Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under graviditet - arbejdsvilkår - medhold

Det var i strid med ligestillingsloven at en klager fik ændret sin stilling fra fastansat køkkenhjælp på en restaurant til en 3 måneders tidsbegrænset ansættelse, efter hun havde meddelt sin arbejdsgiver at hun var gravid. Klager blev tilkendt en godtgørelse på 185.000 kr. svarende til ca. 9 måneders løn.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en kvinde fik ændret sine ansættelsesforhold under sin graviditet, så hun gik fra at være fastansat til en tidsbegrænset ansættelse.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var i strid med ligebehandlingsloven, at klager under sin graviditet fik ændret sit ansættelsesforhold.

Indklagede skal inden 14 dage betale en godtgørelse til klageren på 185.000 kr. med procesrenter fra den 4. januar 2010, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev den 14. april 2008 ansat på en restaurant som køkkenmedhjælp. Hun var ifølge ansættelseskontrakten ansat maksimalt 148 timer i 4 ugers turnus, og hun blev aflønnet med 105 kr. i timen. Fra 1. august 2008 blev hun ansat 37 timer om ugen med en fast månedsløn på 19.500 kr. Hendes arbejdstid blev fastsat ved en arbejdsplan, der blev udleveret hver måned.

I efteråret 2008 blev hun tilbudt en lønforhøjelse på 1000 kr. om måneden. Lønforhøjelsen blev udbetalt med virkning fra februar 2009.

Den 20. april 2009 fik klager hos egen læge bekræftet, at hun var gravid.

Klager har fremlagt kopi af brev af 21. april 2009 til indklagede, hvori hun gav besked om graviditeten.

Den 22. april 2009 underskrev klager en tidsbegrænset ansættelseskontrakt for perioden 31. maj 2009 til 31. august 2009. Ifølge denne kontrakt var arbejdstiden maksimalt 140 timer i 4 ugers turnus, og lønnen var 120 kr. i timen.

Klagers læge sygemeldte hende ved attest udstedt den 11. august 2009 med henvisning til hendes hårde arbejde som køkkenmedhjælper med hårde løft og lange vagter med stående arbejde.

Den 15. august 2009 modtog klager et brev fra indklagede, hvor han gjorde hende opmærksom på, at hendes kontrakt udløb den 31. august 2009.

Klager er vietnamesisk statsborger.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at ændringen af hendes ansættelsesvilkår er i strid med ligebehandlingsloven, og at hun derfor er berettiget til en godtgørelse på 246.000 kr., svarende til 12 måneders løn.

Det gøres gældende, at den delvise opsigelse i form af væsentlige ændringer af ansættelsesvilkår også er omfattet af ligebehandlingslovens afskedigelsesbegreb. Det gøres videre gældende, at indklagede ikke har godtgjort, at ændringen ikke skyldes klagers graviditet.

Klager oplyser, at hun den 21. april 2009 på sin fridag besøgte indklagede og informerede ham om, at hun var gravid. Hun overrakte samtidig indklagede en skrivelse udarbejdet af hendes ægtefælle, hvoraf det fremgik, at hun var gravid.

Den 22. april 2009 bad indklagede hende om at underskrive et brev til kommunen. Han oplyste, at der var tale om et papir til kommunen, som skulle fremsendes, hvis hun blev syg under graviditeten. Hun var ved at lære dansk, og hendes dansk var på begynderniveau.

Klager gik til rutinemæssige undersøgelser på sygehuset. Indklagede gjorde hende i den forbindelse opmærksom på, at såfremt hun skulle have fri til de undersøgelser, skulle hun skrive ned, hvornår hun mødte og gik på hverdage, så han kunne se, om hun arbejdede de 37 timer om ugen, hun fik løn for.

Den 1. juli 2009 blev der ansat en ny medarbejder i den samme sektion i køkkenet, som klager arbejdede i.

Klager oplyser, at hun i slutningen af juli 2009 fik udleveret sin arbejdsplan for august måned, hvoraf det fremgik, at hun nu var på nedsat tid, idet den nye medarbejder havde fået flere af hendes vagter. Da klager konfronterede indklagede med dette, oplyste han, at det var det, de havde aftalt.

Klager oplyser videre, at hun den 6. august 2009 faldt på en trappe på restauranten. Hun havde efterfølgende smerter og blev derfor undersøgt på sygehuset. Hun blev indlagt på grund af plukveer, men blev samme aften udskrevet under forudsætning af, at hun forholdt sig i ro. Hun sendte samme aften en sms til indklagede, hvori hun forklarede, at hun af sygehuset havde fået at vide, at hun skulle forholde sig i ro de næste par dage. Hun forsøgte at kontakte indklagede den følgende morgen, men han besvarede ikke sin telefon. Hun ringede derfor til restaurantens nummer, hvor hun talte med en kollega. Hun forklarede, at hun ikke kunne komme på arbejde, før hun havde talt med sin læge efter weekenden. Kollegaen lovede at videregive denne oplysning til indklagede.

Klagers læge meddelte hende, at hun skulle give indklagede besked om, at hun skulle undgå lange vagter og undgå stående arbejde med tunge løft.

Klagers ægtefælle skrev den 11. august 2009 et brev til indklagede vedrørende klagers fraværsmelding. Dette brev blev sendt til indklagede samme dag sammen med en kopi af lægeattesten.

Klager gør opmærksom på, at hun ikke har fået udleveret en midlertidig kontrakt eller indvilliget i at arbejde på nedsat tid eller at få ændret sine kontraktforhold. Tværtimod har hun en kontrakt, hvoraf det fremgår, at hun er ansat med fast månedsløn, og at den ikke er tidsbegrænset.

Klager anfører, at det har formodningen mod sig, at klageren den 22. april 2009, blot 2 dage efter at hun havde fået konstateret sin graviditet, ville underskrive en ny ansættelseskontrakt, hvor hendes ansættelsesvilkår blev ændret fra fastansættelse til tidsbegrænset ansættelse. Hun blev således stillet ringere ved at underskrive den tidsbegrænsede kontrakt.

Klager oplyser, at hun ikke var bekendt med, at der var tale om en vikarkontrakt for sommeren 2009, samt at hun ikke på det pågældende tidspunkt ville have underskrevet en sådan kontrakt, da hun var gravid. Der ses da heller ikke i sagen at være fremlagt en opsigelsesskrivelse/varslingsskrivelse fra indklagede, således at vikarkontrakten skulle anses for en ny ansættelse. Det forhold, at opsigelsesvarslet er overholdt ændrer ikke på, at ændringen af klagers ansættelsesforhold burde have været fremhævet for hende. Der skal herved også henses til, at klager havde et begrænset kendskab til sproget, hvilket understøttes af, at hun troede, at hun underskrev nogle papirer til kommunen.

Indklagede har ikke godtgjort, at ændringen i klagers ansættelsesvilkår ikke skyldtes hendes graviditet. Indklagede kunne have opsagt hende på et senere tidspunkt til fratræden den 31. august 2009. Det havde i så fald ikke været nødvendigt at underskrive en ny kontrakt.

Det anføres, at det har formodningen for sig, at den udfærdigede lægeattest er fremsendt til indklagede. Der henvises også til, at indklagede den 14. august 2009 kontaktede klager for at oplyse, at hendes ansættelsesforhold ophørte pr. 31. august 2009. Denne skrivelse må formodes at være en reaktion på klagers skrivelse af 11. august 2009. Såfremt dette ikke er tilfældet, må det antages, at der har været en eller anden form for kontakt mellem indklagede og klager om, at klager ikke mødte på arbejde.

Det gøres gældende, at indklagede har bevisbyrden for ukendskab til graviditeten.

Hvis ændringen i klagers ansættelsesforhold var begrundet i dårlig økonomi, har indklagede ikke givet en forklaring på, at klager modtog 1000 kr. i lønforhøjelse i efteråret 2008, som udbetales i perioden fra februar 2009 til og med maj 2009. Der er heller ikke redegjort for, hvorfor der blev ansat en ny medarbejder i juli 2009. Denne medarbejder fremgår ikke umiddelbart af den opgørelse, der er udarbejdet af indklagede.

Det bestrides, at ændringen i klagers ansættelsesforhold alene skete på grund af indklagedes økonomiske situation, og som led i en generel reduktion af bemandingen.

Indklagede påstår frifindelse.

Det bestrides, at afskedigelsen af klager skete på grund af klagers graviditet. Det gøres gældende, at indklagede ikke var bekendt med klagers graviditet på tidspunktet for ændringen i klagers ansættelsesforhold.

Indklagede henviser til, at indklagedes årsrapport for 2008 blev forberedt af indklagedes revisor i marts-april måned 2009. Under udarbejdelsen påpegede revisor over for indklagede, at selskabet havde et påtrængende behov for at tilpasse udgifterne til den alt for ringe omsætning.

Indklagede overvejede helt at indstille driften af virksomheden, men valgte forsøgsvis at sætte ind med reduktioner i lønomkostningerne. I indklagedes branche, som hovedsagligt beskæftiger ikke-funktionærer, viser virkningen af personalereduktioner sig forholdsvis hurtigt, og i juni måned fik indklagede troen på, at det kunne lykkes at vende virksomheden.

Indklagede oplyser, at reduktionen i samtlige personalegrupper i perioden marts-august 2009 svarede til ca. tre årsværk. Dette medførte næsten en halvering af den månedlige lønsum. Når der i perioden både er tale om personaleafgang og personaletilgang skyldes det, at indklagede i lighed med resten af branchen i vidt omfang beskæftiger studerende og andre personer med løsere tilknytning til arbejdsmarkedet, som med kort varsel fratræder.

Indklagede bestrider, at klager før den 22. april 2009 havde orienteret ham om sin graviditet. Han bestrider også, at han skulle have modtaget en skriftlig meddelelse herom. Han modtog først denne skrivelse fra klagers advokat en gang i efteråret 2009 efter at klager var fratrådt. Indklagede bestrider ligeledes at klager mødte op på virksomheden den 21. april 2009. Indklagede har forhørt sig hos de medarbejdere, der var på arbejde den dag, og ingen af dem erindrer at have set klageren i virksomheden.

Endelig bestrider indklagede, at han den 22. april 2009 skulle have bedt klager om at underskrive et brev til kommunen. Der var tale om en vikarkontrakt for sommeren 2009. Indklagede og klageren kommunikerede på en blanding af engelsk og dansk, hvilket på intet tidspunkt har givet anledning til væsentlige misforståelser.

&Aelig; ndringen i klagers ansættelsesforhold skete således alene på grund af indklagedes alvorlige økonomiske situation, og som led i en generel reduktion af bemandingen.

Indklagede bemærker, at han i forbindelse med afskedigelsen tilbød klager et sommervikariat, hvilket savner mening, hvis begrundelsen for afskedigelsen skulle være hendes graviditet. Dette gælder så meget mere, som klageren ikke var funktionær og ikke var omfattet af nogen overenskomst, hvorfor indklagede ikke havde noget incitament til at frigøre sig fra ansættelsesforholdet, bortset fra det nævnte generelle behov for at reducere virksomhedens omkostninger.

Indklagede gør gældende, at når klager lægger bevisbyrden for ukendskab til graviditeten ensidigt på indklagede, og indklagede ikke har andre muligheder for at løfte denne bevisbyrde end gennem vidneforklaringer, bliver konsekvensen, at der skal indhentes sådanne forklaringer, inden der kan træffes afgørelse i sagen. Hvis sådan bevisførelse ikke kan foranstaltes i nævnets regi, må sagen afvises.

Det bestrides, at det skulle have haft betydning for om klager ville underskrive en ny ansættelsesaftale, at hun kort forinden havde konstateret, at hun var gravid. Da det var bydende nødvendigt for indklagede at reducere sine omkostninger, ville en manglende accept af ændringerne i klagerens ansættelsesvilkår have ført til en opsigelse med aftalt varsel, hvorved klageren var gået glip af indtægten i juni, juli og august måned.

Det bestrides ligeledes, at klagers danskkundskaber var så begrænsede, at hun kunne tro, at sommervikarkontrakten var "nogle papirer til kommunen". Det bemærkes, at klager i april 2008 og august 2008 skrev under på to helt tilsvarende blanketter.

Klagers udokumenterede spekulationer og antagelser om klagerens eget angivelige brev af 11. august 2009 og indklagedes brev af 14. august 2009 afvises i det hele.

Indklagede var tilfreds med klagers arbejdsindsats og hævede som led i en almindelig lønregulering klagers løn med 1000 kr. om måneden i efteråret 2008. På dette tidspunkt havde indklagede ikke overblik over, hvor galt det stod til med økonomien.

Indklagede oplyser, at når yderligere medarbejdere, end ledelsen har fundet det fornødent at afskedige, siger deres stillinger op, må der nødvendigvis antages medarbejdere til erstatning herfor, idet der skal et vist minimum af personale til, for at driften kan opretholdes. Den person, klager henviser til, er identisk med den medarbejder, der er benævnt "deltid" i opgørelsen.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Som sagen foreligger oplyst for Ligebehandlingsnævnet, finder nævnet det ikke nødvendigt for sagens afgørelse, at der føres bevis i form af mundtlige parts- og vidneforklaringer. Indklagedes afvisningspåstand tages derfor ikke til følge.

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet.

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager på grund af graviditet, barsel eller adoption. Såfremt afskedigelsen finder sted under graviditet eller afholdelse af barselsorlov, påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Nævnet finder, at ændringen i klagers ansættelsesforhold fra en fastansættelse til en 3 måneders tidsbegrænset ansættelse er en så væsentlig ændring af ansættelsesforholdet, at det må sidestilles med en opsigelse.

Nævnet finder ikke, at indklagede har godtgjort, at han ikke havde kendskab til graviditeten den 22. april 2009, da klager underskrev den nye kontrakt.

Nævnet har herved lagt vægt på, at klagers oplysninger om, at hun gav meddelelse om graviditeten den 21. april 2009 støttes af den fremlagte brevkopi.

Selv om indklagede havde økonomiske vanskeligheder og havde behov for at reducere personaleudgifterne, finder nævnet ikke, at indklagede har løftet bevisbyrden for, at graviditeten ikke var årsag til eller i hvert fald medvirkende årsag til, at indklagede valgte at ændre hendes ansættelsesforhold fra en fastansættelse til en tidsbegrænset ansættelse.

Nævnet har herved lagt vægt på, at ændringen i ansættelsesforholdet skete dagen efter, at klager havde meddelt indklagede, at hun var gravid. Der ses således kun at være en begrænset økonomisk besparelse ved at ændre kontrakten til en tidsbegrænset kontrakt på 3 måneder, sammenholdt med at hun kunne have været opsagt fra sin fastansættelse med forholdsvis kort varsel, hvis der reelt ikke var mere arbejde til hende.

På den baggrund finder Ligebehandlingsnævnet, at indklagede har handlet i strid med ligebehandlingsloven.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 185.000 kr., svarende til ca. 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse lagt vægt på ansættelsesperiodens længde og det i øvrigt oplyste i sagen.

Indklagede skal herefter betale 185.000 kr. til klager med procesrenter fra den 4. januar 2010, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.