterfulgt af en varsling i april 2009, hvor organisationen igen blev tilpasset med sammenlagt 70 berørte stillinger (opsigelser, fratrædelses-/senioraftaler, interne rokeringer med videre). Samlet set har indklagede reduceret funktionærstaben med 40 procent siden 2007 og klagers situation er en uheldig konsekvens af den samlede situation i virksomheden.

Indklagede mener ikke, at de havde andre muligheder end at reducere klagers arbejdstid. Indklagede bemærker, at de er i en branche, hvor langt hovedparten af de ansatte har en helt anden uddannelsesmæssig baggrund. Marketing kan i den sammenhæng karakteriseres som en specialistfunktion i forhold til resten af virksomhedens ansatte, og klager ville som følge af sin faglige baggrund ikke have kunnet erstatte andre medarbejderfunktioner og kunne derfor ikke få ansættelse i virksomhedens produktion.

Indklagede gør gældende, at ledelsen i virksomheden overordnet set har vurderet afdelingens kompetencer og efterspørgslen fra organisationen og vurderet, at der ikke er grundlag for en marketingschef på fuld tid. Der var ikke mulighed for at omplacere klager, og indklagede havde derfor ikke anden udvej end at reducere klagers arbejdstid, som set i forhold til en egentlig afskedigelse er den mindst byrdefulde løsning, således at hun fortsat var ansat hos indklagede og set i forhold til arbejdstiden på 18½ timer til en ganske favorabel løn (30.250 kr. pr. måned samt fri bil).

Indklagede gør også gældende, at det forekommer stødende, at den ene part kan rådføre sig i det nævn, som efterfølgende skal behandle klagen om det omhandlede forhold.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet bemærker, at sekretariatet for Ligebehandlingsnævnet ifølge nævnets forretningsorden skal rådgiver borgere, virksomheder, organisationer, myndigheder m.v. med hensyn til, hvor og hvorledes en sag om forskelsbehandling kan indbringes, ligesom sekretariatet rådgiver om nævnets praksis.

Sekretariatet vejleder således de personer, der kontakter det i forhold til deres konkrete spørgsmål. Sekretariatet træffer ikke i den forbindelse en afgørelse i sagen, ligesom sagen efter indgivelse af klage til nævnet, som udgangspunkt forelægges nævnet til endelig afgørelse.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af loven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en medarbejder på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt en afskedigelse finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Ligebehandlingsnævnet finder, at den skete reduktion i klagers arbejdstid har et sådant omfang, at det må sidestilles med en afskedigelse.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at der er enighed om, at indklagede først fik meddelelse om klagers graviditet den 24. marts 2009.

Nævnet har lagt vægt på, at det af den interne mail af 23. marts 2009 fra kommunikations- og marketingsdirektøren fremgår, at indklagede allerede den 23. marts 2009 havde truffet beslutningen om, at klagers ansættelsestid skulle sættes ned til det halve.

Ligebehandlingsnævnet finder på den baggrund, at klagers graviditet ikke kan anses for at have indgået i beslutningsgrundlaget for at reducere klagers arbejdstid, og at indklagede således har godtgjort, at nedsættelsen i arbejdstiden skyldes andre forhold end klagers graviditet.