Senere ændringer til afgørelsen
Den fulde tekst

Ligebehandlingsnævnets afgørelse om køn - afskedigelse under orlov - medhold

En medarbejder i et ejendomsmæglerfirma blev opsagt fordi hun ikke havde fortalt hvor længe hun forventede at være på barselsorlov. Dette var i strid med ligebehandlingsloven og klageren blev tilkendt en godtgørelse på 210.000 kr. Afgørelsen er afsagt med dissens.

Klagen drejer sig om forskelsbehandling på grund af køn i forbindelse med, at en sagsbehandler i et ejendomsmæglerfirma blev opsagt med øjeblikkelig virkning, fordi hun havde glemt at meddele arbejdsgiveren inden 8 uger efter fødslen, hvor længe hun ønskede at holde forældreorlov.

Ligebehandlingsnævnets afgørelse

Det var strid med ligebehandlingsloven, at indklagede den 23. februar 2010 ophævede klagers ansættelsesforhold med øjeblikkelig virkning, fordi klager ikke havde meddelt, hvor længe hun ville være på forældreorlov.

Indklagede skal inden 14 dage betale godtgørelse til klager på 210.000 kr. med procesrenter fra den 1. juni 2010, hvor klagen er modtaget i Ligebehandlingsnævnet.

Sagsfremstilling

Klager blev med virkning fra den 1. september 2007 ansat som sagsbehandlertrai-nee hos indklagede, et ejendomsmæglerfirma. Den 1. juli 2008 overgik klager til ansættelse som sagsbehandler hos indklagede. Ansættelsesaftalen indeholdt ikke bestemmelser om graviditet og barselorlov med videre.

Den 7. september 2009 fødte klageren en datter, og hun holdt herefter orlov.

Ved brev af 23. februar 2010 meddelte indklagede klageren, at ansættelsesforholdet blev ophævet med omgående virkning. Ansættelsesforholdet ville derfor stoppe den 23. februar 2010.

Indklagede oplyste i sit brev, at han havde disponeret efter, at klageren ville vende tilbage efter endt barsel den 24. februar 2010, og at klager den 23. februar 2010 telefonisk havde tilkendegivet overfor indklagede, at hun ikke havde tænkt sig at møde den 24. februar 2010, men at hun ville fortsætte med at holde barsel.

Indklagede oplyste videre i brevet af 23. februar 2010, at klager ved begyndelsen af barslen havde meddelt, at hun ville holde barsel i 24 uger, og at hun ikke på noget tidspunkt havde forlænget barslen i henhold til varslingsreglerne.

Parternes bemærkninger

Klager påstår, at hun uberettiget blev afskediget, mens hun var på barselorlov.

Klager henviser til, at hun samme dag, som hun fødte sin datter, den 7. september 2009, ringede til indklagede og fortalte, at hun havde født. Herefter var hun forbi arbejdet et par gange for at vise datteren frem.

Klager henviser videre til, at den sidste gang, hun var forbi på arbejdet, var indklagede ikke til stede på kontoret. Klageren talte med barselsvikaren og fik at vide, at vikaren ikke havde aftalt med indklagede, hvor længe hun kunne blive. Klageren fortalte vikaren, at hun rigtig godt kunne lide at være på barsel. Vikaren svarede, at hun kunne blive der sommeren over, inden hun skulle tilbage og arbejde i sin ægtefælles virksomhed.

Klager afviser, at hun mundtligt eller skriftligt har haft aftaler med indklagede omkring længden af barselorloven. Klager erkender, at hun har glemt at meddele indklagede, hvornår hun ville komme tilbage fra orlov. Indklagede har aldrig spurgt klageren om, hvornår hun forventede at komme tilbage til virksomheden.

Klager oplyser videre, at hun den 23. februar 2010 blev ringet op af indklagede, der spurgte, om hun kom på arbejde dagen efter. Hertil svarede klageren, at det gjorde hun ikke. Indklagede fortalte klageren, at hun inden 8 uger efter fødslen skulle have meddelt, hvornår hun kom tilbage. Klageren fik ikke en advarsel, men opfattede samtalen som lidt af en spøg, og hun foreslog indklagede, at han hørte vikaren om, hvor længe hun kunne fortsætte, og at de vel så kunne finde frem til en løsning.

Tirsdag aften blev brevet med opsigelsen lagt i klagerens postkasse. Hun så brevet onsdag den 24. februar 2010, hvorefter hun ringede til indklagede og bekræftede, at hun havde modtaget opsigelsen.

Det er klagers opfattelse, at hvis indklagede havde en oprigtig forventning om, at klager kun ønskede at holde orlov i 24 uger, så ville indklagede have forventet, at hun var mødt op præcis 24 uger efter fødslen, men han ringede op og forventede, at hun ville møde på arbejde efter 24 uger og to dage.

Det er klagers opfattelse, at indklagede har forsøgt at skille sig af med hende for at kunne beholde barselsvikaren. Vikaren er ifølge klagers oplysninger fortsat ansat hos indklagede.

Indklagede påstår, at klageren ikke blev afskediget på grund af barsel eller under barselorlov. Klager blev afskediget på grund af uberettiget udeblivelse, således at hun havde misligholdt sit ansættelsesforhold i en sådan grad, at det berettigede til bortvisning.

Indklagede henviser til, at klager ved starten af sin barsel oplyste, at hun ville tage orlov i 24 uger, således at sidste dag i orloven var den 23. februar 2010. Den 23. februar 2010 tilkendegav klager over for indklagede, at hun "rigtig godt kan lide at være på barsel" og "for jeg har ikke tænkt mig at møde på arbejde dagen efter".

Indklagede henviser videre til, at vikaren var midlertidigt ansat til den 23. februar 2010, hvilket svarede til den dag, hvor klagerens barselorlov ophørte.

Indklagede oplyser, at klageren på intet tidspunkt i løbet af barselorloven kontaktede indklagede med henblik på en forlængelse af orloven. Det manglede varsel medførte, at indklagede var uden mulighed for at planlægge forretningens drift.

For så vidt angår spørgsmålet om godtgørelse henviser indklagede til, at klager har afslået tilbud om en forligsmæssig løsning, som indebar at hun kunne genindtræde i ansættelsesforholdet, men dette var klagen ikke interesseret. Indklagede mener, at der skal tages hensyn hertil ved fastsættelsen af en eventuel godtgørelse.

Ligebehandlingsnævnets bemærkninger og konklusion

Ligebehandlingsnævnet behandler klager over forskelsbehandling på grund af køn på arbejdsmarkedet efter lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v. (ligebehandlingsloven).

Det fremgår af ligebehandlingsloven, at en arbejdsgiver ikke må afskedige en lønmodtager, fordi denne har været fraværende efter barsellovens §§ 6-14.

Såfremt afskedigelsen finder sted under afholdelse af barselsorlov m.v., påhviler det arbejdsgiveren at godtgøre, at afskedigelsen ikke er begrundet i disse forhold.

Efter barselloven havde klageren ret til fravær i de første 14 uger efter fødslen. Såfremt klager ønskede at udnytte sin ret til fravær i de første 14 uger efter fødslen, skulle hun inden 8 uger efter fødslen have underrettet indklagede om, hvornår hun ville genoptage arbejdet.

Herudover havde klageren ret til forældreorlov i 32 uger efter barselloven. Hvis hun ønskede at udnytte denne ret til orlov, skulle hun inden 8 uger efter fødslen have underrettet indklagede om tidspunktet for fraværets begyndelse og om længden heraf.

Ligebehandlingsnævnet lægger til grund, at klager har erkendt, at hun ikke inden for 8 uger havde underrettet indklagede om, hvor længe hun ønskede at holde orlov.

To medlemmer af nævnet finder, at uanset at klageren og indklagede er uenige om, hvorvidt klageren havde meddelt indklagede, at hun ville holde 24 ugers orlov efter fødslen den 7. september 2009, vil det være ubetænkeligt at lægge til grund, at indklagede stiltiende har accepteret, at klageren ønskede at holde forældreorlov.

Indklagede har ikke bedt klager om at oplyse, hvor lang forældreorlov hun ønskede at tage, og han rettede først henvendelse til hende to dage efter udløbet af de af ham påberåbte 24 uger. På den baggrund finder disse to medlemmer, at klager, uanset at hun formelt set ikke havde underrettet indklagede om, hvornår hun ville genoptage arbejdet, har haft grund til at tro, at hun kunne holde forældreorlov ud over 24 uger efter fødslen.

Disse medlemmer finder derfor, at klageren var fraværende efter barsellovens regler om forældreorlov, da indklagede ved brev af 23. februar 2010 ophævede klagers ansættelsesforhold med øjeblikkelig virkning.

Disse medlemmer finder ikke, at indklagede har godtgjort, at det ikke var på grund af klagers forældreorlov, at hun blev opsagt.

Et medlem finder, at sagen bør afvises af nævnet, fordi en afgørelse vil forudsætte bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, der ikke kan finde sted for nævnet. Dette medlem lægger vægt på, at klageren fremstiller sagen, som at hun - i strid med gældende regler - ikke har givet nogen besked om, hvornår arbejdet blev genoptaget, mens indklagede anfører, at klageren ved starten af sin barsel oplyste, at hun ville tage orlov i 24 uger, hvorefter indklagede indgik ansættelsesaftale med barselsvikaren netop for perioden fra den 1. august 2009 til den 28. februar 2010.

Efter flertallets bestemmelse var opsigelsen af klager derfor i strid med ligebehandlingsloven.

Godtgørelse

Klager tilkendes en godtgørelse, der passende skønsmæssigt kan fastsættes til 210.000 kr., svarende til cirka 9 måneders løn.

Ligebehandlingsnævnet har ved fastsættelsen af godtgørelsens størrelse taget udgangspunkt i ansættelsesperiodens længde, lønnens størrelse og sagens omstændigheder i øvrigt.

Nævnet finder ikke, at det kan medføre en ændret vurdering, at indklagede havde tilbudt klageren genansættelse.

Indklagede skal herefter betale 210.000 kr. til klager med procesrenter fra den 1. juni 2010, hvor sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Beløbet skal betales inden 14 dage.